“Vi har indset, at markedet har et klart behov for at blive reguleret. Anderledes kan det ikke være,” siger vicedirektør i Verdensbanken Lars Thunell, når han bliver spurgt om, hvilken betydning den økonomiske krise har haft for idéen om Washington-konsensus.
En ide, som Verdensbanken i manges øjne har stået som en af de mest markante bannerfører for, og som samtidig er en af de på en gang mest roste og udskældte idéer i nyere økonomisk historie.
Washington-konsensus så første gang dagens lys, da den liberale økonom John Williamson i 1989 sammenfattede de ti politiske tiltag, som en udviklingsøkonomi nødvendigvis må tage for at blive en moderne økonomi. Inspireret af tanker i Verdensbanken samt IMF og det amerikanske finansministerium, institutioner, der alle har hjemme i Washington - heraf navnet - var det Williamsons grundlæggende ide, at økonomisk udvikling hænger tæt sammen med omfattende liberalisering af markedet samt mest mulig privatisering og mindst mulig stat.
Den yderst liberale ide fik siden enorm indflydelse, fordi institutioner og lande verden over i stigende grad begyndte at knytte lån og bistand til udviklingslande sammen med disse krav. Også Verdensbanken, der intensivt har arbejdet med at koble bankens milliardlån til verdens udviklingslande sammen med krav om krav om liberalisering og privatisering.
Reguleret og begrænset
Sådan var det i hvert fald, indtil den økonomiske krise satte ind og gjorde det tydeligt, at staten spiller en vigtig rolle som regulator, når store banker går konkurs og markedet bevæger sig på kanten af et sammenbrud.
En udvikling, der har gjort stærkt indtryk i Verdensbanken, lyder det fra svenske Lars Thunell, som til dagligt har ansvar for Verdensbanken privatsektor-del, International Finance Corporation. Ifølge ham har Verdensbanken lagt den rene Washington-konsensus bag sig til fordel for en mere fleksibel forståelse af stat og marked.
“Jeg vil stadigvæk sige, at der grundlæggende ikke findes noget eller nogen, som er bedre end markedet til at omfordele penge og vare. Men krisen har vist, at markedet har behov for at blive reguleret og begrænset. Og vi har også set, at regulering, der kun er rettet mod dele af markedet frem for det samlede marked, kan være lige så katastrofal som ingen regulering. En af hovedårsagerne til finanskrisen var netop, at man fra politisk side i USA var for optaget af - gennem regulering - at gøre det muligt at låne og købe huse billigt. Problemet var bare, at man ikke så på de billige låns betydning for resten af markedet, som var næsten ureguleret. Den balance mellem for meget og for lidt regulering, tror jeg, vi alle har fået meget større respekt for i dag.”
- Også i Verdensbanken? Jeg tænker på jeres brug af principperne i Washington-konsensus?
“Bestemt. Vi er også blevet mere fleksible på det område. Det tror jeg, mange er. Især i lyset af problemerne i banksektoren og staternes rolle i redningen af bankerne. Diskussionerne om nationaliseringer, og hvad staternes engagement i bankerne skal munde ud i, er utrolig interessante. Jeg tror generelt, Europa er bedre forberedt, fordi flere lande her allerede har både gode og dårlige erfaringer fra tidligere med bankkriser. Hertil kommer, at mange europæiske lande har erfaret, at det med succes kan lade sige gøre at have statsejede selskaber, så længe politik og forretning bliver adskilt. Statoil i Norge er et godt eksempel på et fremragende drevet statsligt selskab. I modsætning til det har USA nok flere problemer lige nu, fordi de har færre erfaringer med statsejede selskaber, og deres syn på forholdet mellem marked og stat er generelt mere sort-hvidt. Lige nu ser man for eksempel, at kongressen forsøger at detailregulere banksektoren, hvilket er et stort problem i den amerikanske bankpakke, fordi de ender med at blande politik med bankdrift.”
Inden Lars Thunell kom til Verdensbanken, stod han i starten af 1990’erne blandt andet i spidsen for det statsejede selskab Securum, der fik ansvar for at nationalisere en række krak-truede banker i forbindelse med, at Sverige oplevede en alvorlig bankkrise.
I dag betragter mange økonomer de svenske erfaringer som forbilledlige, fordi det på en gang lykkes den svenske stat at overtage bankerne, inden krisen for alvor bed sig fast i samfundsøkonomien. Og fordi den svenske stat samtidig fik ændret en række uhensigtsmæssige praksiser i bankerne og i sidste ende formåede at privatisere bankerne igen med stor økonomisk gevinst.
Verdensbankens vicedirektør vil ikke direkte sige, at for mange lande har været for berøringsangste i forhold til at nationalisere deres banker, som Sverige gjorde det. Men - siger han - det svenske eksempel indeholder nogle erfaringer, alle kan lære af.
“Det ene er, at det kræver vidt forskellige færdigheder at drive en kriseramt bank og en normal bank. I den kriseramte bank er det langt vigtigere at have folk med viden om ejendomsmarkedet og forhold i industrien, fordi sammenbrud i banken direkte påvirker de forhold. Det kan man så enten bringe ind i banken ved at lade staten overtage den, som vi gjorde i Sverige. Eller man kan, som man ser det i flere lande lige nu, gøre det indefra ved at kræve forandringer til gengæld for lån - dog uden at staten overtager ejerskabet. Begge måde kan fungere, det er bare vigtigt, at man gør det.”
