Det er ikke, fordi hun ikke vil. Det er ikke, fordi hun ikke ved, at hun burde. Det er fordi, at hun ikke har råd. 36-årige Pia Slot fra den lille by Skårup på Fyn har med fem børn nok at se til, og meget mad der skal købes ind. Men det er prisen og ikke vitaminindholdet, der prioriteres, når hun står ved køledisken i Aldi eller Lidl.
“Jeg ved jo godt, at hvis vores unger ikke har fået grøntsager i en-to uger i træk, er det noget skidt. Jeg ved jo også godt, at de jo skulle have seks stykker grønt om dagen, det har de aldrig fået, for det har vi aldrig nogensinde haft råd til,” siger Pia Slot, der efter at have fået psykiske problemer fik svært ved at fungere på en arbejdsplads. Hun fik sin første kontanthjælp som 18-årig og er for nylig gået på førtidspension.
På grund af indførslen af kontanthjælpsloftet blev den seks mand store familie i 2003 tvunget til at flytte fra et 260 til 110 kvadratmeter stort hjem.
Men selv om familien er presset, får Pia Slot og hendes mand alligevel hverdagen til at fungere.
“Jeg går uden om alt, hvad der koster mere end det billigste. Prisen bestemmer desværre alt,” siger Pia Slot.
“Det er altid det billige, vi køber, men det er så også det med mest fedt i. Det er meget irriterende, men sådan er det bare. Det er mad, og vi bliver mætte.”
Selv om to af ungerne nu er flyttet hjemmefra, skal der stadig spares. Menuen består som regel af noget, man kan lave af hakket kød, da man ofte kan få de pakker, hvor udløbsdatoen næsten er overskredet, meget billigt. Sommetider kan man få en pakke med 18-22 procent fedt for en tier. Farsbrød, frikadeller og boller i karry er populære.
“Jeg ville gerne købe økologisk, men det er ude af vores hænder, med den økonomi vi har,” siger Pia Slot, der har rigtig dårlig samvittighed over ikke at have mulighed for at give sine børn sundere mad.
“Det giver en knugen i maven, fordi man føler sig som dårlige forældre. Man føler sig utilstrækkelig,” siger Pia, der alligevel er positiv over, at hun nu som førtidspensionist har flere penge, end da hun var på kontanthjælp. Hun har nu 8.000 om måneden efter skat.
“Nu er vi blevet luksusdyr, og kan faktisk godt finde på at spise frisk kød,” siger hun.
Nedprioriterer medicin
Det er ikke kun i forhold til maden, at familiens sundhed er presset. Den økonomiske situation gør, at der er blevet prioriteret hårdt i forhold til, hvad der skal bruges penge på.
“Jeg har undværet medicin og f.eks. penicillin flere gange. Min astmaspray har holdt pause i flere måneder, fordi der har været vigtigere ting,” siger Pia Slot, der efterhånden har indsamlet sig en stor viden om, hvordan det er at være presset helt i bund økonomisk. I frustration over at måtte flytte fra hus og hjem i 2003, startede Pia i samarbejde med fonden Askovgaarden hjemmesiden Bistandsbums.dk, hvor andre danskere, der var presset økonomisk efter indførslen af kontanthjælpsloftet kunne mødes for at hjælpe hinanden. Et af de problemer, der tales mest om på hjemmesiden, er netop nedprioriteringen af medicin.
“Jeg har kendskab til folk, der har undværet deres sukkersygemedicin, blodtryksmedicin og antidepressiver. Folk går også ned på grund af dårlig tænder, så bliver ernæringen dårlig, så får man dårlig ånde og så kan man ikke få et arbejde. Det er et større problem, end folk lige umiddelbart tænker over,” siger Pia Slot, der har en klar ide om, hvordan familiens penge skal prioriteres.
“Hvis der lige pludseligt kommer en lejrskole, hvor man skal betale 75 kroner, og det er det, som penicillinen koster - jamen så vælger man børnene frem for sig selv.”
