Novo Nordisk undergraver sin egen troværdighed

Novo Nordisk fortæller vidt og bredt om virksomhedens sociale ansvarlighed. Alligevel har Novo i de seneste år været involveret i en række uheldige sager, og i denne uge erkendte virksomheden så, at den har brugt bestikkelse i Irak. Flere af den slags sager vil forvolde uoprettelig skade på virksomhedens ry, vurderer eksperter

Novo Nordisk forpasser ikke en mulighed for at fortælle om sin sociale ansvarlighed. Det gør virksomheden særligt sårbar, når sager som Olie-for-mad-skandalen dukker op.

Peter Clausen

'Novo Nordisk? Det er da den dér dybt uansvarlige medicinalvirksomhed, som er involveret i verdens største korruptionsskandale og lyver for bagmandspolitiet, er det ikke?'

Det lyder helt forkert, og slet ikke som det Novo Nordisk, mange forbinder med social ansvarlighed ud over det sædvanlige og derfor er så stolte af.

Et af dansk erhvervslivs flagskibe, der aldrig forpasser en chance for at fortælle om sit samfundssind og sine tre sidestillede bundlinjer. En økonomisk, en grøn og en social. Og som gang på gang bliver belønnet for det - senest i denne uge, da Novo for andet år i træk fik den prestigefyldte pris Ethisperes for sin etiske ledelse foran tusindvis af andre internationale virksomheder.

"Der tale om en virksomhed, der har en uangribelig aura, fordi de har et særligt omdømme, og deres produktion af insulin er associeret med det ultimativt gode. Nemlig at redde liv og bekæmpe smerte," siger filosoffen Steen Nepper Larsen fra Aarhus Universitet.

Nej, det Novo Nordisk har ikke noget med korruption og groft bedrageri at gøre. Eller hvad?

Uheldige sager

Svaret er, at insulinproducenten fra Nordsjælland i de seneste år har været involveret i en række sager, der svinger fra det uansvarlige til det ulovlige.

Novo Nordisk etablerede i 1998 fabrikker i Algeriet på et tidspunkt, hvor Udenrigsministeriet anbefalede det modsatte på grund af det nordafrikanske lands grove krænkelser af menneskerettigheder.

Siden er Novo Nordisk i USA blevet anklaget for at have fortiet, at et produkt gav øget risiko for brystkræft, og for at snyde de amerikanske sundhedsmyndigheder for millioner af dollar. Novo er også af de japanske myndigheder blevet beskyldt for konkurrenceforvridende forretningsmetoder, og virksomheden har været part i en irsk skandalesag om uautoriseret brug af organer fra døde mennesker.

I Brasilien har to personer fra Novos ledelse været involveret i en omfattende korruptions- og svindelsag, og i denne uge indrømmede Novo Nordisk så, at virksomheden brugte bestikkelse i Irak, da den var en del af FN's Olie-for-mad-program i 2001. Konsekvensen er, at Novo Nordisk nu skal betale en bøde på 18 millioner dollar til den amerikanske stat, mens bagmandspolitiet herhjemme genåbner Olie-for-mad- sagen mod Novo.

Mange brodne kar

Ret skal være ret. Novo Nordisk er ikke knyttet til flere uheldige sager end andre internationale virksomheder af samme størrelse.

Men Novo er omvendt heller ikke knyttet til færre. Hvilket rejser det oplagte spørgsmål om, hvorvidt Novo Nordisk på den baggrund er en hyklerisk virksomhed i en liga for sig? En virksomhed, hvor der er uendelig stor afstand mellem den forretning, den i praksis driver, og den forretning, man taler om i de mange skåltaler om social ansvarlighed. Eller om det omvendt er udtryk for uendelig naivitet at forestille sig, at Novo Nordisk - som det multinationale foretagende, insulinproducenten er - ikke indimellem havner i uheldige sager, når medarbejdere i de yderste led foretager sig noget, ledelsen ikke har kendskab til?

Ole Fogh Kirkeby, der er professor i ledelse og filosofi på CBS, afviser, at Novo Nordisk kan undskylde sig med deres størrelse.

"I den enkelte sag kan man måske nok skyde skylden på de decentrale led, men så mange brodne kar kan der jo heller ikke være. Og i deres sammenhæng viser sagerne, at Novo Nordisks kontrolsystem slet ikke svarer til virksomhedens udmeldinger om særlige etiske standarder," lyder det fra Ole Fogh Kirkeby.

