Natten til den 9. maj 1947 smældede syv skudsalver med en halv times mellemrum ved militærdepotet på Margretheholmen på Amager. Et af besættelsestidens blodigste og uhyggeligste kapitler fik sat punktum med henrettelsen af Brøndum-banden. Var de syv, der i tyske tjeneste havde ansvaret for mere end 100 terrordrab i besættelsens sidste år, blevet dømt bare to år senere, havde de sansynligvis overlevet retsopgøret

Den 8. Maj 1947 er en flot dag. En svag sydøstlig vind og en skyfri himmel giver allerede nu temperaturer over 20 grader. Den fantastiske sommer i 1947 er startet.
I Vestre Fængsel går livet sin gang. Der sidder stadig mange fængslede og internerede fra besættelsens tid. Der er efterhånden opstået en usikker neutralitet mellem dem og de almindelige kriminelle, "galoschetyvene".
I dag er speciel. Den sidste benådningsansøgning er netop blevet afvist, og nu er det sikkert; syv medlemmer af Brøndum-banden skal henrettes i nat.
Vi er stadig kun i starten af retsopgøret, men rutinerne omkring de dødsdømte er kørt ind. Straks efter fængselsinspektøren har meddelt afgørelsen til bandens medlemmer bliver de indsat i eneceller, og mange af fængslets restriktioner bliver ophævet. Hver især har de så mulighed for at bruge resten af dagen til at komme overens med samvittigheden. Det er også sidste chance for at sige farvel til familien. Dette er yderst kompliceret når det, som nu, er hele syv personer, der skal henrettes. Ingen af de dødsdømtes familier må nemlig møde hinanden. Det giver problemer, når ud og indgange i fænglet skal koordineres.
Fængslets personale løser alle problemer stille og roligt. Ingen bryder sig om denne opgave, men alle er enige om, at det er noget, der skal gøres, og det skal gøres ordentligt.
Kort før midnat er medlemmerne af Brøndum-banden parate. De venter nu på, én efter én, bagbundet at blive transporteret til deres sidste afsked med denne verden.
Kort efter midnat den 8. maj 1947 kører lastbiler med en halv times mellemrum gennem København til bestemmelsesstedet på det militære område ved Christianshavn. Hvert af bandemedlemmerne bliver bevogtet af fem bevæbnede politibetjente og en hundefører. I andre biler følger maskinpistolbevæbnede betjente. Det er en mindre kortege, som kører gennem Københavns afspærrede gader. Man ønsker ingen sidste øjebliks befrielse.
Den første lastbil kører gennem porten ved Margretheholmen cirka kl 00.15. Den kører til militærdepotet ved den anden fæstningsvold ad den smalle, græsdækkede jordvej som skiller Amagers indre og ydre voldgrav.
Ved militærdepotet har der de sidste 20 minutter hersket målrettet aktivitet. Det første eksekutionskommando er kommet. De er kørt forbi den anden fæstningsvold og videre til tredje fæstningsvold, det man i dag på et kort over København kan genfinde som 3. Redan. Her har lastbilerne vendt og venter nu i nattemørket på den smalle vej.
Eksekutionskommandoet står på vejen ved siden af ammunitionsbygningerne. Et stykke presenning er spændt over vejen og skjuler derved kommandoen for henrettelsespladsen.
Den ansvarlige politikommandør læser dommen op for de 10 politifolk - otte betjente og to kriminalbetjente.
Efter oplæsning af dommen pointerer kommandøren, at henrettelsen foregår på vegne af det danske folk og under ordre (trods den kendsgerning, at deltagelse forudsætter frivillighed). Efter en kort prøve på henrettelsen går det stærkt.

Straks efter den første lastbil er ankommet, bliver den dødsdømte ført over i skydeskuret af to assistenter. Her bliver han bundet fast til bagvæggen og får trukket en hætte ned over hovedet. Embedslægen fastgør et hvidt sigtemærke over hjertet. Hvis den dødsdømte har ønsket det, træder præsten nu frem for at lyse den sidste velsignelse.
