Information bragte den 2. maj artiklen “Flygtninges krigstraumer gør deres børn kriminelle”, der fokuserede på, hvorfor unge med flygtningebaggrund er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. Blandt andet via citater fra psykolog Jens Hardy Sørensen, forskningsleder på Center for Traume- og Torturoverlevere i Vejle, angives denne forklaring til at være af psykologisk karakter: Unge med flygtninge- og indvandrerbaggrund bliver kriminelle, fordi de overtager deres forældres psykiske traumer.
På Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) har vi beskæftiget os med problemstillingen i årevis. Vi hilser artiklens fokus på traumer velkommen, særligt fordi det viser, at der er andre perspektiver end tidligere tiders automatiske tendens til at gøre kultur(forskel) til den altafgørende forklaring på kriminalitet blandt unge med indvandrer- og flygtningebaggrund.
Den sociale kontekst
Men akkurat som med et ensidigt fokus på de kulturelle faktorer, er det lige så forsimplet og unuanceret kun at fokusere på psykologiske forklaringer. Denne reduktionistiske tilgang gavner hverken rehabiliteringen af torturoverlevere eller forståelsen af unge med indvandrer- og flygtningebaggrund. Der mangler nemlig et afgørende fokus på et tredje og vigtigt perspektiv i debatten: De unges sociale kontekst.
Den sociale forklaringsmodel er i stigende grad blevet miskrediteret som værende blød mod de kriminelle, men vores forskning på RCT har vist, at sociale faktorer som forholdet til myndighederne, boligsituationen og familiens økonomiske råderum er yderst vigtige for den udvikling, som unge med indvandrer- og flygtningebaggrund gennemgår. I september 2008 offentliggjorde vi blandt andet et langtidsstudie af 131 unge med flygtningebaggrund, der viste, at tiden som flygtning i Danmark udgør en større risiko for, at de unge udvikler aggressiv, udadrettet adfærd end de medbragte traumer fra oprindelseslandet. Det er ganske rigtigt - som også påpeget i Informations artikel - at mange flygtningebørn er traumatiseret af krig og organiseret vold, men det er i højere grad de sociale livsvilkår og yderligere belastninger, de oplever i Danmark, der afgør, hvordan de udvikler sig.
I artiklen efterlyser både Jens Hardy Sørensen og Christian Frederiksen, leder af Ungeafsnittet i Odense Kommune, en mere koordineret og tværfaglig indsats. Det hilser RCT velkommen.
Vi har i mange år både forsket i og rehabiliteret flygtninge med traumer ud fra en tværfaglig tilgang, der samtænker sociale, psykologiske og fysiske forklaringer på de traumatiseredes komplekse situation.
Edith Montgomery, forskningschef, Steffen Jensen, seniorforsker og Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder - alle fra Rehabiliterings- og Forsk-ningscentret for Torturofre
Kommentarer
Hmmmm - her skriver en bahai mod bedre vidende.
Hvis man nu kaster blikket på Norge og Oslo, så er det jo sådan at to af de største og mest kendte bander med rødder blandt indvandrere - B-gjengen og A-gjengen, begge har rødder i det pakistanske immigrantmiljø.
Dette miljø består af selv valgte tilflyttere, ikke flygtninge, ikke tortur ofre. Men af unge mennesker, der har benyttet sig af deres kontakter til hjemlandet til at skaffe sig et levebrød på et højere niveau, end end gement lønarbejde vil være i stand til at sikre.
Diskussionen om de sociale årsager/flygtninge baggrund kommer let til at skygge for en reel analyse af hvorledes bandekriminaliteten rent faktisk foregår, og hvorledes den indgår i et samspil med medlemmernes baggrunds miljø, der måske er ulig mere interessant.. Men den er selvfølgelig i modstrid med behandler synsvinklen, der jo er den dominerende, og den lettest tilgængelige for journalister. Men at den er det betyder jo ikke nødvendigvis at det er den mest sandfærdige.
Niels Christensen:
Ikke sikker på at jeg forstod korrekt hvilke af parterne du modargumenterede hvor.
Men ovenstående artikel taler vel netop imod behandler-synsvinklen til fordel for muligheden af en politisk/sociologisk løsning.
Og er det ikke mere interessant at fokusere på hvorfor kriminaliteten opstår, i stedet for “hvorledes”? Det ene kan danne grundlag for en forebyggende indsats mens det andet er mere kortsigtet og vel handler om justitsmyndighedernes/politiets konkrete tilgang til sagerne. -Dressing