Opslag til denne artikel

Emneord:byrum
Organisationer:Københavns Kommune
Steder:København, Nørrebro, Paris, Vesterbro

Bloggen Openhagen.net udsender nyheder og kommentarer om alt fra europæiske aktivistmiljøer til intellektuelles bud på hvordan byen bør ændre sig. Fælles for netværket er et kritisk ønske om at give borgeren ret til den by han eller hun bor i, og gøre op med den markedsorienterede udvikling i byrummet.

Jeppe Wedel-Brandt er del af Openhagen-netværket, der står bag Undoing the City-festivalen og har over de seneste år været en aktiv debattør om byens udvikling. Han forklarer at arrangementet er vokset ud af en erkendelse af, at byrummet er en af de vigtigste politiske arenaer idag.

”Der bliver lavet en masse gode projekter, men meget få af os kender hinanden ordentligt. Der er Undoing the City både et politisk arrangement, men også et samlingspunkt for folk, der laver lignende projekter.”

Den politiske dimension af festivalen skal rette en kritik mod den måde byrummet bliver kommercialiseret, forklarer Wedel-Brandt. Priserne på boliger stiger, og de folk, der har gjort bydelen attraktiv, har ikke længere råd til at bo der.

”Et godt eksempel er Vesterbro, hvor den gruppe der skabte forskellighed bliver presset ud. Vi skal finde en måde hvor dem, der skaber værdien til byrummet, også kan være dem, der kan nyde det”, siger han.

Kløfterne i samfundet
Igennem en række seminarer, aktiviteter og kunstaktioner, ønsker Undoing the City ligeledes tage et skridt væk fra det Wedel-Brandt kalder en stigende racisme i samfundet. Han forklarer, at de stigende økonomiske og sociale kløfter medfører frygt, der slutteligt giver et mere ustabilt samfund.

”Vi ser allerede tendensen med Nørrebro i dag, hvor folk tror de skal være bange. Især blandt de, der ikke selv bor på Nørrebro, stiger kravet om sikkerhed. Det har medført at politiet bliver mere aggresivt og slår hårdere ned på etniske grupper i bydelen.”

De høje boligpriser, gør noget ved os alle, fortæller Wedel-Brandt. Vi begynder at passe på vores friværdi, i stedet for at tænke demokratisk på byen som helhed. Udviklingen skaber kløfter i samfundet, hvor minoriteter og mindrebemidlede presses ud til forstæderne i takt med at byen homogeniseres.

I værste fald er det en udvikling som dette, der kan give optøjer som dem, der ramte Paris i 2005.
Dog, siger han, er det kompliceret at placere skylden for denne udvikling.

”For eksempel kan man ikke bare skyde skylden på Københavns Kommune, for de gør en masse, og er derudover afhængige af regeringen. Men der er nogle ting de klart kunne gøres bedre eller anderledes. For eksempel kampen mod ghettodannelse.
Men Undoing the City er ikke interesseret i bare at være imod. Det er også det, der ligger i ‘Undo’. Vi ønsker at vise en alternativ måde at arbejde med byrummet”, siger han.

Denne ambition spejler sig i den måde festivalen er blevet til. Omtrent tyve mennesker fra Openhagen-netværke har taget initiativ til Undoing the City, men aktiviteterne kommer fra en langt større gruppe.

”Der bliver lavet en hel masse projekter, og der bliver helt sikkert lavet noget i løbet af de her dage, som jeg ikke kender til. Det har været en pointe, at der ikke skal være så langt fra at få idéen og ville det, til faktisk at kunne realisere det. Det har været demokratisk, åbent og festivalen afspejler på den måde, hvad det er vi ønsker at gøre for byen”, siger Wedel-Brandt.

Festivalen

Undoing the City løber fra 7. – 10. maj, primært i Folkets Hus og i Folkets Park på Nørrebro. Program kan findes på Openhagen.net