Det er en stjerneklar nat og stadig ganske lunt. Kun en svag vind får bladene til at rasle lidt. Mens præsten siger de sidste ord træder eksekutionskommandoet frem og tager opstilling fem meter fra skydeskuret. Kommandøren giver to enkle ordrer: klar og fyr, og der bliver skudt. Alle i kommandoet har, trods rygter om det modsatte, skarp ammunition i karabinerne.
Mens skuddene stadig runger i natten træder lægen frem og kontrollerer, at døden er indtruffet. Politikommandøren holder sig parat med en pistol, hvis det er nødvendigt med et nådesskud. Det bliver det ikke i nat, som det ikke var ved nogen henrettelse i Danmark.
De to assistenter tager nu den døde ned, der straks bliver lagt i en kiste og kørt til krematoriet. I mens bliver skydeskuret rengjort af de to assistenter med vand fra voldgraven. Med en halv times mellemrum gentager dette sig med de resterende medlemmer af Brøndum-banden.
Klokken fire om morgenen den 9. maj 1947 ender det blodige spor. Henning Brøndum, Robert Lund, Bothildsen Nielsen, Svend Thybo Sørensen, Ib Nedermark Hansen, Aage Mariegaard og Helge Erik Lundquist har fået deres straf. Den største sag om forbrydelser begået under besættelsen er afsluttet.
Dagen efter bringer dagbladene en kort notits, der meddeler at henrettelserne har fundet sted. Den kortfattede meddelelse står i grel modsætning til den interesse offentligheden har vist for Brøndum-bandens retssag. Men pressestrategien er velovervejet og aftalt mellem medier og Justitsministeriet i 1945. Nok er dødsstraffen genindført, men unødvendig omtale ønsker man ikke fra højere sted. Altså bliver medieomtalen lige så diskret som selve henrettelsesforløbet.
Blandt de i alt 30 personer, som blev henrettet på voldterrænet, var mange danske medlemmer af den tyske sikkerhedstjenestes afdeling for modterror. Én af dem var den 29-årige Henning Brøndum, som var leder for en mindre gruppe. Den er i efterkrigstiden under navnet Brøndum-banden næsten blevet synonym med landsforræderi og grusomheder.

I starten af 1944 var modviljen mod tyskerne og deres håndlangere åbenlys, og modstandsbevægelsens styrke tiltagende. Tyskernes modtræk var terror mod den danske befolkning, fordi man troede, at frygt vil dæmme op for opbakningen til modstandsbevægelsen. Derfor oprettede sikkerhedspolititjenesten (SD) en dansk-tysk specialgruppe, som får navnet 'Peter gruppen', efter den tyske leder Otto Schwerdt, hvis dæknavn er 'Peter Schäfer'. Som én af sine første terrorhandlinger myrdede Peter gruppen digterpræsten Kaj Munk i januar 1944.
Henning Brøndum og flere andre blev rekrutteret til Peter gruppen allerede i foråret 1944. Fælles for dem er, at de alle var tidligere frivillige i Frikorps Danmark eller Waffen-SS. Brøndum fik ledelsen over en gruppe på cirka ti mand. Den 22. april 1944 begår gruppen sin første terrorhandling, da den i Valby springer lampefabrikken LYFA i luften. Herefter eskalerer terroren og volden. Mistænkte modstandsfolk eller sympatisører anholdes og mishandles under forhør, ofte med døden til følge. Uskyldige civile skydes ned i forbindelse med folkestrejkerne. Borgere kendt for antityske sympatier nedskydes som gengæld for stikkerlikvideringer - de såkaldte 'clearingmord'. Antallet af dræbte stiger, det samme gør efterhånden tilfældigheden i udvælgelsen af ofre.
Krigens gru mærkes i det sidste krigsår af mange danskere. Antallet af stikkerlikvideringer stiger, det samme gør antallet af clearingmord. Begge dele skaber frygt, fordi de - som led i tyskernes strategi - er tæt knyttet til hinanden. Alligevel er den tyske terrorstrategi forfejlet, for befolkningens opbakning til modstandsbevægelsen bliver ved at stige i det sidste krigsår.