Kejtet og tvetydig

I forbindelse med Olie-for-mad-sagen, har Novo Nordisk ved flere lejligheder påpeget, at bestikkelse var en uomgængelig del af forretningslivet i Irak på det tidspunkt.

"Jeg ville have truffet den samme beslutning," har Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Rebien Sørensen, på et tidspunkt sagt til Politiken, da han blev spurgt om sin holdning til Novo-medarbejdernes brug af bestikkelse i Irak. Det var bestikkelse eller ingen medicin til patienterne, forklarede topchefen.

En forklaring Ole Fogh Kirkeby dog ikke køber. Han mener, at Novo Nordisk opfører sig kejtet og tvetydigt, når virksomheden henviser til, at forhold i den bestemte situation kan være udslagsgivende for, at Novo ser bort fra deres ellers højt profilerede værdier.

"Ingen virksomhed er tvunget til at opføre sig som Novo har gjort. I sidste ende kan alle virksomheder jo trække sig ud af et marked, hvis det tvinger dem til at opføre sig på en måde, der ikke er foreneligt med deres værdigrundlag," siger professoren.

Høje standarder

Professor i virksomheders sociale ansvar på CBS Mette Morsing fastholder, at Novo Nordisk er unik, når det kommer til virksomhedens arbejde med etik og socialt ansvar. Efter danske såvel som internationale standarder.

Mette Morsing mener, det er forkert, når Novo Nordisk nu kritiseres for ikke at have en helt ren straffeattest. For ingen virksomheder slet ikke på Novos størrelse er fuldstændig pletfrie. Det man derimod skal hæfte sig ved, er, at Novo er lydhør over for kritik, samt at den - i modsætning til de fleste andre virksomheder - forstår, at den har et ansvar for det, samfundet bekymrer sig over.

"Hvis man nærlæser udmeldingerne fra Novo Nordisk, så garanterer de ingen steder, at de er perfekte. De udvikler løbende arbejdet med deres sociale ansvar, de sætter sig stadig flere mål, og de spreder systematisk deres værdier i alle led af virksomheden. På det område er Novo langt foran de fleste andre," lyder det fra Mette Morsing.

Slider på Novo

Ole Fogh Kirkeby afviser ikke, at Novo Nordisk gør en usædvanlig stor indsats i tekst og tale om virksomhedens sociale ansvar. Men netop det kan ramme Novo som en boomerang, hvis der bliver ved med at dukke uheldige sager op.

"Det kan vise sig at være en ekstremt uklog strategi, at Novo taler så meget om alle de gode ting, de gør i forhold til andre, hvis der kommer nye historier frem. Så skyder Novo sig selv i foden," siger han.

Lektor i ledelse og strategi på Syddansk Universitet Anders Bordum mener også, at tilstrækkeligt mange dårlige sager kan ende med at trække Novo ned fra piedestalen - også selv om virksomheden har meget troværdighed på kontoen.

"Hver gang en virksomhed bryder sit eget kodeks, mister den troværdighed. Til sidst kommer der så mange ridser i lakken, at den ikke kan lave andet end at begrunde sine handlinger. Dér er Novo Nordisk ikke endnu, men når alle medarbejdere fremover i private sammenhænge skal forklare, hvorfor Novo bruger bestikkelse, slider det," pointerer Anders Bordum.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Fakta

Olie-for-mad-programmet i Irak blev iværksat af FN i 1996. Programmet gav Irak tilladelse til at sælge en på forhånd aftalt mængde olie på verdensmarkedet i bytte for mad, medicin, m.m.
Formålet med programmet var at hjælpe den irakiske regering med at sikre landets indbyggere de mest nødvendige midler til overlevelse på trods for de økonomiske sanktioner landet var underlagt efter den første Golfkrig i 1991.
Novo Nordisk deltog i programmet, og betalte i den forbindelse – ifølge de amerikanske myndigheder – 1,4 millioner dollar i bestikkelse til den irakiske stat. Noget, man omhyggeligt camouflerede og skjulte over for FN.
Som pris for den ulovlige forretningsadfærd indvilligede Novo Nordisk i denne uge i at betale sin fortjeneste samt en bøde på 18 millioner dollar til henholdsvis de amerikanske børsmyndigheder, SEC, og det amerikanske justitsministerium.
Samtidig genåbnede det danske bagmandspoliti en konfiskationssag mod Novo Nordisk.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu