I sin første tale som statsminister bedyrede Lars Løkke Rasmussen (V), at han ville modernisere og udbygge det velfærdssamfund, han var vokset op i. Løfterne om velfærdsforbedringer er desværre en plade, vi har hørt og er blevet skuffet over mange gange før.

Informations artikel - “Vi elsker børnehaver, men det har vi ingen grund til” fra den 15. maj - er et tankevækkende vidnesbyrd om, at der er langt fra statsministerens ord til virkelighedens verden.

I artiklen præsenterer en lang række forskere deres syn på daginstitutionernes og pædagogernes muligheder for at levere de resultater, som alle ønsker. Det er ikke opmuntrende læsning.

Fostår bekymringen

Det gennemgående træk i forskernes kritik er, at daginsitutionenerne efterhånden har fået så dårlige rammer, at de ikke mere kan tilbyde den kvalitet, der med rette kunne forventes.

En af forskerne fra artiklen, Dion Sommer, siger sågar, at han er i tvivl om, om han stadig kan anbefale de danske daginstitutioner.

Jeg har stadig fuld tiltro til de danske daginstitutioner, og de pædagoger, der arbejder der, men jeg forstår udmærket forskernes bekymringer. For det er blevet sværere at levere god kvalitet i daginstitutionerne.

Når der er kritik af den måde, regeringen forvalter velfærden på, er rygradsreaktionen altid at sige, at der er tilført flere penge til velfærd end nogensinde før. Til gengæld siger de ikke, at kronerne som oftest følges af ekstra opgaver. Opgaver, der er så omfangsrige, at personalet reelt får mindre tid til kerneopgaven.

Et frisk eksempel er madordningen, der fra regeringens hånd er underfinansieret. Opgaven er lagt ud til kommunerne, der derfor må gribe dybt i egne lommer for at finde de manglende midler. Som formand for pædagogerne frygter jeg naturligvis, at pengene tages fra normeringerne. Det vil endnu engang betyde, at pædagogerne får sværere ved at tage sig af børn med særlige udfordringer, sværere ved at sætte sig roligt ned og snakke med Hassan og dermed udvikle hans sprog, og sværere ved at nå at tage hånd om Maja, der er lidt stille og ikke selv kommer og siger, når hun har brug for støtte.

Politisk vilje efterlyses

De danske daginstitutioner har brug for tidssvarende og rummelige faciliteter, så børn og voksne ikke bliver syge.

Der er brug for en fornuftig normering, der giver tid til et tæt og udviklende samvær mellem barn og voksen, og der er brug for en realistisk sammenhæng mellem nye opgaver og de midler, der tilføres børne- og ungeområdet. Der skal være tid til en tidlig indsats, der skal være tid til at tage sig af børn med særlige behov, og der skal være tid til at give alle børn de bedste udviklingsbetingelser.

Men de ting kommer ikke af sig selv. Det kræver politisk vilje.

Lars Løkke og den regering, han nu har sat sig i spidsen for, mangler at sætte handling bag ordene, så rammerne for udviklingen af kvaliteten også er til stede i virkelighedens verden. Det har vi ikke set de seneste otte år, og det har vi stadig til gode.

Henning Pedersen er formand for BUPL