I foråret 1945 nærmer opgørets time sig, og antallet af drab er stort på begge sider. Det samme er frygten. Modstandsfolkene skifter ustandselig adresse, og danske i tysk tjeneste sover ikke længere på deres privatadresser. Modstandsbevægelsen gennemfører nu i gennemsnit mere end én stikkerlikvidering om dagen. Stikkerlikvideringerne rammer også Brøndum-banden, hvor tre medlemmer likvideres af modstandsgruppen Holger Danske. Som modtræk indleder en del af Brøndum banden en makaber terrortur, som trækker et blodigt spor af bombesprængninger og likvideringer på Fyn og i Jylland.
I de sidste kaotiske krigsdage flygter dele af sikkerhedstjenestens tyske ledelse. Nu forsøger også flere danske ansatte i sikkerhedstjenesten at flygte til Tyskland, hvor de kan de gemme sig og undgå straf. For nogle lykkes flugten, men Brøndum arresteres på Mørkøv station kort efter befrielsesbudskabet. Han er iklædt civilt tøj og forsynet med falske identitetskort. Efter et ophold i Holbæk arrest indsættes Brøndum i Vestre Fængsel, hvor de andre gruppemedlemmer allerede befinder sig.

Brøndum-bandens sag kom for Københavns Byret i juli 1946. At det ikke var en ganske almindelig landsforrædersag stod hurtigt klart, da statsadvokaten indledte sin procedure: "Aldrig før er en sådan bølge af terror og mord gået over landet. Det var fjendens hensigt at holde befolkningen nede i skrækpsykose. Kampen med tyskerne måtte føres i det skjulte. Da tyskerne ikke kunne komme det til livs, greb man til terroren. Det var ikke krig, det var forbrydelser, der var inspireret fra og planlagt på højeste sted. Forbrydelserne er alle udøvet i tysk interesse. Initiativet og ledelsen var tysk, men man fandt danske hjælpere i tysk sold, som ville være med. Det er dem, der nu skal stå til regnskab for deres handlinger."
Den danske befolkning var i det sidste besættelsesår delvis blevet vænnet til stikkerlikvideringer, clearingmord og terrorbombninger. Men alligevel vækker omfanget af bandens blodige, og i befolkningens øjne også forrykte handlinger, afsky og rædsel. Ved retsmøderne møder folk talstærkt op for at se de anklagede. Skrækken fik ansigt.
Henning Brøndum tiltales personligt for 35 drab og to drabsforsøg, samt deltagelse i 52 bombesprængninger og et togattentat. Under afhøringerne gribes Brøndum flere gange i forsøg på at påtage sig skylden for mord, som andre medlemmer har begået. Brøndum er ligeglad - og kynisk. Han ved vel hvad, der venter forude, og udtaler: "Åh hvad. En pølse mere eller mindre i slagtetiden."
Brøndum viser ingen fortrydelse over sine gerninger, hverken før eller under retssagen. Han har udelukkende overvejelser i forhold til, om mord og bombesprængninger har gjort "nytte". Om de har afholdt danskerne fra modstand.
Den 14. april 1947 stadfæster Højesteret dødsdommen over syv medlemmer af Brøndum-banden. Tilsammen har de ca. 150 menneskers liv på samvittigheden. Banden har skudt og mishandlet omtrent 100 mennesker til døde. 26 mennesker er dræbt som følge af terrorbombning af civile tog og 24 mennesker har mistet livet ved gruppens sprængninger af butikker, fabrikker og andre bygninger. Regnestykket står der, nu skal betalingen falde. Det skete natten mellem den 8. og den 9. maj 1947.

