Opslag til denne artikel

Personer:Friedrich Engels, James Joyce, Terence Davies
Organisationer:Liverpool, The Beatles
Steder:Liverpool, Storbritannien

Problemet med at være fattig er, at det lægger beslag på al din tid,” lyder et af de mange citater, der optræder i Terence Davies’ Of Time and the City, hans første film i otte år. Ophavsmanden er maleren Willem de Kooning, men hvis ordene har ramt Davies som en forhammer, er der ikke noget at sige til det.

Når 63-årige Davies kun har tre kortfilm og fem værker i spillefilmslængde på sit C.V., skyldes det ikke dovenskab. Selvom han skabte erindringsfilmen Fjerne stemmer, stille liv (1988), der rangerer som et hovedværk inden for nyere europæisk kunstfilm, har Davies haft store vanskeligheder med at finde finansiering til sine projekter.

Det har nogle set som et symptom på, at den britiske filmindustri er blevet for lidt film og for meget industri. Men nu har danskere med gode engelskkundskaber altså mulighed for at opleve hans seneste - og måske sidste - værk på dvd.

Forbandet af kirken

Det er instruktørens langt fra ubetinget lykkelige barndom, der har drevet størstedelen af værket. Davies voksede op i et arbejderklassehjem i Liverpool som den yngste i en søskendeflok på 10. Da han var seks år gammel, døde hans voldelige far, og i en kortere årrække herefter følte Davies sig “nærmest syg af lykke.” Forholdet til moderen var tæt, og det var i samme periode, at han opdagede filmens forunderlige verden.

Men kønsmodenhed og den katolske kirke skulle snart få sat en stopper for livsglæden. Unge Davies fandt nemlig ud af, at han var til fyre, og af præstens prædikener kunne han forstå, at den slags var syndigt som ind i helvede. Som 22-årig forkastede han katolicismen som løgn.

Traumatiseret epicenter

Of Time and the City, der har undertitlen ‘En kærlighedssang og en begravelsestale,’ har et vist slægtskab med en klassiker som Walther Ruttmanns Berlin: die Sinfonie der Grossstadt fra 1927. Den skildrer livet i Liverpool fra Anden Verdenskrig og frem til vor tid, men Davies kombinerer denne kronologiske struktur med sin elskede associative fortællestil, ligesom hans personlige historie snor sig ind og ud af byens ditto. Skønt filmen var en bestillingsopgave som led i markeringen af, at Liverpool sidste år var udnævnt til Europæisk kulturby har Davies på ingen måde skabt en animeret turistbrochure.

Instruktøren boede i den nordengelske havneby frem til 1973, og hovedparten af filmen består af arkivmateriale. Flere af filmens mest bjergtagende stunder er faktisk ikke levende billeder, men sort-hvide stills, som nu det, der havnede på dvd’ens cover. Det viser en enlig sortklædt skikkelse, der går på en sti mellem to tomme byggegrunde.

Motivet er spækket med mytisk og tidløs kraft, men henviser desværre også til noget ganske konkret: “Liverpool var det traumatiserede epicenter i Storbritanniens industrielle forfald siden 1960’erne, og har lidt et større befolkningstab end næsten nogen anden by i landet-” skriver geografiprofessoren Matthew Gandy i et medfølgende essay.

Citatorgie

Davies har omtalt Of Time and the City som “et farvel til det Liverpool, der findes i mit hjerte,” og han foranstalter en stærk visuel kontrast i de patinerede og umiskendeligt britiske proletarrækkehuse overfor moderne discountetagebyggeri uden skyggen af karakter eller personlighed.

For ikke at nævne en smuk natlig kamerakørsel, der fra byens tre vartegn ved vandet, de såkaldte three graces, vandrer videre til en gold og strømlinet hvid facade, mens filmmageren messer “but where, oh, where are you, the Liverpool I knew and loved? Where have you gone without me?”

Man får det indtryk, at Davies ikke har det fjerneste imod at fremstå som en anakronisme, og på lydsiden hylder han også fortiden i form af citater af Friedrich Engels, Carl Jung, James Joyce og mange andre. Instruktørens egne formuleringer er så gammeldags og højtsvungne, at de kan være svære at skelne fra de ovenståendes, og hans voice over er i sig selv en kæmpe oplevelse.

På én gang muskuløs og traurig, men aldrig selvhøjtidelig takket være en vidunderlig tendens til at betone sætningens sidste ord, så han lyder som en teatralsk svovlprædikant.

Davies’ ateisme forhindrer ham i øvrigt heller ikke i at vise os for længst afdøde Liverpool-borgere skrubbe trappestene og pudse vinduer til tonerne af himmelsk lydende operamusik - som ville han sige, at den sande helligdom findes, eller nok snarere fandtes, i hverdagen.

Gammel gnavpot

Som i Fjerne stemmer, stille liv gør Davies kløgtig brug af fortidens populærmusik, og selvom Dirty Old Town faktisk handler om en anden by, rammer ord som “jeg duftede foråret på svovlvinden” lige i plet. The Beatles’ nostalgiske perle “In My Life” ville have været et overordentlig oplagt valg, men netop når det kommer til The Fab Four, tipper Davies’ forandringsaversion over i idioti. Han går så vidt som til at vrænge et “yeah yeah yeah yeah” af Liverpools fire verdensberømte sønner, for derefter at skose ‘Hippy Hippy Shake’ for dens primitive lyrik.

Uden at nævne, at gruppens senere værker var uendeligt mere sofistikerede, konkluderer Davies martyrisk, at sangskrivningens dyder blev skyllet væk af ‘the Mersey Beat’ (samlebetegnelse for grupper fra Liverpool, der slog igennem i begyndelsen af 1960’erne, red.), og at han kort herefter vendte populærmusik ryggen til fordel for klassisk symfonimusik.

Davies er altså et meget kategorisk, hvis ikke ligefrem snæversynet og skråsikkert individ. Der skal immervæk en pæn portion arrogance til at fælde så hård en dom over nutidens Liverpool, som filmen gør, når det er 35 år siden, han selv har boet der.

Men denne stålsatte subjektivitet er på en gang filmens svaghed og styrke, for der er langt mellem værker, der - i både bogstavelig og overført betydning - har så bomstærk en personlig stemme. Og selv hvis man finder Davies’ bedrevidende kustodestil irriterende, kan man sagtens nyde hans visuelle poesi.

Rigeligt tilbehør

Udgivelsen rummer et væld af ekstramateriale; en booklet med fire essays og et miniportræt, en spørgsmål-svar-afdeling med den meget animerede Davies samt dokumentarfilmklassikeren Listen to Britain fra 1942, der var en inspirationskilde til Of Time and the City.

Derudover får man et glimrende 45 minutter langt program om filmens tilblivelse, hvor instruktøren viser sig som en herligt sammensat psykologisk størrelse: Rørstrømsk nok til at få blanke øjne bare ved tanken om teksten til visen “The Folks Who Live on the Hill” (som figurerer i filmen), men samtidig tilstrækkelig stridslysten til at affærdige det engelske kongehus som “parasitter.”

Davies afslører desuden, at han har tre projekter i støbeskeen, men udtrykker berettiget tvivl om, hvorvidt de nogensinde bliver realiseret. På trods af Davies’ pinlige tonedøvhed, hvad angår The Beatles, håber denne pen så afgjort, at de gør.

Of Time and the City. Instruktion og manuskript: Terence Davies. Engelsk. Kan fås på dvd uden danske undertekster fra British Film Institute på amazon.co.uk