Vigtig exit-strategi
“Det andet, som den svenske regeringen gjorde rigtigt på det tidspunkt, var, at den fik skabt bred politisk opbakning til nationaliseringen. På den måde udviklede bankkrisen sig ikke til et politisk slagsmål med oppositionen, hvilket var vigtigt for stabiliteten i samfundsøkonomien,” siger Lars Thunell.
Og så havde den svenske stat fra starten en strategi for, hvordan den skulle komme ud af bankerne.
“Ja, den exit-strategi var også en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor det endte med at gå så godt, som det gik. Noget andet var, at vi havde klare regler for god selskabsledelse i Securum. Bestyrelsen bestod af politisk udpegede repræsentanter og folk fra erhvervslivet, hvilket forhindrede, at de politiske hensyn tog over.”
Kommentarer
Det var de godt nok også længe om! Nu mangler de bare at udvikle et nuanceret forhold til balance of payments (bop) i en transitionsøkonomi.
Hvis der er noget, der skal reguleres, er det centralbankerne, specielt Federal Reserve, der er ude i en stor omgang økonomisk kriminalitet eller skal vi kalde det terror.
Før var det war on terror. Nu er det war on the economy.
Hvor betryggende er det, at det er de samme personer der nu kommer med løsninger, som førte os ud i uføret?
Det er ikke noget nyt at Verdensbanken er vendt bort fra den ensporede tro på Washington Consensus.
Det er derimod IMF der har nægtet at tage ved lære af den hyperliberalistiske politiks eklatante fejlen og forarmende konsekvenser i bl.a. Argentina, Rusland, Østeuropa og visse tigerøkonomier. Det væsentligste spørgsmål er derfor om IMF bliver klogere. Men mon ikke de snart gør det, når de rige lande nu selv har fået medicinen at smage…
Man orienterer sig som om det økonomiske system ikke hele tiden havde været funderet i national og international lovgivning, som om denne lovgivning ikke var grundlaget for enhver økonomisk begivenhed, som om den private ejendomsret, lovkroppen med den lovgivende, dømmende og udøvende magt ikke hele tiden havde været selve grundlaget for det økonomiske system, man husker omhyggeligt at glemme at udstedelsen af penge, selve det økonomiske systems kommunikationssystem er og bliver et statsanliggende.
Diskursen foregår, som om der nu skulle være tale om en helt ny situation, hvor spørgsmålet hedder regulering eller ikke regulering, stat eller marked.
Man husker konsekvent at glemme, at alle forsøg på ekstraordinær intervention i markedet fra staternes og nationalbankernes side ind til videre ensidigt har sigtet på at ”regulere” priserne på kapitalværdierne op, øge ”likviditeten” hos dem, der har mistet deres penge i forbindelse med de største værditab, man nogen sinde har set på kapitalværdier i den globaliserede økonomi.
Med andre ord, så træder staterne ind med det formål at overtage de ”frie” markedsaktørers gigantiske tab, og låne aktørerne nye penge! Alt sigter på at redde ”markedet”, altså gårsdagens vindere, som i går hamrede på princippet om, at succes på markedets betingelser var alles succes (på den betingelse altså, at de kunne få lov at disponere uhæmmet over deres indtjening, og at ingen, absolut ingen andre end vinderne havde krav på frugterne af de kommercielle mekanismers afkast end netop de frie aktører på markedet). Nu hvor de som repræsentanter for markedet, de tabende vindere af i går, ikke kan holde røven oppe på sig selv, ja så bifalder de hele det misforståede politiske systems forsøg på at bevare sin tro på markedet som løsningen på alle problemer. Jo tak siger de så, når politikerne kommer med sine 45 billioner kr. (det beløb som på verdensplan er brugt for at redde aktørerne fra staternes side) til dem. De er lige pludseligt med på at staterne må redde de kuldsejlede aktører på markedet, at de må have gigantiske indsprøjtninger, diskontonedsættelser helt ned til nul, dvs. gratis lån, direkte subsidier (stimulanspakker), ubegrænsede lån til de uduelige banker, ovs.
Hele denne øvelse sigter på at redde et marked, som ikke kunne stå selv. Selvfølgelig er de liberalistiske selvforståelse lagt i koma. Men det er altså udtryk for et forsøg på at redde sin tro, troen på selve markedet. Statens intervention vidner udelukkende om, at man i et og alt vil redde markedet, de tabende vinderes rolle i markedet. Tabene er ikke længere de tabende vinderes tab. De bliver nationaliseret, lige så sikkert som dagens tabere vil slå på, at deres gevinster, hvis der kommer nogen, skal være deres egen, fordi, som de vil sige i morgen igen, så er deres gevinst alles gevinst, hvis den optjenes på den betingelse, at markedet får lov til at råde uhæmmet, dvs. på den betingelse, at taberne selv bærer konsekvenserne af deres handlinger på markedet. (hvilket de absolut ikke gør i dag, hvor staten jo kommer rendende med statens midler, der i øjeblikket er af det gode, hvor staten med dens midler i går var af det onde) Intet, absolut intet hænger sammen.
Staten er parat til at nationalisere tabene og gå ned sammen med markedet, genstanden for sin tro.
Der er ingen sammenhæng i al snakken om regulering. Forholdet mellem stat og marked er så ideologiseret at ingen kan se noget som helst. Mentalt grød over hele linien.