Kommentarer
Uanset VKO-blokkens tilbøjelighed til at mene, at en aggressiv tone i debatten samt henvisninger til en såkaldt “ventreorienteret” eller kommunistisk sammenhæng, der for stort set alle andre er overladt til forrige århundrede og ikke har en tøddel med DK idag at gøre, skulle være en farbar signalvej at gå, kan man konstatere, at samme VKO-blok ikke har læst en hujendes skid af den litteratur, der ligger til grund for samme århundredes interne opgør. Der er tale om en arkaisk forestilling. Det er endt i mantraer, som ikke forstår noget som helst, men som er blevet til rent vrøvl. Når man i folketringsdebatterne især fra DF og Konservative må høre om referencer til Sovjettiden, får man ganske enkelt ondt i ørerne. Det er efterhånden på så lavt et niveau, at det kniber med respekten for, hvad Tinget bør stå for!
Man er åbenlyst mere interesseret i at skælde modparten ud udfra egne misforståelser af samme, end i at tage hånd om den problemmasse, som gør sig gældende i befolkningen. Så lad os lige slå fast, at fordi man er fattig, er det under ingen omstændigheder ensbetydende med, at at man er en dårlig dansker!
Samt at man på baggrund af en efterhånden asocial egennyttig “socialpolitik” har gerådet en del af befolkningen i problemer, som absolut ikke er selvvalgte (måske fordi man ikke er oplagt vælgermasse…). Men også fattige har alligevel et krav på at føle sig repræsenteret på Tinge! Ellers har betegnelsen: dansker ingen gang på jorden.
Det virker klart som om, at VKO-partierne har glemt de af os, der ikke kan lobbye’. Og at man, såfremt man ikke kan opnå beslutningsdygtige flertal indbyrdes, i hvert tilfælde kan blive enige om at overfalde de fattige, som ikke kan hverken forsvare sig selv eller rejse sager over domstolene at åbentlyse økonomiske årsager. Altså at man med baggrund i ‘den stærkes ret’ gentagent overfalder dem, som ikke kan forsvare sig. Med VKO oven i købet med henvisning til en direkte forkvaklet henvisning til det sociale: der findes ikke fattigdom i DK. Vor herre til (forbrugs-) fest! Eller hest…
Det er blevet til en ny udgave af den stærkes ret:: kan man ikke overfalde hinanden, kan man på Tinge overfalde dem, som ikke kan forsvare sig. Og til en forventning om, at såfremt man i Tinget blot anvender en aggressiv tone, ja så bliver vi andre så forskrækkede, at vi helt glemmer at forsvare os selv. Uværdigt!
Fik jeg nævnt hr. Martin Henriksens retoriske selvbegejstring i den sammenhæng? Det var under ingen omstændigheder heller meningen. Jeg er, som enhver kan forstå, en ihærdig tilhænger af et sådant retorisk unikum. Og kan da kun istemme et retorisk: “Bøh!”, idet jeg finder stilen så overlegen, at jeg kuns kan meddele min ube’tingede’ begejstring. Flere af den slags politikere og så kan Tinget rationaliseres hen over natten til boksestald “Palle”. Og anerkender man min egen begejstring over sproget, eller hvad der eventuelt holder i byretten, forstår man sikkert osse’, hvorfor vi i foreningen til ihukommelse af “Den store Bastian” er parate til at indstille til alt, hvad der bare ligner en Bøhmandspris i den sammenhæng. Og skælver behørigt, forstås…
Er Tinget ved at udvikle sig til alles kamp imod alle eller imod de svageste? Har Præsidiet overlevet sig selv med levebrødsåpolitikere, som er for vante til Tinget, fremfor til behovet for at tage vare på de svageste?
Ethvert samfund bør vurderes på, hvorledet det behandler sine svageste. Det går ikke godt i DK med den præmis. Uanset sammenligninger med ‘dem som vi foretrækker at sammenligne os med’. Jeg erindrer ikke at have meldt mig ind i den slags sammenligninger…
Glædeligt bøh!