I sit nyligt udgivne mesterværk Velfærd uden vækst, Prosperity without growth, opregner den britiske økonomiprofessor Tim Jackson tre hovedgrunde til, at Den Økonomiske Vækst, DØV, ikke må standses. Skønt Jorden ikke længere kan rumme den.
Da skønsmæssigt 60 procent af dens økosystemer allerede nu er mere eller mindre ødelagte - med sprængningen af dens evne til at optage drivhusgasser i det naturlige kredsløb som det for tiden mest spektakulære og sammenbrudte system. De tre grunde til at ignorere disse videnskabeligt ikke-falsificerede kendsgerninger og tværtimod efterstræbe øget forbrug af den natur, der allerede er overforbrugt, opregner professoren som følger:
1) Materiel overflod er, når alt kommer til alt, nødvendig for elementær menneskelig velfærd.
2) Økonomisk vækst er nært forbundet med opfyldelsen af visse basale ‘rettigheder’ til eksempelvis sundhed og uddannelse, som igen af afgørende for trivsel.
3) DØV er en funktionel nødvendighed for den samfundsmæssige sammenhængskraft, altså for økonomisk og social stabilitet.
Når det ikke er for meget at kalde Tim Jacksons regeringskommissions rapport for et mesterværk, skyldes det bl.a. værkets hensynsløse fremdragelse af om ikke alle de gode så dog alle de særdeles solide argumenter, der i dag taler for, at DØV-heden ikke kan blive omfattende nok.
Kun derved muliggøres tilbagevisningen af dem! Og dermed håbet om, at de efterhånden overvældende mange videnskabelige påvisninger af Jordens ødelæggelser ikke blot skal tale for døve øren. I hvert fald når det gælder den hidtidige og stadig gældende økonomiske og politiske praksis, trods alle skønne forsikringer om det modsatte, som Jordens samtlige private og offentlige beslutningstagere for tiden slynger om sig med i anledning af den meget omtalte ‘klimatrussel’.
Hvad kommer først? Hønen eller ægget? Er det forestillingen om, at man pludselig kan stå og mangle en prop- eller firehjulstrækker til en flaske rødvin eller en sneplov for at kunne hævde sig over for andre, der fremkalder begæret efter uophørlig vækst i materiel naturforbrug? Eller er det den paniske angst for stigende arbejdsløshed og menneskers fordrivelse fra hus og hjem, som den storslået udfolder sig nu under den øjeblikkelige grådighedskrise (kaldet ‘finanskrise’), der medfører opfattelsen af, at nok aldrig er nok?
Svaret er formentlig, at 1) og 3) kommer først begge to. På smukkeste altødelæggende vis svarer kapitalismens akkumulationstvang til privatforbrugernes power-shopping - og omvendt. Af netop praktiske grunde vil det dog sikkert være hensigtsmæssigt at behandle punkt 3) først. For det er jo rigtigt, at med den nuværende herskende makroøkonomi vil nedsat forbrug straks medføre fyringer af dem, hvis produktion ikke længere efterspørges.
Hvad er da Tim Jacksons svar, om ikke alle Jordens økosystemer skal sprænges i stumper og stykker? Hensigtsmæssig, bevidst og besluttet fordeling til alle af det arbejde, som denne overarbejdede og overanstrengte planet, vi kalder Jorden, nu engang kan overkomme.
Vi er ved at rive kloden fra hinanden, bare for at få noget at rive i, som det også er udtrykt. Nu må vi tage os sammen og slappe af: deles om det arbejde, der er til gavn og ellers nyde livet.
Som efter sigende ikke er det værste, man har.
Nødvendighedsøkonomi
Jacksons arbejde bygger efter eget udsagn i ret høj grad på årtiers pionerarbejde for en dynamisk ligevægtsøkonomi af den amerikanske økonom Herman Daly. Hvis seneste bog forlaget Hovedland meget passende netop har udgivet på dansk under titlen Nødvendighedens Økonomi. I denne danske udgave er i øvrigt i kapitel 0 indføjet Dalys direkte indlæg til den britiske bæredygtighedskommission, Prosperity without growth bidrager til.
Som en slags elev af Herman Daly forsøger Tim Jackson en nærmere makroøkonomisk præcisering og konkretisering af den dynamiske ligevægtsøkonomi, som Jorden med sine naturgivne grænser kan bære.
12 forslag til skridt mod en sådan økonomi er det foreløbig blevet til. Hvoraf den bevidste og besluttede arbejdsdeling er et af de væsentligste, men de andre trin bestemt værd at komme tilbage til. For nedsættes vores selvhævdelsestrang ved materielt forbrug ikke, vil det heller ikke blive muligt at styre vores arbejdsnarkomani.
Anerkendes det ikke, at sundhed og uddannelse kun et vist stykke vej behøver at være afhængig af stigende materielt forbrug, er spillet også tabt. For lige et strejfe punkt 2) Forfatteren har en del tilovers for tidens mange forslag om en keynesiansk grøn new deal, men advarer samtidig mod den bagved liggende antagelse, at det i sidste instans alligevel er økonomisk vækst, der skal drive det hele, for så vil det igen gå galt.
I den forstand kommer det hele - først: Materielt er og blive der i sidste instans grænser for DØV, og det må enhver makroøkonomi nu til at indrette sig erklæret og vedkendt på.
Den britiske økonomiprofessor Tim Jacksons rapport, ‘Velfærd uden vækst’ kan downloades på www.sd-commission.org.uk
Kommentarer
Jeg har nu altid opfattet arbejdsfriheden som del af løsningen på de største af de problemer, vi mennesker udgør for os selv, helt i tråd med Ejvind Larsen.
Min gode ven, Peter Tranberg, formulerede sig helt tilbage i 1991 uforligneligt godt med en kronik den gang i Ínformation, og på en måde der falder fint i forlængelse af Ejvind Larsens skriverier: www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-44.pdf
Mit eget helt nye bud af samme skuffe er meget længere, men sikkert ikke klogere end Peters, fra 1991: www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-52.pdf
Ja, der er i den grad brug for en nedtrapning….jf. fx mit lille bud på et mere naturligt arbejdsliv.
http://ralph-sylvestersen.blogspot.com/2008/10/pen…
En ting, som man ikke skal undervurdere, er almindelige retfærdighedsforestillinger bland mange mennesker. Der synes at være en udbredt utilfredshed med det, som mange opfatter som et højt gageret driverliv på baggrund af de højere uddannelser.
Ethvert demokrati har altid måttet slås med spørgsmålet om borgernes lige status, og tidligere tiders samfund har løst problemet med fremmed arbejdskraft, herunder slavehold.
Det er selvfølgelig uacceptabelt i en moderne verden, især fordi alle lande på en eller anden måde må operere med denne borgernes lighed. Det er svært at pege på andet end en arbejdspligt til afløsning af værnepligten, understøttet af en høj grad af mekanisering af den nødvendige produktion, herunder ikke mindst selve grundlaget for en co2-negativ energiproduktion.
Et andet problem er flokmentaliteten, der driver os til at efterspørge det samme på samme tidspunkt. I gamle dage var f.eks. tøjmode forskud mellem landene og mellem storby og provins. Der er brug for et endnu mere radikalt brud, nemlig den enkeltes egen nysgerrighed fremfor hævdelse gennem statussymboler. Hvis vi allesammen ikke på samme tid vil drikke den samme type kaffe, f.eks., men i stedet på egen hånd forsøgte at finde det sjældne produkt direkte fra producenten, ville vi uden vækst konstant kunne møde nye oplevelser, uden at verden af den grund oplevede mere vækst.
Ralph, som du har opdaget, er pensionsfondenes værdi blevet voldsomt forringet over det sidste år. Måske er der håb om faldende tempo endnu.
Peter, du nævner det nødvendige arbejde og spørgsmålet om demokrati, kravet om lighed.
Jeg tror der både bliver mere og mindre arbejde i fremtiden. Problemet er at definere det nødvendige arbejde, afskaffe det overflødige og skadelige. Hvis det var en enkel opgave at definere det nødvendige arbejde, kunne vi koncentrere os om at fordele det demokratisk. Men det er ingen enkel opgave. Ikke des mindre er det “selve udfordringen, den egentlige nødvendighed”.
Altså er svaret RØV - reduceret økonomisk vækst, eller hvis vi skal være fine: revisioneret økonomisk vækst. Spøg til side…
Dybeste set er det jo ikke DØV der er problemet, eftersom økonomisk vækst sagtens kan forekomme, uden at referere til konkrete værdier eller værdier overhovedet, sådan som den verserende økonomiske krise er udtryk for. DRV - Den Ressourceforbrugende Vækst, derimod synes at være skurken, hvis vi forstår ressourcer som de naturgivne råstoffer som vi på en gang forbruger og ødelægger kloden med. Nej, økonomisk vækst er faktisk en af de få former for vækst der, i lighed med fx. kulturel vækst ikke i sig selv har nogen indvirkning på økosystemerne. Suma sumarum: lad den økonomiske vækst stige, forhåbentlig med et faldende befolkningstal til følge.
Søren
Suma sumarum: lad den økonomiske vækst stige, forhåbentlig med et faldende befolkningstal til følge.
Det har man gjort i årevis uden at det har været tilfældet. Hvis ikke vi begrænser retten til at reproducere sig så massivt som det sker, så skubber vi katastrofen ud i fremtiden. Vi overlader til vore efterkommere at være flere og flere, som slås om for få ressourcer. Det vil føre til krige og at mennesker udsletter hinanden.
Ja - den nuværende økonomiske krise er et udemærket eksempel på den overdrevne kapitalistiske tankegang der nemt gribes af grådighed.
Det er ikke første gang det er sket, og det ligner derfor en tanke, at især højrefløjen har svært ved at tage ved lære. På den anden side har venstrefløjen også vist sine egne historiske misforståelser.
Det var da en sjælden tankeløs og arrogant artikel, netop i Information.
Hvis udvikling er det, der skal sættes i stå? Skal de fattige i udviklingslandene aldrig have chancen for at få en bedre levestandard, eller forestiller forfatteren, at forkælede velfærdsdanskere vil acceptere en dårligere sundhedssektor, ældrepleje, børnepasning og uddannelse for i stedet at overføre penge til mennesker i udviklingslande, der hver især gerne vil arbejde, men som skal stoppes for ikke at skabe vækst?
Det er helt igennem et urealisabelt, dystopisk, planøkonomisk forslag, go det er tilmed totalitært i og med, at det må indebære, at mennesker tvinges til ikke at gøre noget, de ellers ville gøre af sig selv: Arbejde for at skabe en bedre tilværelse for sig selv og deres familie.
Torben M. P., du tilhører som dansker det økonomisk mest privilegerede segment af verdensbefolkningen, der med sin ene milliard af jordens snart 7 milliarder mennesker, ligger beslag på 85 % af verdens begrænsede ressourcer.
Du giver udtryk for den mest salgbare version af dette segments selvbeskrivelse hos sig selv i relation til deres rolle i forhold til verdens fattigdom og de miljømæssige konsekvenser af overforbruget. Du er så overbevist i din tro på denne udgave af sandheden, så artiklen i din udlægning kan reduceres til en ren provokation. Du er med andre ord det inkarnerede udtryk for den herskende og kommercielt succesfulde tro på markedet og de storforbrugendes selvforståelse. Du tilhører det købedygtige segment og du har købt det købedygtige segments foretrukne selvbeskrivelse i relation til den problematik Ejvind Larsen skriver om.
Spørgsmålet er så om de kommercielle succeskriterier kan bruges til at diskvalificere de mere videnskabelige forklaringer omkring sammenhængen mellem økonomisk vækst og mangel, som den omtalte rapport står for.
Her hos os er den eneste virkeligt salgbare version af løsningen på mangelsituationen og problematikken omkring vor egen pågående og aktive destruktion af klima, natur og egen mentale sundhed, den der handler om, at vort eget forbrug og svineri er vejen ud af den elendighed, vi skaber. At vort overforbrug er problemet, det er en ren provokation i denne verden, og det er en del af problematikken.
De fremstormende økonomier i Asien har sammen med den truende klimakatastrofe fået den rige del af verden til at fokusere lidt på planetens relativt konstante størrelse, men uden at det har medført en egentlig spørgen til grænserne for gyldigheden af den økonomiske rationalitet, eller det der står som den overordnede formålsmæssighed i den sejrende trosretning.
Troen på den økonomiske vækst er på den måde stadig det nærmeste, man kommer et alment accepteret mål for overordnet værdi og tilvækst af værdi. En delrationalitet har på den måde tiltaget sig religionserstatningens rolle, nemlig den økonomiske rationalitet.
Finanskrisen har heller ikke rokket ved troen på markedet. De gigantiske finansielle redningspakker vidner tværtimod om, hvor stærk man er i troen på, at markedet er løsningen på alle problemer. Det virker som om politikerne er parate til at ofre det meste for at redde markedet, det der skulle være løsningen på alle problemer, men som selv er blevet problemet!
Budskabet om at økonomisk succes for de købedygtige er problemet både
for dem selv og resten af verden, kan ikke sælges hos de købedygtige.
Der er her tale om en mekanisme som går i et med markedet og forhindrer
udbredelsen af den mere videnskabelige forklaring om markedet.
Hvis det er sandt, at der findes en sandhed om markedet som er højere end den der kan sælges på markedet, så er det den, at en sådan under alle omstændigheder vil være tilbøjelig til at gå under for markedets lov. Herudfra kan man se, at sandsynligheden for en sådan sandhed om markedets overlevelse hænger nøje sammen med distancen mellem ”forskning og faktura” og at dens sandsynlige overlevelse vil stige proportionalt med afstanden mellem ”forskningen og faktureringen”. Det er såre logisk.
Det ved man alt om i regeringen, hvor man er stærk i troen på markedet. Man køber ikke sandheden om den, og overlader den derfor til markedet.
Hvor dogmerne vidner om det religiøse forbud mod at relativere religionens udgangspunkt, der har det moderne samfund markedet.
Troen på at markedet skulle være udtryk for en højere form for rationalitet, er dog lige så religiøs, som det er religiøst at tro på, at en gud har skabt denne jord med et formål for øje. Men det moderne samfund behøver ikke forsvare sin tro. Det har markedet, og er parat til at ofre naturen og sig selv for at redde sin tro.
Begreberne dogmefilm, Antikrist og moderne selvdestruktiv adfærd kunne måske trænge til en renæssance i en eller anden form for provokerende syntese. Der er nok at tage fat i for den kreative klasse.
Grammatikken svigtede i det femtesidste afsnit, selv om logikken er den samme:
“Hvis det er sandt, at der findes en sandhed om markedet, som er højere end den der kan sælges på markedet, så er det den, at en sådan under alle omstændigheder vil være tilbøjelig til at gå under for markedets lov. Herudfra kan man se at overlevelsen af en sådan sandhed om markedet afhænger af distancen mellem ”forskning og faktura”, og at dens sandsynlige overlevelse vil stige proportionalt med afstanden mellem ”forskningen og faktureringen”. Det er såre logisk.”
OM MONETÆRØKONOMISK ’RIGDOMSVÆKST’ OG ØKOLOGISK/BIOSFÆRISK FORARMNING
’Penge’ er gældsbeviser på abstrakte kvantiteter af generaliseret ’bytteværdi’, der viser, at man har ’ret’ til at bytte dem med en tilsvarende kvantitativ mængde af ’ bytteværdi / pris’-fastsatte genstande eller ydelser på ’markedet’.
De er således udelukkende redskaber til at formidle de sociale relationer, der består i at bytte genstande eller ydelser (varer) på en kvantificeret måde.
Historisk er pengenes opståen og udbredelse meget parallelt forløbende med skriftsprogenes opståen og udbredelse.
Penge og skrift er de to tekniske opfindelser, der på den mest indgribende måde har forandret menneskeartens bevidsthedsform og sociale liv i det, vi kalder ’historisk tid’(ca. 4000 år).
En sådan forandring af bevidsthedsformen gennemlever alle ”moderne” mennesker på et individuelt plan gennem deres barndom ved at lære at læse og skrive og købe og sælge.
(Alligevel er det tilsyneladende kun få af disse ’moderne’, det vil sige ’alfabetiserede’ og ’monetariserede’, mennesker, der har gjort eller gør sig klart, hvordan disse tekniske opfindelser, der, som andre redskaber ved brug, hele tiden viser ud over sig selv, former deres bevidsthed og dermed deres omverden.
Lidt ligesom når en treårig purk første gang får en hammer i hånden og synes, hans omverden alene består af noget, man kan hamre på.)
Pengene, der formidler det sociale varebytte, kan kun gøre dette, hvis ’køberne’ og ’sælgerne’ har ’tillid’ til deres påtrykte og dermed påståede ’indhold’ af ’bytteværdi’.
I deres egen umiddelbare ’materialitet’ er ’penge’ tæt på at være (brugs)værdiløse, eftersom deres brugsværdi alene er deres påtrykte bytteværdisymboler.
I det meste af forrige årh.: Lidt papir og noget tryksværte, i dette for det meste yderligere reduceret til: Digitaliserede symboler i cyberspace.
’Tilliden’ til pengenes bytteværdi baserer sig på, at der er en ’statsmagt’, der har monopol på enten udstedelsen og/eller opretholdelsen af pengene og deres sociale funktioner.
I sidste ende grunder ’tilliden’ altså i en stats sociale voldsmonopol, som jo grundlæggende er, hvad der gør en ’stat’ til en ’stat’.
En byttehandel af brugsværdier uformidlet af penge behøver ikke en stats ”tillidsskabende” voldsapparat, men det gør et monetariseret marked/samfund.
Et monetariseret samfund/marked har således som sin uomgængelige forudsætning et ”tillidsskabende” voldsapparat – en stat.
Hvis ’tilliden’ skal kunne opretholdes, må voldsapparatet være rimeligt koeksistent med markedets udbredelse.
Hvis det ikke er det, kan det til nød udbygges med ’troværdige’ aftaler med andre ’voldsapparater’(stater).
Det i vor tid, og siden det 16nde årh., stadigt mere omfattende, såkaldte ”verdens”-marked, ’globaliseringsprocessen’, som bio-økologisk set har medført at dyrearten Homo Sapiens i udstrakt grad nu udgør én population med planeten som helhed som sin habitat eller økologiske niche, synes at nødvendiggøre også et planetariseret voldsapparat, altså en planetomfattende ’stat’, til at opretholde ’tilliden til pengene’, hvorfor indførelsen af en planetarisk enhedsvaluta vel ville være en logisk følge og/eller forudsætning for samme.
De økologiske problemer, som nævnte dyrearts (især skrift-)bevidsthedsfunderede teknologiske formåen, i udstrakt grad formidlet af pengenes sociale byttefunktioner, har afstedkommet, og som synes at kulminere i vor tid bl.a. med den såkaldte ’klimatrussel’, er jo ligeledes nu blevet planetomfattende og angår den planetarisk sammenhængende økosfære, biosfæren som evolutionær enhed, som helhed.
Mulige menneskelige, det vil sige sprog-bevidstheds-formidlede, løsninger på disse problemer må derfor frembringes gennem ligeledes planet-omfattende politiske beslutninger. Men sådanne kan kun frembringes gennem planetariserede politiske institutioner.
Indtil nu har de mest omfattende ansatser til sådanne vel været FN og de dertil knyttede organisationer, som i de senere år synes at være stivnet i utidssvarende strukturer og derfor inde i en forfaldsperiode samtidig med at mere begrænsede regionale transnationale sammenslutninger er under udvikling.
Men for at løse så store og omfattende problemer er, udover de nødvendige institutionelle rammer til at koordinere arts-individernes sociale handlekraft, selve problemformuleringen af afgørende betydning som udgangspunkt for selve problemforståelsen.
I en monetariseret økonomiforståelse, hvor man alene forsøger at forstå nævnte dyreart Homo Sapiens’ stofudveksling med dens økologiske niche (i nutiden som ovenfor nævnt: planeten som helhed), i den abstrakte bytteværdis kvantitative størrelser (teoretisk monetarisme), har man på forhånd udgrænset den kvalitative naturforståelse (de konkrete økologiske processer), hvorfor man alene kan se ’vækst’ som ren kvantitativ forøgelse.
Men som Søren K. ovenfor skriver: ”… økonomisk vækst (kan) sagtens … forekomme, uden at referere til konkrete værdier eller værdier overhovedet, …”.
Problemet er ikke den monetær-økonomiske ’vækst’ som sådan, altså den rene kvantitative forøgelse af den samlede sum af abstrakt ’bytteværdi’, en ren formalitet, men derimod det, at denne formaliserede kvantificerende anskuelsesmåde
(en ’moderne’ bevidsthedsform. I sin sociale betydning historisk svarende lidt til europæisk katolsk middelalderskolastik – men nu med Mammon som guden)
synes at forhindre mange i at se og forstå de konkrete øko-biologiske sammenhænge, som det teknificerende og teknificerede menneskesamfund indgår i, samtidigt med at denne monetærøkonomiske tænkning tilsyneladende frisætter en almen stræben efter abstrakt forbrugsforøgelse (den såkaldte ’grådighed’) uden en medfølgende bevidstgørelse af de konkrete og kvalitative ’omkostninger’, både individuelt, socialt og økologisk, ved en sådan.
Den, der forstår ’rigdom’ som noget monetært, synes således at gøre sig selv ’indskrænket og dum’, i hvert fald med hensyn til jordklodens biologiske livsudfoldelse som vedkommende selv er en del af, uanset uddannelse og om vedkommende ellers er politisk såkaldt ’venstre’- eller ’højre’-orienteret.
Denne ’indskrænkethed og dumhed’ forhindrer så igen, at de nødvendige beslutninger til politisk at sætte de økologiske krav og rammer for, hvorledes teknologierne må omstilles og udvikles, for at kunne indgå som velintegrerede dele og led i den samlede planetariske bio-/øko-sfæres stofomsætninger som sådanne, kan træffes.
Sådanne økologisk velbegrundede krav og rammer med de tilhørende nødvendige sociale institutioner til deres gennemførelse og realisering må være det afgørende kendetegn på et ’klogt og vidtskuende’ planetomfattende politisk program.
Dyrearten Homo Sapiens særlige sproglige bevidsthedsform, især i dens skriftform med tilhørende matematisk specialsprog, må begynde at forstå sig selv som planeten Jordens ansvars-bevidste ’bevidsthedsorgan’, hvis den ikke skal komme galt af sted som en anden ’troldmandens lærling’.
Om dette så i en monetariseret økonomiforståelse medfører/forudsætter monetær-økonomisk forstået ’vækst’
(den nominelle, rent kvantitative forøgelse af summen af abstrakt bytteværdi)
eller ikke er, økologisk og kvalitativt set, ligegyldigt, da en sådan ’vækst’ i den ikke-monetære realøkonomi vil være indholdsmæssig tom – ren inflation. Den frembringer kun bevidstløshed. Eksempelvis illustreret ved den nuværende såkaldte ’finanskrise’.
Begrebet ’vækst’ kan også forstås mere evolutionsbiologisk som kvalitativ ’kompleksifikation’.
Det betydningsfulde og afgørende er, om en sådan form for vækst er organisk integreret i bio-øko-sfæren eller ikke.
Med venlig hilsen
Kære Mark
Den fes direkte ind på lystavlen. Jeg har selv forsøgt at formulere det meget længere, med nogle andre ord i både bogform og utallige pamfletter som her.
For så vidt den økonomiske vækst er tom, dvs. for så vidt den udelukkende består i tilvækst i pengenes rene talværdier, kurser på gældsbeviser og andele i virksomheder, prisstigninger på produktionsfaciliteter og faste værdier uden at det ændrer på det priserne er pris på, så længe skader ”væksten” ikke noget direkte, fordi den, hvad de rene talværdier angår, er udtryk for inflation.
I lange perioder kan markedet tro på at de nominelle værdistigninger er udtryk for øget rigdom. Priserne på alt stiger her, uden at man oplever det som inflation. Men pludseligt kan troen forsvinde, og markedet kollapser. Købekraften hos dem, der har pengene, kapitalværdierne føles som mindre, talværdierne falder, man sparer derfor på dem, man har, og det kan ramme den reelle aktivitet osv. Lige som følelsen af at være rig, af at have mange penge i realiteten medfører, at der bruges flere penge, især hos dem der har dem!
Store dele af jordens befolkning har stort set ikke andel i pengeøkonomien. De har en andel i pengeøkonomien på noget der svarer til 11 kroner om dagen eller mindre (det gælder ca 40 % af jordens befolkning). Deres efterspørgsel er ikke afgørende for prisdannelsen, for deres købekraft og udsigt til at få andel i den er fra næsten ubetydelig til helt ubetydelig. Andre, f. eks. dem der repræsenterer de 14 % af verdens befolkning, som forbruger ca. 5/6 af de af de begrænsede ressourcer, som indgår i pengeøkonomien, deres påvirkning af jorden med dens mulighedsbetingelser for livet i det hele taget er proportionalt langt større end dem, der stort set ikke har del i det liv, som formes af det pengeøkonomiske system.
Den økonomiske rationalitet, det som prisen er udtryk for, de værdier som ses som økonomiske værdier, er udtryk for noget, som kommer til syne via den kognitive performance, som lever ved mediet penge, forståelsen og den daglige omgang med penge, den fortrolighed og tillid vi som moderne mennesker har med dette kommunikationsmedie, penge. Når vi således orienterer os økonomisk, dvs. ser værdierne som de prissatte værdier, ja så ser vi på omverdenen til det pengeøkonomiske system, som det der er og kan prissættes. Det er selvfølgelig kun en måde at se på verden på, altså kun en form for reference til verden, en form for rationalitet. Men det store problem for ”det moderne succesadækvate vesterlandske menneske” er, at det har så forbistret svært ved at forstå, at prisen ikke svarer til genstanden, at det netop kun er i økonomisk forstand, at prisen svarer til noget, at de værdier der kommer til syne ved den særlige måde at orientere sig på, når man tænke økonomisk, ikke er udtryk for den adækvate gengivelse af genstanden for opmærksomhed.
Som min elev, Niklas Luhmann skriver, så svarer systemets indre symbolik ikke til noget som helst, og andre former for indikationer, end dem der lever ved et system som det økonomiskes egen semantik, de reduceres til det inkommensurable, eller det diabolske, som han skriver.
Kunsten er at se, hvad man kan se, når man ser, som man ser, når man f eks. orienterer sig økonomisk og hvad man absolut ikke ser. Det er ikke sikkert at alverdens problemer kan løses ved at satse ensidigt på den økonomiske rationalitet. Men det fordrer en ikke økonomisk rationalitet at kunne se begrænsningerne i den økonomiske rationalitets gyldighed.
Det er et problem, at det økonomiske system ikke kan fungere uden økonomisk vækst. Vores problem er det økonomiske system, og ikke kun de økonomiske problemer. Det økonomiske system er problemet.
Vores problem er det omfang, hvormed det økonomiske system determinerer vort liv f.eks. Det økonomiske system er desuden, og netop fordi det bestemmer så meget, et stort problem i bredere forstand. Vores problem i bredere forstand er netop det økonomiske system, og ikke kun de økonomiske problemer. De økonomiske problemer er der økonomiske løsninger på. Men der er ikke en økonomisk løsning på det, at det økonomiske system er et problem, at det ikke virker uden reel økonomisk vækst i forbrug af naturressourcer osv. Det kan man ikke se, når man tænker økonomisk. Og ikke ret mange er i stand til at se sig selv som den der tænker økonomisk. De tænker bare økonomisk.
Godt indlæg, Steen. Tak for det. Du har fat i noget af det essentielle der.
Fra Steen Ole Rasmussens indlæg:
“Men der er ikke en økonomisk løsning på det, at det økonomiske system er et problem … Det kan man ikke se, når man tænker økonomisk. Og ikke ret mange er i stand til at se sig selv som den der tænker økonomisk. De tænker bare økonomisk”
og videre
“Kunsten er at se, hvad man kan se, når man ser, som man ser, når man f eks. orienterer sig økonomisk og hvad man absolut ikke ser. Det er ikke sikkert at alverdens problemer kan løses ved at satse ensidigt på den økonomiske rationalitet. Men det fordrer en ikke økonomisk rationalitet at kunne se begrænsningerne i den økonomiske rationalitets gyldighed”.
Jeg vil blot, på egen bekostning vel at mærke, perspektivere disse tanker til M. Heideggers definition af “teknikken”. Teknikken definerer Heidegger ikke som en måde at udføre opgaver, eller at gøre noget på, men som en måde, at tingene viser sig for os på, før vi begynder at håndtere dem. Altså således som det økonomiske udsyn påkræver økonomiske tiltag, overhovedet før vi begynder at lave konkrete økonomiske analyser.
Grunden til, at vi ikke kan se, at den økonomiske forståelse af verden og de problemer der udspringer heraf, ikke selv kræver en økonomisk løsning er, fordi vi selv ikke kan tænke ud over økonomien. Økonomien kræver en ikke-økonomisk løsning. De økonomiske tiltag udspringer af samme rod som økonomien, og derfor når man aldrig ind til kernen af problemet om økonomi gennem økonomien selv. Således er essensen i teknikken, for Heidegger, ikke selv teknologisk.
Hvad er teknik? Her er det forkert at bestemme teknikken instrumentelt, da dette selv er en teknisk måde at udlægge verden på. Teknikken unddrager sig vores herredømme, da de mål og behov vi har, selv er udsprunget og bestemt af teknikken. Når Heidegger spørger til teknikkens væsen, så spørger han ikke til hvad der karakteriserer alle former for teknologi, men dermed til den underliggende værensforståelse der muliggør selve teknikken. Den instrumentelle forståelse af teknikken som et redskab, er dermed for overfladisk. Da instrumentalitet selv er teknik. Det væsentlige er slet ikke de midler der anvendes, men den måde som teknikken afslører alt det værende på. Det er en værensforståelse der kun lader det værende fremtræde for os som råmateriale, energikilder og ressourcer – selv mennesket som en “human ressource”. At ville løse et ressourceproblem med ressourcer, er selv udtryk for problemet. Det samme er det at ville løse økonomiske problemer med økonomi – for det er i bund og grund udtryk for, at verden kun kan vise sig for os som økonomi, og at man ikke er i stand til at tænke herudover.
Når alt betragtes som ressourcer og manipulerbart materiale for videre konsumption eller effektivisering, da mister alle ting deres egenværd, i og med de kun er til for noget andet. Ting og mennesker bliver dermed ikke mål i sig selv, men mål for en videre proces og en funktionssammenhæng, hvis mål ligger i det uvisse. For at løse dette problem må man tænke mennesket og tingene på en anden måde. Det kan ikke nytte at speede processen og funktionssammenhængen op eller ned, for dette er selv udtryk for det grundliggende problem. Løsningen på økonomiske problemer er dermed heller ikke mere økonomi. Lige så vel som løsningen på moralske problemer, ikke er mere moral.
Heidegger omtaler derfor teknikken som den største fare. En fare der er så meget større i og med, at vi ikke opfatter faren, men i vores iver for at løse problemer og farer, blot bidrager endnu mere til det, vi ville løse i første omgang. En kontrollerende teknik kræver ikke mere kontrol. Det er således ikke de tekniske redskaber, der truer os, men derimod teknikkens væsen dvs. den teknologiske værensforståelse, der kun lader os opfatte løsninger på tekniske problemer ud fra teknikken selv.
Det er altså ikke tilstedeværelsen af teknikken og af maskinerne, der gør vores tidsalder teknisk. Men det er fordi vores tidsalder er teknisk, at tilstedeværelsen af maskiner overhovedet bliver mulig. Teknikkens totaliserende herredømme gør os blinde overfor andre forståelsesmuligheder end den instrumentelle og tekniske, hvorfor vi også kun kan finde ud af at løse tekniske problemer teknisk – og dermed blot graver hullet dybere.
Tak igen Andreas Møller Lange
Faktisk blev jeg lidt overrasket, da jeg genkendte hvor Heideggersk mine formuleringer er. Der er muligvis et eller andet, som ligger på rygmarven her, og så stikker det sit hoved frem, når jeg tror, at jeg selv skriver.
I midtfirserne lærte jeg at læse tysk, ved at læse Heidegger. Det tog så lang tid, så jeg ikke kunne undgå at blive præget af det, og hans noget specielle ordforråd gjorde, at jeg var nødt til at kaste mig over nogle andre igen, for at gøre det lidt større. På den måde kom jeg til Niklas Luhmann over Nietzsche, Kant, Husserl, Hegel, Marx m.fl.
I dag er jeg udtalt Luhmannfanatiker. Men de andre er der endnu, lige som de var ind i mellem.
Den der tror han eller hun formulerer sig frit og personligt, huan skriver som regel med ført hånd, af en af de idioter man en gang så for sig som det store lys, som om de havde fat i den lange ende. Det har de så måske også.
venligst Steen
Kære Steen,
Det med at skrive med ført hånd kender jeg også selv alt til. Der ligger en måde at tænke på, på rygraden - som du også siger - som er enormt svær at abstrahere fra. Spørgsmålet er, om man er (kan være) forfatter til sin egen tekst i første omgang. Det er der skrevet stolpe op og stolpe ned om andre steder (forfatterens død etc.).
Bare for at få det på det rene (selvom jeg tror det er på det rene i forvejen). Jeg ville ikke med indlægget sige, at du imiterede Heidegger (eller hans tanker)- slet ikke. Jeg ville blot sige, at du har fat i noget af det helt essentielle i dit indlæg. Jeg mener, det er vigtigt at få dette frem. Og det er en indsigt, man nok (sagtens) kunne have formuleret uden at have læst Heidegger. Men nu har Heidegger skrevet noget lignende i forbindelse med teknikken, og for at sætte det vigtige på spidsen i DINE formuleringer, ville jeg lige perspektivere.
Hej igen Steen Ole (og også Andreas M. L.)
For at komme videre i forståelsen af økonomi/økologi-problematikken vil jeg mene, vi må foretage og mere gennemført fastholde en klarere distinktion med hensyn til ’økonomi’-begrebet.
En distinktion der nu og da kommer til syne med betegnelser som ’pengeøkonomi’ og ’realøkonomi’ men også forsvinder lige så hurtigt igen i den uafklarede og sammenfattende betegnelse ’økonomi’, så fastholdelsen og uddybningen af problemanalysen vanskeliggøres.
Gyldendals fremmedordbog:
Økonomi:(Græsk: Oiko-nomos. Oikos =Hus, Nomos= Lov, regel, af nemein= fordele, styre.) husførelse, forvaltning, menneskenes virksomhed for at tilfredsstille deres materielle behov.
Vi må skelne mellem ’økonomi’ forstået som monetært kvantificerende, kalkulerende regnskabsteknologi (penge- eller monetær-økonomi), som denne historisk er udviklet gennem den skriftsprogbaserede bevidsthedsteknologi benævnt aritmetik(’mængdelære’) i de mere og mere monetariserede samfund og så som omsorgsfuld bio-’fysiologisk’ habitat-’forvaltning’ i alle typer samfund(real-økonomi).
Altså en fornuftig (bio-økologisk velintegreret) ’forvaltning’ af vor biologiske arts økologiske bosted/habitat
(artens ikke selvskabte men naturgivne ”hus” at forvalte. I dag den biosfære-klædte jordklode som helhed)
i vores fællesmenneskelige virksomhed for at tilfredsstille vores materielle behov
(og, vil jeg tilføje, de materielle forudsætninger for vores ikke-materielle behov).
En ’forvaltning’ der må respektere, indordne og tilpasse sig ”husets” naturgivne, komplekse kvaliteter, altså bio-/øko-sfærens evolutionært udviklede dynamisk sammenhængende helhed.