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-43.pdf
Sådan afskaffes den kriminelle Federal Reserve:
http://www.lewrockwell.com/rothbard/rothbard200.html
Hvorfor skulle danske banker have skattepenge, når hvor vi har et socialt sikkerhedsnet? Så burde bankerne kunne tåle at gå konkurs.
Sandheden er, at finansfyrsterne i Danmark har snablen direkte i pengekassen. Gør det eller det bliver værst for jer selv, er retorikken.
Markedet skal have lov til at fejle. Det er på tide, at folk tager ansvar for deres handlinger og ikke tørrer det af på sidemanden.
Privat ejendomsret findes pt ikke, idet statens tyv = inflation tager sin del af kagen, uden vi kan dømme ham.
Statens forfejlede centralbanker har ødelagt vores forhold til penge og dette er en af grundene til den store gæld i samfundet. Vi kan ikke længere regne med dens værdi. I morgen er den jo X% mindre værd, varer stiger hele tiden og din opsparing kan du glemme alt om: den bliver spist op.
Inflation er meget skadeligt og må øjeblikkeligt stoppes. Hvis den ikke gør det, vil vi se endnu en krise af dimensioner. Inflation er dog gavnligt for finansfyrsterne fordi vi så bliver nødt til at investere vores opsparing i deres forfejlede produkter de tager uhyrlige gebyrer for.
Det hele er et kæmpe ponzischeme, som nu får førstehjælp fra staten. Løsning: fjern centralbankerne og indfør en valuta som man kan stole på.
Hele diskussionen om retten til at styre og skabe pengemængden vil komme mere og mere op i forbindelse med finanskrisen.
Nogle af de mest benhårde liberalister har allerede foreslået at fratage statsmagterne patentet på at slå mønt. Det ville være meget let at få øje på det sjove i at overdrage retten til at udstede penge til firmaer som f.eks. det hedengangne Enron, Stein Bagger eller Mahoff, helt uden om nogen form for overordnet kontrol. Tænk sig, hvis retten til at lave købekraft direkte, altså penge, var et privat anliggende, sådan som disse ekstremt fladpande liberalister drømmer om.
http://www.information.dk/185773#comment-118386
Steen:
Jeg kan godt se din pointe, men du anvender platte argumenter for at fremme din sag - i denne kommentar. I den linkede kommentar ser det mere fornuftigt ud.
Tænk hvis vi havde en lige så vanvittig centralbank i Danmark som de har i USA.
Så ville du miste din opsparing på kort tid og folks forhold til penge ville blive ødelagt.
Faktisk ville det bedste være at indføre konkurrende valutaer, og så kan folk selv vælge. Det var der nogle der prøvede i USA, men det blev der slået hårdt ned på.
Du nævner Enron, Madhoff mm. Faktisk er FED at betragte som en gigantisk svindelinstitution i samme skala. Så kan du slet ikke forstå de fladpandede liberalister, som prøver at genskabe kontrollen med deres penge? Det er kun de ultra-liberale som kæmper denne sag, alle andre støtter det nuværende system.
Nu skal jeg lige nævne, at man selvfølgelig skal være lige så kritisk over for private organisationer/firmaer.
Egentlig er det et spørgsmål om god moral og opdragelse frem for politisk retning.
@Steen Ole Rasmussen.
-“Tænk sig, hvis retten til at lave købekraft direkte, altså penge, var et privat anliggende, sådan som disse ekstremt fladpande liberalister drømmer om.”
Hvor fladpandet er det så lige at DU er? Hvori består problemet? Liberalismen dikterer jo netop, at ingen kan tvinges til noget, og det gælder også accept af betalingsmidler. Fordi JEG laver mine egne penge, er DU ikke tvunget til at godtage dem. Ingenm pånær en stat, kan masseproducere købekraft, iform af papirsedler som befolkningen tvinges til at acceptere er mere meget værd end det er.
Og ved at baserer penge begrebet på en guld-standard, vil der være en rimelig objektiv værdi forbundet med pengene, som ikke bare kan masseproduceres. Det er en reel værdi der kan handles på et frit marked, hvilket står i skarp kontrast til FIAT penge, som kun har værdi fordi staten siger de har det. En penge seddel er jo reelt intet værd og værdien kan justeres arbitrært (inflation).
1 tusindkroneseddel er vel ikke mere end et par ører værd i materialer, mens en 1000 kroners guldbar netop er tæt ved 1000 kroner værd, afhængig af afterspørgslen.
Jan Daniel
Det er fuldstændigt fladpandet at kalde potentielle meddebattører fladpandede. Det har du ret i. Sorry!
Hvis der ikke var en og reelt mange stater verden over, som havde påtaget sig den eksklusive ret til at slå mønt inden for sit domæne, dvs. under statens jurisdiktion, ja så ville det være svært at tale om valuta og valutasystemer, deres konvergens med hverandre.
Man kunne forestille sig en stat, der sagde til sine borgere, kære venner, jeg som stat vil ikke længere stå for det at udstede penge. I kan gøre hvad i vil. I bliver nok nødt til at opfinde pengene eller byttemidlet igen, men værsgo, det er jeres problem, og min magt som politisk institution er sandsynligvis også væk. Farvel og ha det godt!
Det er sådan set bare et udgangspunkt for refleksion, jeg sætter op her. Det er ikke uinteressant, men meget meget spekulativt!
Jeg kan slet ikke tænke det til ende, slet ikke. Og for nu ikke at dumme mig en gang til, så vil jeg påstå at dem der kan, de fortjener nok at blive kaldt et eller andet i retning af fantast, eller sådan noget.
