Op al den ting, som historier kan gøre

Sidst jeg for alvor lagde mærke til brugen af ordet hallo, var da Frida på fire og nyslået storesøster med huset fuldt af gæster ville have ørenlyd. Så tog hun en tom køkkenrulle og råbte hallo ind i den. Det hjalp. Slår man ‘ørenlyd’ op i Nudansk Ordbog er et af eksemplerne på anvendelse af ordet: “børn i børnehaver og vuggestuer skal råbe for at få ørenlyd”, og det beviser selvfølgelig ingen verdens ting, men det er ikke desto mindre typisk Louis Jensen, der er aktuel med Hallo! Flere hundrede historier, at lyde som et barn (og ikke som en voksen, der taler ned til et barn) - og også lidt som H.C. Andersen, hallehøj!

Det begyndte med Hundrede historier i 1992, så kom Hundrede nye historier i 1995, Hundrede splinternye historier i 2000, Hundrede firkantede historier i 2002 (skønt firkantede havde de været hele tiden), Hundrede meget firkantede historier i 2005 og Hundrede helt & aldeles firkantede historier i 2007. Historierne er digtet af Louis Jensen og illustreret af Lilian Brøgger. De handler kort fortalt om at tælle og fortælle, de to ting hænger nøje sammen, for det hedder som bekendt: Engang var der -

I stedet for også at begynde næste historie på samme måde, som man længe har haft for vane at gøre, har Louis Jensen fundet på at fortsætte med En anden gang -, En tredje gang - osv. I Hallo! Flere hundrede historier tæller Louis Jensen videre fra 600 og er altså nu over halvvejs i at komme op på siden af Scheherazade, som er hans erklærede mål.

De firkantede historier trækker selvfølgelig på eventyrgenren, men de er også helt kort kortprosa, og komprimeringens kunst viser sig i den allerførste historie ved at være en fortættet variant af Louis Jensens egen børneroman Skelettet på hjul fra 1999. I romanen slog Martins forældre Martins hund ihjel. I den nye historie sker der følgende: “En seks hundrede og første gang slog en far og en mor deres søn ihjel, men drengens kloge hund lavede drengen om til et smukt skelet med lys i øjnene (elektriske pærer). Så rejste hunden hen til Orfeus med skelettet, og så gik de ned i dødsriget, og da hunden var en meget dygtig sanger, fik den drengens sjæl igen. Så købte de en pistol med 2 kugler.”

En dejlig hvid skjorte

Det karakteristiske ved skelethistorien, der altså her er gengivet uden det grafiske trick at sætte ordene i en firkant, er, at den har en hund som helt, at sangen er frelsende, og at historien slutter, før den er fortalt helt færdig. Andre vigtige ingredienser i firkanterne er hjerter, kufferter, næser, kvinder (også en fin tynd en med store bryster), bogstaver, der optræder som levende væsener, udråbstegn og udråb (“Så gik det alligevel godt!” og “Hvor er de fornøjede!”).

Nogle firkanter er tingseventyr og handler for eksempel om en trofast kaffekop med guld på kanten og “4 spinkle ben. (Kaffekopper har som regel 4 ben)”, som der står i historie nr. 605. Med til levendegørelsen af ting som kaffekopper hører det også at nævne Louis Jensens eventyrliggørelse af det meget almindelige, for eksempel når en grussti i historie nr. 661 betegnes som “en meget fin grussti”, eller den fuldstændig vidunderlige historie om en mand med en skjorte. En fortælling, som må være noget af det pureste, verden kan byde på: “En seks hundrede og syvoghalvfemsindstyvende gang var der en mand der glad stod ud af sin seng hver morgen. Det skyldtes, at han havde et par sorte bukser med livrem. Derudover var der himlen og de hvide skyer. Det går godt, sagde han, jeg har en dejlig hvid skjorte.”

Hver omgang af de firkantede historier er illustreret af Lilian Brøgger, men ikke som billedbøger traditionelt er illustrerede. Tekst og billeder er adskilt, så der for hver ti historier er et helt opslag med illustration.

Det vokser og vokser

Brøgger er selv en fremragende historiefortæller, hun benytter naturligvis et andet sprog end Jensen, det universelle billedsprog, og hendes illustrationer er afgørende for den måde, man oplever bogen på og læser i den. Fordi hver illustration indeholder elementer fra og digter videre på flere historier, og fordi forgreningerne ikke nødvendigvis er placeret i nærheden af historien, bliver bogen en bladrebog og en meget rummelig bog. En bog, man træder ind i. Tælleriet giver den stringens og peger i én retning, billederne får en på afveje, og så viser det sig, at der også i Hallo! falder et par ekstra historier af. Nok tælles der, men hverken Jensen eller Brøgger er nærige med historierne. Med alle de historier, der opstår i mødet mellem illustrationer og ord, kan ingen vist sige præcis, hvor mange de to fortællere er oppe på. Historierne myldrer og breder sig, Jensen og Brøgger har simpelthen fundet ud af, hvor knappen sidder på historiemaskinen, og helt i tråd hermed handler historierne også om at skabe.

Historie nr. 604 synger med på Op al den ting, som Gud har gjort, her er det græskonger, der går frem på rad, og i historie nr. 634 vender fortælleren tilbage til skabelsen. Hele den historie kommer her som den sidste i denne sammenhæng, og læg så mærke til, hvordan historien skabes, og hvor listigt handlingen lister rundt mellem nutid, fremtid og datid. Så fortælleren det hele, mens han digtede historien, og skal man tro fortællerens øjne? “En seks hundrede og fireogtredvte gang når lyset og regnen falder, vågner frøet. Det klør sig på maven og gaber, og lige med ét får det fart på: Det vokser og vokser: Roden ned i jorden. Stænglen op i lyset. Jeg tror, det bliver en blomst. En blomst med røde og hvide blade, og en gul bi. Jeg så det hele.”