Igennem de sidste 50 år er den gamle arbejder sivet stille og forsagt ud af de danske fabrikshallers bagdør og efterladt dem rungende tomme. Store rungende haller fra en tid, hvor tung industri var byernes stolthed, og store maskiner bankede metalflader mod hinanden, larmede og gnistrede. I jernstøberierne, spinderihallerne, på møbelfabrikker, på skibsværfte, slagterierne og betonsiloerne på havnene.
Nogle steder blev hallerne til biblioteker andre steder butikscentre eller luksuslejligheder. Nogle har forsøgt sig med kulturhuse, og andre kunne bedst bruge pladsen til ældrecentre. I Vejle har man lavet de gamle spinderihaller i byens midte om til det kulturelle center Biz-Art, der skal satse på innovation og kreativ økonomisk udvikling. I Nykøbing Mors blev det gamle jernstøberi til bibliotek og den gamle remise i Brande blev til et kultur og konferencecenter.
I Glostrup nær København rev man den gamle industri ned, efterhånden som fabrikkerne rykkede ud af landet eller klumpede sig sammen i byens kæmpe industrikvarter. I stedet byggede Glostrup kommune almene lejligheder til de arbejdere, der fulgte med fabrikkerne og et storcenter, de kunne handle i hver lørdag. Det virker både som et sympatisk og logisk træk af en mindre forstadskommune at fastholde og servicerer byens borgere, men også økonomisk og socialt en lokalpolitisk fadæse.
Fremtiden - det ved vi i dag - tilhørte nogle helt andre: Den kreative klasse, og de er ikke til storcentre, små lejligheder eller folkelig arbejderkultur.
Op mod en tredjedel af danskerne tilhører den kreative klasse i følge den første store undersøgelse af det segment i Danmark. Undersøgelse er foretaget af Kristina Vaarts Andersen og Mark Lorenzen fra Copenhagen Business School og bygger på den amerikanske sociolog og økonom Richard Floridas teorier fra den berømte bog The Rise of the Creative Class. And How It’s Transforming Work, Leisure and Everyday Life fra 2002. I bogen fremlægger Florida store empiriske undersøgelser af befolkningssammensætningen og økonomien i de største amerikanske byer og definerer en ny klasse bundet sammen af forbrugsmønstre og arbejdsfunktion - en klasse, der arbejder med vidensjob og innovation og er præget af ingeniører, computerprogrammører, forskere, bohemer, reklamefolk og kunstnere. Udover deres mere eller mindre kreative arbejde har de det til fælles, at de er tiltrukket af et frisindet og mangfoldigt kulturliv, og så er deres hverdag så ustruktureret, at de helst skal kunne forbruge præcist, når det passer dem.
Den kreative klasses andel af en bys indbyggere, forklarede Florida, hænger tæt sammen med byens økonomiske vækst, der i de vestlige lande er mere og mere afhængige af teknisk udvikling og innovation. Derfor er den naturlige konsekvens for fremtidens by at kunne tiltrække de kreative med et rigt kulturliv og - nok så vigtigt - et højt serviceniveau.
Forstadsidyllen
Glostrup er den kommune i Danmark, der har færrest fra den kreative klasse pr. indbygger. 9 procent kan man svinge sig op på, mens man efter en halv time i S-togets linje B kan stige ud på Gentofte Station, hvor 44 procent af indbyggerne er en del af den kreative klasse. Her er smider den enkelte borger også lidt mere i kommunekassen.
Danmarks kreative landkort ligner til forveksling det amerikanske, som Richard Florida præsenterede, men hvor amerikanerne forbliver i kernen af de store byer, bliver de danske kreative også tiltrukket af det rolige liv i forstæderne, når de når over en hvis alder.
“I Danmark er livsforløbet i den kreative klasse tæt forbundet med dit arbejdsliv. Der er en ung periode, hvor man er vildt grebet af sit arbejde, og hvor man arbejder heftigt og i døgndrift. Senere - midt i 30’erne - begynder man at stifte familie, gå hjem klokken fire og vende sig mere indad. Det er også her mange flytter helt ud af byen,” siger Mark Lorenzen, der er den ene af bogens forfattere.
I USA fortsætter den kreative klasse uanfægtet i det høje arbejdstempo på den anden side af familien og efterlader i større grad de familiære forpligtelser til dem Richard Florida kalder serviceklassen. Men i velfærdstaten, hvor mindstelønnen er høj, og hvor der ikke i samme grad er tradition for at arbejdsgive sig ud af familieopgaverne, bliver den kreative klasse tiltrukket af den familiære livsstil og søger efter områder, hvor serviceniveauet kan opretholdes gennem gode pasningsordninger og grønne områder, forklarer Mark Lorenzen
“Man balancerer sit liv meget mere i Danmark end i Richard Floridas USA,” siger han. “Og sammenhængen og ligheden mellem de forskellige økonomiske klasser i Danmark er meget større.”
Men det er ikke kun i forstadskommunerne til de store byer, der kan tiltrække den kreative klasses familier. I de senere år er det også lykkes de mellemstore provinsbyer at få flere tilflyttere med en kreativ baggrund, men også her er der tale om ghettoficeringer. Mere end en fjerdel af indbyggerne i Svendborg, Silkeborg, Sønderborg, Vejle og Skanderborg er således en del af den kreative klasse, mens byer som Randers, Struer, Skive, Slagelse og Frederikshavn ikke når over 20 procent.
“Der er forskellige typer af provinsbyer med en stor andel af den kreative klasse, og de arbejder på hver deres måde på at fastholde og tiltrække dem,” forklarer Mark Lorenzen.
“Der er byer, der ligger tæt på storbyerne, som særligt forbundet med god livskvalitet, men som skal ses som en del af storbyen. Det gælder om byer som Værløse, Ballerup og Roskilde - de byer er nærmest ikke byer i sig selv, men eksisterer i kraft af afstanden til København og sideløbende med livskvaliteten. Derimod lever byer som Svendborg, Sønderborg og Vejle, der også har en stor andel af de kreative, som byer i sig selv, hvor folk vælger storbyen fra.”
Men også blandt disse byer er der også stor forskel på, hvad der får folk til at vælge byerne.
Sønderborg er en meget specialiseret by, der i kraft af nogle store virksomheder tiltrækker ingeniører og produktudviklere, så her er den store udfordring at få dem til at blive boende i byen blandt andet ved at tilbyde et dynamisk kulturliv.
“Svendborg derimod har det omvendt. Mange vælger at flytte der til, fordi der er dejligt at være. Det er typisk folk, der er mere mobile og tager sig nogle hjemmearbejdsdage, så her er udfordringen blandt andet at infrastrukturen skal være i orden.”
Kulturelt set går den kreative klasse op i, at der sker noget hele tiden, forklarer Mark Lorenzen. Hver eneste aften, hver eneste dag skal der være et levende miljø, hvorimod de store stadionkoncerter ikke rigtig betyder noget.
“Denne her klasse er i virkeligheden meget forskellige i deres arbejde, men det, der binder dem sammen, er, at de arbejder kreativt med løsninger. De lever af at udvikle ting og sætte det samme på nye måder. Det betyder også, at de efterspørger en meget høj grad af fleksibilitet i deres kulturudbud, så en stor stadionkoncert, der skal planlægges måneder i forvejen, reagere de ikke på. Så det er udfordringen for de mindre byer at sammensætte et kulturliv, der kan servicerer de kreative kontinuerligt.”
Hønen eller ægget
Der har siden Richard Floridas bog udkom været en række forskere, der har fundet anledning til at være skeptiske over for særligt kausaliteten mellem en sund økonomi og repræsentationen af den kreative klasse.
“Alle vil gerne have den kreative klasse, men hvad er den egentlig udtryk for,” spørger professor ved Center for Turisme, Innovation og Kultur på Syddansk Universitet Flemming Just.
“Det er klart, at det finkulturelle brand, som nogle provinsbyer forsøger at tiltrække borgere med, har en vis effekt på nogen med en høj indkomst, men hvis du ser nærmere på denne her gruppe, er det en helt almindelig dansk middelklasse, og de fleste af os i middelklassen vil gerne spejle os i en finkultur, vi måske ikke tilhører.”
Desuden påpeger Flemming Just at de provinsbyer, der har en høj andel af de kreative, også har andre fordele end et tillokkende kulturliv, der kunne have skabt grobund for en god økonomi. Blandt andet ligger næsten alle de ‘succesfulde’ kommuner, der er tale om langs motorvejen mellem Århus og København, hvilket har givet erhvervslivet særligt gode vilkår.
“Det er kun Svendborg og Sønderborg, der ikke ligger her og for Sønderborgs tilfælde handler det om en helt speciel industri, der tiltrækker en bestemt type arbejdskraft, som man medregner i den kreative klasse, og mens Svendborg nok tiltrækker en række kunstnere og bohemer, ligger sydfynsområdet stadig et godt stykke under landsgennemsnittets indtægter - og så har de høje huspriser i København og Århus naturligvis også presset den kreative klasse ud, hvor husene er billigere.”
Kommunernes store fokus på at lokke den kreative klasse til har fået andre til at problematisere den ulighed, der kunne være mellem de kreative, de ufaglærte og serviceklassen. Ifølge sociolog Erik Jørgen Hansen dækker langt størstedelen af den kreative klasse over det, man i årtier har kaldt socialgruppe et og to. Og med undtagelse af ganske få procent af gruppen, der er uuddannede kunstnere, er de næsten alle akademikere med videregående eller mellemlange uddannelser.
“Der er en klassemodsætning i Danmark, hvor der dyrkes en elite kontra folket, og selv om vi kan trøste os med, at den endnu ikke har slået ud i voldsomme økonomiske forskelle, betyder det ikke at den ikke er der,” siger Erik Jørgen Hansen.
“Den underbygger hele tanken om den kreative klasse, der i Richard Floridas udlægning sættes i et tæt tilhørsforhold til serviceklassen, som har til formål at opvarte den kreative klasse.”
“Oprindeligt dannede de højtuddannede en alliance med arbejderbevægelsen for at udbygge velfærdsstaten, som havde brug for den ekspertviden, de havde,” forklarer Erik Jørgen Hansen, men den alliance er helt væk, fordi karrierevejen er en helt anden i dag. I dag ligger den i globaliseringen, som betyder, at lønnen skal matche det niveau, der er internationalt. Derfor finder man ifølge Erik Jørgen Hansen også eksempler i den offentlige debat, på grupper, der ønsker at opretholde et skel :
“Under den store konflikt sidste år blandt omsorgs- og plejepersonalet, ytrede en lang række DJØF’ere sig i en rundspørge med nogle meget markante udtalelser, der alle gik i samme retning. Som en af dem sagde: ‘Set i forhold til den indsats vi lægger for dagen som DJØF’ere, så er vores løn ikke for høj i forhold til en hjemmehjælper,’ mens formanden for de overenskomstansatte mente, at lønnen skulle være væsentligt højere for DJØF’erne alene i kraft af deres uddannelsesniveau. Den kraft ligger hos den kreative klasse. Kraften til at opretholde et klasseskel.”
Kristina Vaarst Andersen og Mark Lorenzen, med bidrag af Trine Bille: Den danske kreative klasse, 155 s, Forlaget Klim
Den danske kreative klasse består af cirka 30 procent af den samlede arbejdsstyrke. Richard Florida inddeler klassen i tre undergrupper:
•’Den kreative kerne’, som lever af at skabe nye ideer og produkter. F.eks. arkitekter, ingeniører, forskere, læger og bibliotekarer. De tegner sig i Danmark for 35,5 pct.
•’Kreative professionelle’ skaber ikke selv ideer eller innovation, men bruger den nyeste viden. F.eks. ledere, jurister, finansmedarbejdere og sygeplejersker – udgør 63,4 pct.
•’Bohemer’: Den kunstneriske del, der er den kreative klasses spydspids og tiltrækker resten af den kreative klasse. F.eks. Forfattere, journalister, skuespillere, musikere og artister
Kommentarer
De ideologiske grundkoncepter sniger sig ind overalt, som f.eks. i artiklen oven over, og bogen som den omhandler.
Forestillingen om de økonomisk højtflyvende, den kreative klasse ligger tykt hen over under det hele. Som om den var løsningen på problemerne.
Den kreative klasse er problemet, ikke løsningen. At de er i stand til at beskrive sig selv som dem alle vil have boende her hos sig, og som dem, der bringer velstanden med sig, det er en del af elendigheden. Deres symbolsk anale ytringer fylder i den performativt selvbekræftende orden. Stolt løfter de sig op ved hinanden, de tror de kan flyve, men det kan de ikke. De bliver båret så længe det går.
Den skæve fordeling af ressourcer og muligheder bliver fremstillet som en del af nødvendigheden bag den rationelle kapitaltunge produktion og arbejdsdeling, der bærer den økonomiske vækst, dvs. en vækst som igen identificeres med den sande almenmenneskelige interesse inden for de traditionelle ideologier. På den måde kan en ultimativt hypotetisk forestilling om den af alle verdener, hvor flest muligt nyder den største behovstilfredsstillelse, bruges til at legitimere den konkrete ulighed.
Den utilitaristiske Utopia, billedet på vækstens nødvendighed og velsignelser, bruges ideologisk til at legitimere en konkret elendighed.
Når det så alligevel slås fast i tide og utide, at der er grænser for, hvor meget 7 milliarder mennesker kan producere og forbruge, uden at livsgrundlaget svinder ind, så begynder det trods alt at skurre fælt i hovederne på de ideologiske vækstfanatikere. Logikken braser sammen derinde i de ideologiske fabrikker. For spørgsmålene om fordeling presser sig på, lige nøjagtigt der hvor vækstideologiens utopiske diskussioner om principiel lighed for loven og individuel frihed har haft held til at fortrænge dem med sin vækstfilosofi de sidste to hundrede år. Problemet er at intet kommer af intet, og at mere til den ene betyder mindre til den anden på en måde, som ikke kan afhjælpes med hypotetisk tilvækst i f.eks. nominelle pengeværdier, symbolværdier, eller andre af den kreative klasses produkter.
Men ind til videre så lyver man videre på begge sider af den linie mellem højre og venstre, der deler det traditionelle ideologiske landskab. Såvel på højrefløjen som på venstrefløjen er man ideologisk hængt op på vækstfilosofien, dvs. man orienterer sig kontrafaktisk på trods af alle beviserne på det umulige i ubegrænset økonomisk vækst.
Den kreative klasse vil således hellere tale om ideologiernes genkomst, end de vil se sig selv som den kaste af ideologiske slatpissere, der panisk forsøger på at fortrænge kollapset i deres indre univers med uforpligtende ideologisk snak.
Det er mange år siden, at det blev beskrevet første gang, hvordan den økonomiske vækst skaber flere og mere alvorlige former for mangel, end den afskaffer. Men da de sejrende ikke ser andet end deres eget umiddelbare behov, så ser de ikke, hvordan den orden, der omhyggeligt sørger for at de på trods af deres fåtallighed alligevel forbruger langt mere end alle de andre, skaber kaskader af død, mangel og elendighed omkring sig.
De overforbrugende fortsætter på trods af faktuel viden med at beskrive deres overforbrug og svineri som vejen frem i bestræbelserne på at afskaffe mangelsituationerne hos de milliarder af fattigrøve, der findes her som der i den tredje verden. De står for deres egen bekvemme og autistiske selvbeskrivelse, den mest salgbare her hos dem selv, de købedygtige, hvor de kommercielle succeskriterier i den grad kan forhindre alle andre mere holdbare kriterier for succes i at manifestere sig og præge den civiliserede adfærd.
Det at ingen med henvisning til den udbredte utopi omkring højere orden og nyttighed kan legitimere en årsindkomst på mere end f.eks. 100 000 kr. i en verden, hvor 40 % af verdens befolkning har en andel i pengeøkonomien på mindre end 10 kr. om dagen, dvs. 3650 om året, ja det er bare tabu. Overforbruget er selvfølgelig ikke løsningen på den mangel der følger af den, sådan om den performativt selvbekræftende orden forsøger at fremmane for sig. Overforbruget er problemet. Væksten kan ikke, på trods af al verdens kommulative tilvækst i ideologisk slatpisseri, kompensere for svineriet.
At en dag vil menneskene i frit og lige fællesskab SELV bestemme hvad der skal ske og hvad der ikke skal ske - fremfor at lade sig rammestyre af
(de af den nuværende type økonomi’s frembragte)
tidsåndsstrømninger.
Sært at de mægtige og kloge ånder i den kreative klasse - ikke evner selv at bestemme over den nuværende type økonomi’s diktat.
Vi har efterhånden en “kreativ klasse” og en “kulturel overklasse”, og jeg ved ikke hvad. Det varer formentlig ikke længe ikke længe, før der er et klogt hoved, der opdager eksistensens af en klasse af rødhårede frisører med ganespalte på Sjælland.
Sjældent er et begreb blevet så misbrugt, forfladiget og skævvredet som klassebegrebet bliver det for tiden…
De manøvrer som artiklen omtaler hvorefter den såkaldte kreative klasser lever af at “udvikle ting og sætte dem sammen på nye måder” omfatter sjælden egentlige nyskabelser, men henviser snarere til en omsiggribende hittepåsomhed, hvorefter fx. designere opfinder en suppeske der kan stå af sig selv og lignende ligegyldigheder. Den ægte kreative klasse - de sande innovatorer - bliver aldrig stor nok til at udgøre et segment, dertil er genierne for få og altså er hele diskussionen om den kreative klasse kun endnu et udtryk for “den kreative klasses” hittepåsomhed. Men bevares, en vis underholdningsværdi kan man da godt indrømme “produktet”.
Magen til selviscenesættelse er sjældent set, enhver der har haft en LEGO-klods i hånden er blevet en del af “den kreative klasse”…
Ja Steen, husker som tidligere ansat i det så fantastisk innovative erhvervsministerium de årlige lønforhandlinger i nyløn-systemet - jeg foreslog hver gang en halvering af min løn, og hver gang gik systemet i baglås….:-)
Den virkeligt skabende kraft, som vi finder under den kreative klasses beskrivelse af sig selv som de kreative, ligger i frygten for at falde uden for, for at falde af, for at falde af på den og for ikke at være med, der hvor den kreative klasses individer og andre har bildt sig selv og hinanden ind at det sker. Der er godt nok ingen, der rigtigt ved, hvor det sker, men da alle orienterer sig mod alle, og alle kan finde tegn i sol og måne, ja så lever man med troen på at være på vej, i troen på at det sande fremskridt da trods alt må komme et eller andet sted fra i de mange og søgende øjne og genspejlinger af øjne der ser sig selv i hinanden. Angsten hos de kreative, for ikke at kunne genfinde sig selv i hinandens øjne og bekræfte sig selv med deres gensidige gengivelser af deres små reflekterede jeg´er som tilhørende det progressive, succesfulde og samfundsbærende segment, udmærker alt for mange af vore svært moderne former for kulturelle udladninger. Frygten for ikke at tilhører eliten inden for den selvdestruktive adfærd er stor og moderne.
Vi andre, med oplevelsen af at være alt for fremmede, langhårede og reflekteret i forhold til den paniske jagt på succes, til rigtigt at kunne gå med i den, ja vi falder så alligevel som genstand for den herskende ordens logik med dens systeminterne symbolik. På den måde bliver vi til taberne inden for et orienteringsmønster, som vi slet ikke bruger. Vi har problemer med overhovedet at manifestere os inden for systemet, selv om vi slet ikke deltager i løbet.
Det kræver netop sindssygt meget opfindsomhed og kreativitet overhovedet at manifestere sig inden for den herskende ordens selvbeskrivelse, den hyperaktive ”kreative klasses” sært uproduktive referenceramme, uden at blive reduceret til en af de logiske værdier, som ikke allerede har adskillige hundrede år på bagen her.
Forudsætningen for at kunne se, at der findes andre former for mening, end den, der lever ved den selv samme selvbekræftende ordens kognitive praksis, er, at der allerede er indført en anden kognitiv praksis. Sagt på en anden måde, for at komme til et nyt sted må man for længst være kommet til et nyt sted! Det kræver altså det helt umulige af enhver kreative klasse. For det første ville det forudsætte, at den kunne se sig selv, hvilket den i grunden ikke kan, da den ikke eksisterer. Alligevel præger angsten for at falde ved siden af opmærksomheden så meget, så kun de mest forfjamskede og pseudoagtige tilbud på hurtig selvbekræftelse kan afsættes inden for den herskende orden og gældende kognitive praksis. Den ro der skal til, for at afsløre angsten, så den kan se sig selv, den afløses hele tide af de restløse tilbud på individuel succes i den kollektive individualistiske massekultur som indbefatter alle.
For måske at kunne se det, er det værd at minde sig selv om ”de primitive”. De primitive kulturer havde slet ikke noget reflekteret jeg (og det kan jeg jo sagtens sige, da ”jeg” jo ikke var der). Deres primitive identitet var et med den lille horde, der bar hele deres kulturelle fortid og billedet på fremtiden alene i kraft af den levende menneskelige hukommelse. De første 2 millioner år af menneskets tid på jorden, har mennesket levet i sådanne primitive horder. Der var ingen skrift og kun den levende erindring var her kulturbærende. Mulighederne for at søge og reflektere det individuelle jeg, og dets billeder på individuel succes afhang af den lille kreds af mennesker, som de primitive levede i. Jeg´et var kvinde, mand, barn, kriger, jæger, samler, krop, lugt, smag, berøring, kendt, mindre kendt, ukendt, farligt, fortroligt, kærligt, tryghed, glæde, smil, grin, lyd, tegn, ord, forløb af ord, magi, det hinsides denne side, overgang til det ene fra det andet, osv. Men fiktionen omkring det at være et succesadækvat subjekt, udstyret med individuel ret, frihed og stemmeret, det inkarnerede udtryk for fremskridtet, moden, den moderne selvbeskrivelse, sådan som den bærer illusionen om det moderne reflekterede jeg, den fiktion var ikke at finde i de primitive kulturer. Vi tror på den måde helt modsat de primitive, at det er vort jeg, der skaber udviklingen, at vi har et jeg, som vi kan tilskrive æren, fremskridtet og fremtidens velsignelser. De var på en hel anden måde del af enhver hændelse uden at kunne skelne sig selv fra den. På den måde befinder vi os længere fra sandheden end de primitive. De havde ikke dette reflekterede jeg, der viser sig som om det var noget helt unikt selvstændigt, de led ikke under denne illusion.
Det forfængelige jeg og angsten for ikke at kunne bekræfte det inden for den syge orden, der i sin moderne form er blevet sit eget største problem med de selvdestruktive kriterier for succes, kunne ikke leve uden en mere kompleks kulturel orden. På den måde var de primitive privilegerede. De led sandsynligvis under et hav af andre illusioner end os, men netop den syge konstruktion af et moderne jeg led de ikke under.
”Jeg” tror den syge orden ville blive forskrækkeligt opfindsom og konstruktiv, hvis nogle flere lærte sig at se på det lille forfængelige jeg som skabt ved en syg orden. Vi har jo ikke æren for en skid, og lortet lever af at bilde os noget ind. Den kreative orden tager konstant røven på os, når den bilder os ind, at vi har æren af at bidrage til fremskridtet, hele skidtet og BNP´et, … Når vi ser os selv, så er det sandt skabende en semantik og en social kognitiv praksis, der står og fortolker sig selv og os bag om ryggen på os. Jeg´et styrer ikke en skid, det er skabt og lever ved det store styggelige monster, der forsvinder hver gang vi får færden af det. Jeg´et er en social og psykisk konstruktion, for det meste et misfoster, der lever affekteret ved monsterets uendelige opbud af underholdningstilbud og latterlige effekter.
Og i morgen skal vi lære om blyanten.
@Steen Ole Rasmussen
Jep! Det lyder jo altsammen SÅ godt - alt det der med den kreative klasse ( som i øvrigt efterlader en med et paradoksalt indtryk af.: Ikke at indeholde egentlige kunstnere ).
Men hvad har vore politiker så tænkt sig at vi danskere egentlig skal LEVE af ? Hvis SÅ mange skal gå rundt og tjene penge til landet - på det: At være klogere og mere kreative end nogle milliarder andre mennesker på kloden - at DET måske ikke er verdens allermest sikre næringsvej ( medmindre vort højhedsvanvid - stik imod forventning - sku’ vise sig at være velbegrundet OG at kloden har strengt brug for SÅ mange i den kreative klasse ) - i forhold til landbrug, håndværk, lidt fiskeri og skovbrug osv.
–––
I Villy Sørensen: Ragnarok - siger Frigg til Odin:
Fødderne er dog de klogeste - de holder sig nemlig til Jorden.
De nuancer artiklen ikke fik med om kortlægningen af Richard Floridas klasse inddeling kan findes her:
www.kreativeklasse.dk
Og at artiklen skulle købe præmissen om at den kreative klasse ikke skaber ulighed og er redningen for et stadig skævere Danmark kan jeg ikke genkende. Som Erik Jørgen Hansens siger det i artilken:
“Der er en klassemodsætning i Danmark, hvor der dyrkes en elite kontra folket, og selv om vi kan trøste os med, at den endnu ikke har slået ud i voldsomme økonomiske forskelle, betyder det ikke at den ikke er der,” siger Erik Jørgen Hansen.
“Den underbygger hele tanken om den kreative klasse, der i Richard Floridas udlægning sættes i et tæt tilhørsforhold til serviceklassen, som har til formål at opvarte den kreative klasse.”
“Oprindeligt dannede de højtuddannede en alliance med arbejderbevægelsen for at udbygge velfærdsstaten, som havde brug for den ekspertviden, de havde,” forklarer Erik Jørgen Hansen, men den alliance er helt væk, fordi karrierevejen er en helt anden i dag. I dag ligger den i globaliseringen, som betyder, at lønnen skal matche det niveau, der er internationalt. Derfor finder man ifølge Erik Jørgen Hansen også eksempler i den offentlige debat, på grupper, der ønsker at opretholde et skel :
“Under den store konflikt sidste år blandt omsorgs- og plejepersonalet, ytrede en lang række DJØF’ere sig i en rundspørge med nogle meget markante udtalelser, der alle gik i samme retning. Som en af dem sagde: ‘Set i forhold til den indsats vi lægger for dagen som DJØF’ere, så er vores løn ikke for høj i forhold til en hjemmehjælper,’ mens formanden for de overenskomstansatte mente, at lønnen skulle være væsentligt højere for DJØF’erne alene i kraft af deres uddannelsesniveau. Den kraft ligger hos den kreative klasse. Kraften til at opretholde et klasseskel.”
“Den kraft ligger hos den kreative klasse. Kraften til at opretholde et klasseskel.”
Så betegnelsen: Den destruktive klasse -
er jo langt mere passende.
I en forstand har den klasse dog frembragt noget nyt - et i historisk sammenhæng hidtil uset hykleri:
At når de ( storbytosserne og globalisterne ) - velvidende om at det er som her skrevet - udtrykker hellig forargelse over proletarernes : Racisme,
entnocentricitet, nationalisme,konservatisme osv. - noget som jo netop er følgen af frustrationerne over at klasseskellene endnu består ( jo bla. a. i kraft af storbytosserne selv ) SÅ topper hykleriet. unægteligt.
Det Absolutte
Netop som noget forholdsvist ( relativt ) findes der (tilnærmelsesvist ) absolutter:
Det/Den som der - i de og de sammenhænge - næppe kan ændres
nævneværdigt ved/i/om ; og/eller: Det/Den som der
-i de og de sammenhænge - ikke er
nogen nævnværdig påtrængende nødvendighed i at forsøge at rokke ved/i/om.
Storbytossernes og Globalisterens (om)prioriteringer mht. hvad DE først og fremmest ønsker udsat for relativismen og altings foranderlighed er særdeles påfaldende - og går i hvert fald sjældent ud på at
forsøge at afskaffe selve klasseskellene.
Betegnelsen ”den kreative klasse” er valgt helt uafhængigt af de egenskaber, man finder hos de faggrupper, der indpladseres under betegnelsen. Det er det interessante ved relationen mellem betegnelsen og det der påstås at falde ind under den.
Det man vil med distinktionen mellem ”den kreative klasse” og andre ”ikke kreative samfundsmedlemmer” er derfor heller ikke eksplicit tilstede.
Med andre ord; det interessante er det der står mellem linierne, og der er på den måde ikke så lidt frit slag på alle hylder hvis man gider tolke lidt. F.eks. kan man helt frit kalde mine fortolkninger af budskabet alt for kreativt. Man kan også se sådan på det, som jeg gør, nemlig, at det, der behersker anvendelsen af sådanne uforpligtende menneskekategorier, vidner om pseudovidenskabelig aktivitet, hængt op på dårlige definitioner og slet skjulte men uudtalte ambitioner om at fremstå som om, man har forstået et eller andet om udviklingen og hvad det nu er det hele drejer sig om. De primitive åndemanere kunne også det der.
For ca. et halvt hundrede år siden rejste menneskeheden til Månen for første gang. Men ingen talte dengang om den kreative klasse, selv om det ikke var enhver beskåret at deltage aktivt i projektet eller andre af projekter som var under opsejling i de kreative miljøer: udvikling af computeren, for bare at nævne ét. Det pudsige ved dagens kreative klasse synes at være at den ikke for alvor frembringer noget nyt og når den endelig gør er det som regel ikke noget den selv har fundet på, men blot nye kombinationer af ting helt almindelige hårdtarbejdende mennesker frembringer og uafhængigt at de labels andre sætter på dem. Jeg kan, med andre ord, ikke fornemme andet end at begrebet “den kreative klasse” er ved at få en lidt negativ klang (som i kreativ bogføring) og det er jo synd for begrebet kreativ, som i udgangspunktet skulle stå for noget godt.
Der findes heldigvis et hav af synonymer for begrebet, kreativ. At udtrykket “den kreative klasse” har fået, hvad det fortjener, en negativ klang, en uheldig funktion for dem, der ville fedte lidt for sine nærmeste med det, at det er blevet til det klister, som hænger ved det der har med selviscenesat succes at gøre, det er da glimrende og et herligt bevis på forsøget på at beherske sin selvbeskrivelsen som individ og moderne kaste ikke altid lykkes. Selve begrebet er bedøvende … (uanfægtet)
Er der nogen der har nogle forslag til hvad man kunne gøre for at skræmme : Den “kreative” klasse til ikke at rykke til provinsen ?
Nu hvor vi er nogle stykker der er nået frem til at den kreative klasse ikke eksisterer, som andet end et segment af helt almindelige selvoptagede og købedygtige familiemennesker, har jeg svært ved at se det problematiske i at folk flytter til provinsen, med mindre vi inddrager miljø- og energipolitik? Frit- og fjerntliggende parcelhuse er jo ikke ligefrem den mest miljøvenlige beboelsesform. Men bortset fra det findes der ikke mange steder hvor lidt selviscenesættelse er så tiltrængt som i de såkaldte udkantsområder. Kort sagt. Hvad er problemet?
Nu kan jeg jo identificere mig selv som medlem af den “kreative klasse”, hvortil jeg kan forstå ca. 30% af den samlede arbejdsstyrke hører.
Det er lidt pudsigt for mig at konstatere at Glostrup synes at være den by som den kreative klasse flygter fra. Pudsigt, fordi jeg selv er opvokset i Glostrup, dengang jeg befandt mig sådan ca. omkring socialgruppe 4.
Jeg ved ikke hvordan det er at bo i Glostrup i dag, men jeg kunne ikke tænke mig at flytte tilbage dertil. Dertil er der for mange minder, og jeg har det godt heroppe i den nordsjællandske uden dog ligefrem at bo i parcelhus.
Glostrup har givet mig mit livs dosis af bilos, stank fra Valo-fabrikkerne, bly fra jernstøberiet og andre industrier, noget som jeg ikke synes mine børn også skulle udsættes for.
Men dengang vi flyttede til Glostrup, var det en klar forbedring i forhold til Eskildsgade på Vesterbro i København, hvor mine forældre boede med min storesøster i en lille klam, mørk lejlighed med lokum i gården. Det var dengang der var TB og rakitis til. Sidst i halvtredserne var det derfor ren luxus at flytte til Glostrup, lyse 2-værelses lejligheder, med toilet, bad og køkken og adgang til grønne friarealer. Lejligheden lå på Gasværksvej, som kommunalbestyrelsen siden i et anfald af eufemismetrang omdøbte til “Ørnebjergvej”, skønt der hverken var ørne eller bjerge her, men gasværket lå der længe.
Jeg vedkender mig gerne mit tilhørsforhold til den kreative klasse, men jeg har sandelig ikke glemt hvor jeg kommer fra.
Hvordan kommer det til udtryk ? Det med, at du ikke har glemt hvor du kommer fra?
Jeg kan læse mig til, at den kreative klasse er forholdsvis bred i DK. Men på hvilken måde er den gavnlig for udviklingen, for samfundet som helhed og på hvilke områder er den blot selviscenesættende ? Er man kreativ hvis man f.eks er en dygtig Købmand ? Jeg synes kriterierne er vanskelige at hitte rede ?
Lars (Jysk) Larsen er et eksempel på en både kreativ, dygtig og dynamisk købmand. Men om han med sit bevidst underspillede brand er interesseret i at blive associeret med “den kreative klasser” er en anden snak. Under alle omstændigheder har han været god til at “regne den ud”. Stein Bagger er et eksempel på det modsatte, en købmand som for det første ikke var særlig god til at “regne den ud”, med den konsekvens at han blev nødt til at snyde på vægen og som for det andet overspillede rollen som købmand - eller forretningsmand - ved at pynte sig med titler der ikke var belæg for.
Måske var det også derfor Stein Bagger rykkede til Jægersborg Allé. I provinsen ville han være afsløret med det samme.
Kreative klassificeringer: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-62.pdf