Et kunstnerisk projekt i forbindelse med klimatopmødet belyser, hvordan superstjerner kan udnytte deres position til at påvirke vores syn på aktuelle problemer, skriver Ritzau. En miljøbekymret Brad Pitt flytter i slutningen af året ind i et parcelhus midt på Kongens Nytorv i København.

Det sker dog i en kunstnerisk sammenhæng, idet Kunstrådets udvalg for scenekunst har besluttet sig for at støtte et projekt, som teaterfolkene Tue Biering og Christian Lollike lancerer i forbindelse med klimatopmødet i december.

De to kunstnere stiller et hus op på pladsen, og indenfor vil forskellige medvirkende give deres version af skuespilleren Brad Pitts bekymringer for miljøet. Projektet kan følges på nettet, på filmklip og ved at besøge huset. Formålet er at vise, hvordan superstjerner kan udnytte deres position til at ændre vores handlemåde og påvirke vores syn på aktuelle problemer. Kunstrådet støtter projektet med midler fra den såkaldte aktualitetspulje for at skabe plads til projekter om aktuelle emner.

ritzau