En kritiker har ikke brug for et flertal

“Hvordan skal man tale, så det bliver hørt bagerst i skurvognen?” spørger venstrefløjskommentatoren. De lavtlønnede og svage har altid været centrum for Enhedslistens politik, men alligevel er der ikke mange ‘arbejdere’ der hører partiets budskaber og stemmer på dem. Det er måske partiets største udfordring anno 2009.

“SF mener, at man skal bede Hizb-ut-Tahrir skride ad helvede til og komme med nogle kontante retspolitiske forslag. Der har Enhedslisten en udfordring - for det er skide svært at være de smadder nuancerede med kloge detaljerede løsningsforslag på sociale problemstillinger. Men det er venstrefløjens udfordring.”

Og netop det skisma betyder, at Enhedslisten i nu 20 år har talt om arbejderklassen, men aldrig rigtig til den, forklarer Johannes Andersen, lektor ved Aalborg Universitet:

“Det er helt klart, at den gruppe, man appellerer til først og fremmest, er de veluddannede, som mener, man bør være solidarisk med de svage. Men de svage har ikke ønsket at stemme på de veluddannede.”

Derfor har Enhedslisten altid været alternativernes protestparti, og de har i følge samfundsbeskriveren “levet godt og solidt af, at der altid har været nogen, som var en anelse mere venstreorienterede end resten af befolkningen.”

Sådan var det i 1989, og sådan er det i dag. Trods op- og nedture, Pernille Rosenkrantz-Theil og Asmaa Abdol-Hamid har partiets rolle faktisk ikke rigtig ændret sig, mener historikeren Morten Thing.

En nat med Sohn

I 1987 var der også en andel af befolkningen, der var mere venstreorienterede end gennemsnittet. Men de kappedes om at være bedst til at være venstreorienterede.

“Venstrefløjen havde alt for længe brugt alt for meget tid på at finde hår i suppen hos hinanden, og det var tåbeligt,” forklarer daværende formand for Danmarks Kommunistiske Parti, Ole Sohn.

Han havde en bitter smag i munden på valgnatten 1987. De mange kokke på venstrefløjen havde nemlig fordærvet den samlede suppe. Selvom 50,7 procent af danskerne havde stemt i mod Schlüter, var både Venstresocialisterne og DKP faldet for spærregrænsen. Danmark havde set anderledes ud, hvis de var kommet ind og havde sikret et rødt flertal.

“Derfor foreslog jeg netop på valgnatten, at jeg syntes, man skulle lave en fælles liste,” fortæller Ole Sohn.

Der skulle dog gå flere år med interne politiske kampe før Sohn fik flertal for ideen i DKP og reelt kunne gå i gang med at skabe Enhedslisten, forklarer han.

Enhedslisten og Sohn kom ikke ind ved første forsøg i 1990. Han forlod partiet og har i dag fundet sin plads i suppen hos Socialistisk Folkeparti - men ideen den nat i 1987 har alligevel skabt historie.

Nu er der nemlig gået 20 år, siden muren mellem småpartierne Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti faldt og forenede den delte venstrefløj. Og Enhedslisten lever stadig.

Den lille forskel

Det parlamentariske gennembrud kom først i 1994, og siden da har listen siddet i Folketinget.

Selvom ‘De forenede dødsboer’ og ‘Ensomhedslisten’ var nogle af de knap så flatterende tilnavne, partiet måtte lægge ryg til, så har Enhedslisten faktisk haft indflydelse, mener Johannes Andersen:

“De har gennem historien holdt liv i væsentlige diskussioner om alternativ samfundsforståelse, bæredygtig økonomi og nye energiformer. Det må man ikke glemme. For på den måde har de haft en indflydelse. Nu begynder de emner at være brede diskussioner, som folk tager alvorligt.”

Og i følge Morten Thing vil Enhedslistens rolle altid være, at holde fast i kritikken og principperne:

“Projektet har ikke været at spille en rolle i et nyt flertal, men i højere grad at være kritiske. Det har så fungeret bedre eller dårligere alt afhængig af, hvor god man har været til at slå igennem i medierne.”

Enhedslistens eget jubilæumsskrift fremhæver en række enkeltsager, som nåede avisspalterne.

Der var sagen om de hemmelige CIA-flyvninger i dansk luftrum. Gennem de velkendte § 20-spørgsmål afslørede Enhedslisten, at der flere end hundrede gange har været flyvninger hen over Danmark, som har ført til tortur af terrormistænkte fanger. Desuden har Frank Aaen og hans Kritiske Auktionærer skabt debat om A.P. Møller Maersk, og i 2002 afslørede det lille parti, hvordan danske soldater udleverede afghanske fanger til en amerikansk fangelejr.

Post-Asmaa

Men partiets største mediesag er sagen om Asmaa Abdol-Hamid. Den mest debatskabende folketingskandidat ved valget 2007.

Hende nævner fødselsdagsmagasinet intet om. Måske fordi den debat, som den religiøse kandidat affødte, førte til en tilbagegang ved valget, hvor partiet kun overlevede med nogle få tusind stemmer over spærregrænsen.

“På den ene side, handlede Asmaa-historien jo om at sikre nogle rettigheder og forsvare individets frie valg. Men på den måde kom man til at forsvare nogen, hvis holdninger, man sådan set ikke kunne forsvare,” siger Johannes Andersen om dilemmaet. Asmaa-sagen kulminerede i interne stridigheder, medieskandaler og kontant afregning ved stemmeboksene.

Men lige som diskussionen om arbejderklassen er diskussionen om Asmaa Abdol-Hamid også et spørgsmål, der “ikke mindst i en global verden åbner for en diskussion af, hvem de svage er,” siger Johannes Andersen.

“Det var et tveægget sværd lige nøjagtig ind i Enhedslisten,” påpeger han.

Martin Lindblom husker også kun alt for godt, hvordan Asmaa-sagen delte vandene på den venstrefløjen.

Mange har stadig stærke følelser forbundet med sagen, men trods alt er Enhedslisten nu kommet ud på den anden side - post Asmaa.

“Asmaa-konflikten er nu så gammel, at den er gledet lidt ud, og Enhedslisten er meget påpasselige med ikke selv at rejse den igen. Hverken tilhængere eller modstandere rejser den igen. Nu ser man fremad,” siger han.

Fra liste til parti

Indadtil i partiet ser man i det hele taget fremad, for der er i følge Lindblom et generationsskifte under opsejling. Det kan samtidig blive en lille reform af partiet - fra at være en liste af partier, mod at være et egentligt samlet parti.

“Dem, der er blevet aktive de sidste 5-10 år har ikke på samme måde fornemmelsen af et samlingsparti. De har ét parti, der hedder Enhedslisten.”

“Det diskuteres nu, om man skal slanke noget af hoved-bestyrelsen, lade folk sidde i længere tid, eventuelt lønne en form for hovedbestyrelsessekretær og flere andre ting. Den debat om partiets organisatoriske fremtid er der taget hul på - endda offentligt.”

Medlemskartoteket afslører også, at partiet ikke kun udgøres af gamle 68’ere. På 20 år har man bevæget sig fra 400 til cirka 4.500 medlemmer, og de 18 til 38-årige er der flest af. Selvom Johannes Andersen fortsat kalder Enhedslisten et akademikerparti, forsøger partiet selv at aflive påstanden. Det er en myte, lyder det, og faktisk er der også en stor andel af medlemmerne, som er medlem af LO eller FTF.

På vælgersiden har Enhedslisten godt tag i de unge, “men kun dem med en studentereksamen,” fastholder Andersen.

Johannes Andersen påpeger, at Enhedslisten langt hen ad vejen har været opfindsomme til at stampe nye dagsordener op. Netop idérigdommen, kombineret med EU-modstand, skal være den politiske fremtidssikring, mener han. EU-modstanden er Enhedslistens eneste populistiske kort, og det fastholder de vælgere, “der bare synes, EU er noget pis.”

Vink med svensknøglen

Trods meget snak om krise og modvind, har der siden 1994 været en relativt konstant vælgeropbakning til Enhedslisten. Og det forventer, Morten Thing ikke ændrer sig væsentligt. Så længe, man fastholder principper og ikke anlægger en mere populistisk linje, er der ikke flere stemmer at hente.

“Det er projektets karakter - det er principielt snarere end parlamentarisk. Partiet repræsenterer mere en kritikform og n0gle ideer, end det repræsenterer et bestemt flertal med en bestemt dagsorden,” siger Thing.

Principperne - særligt på det retspolitiske, hvor de andre partier kører strafkapløb - gør i følge Thing Enhedslisten til “Danmarks eneste rigtigt liberale parti.”

Men selvom kapitalismekritikken har fået et revival under krisen, så mener Johannes Andersen ikke, det giver Enhedslisten kronede dage. Tvært i mod sukker folk allerede efter nye samtalekøkkener:

“Vi har vænnet os til, at kapitalismen er noget, vi lever med, og som nogen lever godt af. De fleste går nok nu og håber på, at kapitalismen hurtigt kommer på rette spor igen.”

“De kunne gøre som SF, der har lagt sig an på en populistisk linje, men jeg tror, de vil have svært ved det,” siger Andersen, der henviser til at Enhedslistens identitet handler om, ikke at blive fedtet ind i magten. Men derfor må Enhedslisten så også nøjes med så relativt få stemmer - og arbejderne, ja dem når man ikke med komplekse teoretiske principper, mener han.

Ved valget i 2007 oplevede partiet en markant tilbagegang blandt arbejdervælgerne. Enhedslistens andel var 20 pct. lavere end i befolkningsgennemsnittet, og det gjorde listen til noget af det sidste, de lavtlønnede lønmodtagere satte kryds ved.

Men Lindblom er optimistisk og “tror sagtens Enhedslisten kan få de traditionelle arbejdere i tale,” men et arbejderparti, er de altså langt fra i dag:

“Enhedslistens selvforståelse som partiet for den typiske arbejder, der vinker med svensknøglen, er forkert. Det er i langt højere grad et intellektuelt parti, men derfor er slaget ikke nødvendigvis tabt.”