Forløbet viser noget om demokratiets evne til også at påtage og løse, de mest ubehagelige og grusomme opgaver. Hensynet til retsfølelsen og frygten for selvtægt gjorde, at man allerede før befrielsen havde besluttet at genindføre dødsstraffen i Danmark. Den blev indført med tilbagevirkende kraft efter besættelsen i form af et særligt straffelovstillæg. For at udløse dødsstraf skulle forbrydelserne være begået med en bevidst hensigt om at fremme tyske interesser. Uanset hvor grusom en forbrydelse, der blev begået, var dens karakter ikke nok i sig selv til at udløse dødsstraf.
Dødsstraf havde man ikke haft i Danmark siden 1930, hvor straffeloven blev revideret. Uddannede bødler havde man heller ikke længere i offentlig tjeneste, fordi den sidste offentlige henrettelse fandt sted i 1892. Problemerne ved at genindføre dødsstraffen var derfor omfattende, men blev effektivt løst i efteråret 1945. Domstolene fandt derefter, efter en famlende start, frem til en praksis for, hvornår der kunne idømmes dødsstraf. Særlig tydelig blev den aldrig, og den ændrede sig undervejs i retsopgøret.
I starten blev der lagt en hård linie. Senere mildnedes retspraksis. Antallet af dødsdomme faldt, og mange af dommene blev omstødt til livstidsstraf. I løbet af 1948 faldt antallet af dødsdomme markant. Især i landets politiske kredse ønskede man at vende tilbage til normale tilstande. Fra slutningen af 1950 stod det klart, at der ikke ville blive afsagt flere dødsdomme. Højesteret idømte nu højst livstidsstraf for forbrydelser værre end de, som udløste dødsdom i starten af retsopgøret.

Det er tankevækkende, at var Brøndumbanden f.eks. blevet dømt bare to år senere, ville flere af medlemmerne ikke være blevet henrettet, fordi Højesterets målestok for dødsstraffens berettigelse ændrede sig undervejs i restopgøret.
Tiden med dødsdomme og henrettelser kom til at vare lige så lang tid som den tyske besættelse. Der blev i alt afsagt 78 dødsdomme, men 32 af disse blev omstødt til livsvarigt fængsel ved benådning. 46 domme blev fuldbyrdet. Heraf blev 30 personer skudt på voldterrænet ved Amager og 16 i Undalslund Plantage ved Viborg. Den første henrettelse fandt sted i januar 1946 og den sidste i juli 1950. I løbet af det næste tiår blev de fleste landsforrædere benådet, og i 1960 blev de sidste løsladt. Blandt dem var flere af besættelsens værste mishandlere og drabsmænd, hvis gerninger alt rigeligt stod mål med Brøndum-bandens. Deres held var, at de kom senere for retten - tiden arbejdede for dem.
De egentlig ansvarlige for terroren i Danmark under besættelsen - den tyske ledelse for sikkerhedspolitiet - blev dømt ved højesteret i marts 1950. Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede og øverstkommanderende i Danmark blev idømt 12 års fængsel. Politichefen Pancke fik 20 års fængsel. Lederen af den tyske sikkerhedstjeneste, Bovensiepen, blev fundet hovedskyldig for terrordrabene og idømt livsvarigt fængsel. Best blev løsladt i august 1951, og i juni 1953 fulgte Pancke. Bovensiepen blev løsladt sammen med de sidste tyske krigsforbrydere den 1. december 1953. Blandt disse var også Kaj Munks morder Söhnlein.
I dag er ikke mange minder tilbage efter henrettelserne. Skydeskuret ved Margretheholmen findes kun på et sort-hvid fotografi. På fotografiet rejser et stort elletræ sig over henrettelsespladsen som et tavst vidne til de dystre begivenheder. Det står der endnu.
Cementsoklen, hvorpå skydeskuret var placeret, findes dog stadig, gemt under den bladdækkede jord. Den svage hældning i cementen ned mod en afløbsrist anes stadig. Her blev blodet skyllet væk efter henrettelserne. Skuret er væk, nedtaget efter den sidste henrettelse, men cementpladen holder stand mod vind og vejr. Den kan beses den dag i dag.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu