Europa skal tage imod frikendte fanger fra Guantánamobasen, og Danmark skal gå forrest ved at give ti kinesiske muslimer fra Guantánamo midlertidig opholdstilladelse. Sådan lyder opfordringen i et internt brev fra de radikales EP-spidskandidat Sofie Carsten Nielsen til udenrigsminister Per stig Møller (K).

Vi kunne tage de ti kinesiske muslimer, som USA har anmodet tyskerne om at tage imod. … Vi kunne gå forrest i EU-sammenhæng ved at støtte en fælles europæisk imødekommenhed over for amerikanerne,” foreslår Sofie Carsten Nielsen i brevet, hvor hun også kalder regeringens hidtil afvisende indstilling for “smålig, indskrænket og visionsløs”.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Per Stig Møller, men udenrigsministeren har tidligere udtalt, at “USA må genhuse de folk, som de lukker ud af Guantánamo, hvis de mener, at de er ufarlige. Hvorfor skal de ind i det meget mindre danske samfund?”

Udenrigsministeriet oplyser, at regeringens holdning er uændret.

Kineserne er blevet frikendt ved amerikansk domstol, men sidder stadig i fængslet, på grund af frygt for tortur i deres hjemland. Fangerne kan heller ikke komme ind i USA, da præsident Barack Obama af politiske årsager ikke ønsker alle fanger løsladt på amerikansk jord.

Vi har i høj grad et ansvar, fordi vi også var med i Irak,” understreger Sofie Carsten Nielsen.

Fanger ikke farlige

De kinesiske fanger tilhører den etniske gruppe Uighur, der primært bor i øst- og centralasien. Selv om mindst tre af de ti fanger har indrømmet at have modtaget våbentræning blandt andet i Afghanistan, blev de alle alligevel alle frifundet ved de amerikanske domstole.

Jeg var i lejr for at træne til kampen mod kineserne,” sagde fangen Hassan Anvar ifølge den tyske avis Spiegel. Han pointerede desuden, at han ikke hadede USA og dets allierede, men at det var kineserne, der var fjenden. Uighur-folket er gennem lang tid blevet brutalt undertrykt af kineserne.

Højtstående amerikanske embedsmænd har ifølge Spiegel udtalt, at fangerne ikke er blandt de farligste.

Ud af de tilbageværende Guantánamofanger er Uighur-gruppen den mindst farlige,” pointerede de. Sofie Carsten Nielsen er enig.

Der er en række af de tilbageholdte, der ikke udgør nogen synderlig trussel. De er mere eller mindre tilfældigt blevet samlet op i Afghanistan, i nogle tilfælde af gemene dusørjægere,” vurderer hun.

Retsprincipper

I en hypotetisk situation, hvor der springer en bombe på Nørreport, og en af de 10 kinesere står bag, ville Sofie Carsten Nielsen ifølge hende selv have det rigtigt dårligt.

Men det er en risiko, som jeg er villig til at tage,” understreger hun.

Vi har et retssamfund, som vi gerne vil genetablere tilliden til. Hvis man er blevet frifundet af USA, er det fordi man ikke har begået noget. Sådan er det i et demokratisk retssamfund,” siger hun og pointerer, at hun har tillid til, at PET gennemtjekker denne side af sagen.