BRUXELLES - Der er kø ved håndvasken i EU-Kommissionen lige nu, og trangen til at vaske hænder fik et ekstra nøk, da Kommissionen i sidste uge fremlagde sin nye prognose for EU’s økonomi i 2009.
Ingen EU-kommissær har nemlig lyst til at stå tilbage som den, der kunne gøre mere ved den økonomiske krise, men som ikke gør det.
Det nytter bare ikke noget. For selv den skrappeste sæbe kan ikke ændre ved, at Kommissionen nu foretager sig så meget for at rette op på, at den foretog sig så lidt inden krisen, og at den generelt var alt for venlig indstillet over for finanssektoren i årerne op til sektorens sammenbrud i 2007.
Det var netop det sammenbrud, som siden udløste krisen i den internationale økonomi, lyder det fra analytiker i EU-tænketanken Bruegel, Nicolas Veron.
Ved præsentationen af den økonomiske prognose i sidste uge kunne kommissæren for økonomiske og monetære anliggender, Joaquin Almunia, berette, at Kommissionens forventninger til hele Unionens samlede økonomiske vækst er blevet kraftigt forværret på bare to måneder.
I marts vurderede man, at EU-landenes BNP samlet ville falde med hele to procent i år. Nu lyder analysen, at faldet bliver dobbelt så stort, og ender på urovækkende minus fire procent ved afslutningen af året.
“Jeg håber, det her er sidste gang, jeg skal sidde foran jer og nedjustere forventningerne til økonomien til det værre. Men i dag kan det ikke være anderledes, for der findes ikke tal, der viser, at EU er på vej ud af tunnelen,” lød det fra Joaquin Almunia.
Hårdere regulering
Kommissæren kunne samtidig fortælle, at EU bakker fuldstændig op om de vækst- og bankpakker som et flertal af medlemslandene, herunder Danmark, i de seneste måneder har gennemført for at hjælpe deres skrantende økonomier - på trods af at især bankpakkerne indeholder elementer af statsstøtte, der strider mod EU’s grundlæggende principper.
“Så længe statsstøtten går til finanssektoren, har vi fra Kommissionens side valgt at sige ok. Fordi finanssektoren er nøglen til igen at få gang i samfundsøkonomien,” siger Joaquin Almunia og tilføjer, at Kommissionen som en form for modbetaling vil komme med en række udspil, der forstærker reguleringen af finanssektoren.
Almunia understreger samtidig, at støtten til de økonomiske redningspakker på ingen måde er grønt lys til, at medlemslandene fremover kan se gennem fingrene med kravet om, at EU-landes offentlige budgetunderskud ikke må overskride tre procent af deres BNP.
Uden nogen form for slinger i valsen vil Kommissionen derfor også nu kræve af lande som Letland og Polen, at de fremlægger detaljerede planer for, hvordan de forestiller sig at rette op på deres budgetoverskridelser, påpeger kommissæren.
Ellers vanker der hårde sanktioner.
Politisk kovending
Det er alt sammen meget godt med al den træden i karakter, lyder det fra Nicolas Veron fra Bruegel.
Men hvor var de løftede pegefingre fra EU-Kommissionen med formanden, José Manuel Barroso, i spidsen egentlig, da det økonomiske opsving var på sit højeste, spørger han retorisk.
“EU-Kommissionen har været meget aktiv siden krisen startede, men der er tale om et politisk kovending, for Kommissionen var forbløffende afventende i forhold til faresignalerne inden krisens start,” siger Nicolas Veron.
Hermed sætter han ord på en stemning, der lige nu er ved at brede sig blandt politikere og journalister i Bruxelles: Nemlig at den tidligere så liberale og markedsglade kommission er vendt på en tallerken og er blevet mere aktiv med hensyn til regulering og advarsler. Ikke af velvilje, men for at redde hvad reddes kan af et omdømme, der er tæt forbundet med det økonomiske sammenbrud.
Letland grinte bare
Den opfattelse hører dog ingen steder hjemme, lyder det fra kommissær Almunias talskvinde, Amelia Torres.
“Der var mange advarsler i Kommissionens rapporter til flere af EU-landene om, at de foretog sig ting, der var uholdbare. Det gjorde bare ingen forskel for et land som Letland var i gang med en fest, hvor væksten og ejendomspriserne hånd i hånd buldrede i vejret,” siger Amelia Torres. Hun peger på, at forløbet bare understreger dét grundlæggende vilkår, at EU-Kommissionen kun har den politiske autoritet medlemslandene tillader den at have, og at Kommissionen har vanskeligheder, når medlemslandene løbende udfordrer autoriteten. Som da Tyskland og Frankrig i 2003 lod deres budgetunderskud komme langt over og på den forkerte side af de tilladte tre procent af BNP - på trods af skarp kritik fra Kommissionen.
