Bornholm er andet og mere end rundkirker og røgede sild. Det er også den politikreds i landet, der siden politireformen har registreret den største stigning i antallet af sigtelser for overtrædelse af straffeloven: Stigningen er på hele 42 procent fra 2007 til 2008, fremgår det af politiets landsdækkende kriminalstatistik på www.politi.dk. Stigningen er bemærkelsesværdig, især fordi antallet af rejste sigtelser på landsplan viser en svagt faldende tendens.

Også hvad angår personfarlig kriminalitet ligger granitklumpen i Østersøen øverst i statistikken: I 2008 blev der rejst én sigtelse for personfarlig kriminalitet for hver 195 bornholmere, og det kan ikke engang Københavns Vestegn konkurrere med: Her går der 214 personer for hver sigtelse for personfarlig kriminalitet. Også på dette punkt går udviklingen på Bornholm den modsatte vej end landstendensen. Sigtelser hos Bornholms Politi om personfarlig kriminalitet er steget 16 procent fra 2007 til 2008, mens der på landsplan er registreret et fald på fem procent.

Tager vi endelig et område som narko og smugleri, så kommer Bornholm igen ind på en kedelig førsteplads: Fra 2007 til 2008 er sigtelserne på dette område steget 24 procent. I absolutte tal ser det dog lidt mere overskueligt ud: Fra 33 sigtelser i 2007 til 41 i 2008.

Chefanklager Bente Pedersen Lund fra Bornholms Politi peger også på politikredsens størrelse som en vigtig forklaring: “Som landets mindste kreds kan selv små tal betyde store udsving i statistikken. Hvis vi finder en person, som tilstår 50 indbrud, så får det stor betydning for vores opklaringsprocent, og den slags har vi haft nogle stykker af.”

Bente Pedersen Lund medgiver, at øens afsondrethed også spiller en vis rolle: “Folk kan ikke bare stikke af, og desuden er øen et lille samfund, hvor folk ved meget om hinanden.”