Venligst Steen
@Steen Ole Rasmussen.
Jamen så er verden jo fantastisk! Fordi frie penge har eksisteret længe før stater/konger tog patent på at udstede dem.
Du kan læse en klog mands ord om privat møntfod her:
http://mises.org/money/2s7.asp
eller i sin helhed her:
http://www.mises.org/books/whathasgovernmentdone.pdf
Finansledernes forkrampede forsøg på at fralægge sig ansvaret for krisen og deres forsøg på at lancere sig selv som løsningen minder mig mest af alt om Erich Honecker’s sidste krampetrækninger i 1989. Jeg håber at alle de grådige finanspampere får et lignende endeligt!!
@ Jan Daniel
Der kan argumenteres for etableringen af ”betalingsevnerne” der går uden om den legale pengeøkonomi. På mange måder går jeg ind for en slags underminering af den officielle pengeøkonomiske vækstøkonomi. Men det er ikke fordi jeg definitivt vil af med staten, den vil jeg gerne have tilbage igen, f.eks. der hvor den institutionaliserede form for monetarisme (EU) og det internationale monetære system med dollaren, verdensbanken og IMF i spidsen.
Staten skal tilbage i sin rolle som en demokratisk legitim institution og fungere som den sande demokratiske ramme for et meget mindre marked, hvor væksten har mistet sin religiøse position.
Miljøproblematik og livsproblematik skal erstatte beskæftigelsesproblematikken og den idiotiske form for økonomisk rationalitet der truer med at smadre vor dejlige jord: www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-52.pdf
Citat fra http://www.information.dk/167472#comment-75998 :
”Det drejer sig om at se sig selv som sin egen bank på mere end en måde. Vi er i virkeligheden alle sammen vores egen nationalbank. Tillid til hinanden er lige så godt som kredit, og kredit er penge! Sort økonomi, tusk, gensidige udvekslinger af varer og tjenester er et allerede alternativ til den store pengeøkonomi.
Pengenes funktion som betalingsmiddel er funderet i tillid. Hvis ingen var villig til at modtage en valuta som betaling for en afgivet ydelse, så ville de ikke have funktion som betalingsmiddel. Den gang udstederen af penge var nødt til at sikre valutaens værdi i guld og sølv, den gang var der grænser for, hvor mange penge der kunne udstedes. Guldfoden og Sølvfoden var en slags dobbelt værdi i pengene, pengene var deres nominelle værdi, men også deres ædelmetalværdi. Grunden til at man overhovedet byggede pengesystemet, altså pengeøkonomien, op omkring sikringen af de nominelle værdier i ædelmetallernes værdi, var at man ellers ikke mente at tilliden til pengene som betalingsmiddel ville være til stede. Rene papirpenge var jo bare en illusion! Det, man kan konstatere efter Bretton Wood systemets sammenbrud, er at koblingen mellem nominel værdi og ædelmetalværdi er væk. Kun tilliden til valutaen er tilbage. Kun troen på pengeværdien bærer dens funktion som betalingsmiddel.
I den forstand er vi alle sammen vor egen nationalbank. I virkeligheden kunne vi med samme tillid til hinanden bare udstede vor egen valuta til hinanden. ”Frede her har du et bevis på det jeg skylder dig” og så i øvrigt tak fordi du fiksede min cykel. Jeg skriver lige en seddel hvor der står: ”Steen skylder Frede en fikset cykel” den kan du gå ned til Åge med, han vil sikkert gerne give dig en sæk kartofler for den, og så kan han komme op til mig bagefter, så skal jeg klippe hans hår for det gældsbevis min seddel er til dig. Så længe vi har tro på at kunne få noget for de gældsbeviser (”Geld” hedder penge på tysk), vi giver til hinanden, så virker de som betalingsmiddel, og det pengeøkonomiske system er en realitet.”
@Steen Ole Rasmussen.
Sikkert for sent, men jeg prøver.
Problemet med FIAT penge ligger jo ikke i at man kan miste tilliden til hinanden og hinandens penge. Den ligger i at den ikke er baseret på produktion. Penge er jo et middel, som skal gøre handel/udveksling lettere, fordi det ville være svært for f.eks. en lærer at finde nogle der ville bytte en time lærdom for mad, vand, tøj, huse, varme, etc. Men penge bør være funderet i produktion, da man eller bare kan trykke flere penge efter behov.
Hvis du og jeg har 10kr hver, har vi jo hver især halvdelen af vores lille økonomi. Men hvis jeg så trykker en seddel mere, har jeg ikke skabt mere produktion, men fordoblet mine værdier relativt til dig. Og det er præcis det staten/nationalbanken gør. Det er bla. det der skaber inflation.
@ Jan Daniel
Det ligner helt traditionelle moneraristiske overvejelser og bekymringer du giver udtryk for i dit sidste indlæg. På den måde er du på højde med tysklands Angela Merkel: http://www.elpais.com/articulo/economia/Merkel/arr…
Frygten for inflation i forbindelse med den amerikanske og nu også den europæiske centralbanks udstedelse af penge ville under normale omstændigheder være velbegrundet. Personligt kan jeg ikke forstå hvorfor dollaren ikke for længst er brast sammen, med de underskud USA har på betalingsbalancen med udlandet, og den gæld der er.
