Showdown aflyst i nord

I de seneste år er der kommet enorm fokus på det arktiske område. Det har først og fremmest én enkelt årsag. 25 procent af verdens uopdagede ressourcer formodes at ligge i denne region. På grund af klimaforandringerne og de smeltende ismasser bliver disse ressourcer mere tilgængelige, sandsynligvis allerede om nogle få år. Dertil kommer, at skibspassagen mellem f. eks. Europa og Asien eller Europa og USA’s vestkyst er meget kortere, hvis man sejler igennem Nordøst- eller Nordvestpassagen, sammenlignet med de hidtidige ruter igennem det indiske ocean eller Stillehavet. Med andre ord: En del strategiske interesser er forbundet med området.

For at adressere netop disse spørgsmål og for at komme fremtidige konflikter i forkøbet, inviterede den danske udenrigsminister Per Stig Møller for et år siden til en konference i grønlandske Ilulissat, hvor deltagerne fra USA, Canada, Rusland, Norge, Grønland og Danmark underskrev en deklaration af samme navn. Her lovede de fem arktiske stater hinanden en tættere kooperation i området, f. eks. med hensyn til mulige skibsulykker, men også at fremtidige konflikter vil blive løst i overensstemmelse med international lov. Som Per Stig Møller udtrykte det dengang, ville man ikke acceptere tilstande som i det vilde vesten. Kapløbet om polen var blevet aflyst.

Hold hovedet koldt

Denne grundtese er så sent som i tirsdags blevet bekræftet af en rapport fra Dansk Institut for Militære Studier med den meget sigende titel: Hold hovedet koldt! Forfatterne er Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemensen, og i rapportens sammenfatning konkluderer de to forskere: “En opgradering af den sikkerhedspolitiske spænding i Arktis er meget usandsynlig”. Derudover bliver de danske politikere opfordret til, a: ikke at opruste unødigt i området, b: at investere ressourcer i at bevare dialogfora, der inkluderer Rusland, og c: at være tilbageholdende med at forfølge en aktiv strategi i NATO i forhold til Arktis. Netop for ikke unødigt at provokere russerne. En lidt anden grundholdning møder man i Christoph Seidlers bog Arktisches Monopoly, Arktisk Matador, hvis undertitel fremhæver bogens hovedtese: Kampen om råstofferne i polarregionen. Striden om Nordpolen, skriver Seidler allerede i indledningen, giver geostrategerne sved på panden. Allerede i den seneste tid har den udløst diplomatiske kriser af første rang. “Området omkring Nordpolen er ikke beskyttet igennem en international aftale. Verdenssamfundet har aldrig kunnet enes om en kontrakt. Der mangler de politiske instrumenter til at forhindre, at den stadig varmere Arktis ikke også bliver hed i ordets overførte betydning.”

Vi ved mere om månen

Seidler bygger frem for alt sin tese på især Ruslands interesse i regionen. Mens USA ifølge forfatteren har sovet i timen og først nu er ved at blive opmærksom på de arktiske ressourcer - Seidler citerer lederen af US-Arctic Research Commission, Mead Treadwell, med ordene: “Vi ved en del mere om månen, end vi ved om Arktis” - så er Rusland i fuld gang med at gøre krav på store dele af en region, som landet traditionelt har betragtet som sin egen baghave. Aktionen fra sommeren 2007, da en russisk ubåd plantede landets flag på bunden af Nordpolen, skal således betragtes som en symbolsk handling.

Dertil kommer, at det traditionelle sammenhold mellem de vestlige stater ifølge Seidler ikke på samme måde gør sig gældende i det arktiske område. Hovedårsagen er, at alle stater i dag kan se enden på deres eksisterende olie- og gasressourcer, hvorfor de vil sikre sig så stor en andel af den arktiske kage som muligt. Dette resulterer i, at selv NATO-allierede som USA og Canada samt Canada og Danmark gør krav på nogle af de samme områder som f. eks. Hans Ø.

Endeligt er kampen om Arktis ifølge Seidler præget af meget ulige aktører - stormagter som USA og Rusland står over for stater som Norge, Danmark, og måske på sigt Grønland som det svageste led i kæden. Denne ubalance, kan forstås mellem linjerne, kunne friste nogle af de store aktører til at gå efter en større del af området end der tilkommer dem og prøve at dominere de andre. Ligesom i spillet Matador, som titlen på bogen jo hentyder til. På en måde er det synd, at Seidler lader sig friste til den slags dramatiske konklusioner. For det er en ganske imponerende bog, som den prisbelønnede 30-årige videnskabsjournalist for Der Spiegel, der har læst international politik i bl.a. Lausanne og Berlin, har skrevet. Seidler giver ikke blot et overblik over de historiske forsøg på at komme frem til Nordpolen. Han beskriver også, hvordan klimaforandringer formentlig kommer til at forandre regionen, hvilke ressourcer der formodes, hvilket tilknytningsforhold og hvilke interesser de enkelte stater har til og i det arktiske område. Det er en meget velskrevet bog fuld af nyttige detaljer og citater, som enhver, der interesserer sig for regionen, vil have stor gavn og fornøjelse af at læse.

Tesen om showdown

Desto mere undres man over Seidlers tese om en truende konfrontation i Arktis værende så fremtrædende. Den ansvarlige kontorchef for området i det danske udenrigsministerium, Peter Munk Jensen, fremhæver, at det i realiteten kun er tre procent af de arktiske ressourcer, som fremover kunne blive genstand for en strid mellem de respektive lande. Resten er allerede i dag fordelt mellem de fem stater. Jovist, det er usandsynligt, at staterne omkring det arktiske område ville kunne enes om en lignende aftale som ved Sydpolen med fredning af hele området. De formodede ressourcer er for store, og både USA, Canada og Rusland, men også Norge og Danmark vil gå efter at udnytte dem i så høj grad som muligt. Men behøves det nødvendigvis ende i en konfrontation? Der er jo tale om fire NATO-stater, der næppe vil lade forskellige indbyrdes interesser eskalere til en stor konflikt. Og er Rusland virkelig interesseret i at konfrontere dens vestlige naboer, især hvor landet allerede i dag råder over cirka 50 pct. af de arktiske ressourcer? Dertil kommer, at en egentlig olie- og gasproduktion i det arktiske har lange udsigter. For det første er det indtil i dag ikke lykkedes at bore sig frem til nogle store felter. For det andet vil det også til sin tid være forbundet med enorme omkostninger. Og måske er man til den tid allerede kommet så langt med de grønne teknologier og alternative energikilder, at det slet ikke vil regne sig at hente de fossile ressourcer op af den arktiske havbund. Der er ingen tvivl om, at Seidler er bevidst om disse spørgsmål. Alligevel har han valgt at fokusere på den mere populære tese om en showdown, som man så tit finder i den mediale, men næppe i den virkelige verden. Sandsynligvis sælger man flere bøger på denne måde. Selv om det går ud over ens egen intellektuelle redelighed. Pyt med det! Lige i det her tilfælde er der så meget andet, som gør bogen spændende.