“Derfor var det også sådan, at da vi senere kom til Letland og bad dem om at gøre noget ved deres boligboble, så grinede de bare og sagde ‘jamen, vi har i det mindste overskud. Hvorfor gik I ikke mere efter Frankrig, da de havde underskud’,” siger Almunias talskvinde.
Absurd fejl
Nicolas Veron afviser ikke, at EU-Kommissionen i forbindelse med Kommissionens utallige analyser har haft bemærkninger til den økonomiske udvikling i EU. Men det har først og fremmest været på skrift og som regel aldrig i Kommissionens handlinger. Og når det kommer til reguleringen af finanssektoren, har der op til krisen ingen handling været overhovedet.
“Det siger alt om ideologien og Kommissionens tro på, at markedet kunne passe sig selv, at Charlie McCreevy, der er EU-kommissær for det indre marked og tjenesteydelser, i sin tid udtalte, at han hellere ville huskes for de ting, han ikke gjorde, frem for de ting han gjorde,” lyder det fra Nicolas Veron.
Kommissionen har - ifølge analytikeren - på den baggrund aldrig fundet det nødvendig at udarbejde en plan eller en strategi for reguleringen af den europæiske finanssektor.
“Hvilket er absurd, for det er grundlæggende viden blandt økonomer, at en velfungerende finanssektor hænger sammen med et velfungerende tilsyn. Alligevel har man i de sidste 10-15 år set en stadig mere integreret europæisk finanssektor uden nogen form for tilsvarende fælles tilsynsmyndighed,” siger Nicolas Veron.
Fra én ekstrem…
Derfor er EU nu også i den situation, at man reelt ikke ved, hvor galt det står til med de europæiske banker, fordi mange europæiske banker uden tilsynet kan skjule, at de reelt er teknisk insolvente, og at endnu flere har mulighed for at sløre tab i milliardeuro-klassen, mener Nicolas Veron. Konsekvensen er, at den økonomiske krise bliver forlænget. “Erfaringer fra tidligere finanskriser er, at kriser bliver forlænget, så længe man ikke har styr på bankerne og kan sortere de sunde fra de usunde banker,” siger han og tilføjer om det paradoksale ved, at EU-Kommissionen nu vil gå forrest og fra den ene dag til den anden regulere finanssektoren meget hårdt.
“Der er brug for bedre tilsyn med bankerne. Det kan være i form af tilsyn og analyser, der tydeliggør den enkelte banks aktiviteter i alle de lande, den opererer i. Men EU-Kommissionen har ikke dette kølige fokus på bedre tilsyn med bankerne. Den vil i stedet have mere tilsyn. Fra at have været fuldstændig for markedet er EU-Kommissionen nu på vej til at blive helt anti-marked. Altså fra én skadelige ekstrem til en anden ekstrem, der ikke er mindre skadelig,” pointerer Nicolas Veron.
Kommentarer
Ak ja…
Artiklen er absurd. Kommissionen agerer og har hele tiden ageret fuldstændigt i overensstemmelse med alt, hvad den har som erklæret mål at kæmpe for.
At kommissionen på et tidspunkt skulle have stået magtesløs over for Letland, og sagt til landet, at nu må i sandelig passe på husprisernes himmelflugt! Åh nej! Ínformation, hvad er det for noget at skrive. Stigningerne i huspriserne regnes ikke med i opgørelserne over inflationen, de tæller ikke som inflation. Det er en politisk beslutning, som er dikteret af den simple grund, at de nominelle værdier, som falder registreret som mål for kapitalværdi(herunder huspriserne), regnes som omsættelig købekraft i forhold til udlandet, uden at stigningerne her fungerer underminerende i forhold til de europæiske møntenheders kurser i forhold til udlandet.
EU’s økonomiske filosofi sigter først og fremmest mod at forstærke den europæiske kapitals købekraft i forhold til udlandet.
Den officielle politik er på EU-plan at sikre den europæiske møntenheds værdi, Eurolandets pengeværdier.
Den europæiske centralbanks formålsparagraf nr. 1, 2, 3 osv. hedder fastkurspolitik og dermed inflationsbekæmpelse! Stigninger i europæiske kapitalværdier og begrænsninger i løn og andre omkostninger for de europæiske produktive sektorer er del af samme lov.