Forestillingen om at der skal ligge en produktion af værider bag pengene, når de træder ind i byttesfæren, og at dem der udsteder penge skal gøre det i gennemskuelig relation til noget der har med “reel værditilvækst” at gøre, den er sværd at konkretisere. USA har kørt på frihjul i mange år, har lånt sig til sin velstand og kan tilsyneladende blive ved. Der er ingen logik i det.
Hej Steen Ole,
Tillad mig at problematisere lidt omkring statsbegrebet og den dollarbaserede, finansielle ’snylterkapitalismes logik’ :-)
Du skriver, at du ikke vil af med ’staten’ (som modspiller, forstår jeg, til det ’internationale monetære system’) og at
”staten skal tilbage i sin rolle som en demokratisk legitim institution og fungere som den sande demokratiske ramme for et meget mindre marked, hvor væksten har mistet sin religiøse position.”
Men et karakteristisk træk ved de eksisterende ‘stater’ er vel, at de netop udgør en ’flerhed’ og at det er denne, ofte konfliktuelle, flerhed, der bl.a. giver den enkelte stat dens ’enhed’?
Og yderligere:
Er det ikke de historisk opståede ’enhedsstater’ og deres stadigt mere omfattende indre koordinering, muliggjort af en stigende skriftlig kommunikationsteknologi og monetariserede markedsdannelser, som i deres, globalt set, konfliktuelle ’stats-flerheds’-tilstand i nutiden i stigende grad vil komme til at undergrave en given stats mulige
”rolle som en demokratisk legitim institution”
og forhindrer den i at
” fungere som den sande demokratiske ramme for (bl.a. M.) et meget mindre marked, hvor væksten har mistet sin religiøse position”?
Bliver det ikke mere og mere nødvendigt, i et planetarisk perspektiv, både af økologiske og økonomiske grunde, at tænke en forvaltningsform, der på den ene side overskrider dette statsbegreb og på den anden side uddyber ’demokrati’-begrebets rækkevidde og derved differentierer dets mulige legitimeringsformers forskellige niveauer i et planetomfattende socialt og økologisk forvaltningssystem?
Du skriver også, du ikke forstår, at
”dollaren ikke for længst er brast sammen, med de underskud USA har på betalingsbalancen med udlandet, og den gæld der er.”
Og skriver dernæst at
” forestillingen om at der skal ligge en produktion af værdier bag pengene, når de træder ind i byttesfæren, og at dem, der udsteder penge, skal gøre det i gennemskuelig relation til noget, der har med “reel værditilvækst” at gøre, den er svær at konkretisere. USA har kørt på frihjul i mange år, har lånt sig til sin velstand og kan tilsyneladende blive ved. Der er ingen logik i det.”
Men måske skal ’logikken’ søges i samspillet mellem statsdannelserne og den nationalstats-overskridende ‘monetær-økonomi’, og da især ’petrodollar’-fænomenet, baseret som dette er på en politisk aftale fra begyndelsen af 1970’erne mellem det Saudiarabiske, fundamentalistiske, Sunni-Islamske kongediktatur (Opec) og så det demokratiske og højkapitalistiskeUSA.
Et monetært fænomen der har sat sig igennem og stadig opretholdes (selvom det er under stigende pres. Se næste paragraf) på tværs af statsmangfoldighedens forskellige valutaer, idet det har tvunget og stadig tvinger alle olieimporterende Lande til at anskaffe sig dollars ved at eksportere produkter til USA, som så trykker disse eftertragtede papirlapper med det påtrykte ”in God we trust” til at give i bytte for de importerede ’goder’, således at den nordamerikanske økonomi i stigende grad har fået karakter af en militariseret ’snylter’-økonomi, der endog, endnu, sidder tungt på de internationale finans-institutioner.
Saddam Husseins Irak forsøgte at indføre afregning for sin olieproduktion i euro i stedet for dollars i år 2000. 3 år efter indledte USA en angrebskrig (med bl.a. dansk deltagelse) på falsk grundlag og under overtrædelse af FN-pagten og dermed til underminering af denne. I det efterfølgende kaos mistede han og ca. en million andre irakere livet.
I dag lufter det shiamuslimske Iran og postsovjetiske Rusland samme intentioner om at udskifte fossilenergi-afregningen i dollars med euro.
Bl.a. disse monetære petrodollar-’værdier’ har så hobet sig op i diverse centralbanker og andre finansielle institutioner, bortset fra dem der af diverse magthavere bliver brugt til at efterspørge de ’rige’ landes højteknologiske, militære isenkram, hvad der igen muliggøres af den almene frygt blandt de nationsopdelte befolkninger, som denne mangfoldighed af ’suveræne’ stater frembringer, og som yderligere underbygger magthavernes og det ’militære personels’ egne mere eller mindre ’snyltende’, administrative magtpositioner, således blandt andet i den USA-anførte, transnationale militærorganisation NATO.
Denne statsadskillelse af befolkningerne muliggør desuden, at de ’finansielle værdier’ ikke så let bliver omsat til efterspørgende købekraft blandt de sparsomt betalte lønarbejdere i de ’fattige’ mindre teknologisk udviklede lande, hvor de ’rige’ udviklede lande i stigende grad lægger deres reelle produktion pga. den billige arbejdskraft, hvad der igen medfører, at disse lønarbejdere, i deres rolle som ’forbrugere’, kun har begrænset monetær købekraft, hvad der så i en ’monetær-økonomisk’ forståelse viser sig som en ’overproduktionskrise’ uanset befolkningernes reelt eksisterende materielle behov.
Konflikterne mellem ’rige’ og ’fattige’ (’klassekampen’) globaliseres/transnationaliseres i stigende grad, hvor så også staterne indgår i denne kamp som aktører.
For den enkelte monetært profitorienterede virksomhed er kun dens egen billige arbejdskraft en fordel, mens det for den er en fordel at alle andre virksomheder udbetaler store lønninger, så både deres konkurrenceevne forringes og den almene monetære købekraft og deraf følgende efterspørgsel kan blive så stor som mulig.
Dette er vel det monetariserede arbejdsmarkeds modsætningsfyldte problematisering af den monetariserede kapitalsfære som sådan:
Modsætningen mellem lavest mulige arbejdskraftomkostninger og størst mulig forbrugerkøbekraft.
Dette komplekse nationsopdelte og samtidigt økonomisk set globaliserede produktionssystem har f.eks. knyttet det ’privatkapitalistiske’ USA og det ’kommunistiske’ Kina sammen i et valutarisk interessefællesskab, en slags ’globaliseret’ statskapitalistisk ’socialisme’.
P.S.
Når Jan D. And. først skriver:
”Problemet med FIAT penge ligger jo ikke i, at man kan miste tilliden til hinanden og hinandens penge.”
Og dernæst:
” … hvis jeg så trykker en seddel mere, har jeg ikke skabt mere produktion, men fordoblet mine værdier relativt til dig”,
så synes han, med henvisning til den ovenfor antydede ’dollarkrise’, at må forklare nærmere, hvorfor han ikke mener, at manglende ’tillid’, især uden opbakning fra en stats voldsmonopoliserende militærapparat, skulle være et problem.
Med venlig hilsen
Kære Mark Thalmay
Hvis du vil have et lille indtryk af, hvad jeg mener om kvalitet, kvantitet (af penge, forbrug i økonomisk kvantitativ forstand) relationen mellem ulande og ilande, udviklingens retning osv. på trods af og beskrevet med en anden terminologi end din, så kan du kikke her: http://209.85.229.132/search?q=cache:eAvHwMaOr7sJ:…
USA’s krav til f.eks. OPEC-landene om at handle deres olie i dollars kan være en del af forklaringen på, hvorfor denne valuta ikke falder. Den er langt fra fyldestgørende. Jeg har sagt det før, og gør det med glæde igen og igen, jeg fatter ikke, at verden gider se på og bidrage til den uholdbare livsstil, man ser praktiseret så eksemplarisk i USA. For min skyld kan den vestlige verden med USA gå ad helvede til i økonomisk forstand, og helst før vi har undermineret hele menneskehedens livsgrundlag i mere fundamental forstand end bare i økonomisk forstand.
Det der med den overordnede statsdannelse og den for den producerende kaste repræsentative instans har jeg meget lidt tro på. En højere rationalitet, den højeste jeg kan se for mig, skal ikke tage udgangspunkt i arbejderklassen, men i en mere abstrakt/konkret distinktion mellem det sociale og dets forudsætninger. Det største paradoks, jeg ser i det moderne samfund på globalt og nationalt plan, er det uforenelige, der er mellem den ideologisk prægede sociale praksis og det sociales mulighedsbetingelser, som de findes i menneskelig og umenneskelig natur og unatur.
Den ideologi af økonomisk art, der præger den sociale selvforståelse over alt i det moderne globale samfund, har forvekslet kvantitet med kvalitet.
Kvalitative forskelle, af kulturel og social karakter nedbrydes i et galoperende tempo af de økonomisk højtflyvende, som i deres forsøg på at nå at se og opleve de sidste kulinariske, kulturelle og naturlige forskelle bidrager maksimalt til disse forskelles nivellering. Med deres svage sanser pisser de rundt oppe i ti kilometers højde, mens det fossile brændsel driver efter dem som tyk Connie Hedetur efter dem i deres sært kollektive form for individualistisk forsøg på at nå om på den anden side af jorden og se den sidste regnskov, før det er for sent.
At de bidrager til ødelæggelsen af det hele, at de med deres krav om, at man må respektere deres købekraft på globalt plan, for enhver pris, at de påstår, at den globaliserede samhandel er til alles fordel, ja det kan man kun tro, lade sig overbevise om det rigtige i, hvis man er lige så besat af netop den patetiske ideologi, som deres svage sanseapparat er.
