Opslag til denne artikel

Emneord:islam, religionskritik, ytringsfrihed
Personer:Geert Wilders
Organisationer:Overhuset, Trykkefrihedsselskabet
Steder:Danmark, Europa, Holland, Indonesien, Jordan, Storbritannien

Islam er en totalitær ideologi, som truer friheden i de vestlige lande, jo mere islamisk ideologi vinder frem”.

Det siger den stærkt islam-kritiske hollandske politiker, Geert Wilders, i et interview med Ritzau via e-mail. Han skal tale den 14. juni i Landstingssalen på Christiansborg ved Trykkefrihedsselskabets konference.

Den kontroversielle politiker er ikke uvant med modstand. Storbritannien afviste for nylig hans indrejse trods invitation fra det britiske Overhus, hvor han skulle vise sin film Fitna. Jordan truer med at retsforfølge ham og søger ham udleveret, ligesom den indonesiske præsident har sagt, at han aldrig kommer ind i Indonesien. Ligesom han afventer en retssag i Holland.

- Hvad er efter din opfattelse den største trussel mod ytringsfriheden i Holland og Danmark?

Manglen på lederskab i Europa og europæiske lande er en reel fare. Politisk korrekte kujoner, som føjer islam og tror på det farlige begreb kulturrelativisme. Jo mere fremtrædende den islamiske ideologi bliver i vore vestlige samfund, jo mere vil det koste vor frihed. Vi har for mange Chamberlains og for få Churchills ved magten i mange europæiske lande,” siger Geert Wilders og fortsætter: “Jeg har intet imod muslimer. Jeg har problemer med den islamiske ideologi, som er totalitær og ikke vil assimileres i vore samfund, men ønsker dominans og underkastelse. Islam bør sammenlignes med andre totalitære ideologier som kommunisme og fascisme. Hvis vi fortsat ønsker, at vore samfund skal forblive frie, må vi bekæmpe den voksende islamisering,” siger han.

Fascistisk og pædofil

Ytringsfriheden bør være mindre begrænset og udvides. Jeg foreslår afskaffelse af al lovgivning om hate speech i Europa og at indføre en beskyttelse af ytringsfriheden i alle EU-lande ligesom den amerikanske forfatnings First Amendment. Man bør kunne sige og skrive alt, man ønsker, undtagen opfordring til vold, som stadig skal være strafbart efter loven, ” siger Geert Wilders.

- Britiske myndigheder afviste for nylig din indrejse trods en invitation fra Overhuset. Hvad mener du om beslutningen?

- Premierminister Gordon Brown viste sig som den største kujon i Europa. Ikke at tillade en europæisk parlamentariker at deltage i en debat efter invitation fra en anden parlamentariker viser, hvor meget vi allerede føjer islam. Folk, som er kritiske over for islam, enten udelukkes eller retsforfølges, siger han.

- Kan din krasse kritik af islam skade muslimer, som bare passer deres hverdag og ønsker fuld integration?

Endnu engang: Jeg har intet imod muslimer. Jeg ved, at flertallet af muslimer i Danmark og Holland hverken er ekstremister eller terrorister. Men Koranen er en fascistisk bog, og Muhammed var massemorder og pædofil. Kritik af religioner er en del af et frit retssamfund,” siger Geert Wilders.