Man må således gerne fra medlemsstaternes side støtte bankerne, som har kastet deres penge ned i store tomme huller og ren overtro i forhold til fremtidens fortsatte kapitalværdistigninger, men de 3 % er lov i forhold til det tilladte underskud på medlemslandenes staters budgetter.
De euroæiske kapitalværdier er stik imod kommissionens ønsker blevet halveret, lige som de er i USA. Det slår nu også igennem i de tal, der handler om den mere reelle økonomis prisdannelser. Deflation hedder det. Priserne på alle slags ydelser falder stort set. Det havde man aldrig drømt om. Man er fuldstændigt uforberedt på det!
Men da kapitalværdierne stadig er førsteprioritet, så må medlemslandene ikke bruge statens midler til på keynesiansk vis at stimulere den mere reelle økonomi. Stabilitetspagten står sandelig ved magt. At Tyskland har skidt kommissionen op og ned af ryggen med sit underskud på statens finanser i forbindelse med sammenføringen af østtyskland med det gamle vesttyskland, det viser bare at de store lande kan gøre hvad de vil. Kommissionen har aldrig villet eller ønsket at hæmme værdistigningerne i Letland, og det ligger helt uden for dens beføjelser at gøre noget desangående. Men den kan banke Letland på plads så ”let” som ingen ting, hvis landet formaster sig til at give for meget i understøttelse, til de kaskader af arbejdsløse der flyder i slipstrømmen på den mislykkede globale økonomiske ordens indflydelse i regionen.
Artiklen er gudsjammerlig i sit forsøg på at undskylde kommissionen. Ínformation har ikke bukser på, den er del af en meget stor og meget uhyggelig elendighed. Fy føj!
Jeg glemte helt at forholde mig til den erklærede kritik, som den står eksplicit i artiklen. Udgangspunktet i denne kritik er, at krisen og spørgsmålet om dens årsag og løsning skulle dreje sig om regulering og tilsyn med finanssektoren. Det er et lidt kunstigt spørgsmål.
Kapitalens fri bevægelse har aldrig været oppe at vende noget sted i forbindelse med krisen. De forskellige typer af ydelser og kreditformer, der handles som finansielle produkter, står heller ikke til diskussion noget sted. Indholdet i snakken om tilsyn er forholdsvis tomt. Hvis der skulle være tale om lidt indhold, så skulle det handle lidt om i hvor høj grad lånevirksomheder kan engagere sig i de virksomheder, som de låner til. Men er det det, der fokuseres på? Hvad skulle det være? Er det almindelige bogføringsregler? Nok ikke. Det faktum, at vor egen skatteminister stod som en glad gris ved prisoverrækkelsen til It-factory som årets danske vækstvirksomhed 2008, snydt, derfor foreløbigt glad, lige som Earnest & young, revisionsfirmaet der havde sagt god for firmaet til at stå i rollen, det faktum viser så gennemgribende at ingen forstår sammenhængen mellem kapitalen og prisen på den, aktiekurserne og de virksomheder de er aktier i, husene og deres vurdering, lånene og den sikkerhed der er for dem, for det er ikke kun et spørgsmål om falske handelspartnere, men spørgsmål om forholdet mellem prisen og det den er prisen på.
Man vil gerne ”regulere” priserne på kapitalværdier op! Ja, det ville da være dejligt! Så er man nemlig blevet rigere igen. Sådan tænker alle. Det er det man forsøger ved at ”frigøre statens midler til de tabende vindere, altså bankerne der har investeret i blind tro på fortsatte stigninger i kapitalværdierne”!
Som Bernanke udtalte i 2001 i forbindelse med sit indgående kendskab til krisen i trediverne: ”Hvis vi nogen sinde skulle komme til den situation, som man var i umiddelbart efter børskrakket, med deflation og lav økonomisk aktivitet, så ville der ikke være andet at gøre end at fylde en helligkopter med billige dollars, og smide dem ud over markedet. Så stiger likviditeten nemlig, den minimalt nødvendige inflation vender tilbage, og den almindelige reale økonomiske aktivitet stimuleres igen”. Det er så hvad man gør nu i USA. Den største risiko ved det foretagende er blot det, som EU-kommissionens formålsparagraffer er skabt for at undgå for Euroens vedkommende, nemlig at udlandet skulle miste troen på møntenheden, at man skulle opdage at penge blot er papir, at købekraften alene afhænger af tilliden til at møntenheden også vil fungere som betalingsmiddel i fremtiden.