For mig at se, er der mange muligheder for at stikke en kæp i hjulet på denne selvnegerende adfærd. Men det er ikke sikkert, de alle sammen er helt lovlige. En af dem går ud på at droppe så meget af pengeøkonomien som muligt, både ved at være doven, men også ved at sabotere den. Dvs. droppe så stor en del af ens behov for penge som muligt. Dyrke den sorte økonomi, både den lovlige og den ulovlige. Støtte de bevægelser som går ind for den mindre pengeøkonomiske aktivitet, f.eks. de indianere, som i øjeblikket går imod den Peruvianske regering, som for kort tid siden har gennemført en forfatningsstridig lov for at tækkes USA ved at leve op til frihandelsaftalerne med netop denne Onkel Sam. I går døde 25 indianere i sammenstød med Perus hær i et oprør, som har stået på i 58 dage ca. 700 km fra hovedstaden Lima om retten til indianernes oprindelige landområder i junglen. Indianerne har fået ret i at Perus annektering af deres områder er forfatningsstridig af landets ombudsmand, der har forelagt et krav for landets forfatningsdomstol om at tage loven op til prøvning. http://www.elpais.com/articulo/internacional/Grupo…
Brasilien lovliggør i øjeblikket, hvad der ellers har været ulovlig praksis, nemlig fattige bønders annekteringen af et område på størrelse med det dobbelte af Italien og ødelæggelsen af områdets jungle til fordel for en produktion af kød til verdensmarkedet. Brasilien er verdens største kødeksportør, og den siddende regering støtter med lån intensiveringen af kødproduktion, således at man regner med at Brasilien skal stå for 80 % af det oksekød, der indgår i den globale samhandel i 2020. http://www.elpais.com/articulo/internacional/Brasi…
Effekterne af den globale samhandel skal ikke måles i den økonomiske omsætning, i verdens bruttonationalprodukt, VBP, men i den hastighed hvormed det globalt anerkendte økonomiske subjekt er i stand til at sætte sin efterspørgsel igennem hvor som helst, når som helst og helt uden hensyn til de reelle omkostninger for livet på jorden og helt uden hensyn til de virkelige kvalitative effekter ved netop dette økonomiske subjekts skalten og valten med livet og dets betingelser.
Demokratiets forfald kommer bl.a. af mediernes konstante fordrejninger af den virkelighed vi lever i.
Jeg har netop skrevet et brev til en journalist på DR, fordi hans dækning af det oprør, som en gruppe oprindelige indianere i Peru står for, er tendentiøst.
Det lyder som følger:
Kære Torsten Ellemann Eriksen
Din skildring af hændelserne i Peru fremmaner/italesætter nogle forkerte forestillinger.
Der er tale om en sammensat gruppe ca. 5000 oprindelige indianere, 60 stammer som har sammensluttet sig i ”Interétnica de Desarrollo de la Selva Peruana (Aidesep)”, og ikke nogen maoistisk gruppe ala ”Den lysende sti”.
Aidesep har gennem to måneder besat forskellige former for infrastruktur og andet i det område, hvor de oprindeligt har haft hjemme i junglen, dvs. i et område som regeringen i Peru, på baggrund af en ny lovgivning, som landets ”ombudsmand” giver bevægelsen ret i er forfatningsstridig (”La Defensoría del Pueblo apoya el reclamo y ha presentado un recurso ante el Tribunal Constitucional, para que se pronuncie sobre esta ley”.) åbner op for, over for private initiativer (udvinding af råvarer, gas, olie m. m.).
Bevægelsen (Aidesep) har altså landets forfatning i ryggen når den går imod regeringens initiativ. Den er på ingen måde sammenlignelig med ”Sendero Luminoso”, som du performativt fremmaner i din artikel, uden eksplicit at påstå det, fordi du ved det ikke er relevant at sammenligne bevægelsen med en traditionel maoistisk bevægelse.
Det du gør er meget usympatisk. Du italesætter ud fra en motivation, som man aner bag din performance. Det er grimt! Og det er udbredt på de fleste andre medier, som du i egenskab af at skrive for en neutral public service kanal har pligt til at hæve dig over.
Du skriver ikke, at regeringen åbner junglen for udvinding af energi til det energisultne verdensmarked, og helt konkret gennemført i forlængelse af USA’s krav til regeringen i Peru, som de er defineret i forbindelse med indgåelse af frihandelsaftalen imellem USA og forskellige latinamerikanske lande.
I stedet for at beskrive bevægelsen som det den er, en sammenslutning af oprindelige indianere, der er truet af en sandsynligvis ulovlig indgriben over for deres ret til deres oprindelige områder, for at give plads til internationale virksomheders ødelæggelse af junglen og udnyttelse af dens naturressourcer, så skriver du, så tæt på som muligt, uden at gøre det eksplicit, at der er tale om et terrornetværk ala Sendero Luminoso. Det er grimt, meget grimt.
Indianerne kæmper for bevarelsen af junglen, som er et vigtigt værn mod global opvarmning. Internationalt har de anerkendt ret til deres område, og historierne omkring de ulykker der opstår i jungleområder, når internationale energiselskaber og guldgravere får lov at gå ind, er mangfoldige, grimme, ufatteligt grimme. Men du skriver bare om voldelige indianere og fortidsmarxister.
http://www.elpais.com/articulo/internacional/polic…
Man kan se Torsten Ellemann Eriksens artikel her: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2009/06/07/100008.htm
Hej igen Steen Ole,
Jeg mener heller ikke, at ’petrodollars-fænomenet’ isoleret set er tilstrækkeligt til at forklare, hvorfor dollaren kan opretholde sin internationale valutariske position, men ville blot gøre opmærksom på det, som et centralt element til at forstå denne finanshistoriske udvikling.
Senere henviser jeg jo til ’ophobningerne’ (i bl.a. diverse centralbanker som reservevaluta) af dollars, hvad der medfører, at andre nationer får interesse i at opretholde dollarens ’værdi’.
Dette gælder især de mellemøstlige oliestater men også f.eks. Kina, som jo ligger inde med store dollarbaserede amerikanske værdipapirer.
Deraf det multinationale ’valutariske interessefællesskab’ for ikke (endnu) at lade dollaren falde.
Jeg forstår ikke, hvad du mener med ”… på trods af og beskrevet med en anden terminologi end din … ”?
Nok nævner jeg en passant klassebegrebet i en parentes (’klassekampen’) men har som du ikke megen tiltro til ”den for den producerende kaste repræsentative instans” (en leninistisk ’revolutionær avantgarde’?) selv ikke på et ”ikke-centralistisk”, reelt demokratisk grundlag.
For det første er det jo uklart, hvem der i informations- og masse-uddannelses-tidsalderen kan afgrænses som ’den producerende kaste’ da megen videnstung og (også økologisk velintegreret) avanceret teknologisk produktion forudsætter nødvendig koordinering af mange individer med vidt forskellige faglige indsigter og kompetencer, ligesom hele distributions-sfæren er nødvendig hvis produktionen skal komme ’forbrugerne’ til gode.
Man kan i den demokratisk-politiske, lovgivende beslutningssfære stemme ud fra ’almene livsinteresser’ men ikke om, hvad der er saglig og relevant ’kunnen, indsigt og viden’, og dette er forudsætninger også for en økologisk, biosfærisk velintegreret produktionspraksis, men forudsætter også i et velfungerende samfund en åben, fri og almengjort tilgængelighed.
Jeg skrev ikke om en ’overordnet statsdannelse’ men om en ”forvaltningsform, der på den ene side overskrider dette statsbegreb og på den anden side uddyber ’demokrati’-begrebets rækkevidde og derved differentierer dets mulige legitimeringsformers forskellige niveauer i et planetomfattende socialt og økologisk forvaltningssystem”.
Her burde jeg nok have skrevet forvaltningssystemer, for at underminere det monolitiske præg der ligger i statsbegrebet.
En underminering der allerede historisk blev påbegyndt med det demokratiske statsbegrebs tredeling af magten og derved giver dette statsbegreb en mere ’biologisk fysiologisk’ karakter, således som dette viser sig i den måde de forskelligt specialiserede cellevæv koordinerer sig i forhold til hinanden i de biologiske flercellede organismer.
Jeg læste din tekst, som du henviser til, og fandt den ganske interessant.
Især det biologisk forstået ’selvorganiseringsbegreb’, funderet i biosfærens ’elementarpartikler’ - cellerne, er jeg enig i, er et muligt godt udgangspunkt for en rekonstruktion af hele sociologiens begrebsdannelser.
Når du skriver:
”Selvorganiseringen viser sig ikke bare på celleplanets niveau, på de flercellede organismers niveau. Når først det moderne samfund indrømmes niveauer af selvorganisering, der ikke kan forklares uden så luftige og svævende begreber som mening, semantik og kommunikation, så forsvinder det håndgribelige som sand mellem fingrene. Spørgsmålet om ”hvad” der er på spil, må, hvis man skal forstå det moderne, erstattes med spørgsmålet om, ”hvordan” det moderne samfund og den moderne selvforståelse organiserer sig”
og:
”Ikke alle former for selvorganiserende systemer behøver en fysisk grænse for at virke eller for at blive identificeret. Sociale systemer og meningsregimer lader sig ikke afgrænse af landegrænser, membraner eller hud f.eks. Ikke des mindre er kommunikation f.eks. forudsætningen for kommunikation. Forudsætningen for at kunne forklare noget er en kommunikativ praksis, en allerede etableret fortrolighed med mediet, det skrevne og talte sprog, …”
så er det oplagt for mig at henvise til biosemiotikken (f.eks. Jesper Hoffmeyers doktorafhandling fra 2005: Biosemiotik), som netop muliggør at fundere den af dig efterlyste
”højere rationalitet … der tager udgangspunkt … i en mere abstrakt/konkret distinktion mellem det sociale og dets forudsætninger … det sociales mulighedsbetingelser, som de findes i menneskelig … natur …”,
for netop denne nutidige biologiske teoridannelse synes at kunne udgøre ’the missing link’ mellem den evolutionsbiologiske biosfære og de menneskelige samfunds ’højere’ ’selvorganiserede niveauer, baserede på de skrevne og talte sprog’, og disses ” luftige og svævende begreber som mening, semantik og kommunikation”, og dermed være en betydningsfuld forudsætning for en sådan ”højere rationalitet”.
Jeg kan ikke lade være med at citere mig selv fra tråden ”Tre forsvar for den økonomiske vækst” http://www.information.dk/191525 :
”Økonomi:(Græsk: Oiko-nomos. Oikos =Hus, Nomos= Lov, regel, af nemein= fordele, styre.) husførelse, forvaltning, menneskenes virksomhed for at tilfredsstille deres materielle behov.
Vi må skelne mellem ’økonomi’ forstået som monetært kvantificerende, kalkulerende regnskabsteknologi (penge- eller monetær-økonomi) … og så som omsorgsfuld bio-’fysiologisk’ habitat-’forvaltning’.
Altså en fornuftig (bio-økologisk velintegreret) ’forvaltning’ af vor biologiske arts økologiske bosted/habitat (… i dag den biosfære-klædte jordklode som helhed) … , en ’forvaltning’ der må respektere, indordne og tilpasse sig ”husets” naturgivne, komplekse kvaliteter, altså bio-/øko-sfærens evolutionært udviklede dynamisk sammenhængende helhed.
… En sådan ’forvaltning’ vil have mere ’fysiologisk’ end monetært kalkulerende karakter. Hvilket også må begynde at præge de ’økonomiske’ begreber så de kan blive mere ’realistiske’ dvs. habitat-integrerende.”
Set i et sådant fremtidsperspektiv vil ’økonomi’ i stigende grad blive sammenfaldende med den ’planetariserede human-økologis’ ”højere rationalitet”. :-)
Med venlig hilsen