’Naturen’ er vor lærermester ikke vores ansatte/slave. Man kan kun ’beherske’ den ved at ’adlyde’ den. Så ’beherskelsen’ består lige så meget i en selvbeherskelse.
En sådan ’forvaltning’ vil have mere ’fysiologisk’ end monetært kalkulerende karakter. Hvilket også må begynde at præge de ’økonomiske’(og sociologiske) begreber, så de kan blive mere ’realistiske’ dvs. habitat-integrerende.
En sådan tilpasning og indordning forudsætter en udforskning og efterfølgende både rationel (videnskabelig)og emotionel (kunstnerisk) kollektiv bevidstgørelse af disse klodeomspændende natursammenhænge, hinsides markedsmæssige regnskabs-kalkulationer og/eller demokratisk kvantitative flertals-afgørelser.
Altså forskning/videnskab og kunstudøvelse foretaget uafhængigt af monetær-økonomiske og politiske særinteresser.
For kunstudøvelsens vedkommende er denne uafhængighed vel, hvad der adskiller den fra den markedsførende reklameindustris hensynsløst omklamrende, påtrængende og ’hjernevaskende’ produkter.
En sådan ’økonomi’ vil være forskellig fra den nuværende snæversynede ’monetære’, som har sit udspring i en særligt internt samfundsmæssig instrumentalisering, nemlig den specifikke individuelle opgavefordeling blandt arts-individerne, ved hjælp af det monetariserede markeds bytterelationer således som disse kommer til udtryk gennem den abstrakte bytteværdis kvantificerende metode.
I kapitalismens epoke er denne monetære instrumentalisering yderligere blevet udstrakt til også at omfatte arts-individerne selv, så disse på ’arbejdsmarkedet’ får ’vare’-karakter som ’arbejdskraft’ der kan købes og sælges.
Ligesom de ikke-menneskelige omgivelser, ’habitatet’, ganske ubiologisk (og uvidenskabeligt) i denne monetær-økonomi-forståelse opfattes som noget ’væsens’-fremmed fra Homo Sapiens dyrearten selv, ’fortryllet’ og blændet som dyrearten har let ved at blive af sin egen enestående, først evolutions-opståede talesprogs-bevidsthed, og så den senere genom-overskridende, kultur-skabte skriftsprogs-teknologi, hvorfor habitatet/øko-bio-sfæren derfor reduceres til ’råstof’, der kan skaltes, valtes og handles med efter vilkårligt forgodtbefindende.
Yderligere giver denne ’monetær-økonomi’ de mennesker, der indtager de centrale administrative beslutningspositioner i det monetære ’apparat’ i samfundet en tro på, at dette som sådant er en instrumentelt manipulerbar teknificeret mekanisme, hvad enten det så er i en såkaldt ’liberalistisk’ privatkapitalistisk eller en statskapitalistisk såkaldt ’socialistisk’ udgave.
I sidstnævnte er markedsmekanismerne delvist og mere eller mindre vilkårligt sat ud af kraft uden at der er indført andre (’fysiologiske’) feed-back-mekanismer fra de elementære samfunds’celler’, de enkelte individer, i rollerne som ’forbrugere’ til individerne som ’producenter’, så den stadigt monetært baserede købekrafts fordeling nu vilkårligt besluttes af magthaverne.
Noget der også kan gøres, men måske mindre vilkårligt under ’privatkapitalismen’ via f.eks. skattelovgivning.
(I denne forbindelse: Tænk på ’bankpakkerne’ under ’finanskrisen).
Denne skelnen mellem en ’monetær-økonomi’ og en ’biofysiologisk’ ’real-økonomi’ nødvendiggøres af to indbyrdes forbundne forhold:
For det første:
Da ”huset” (bio-/øko-sfæren) netop ikke er menneskeskabt men et selvstændigt meget komplekst dynamisk sammenhængende hele i stadig forandring (Den biologiske evolution), hvorigennem menneske-arten selv som en enkelt ’beboer’ i denne helhed er fremgået, kan dets forskellige elementer og deres indbyrdes betydningssammenhænge ikke udtrykkes gennem udbud/efterspørgsels-mekanismernes rent samfundsinterne, monetære prisfastsættelser, eftersom
For det andet:
Det penge formidlede marked ikke afspejler menneskehedens generelle behov og de af den overordnede øko-/biosfæres funktionssammenhænge nødvendiggjorte ofte langsigtede investerings-prioriteringer og teknologi-tilpasninger men derimod alene afspejler den umiddelbare monetære købekraft, således som denne på en højest ulige måde er fordelt blandt arts-individerne uafhængigt af deres individuelle behov og alene bestemt af deres gensidige markedsmæssige og politiske ’styrkepositioner’.
Dette forhindrer og/eller forvrider produktionsteknologiens økologiske integrationsevne og produktionens indbyrdes mængdeforhold bort både fra den biosfæriske helheds naturlige velafbalancerede funktionsduelighed og menneskeartens behovstilfredstillelse som helhed til fordel for større eller mindre gruppers (på globalt plan: Nationalstaters) særinteresser.
Et forhold du jo på glimrende vis gør opmærksom på både i din karakterisering af Torben M.P.s indskrænkede forståelse og i dit svar til mig.
Med venlig hilsen
Hej Andreas,
Jeg har med interesse læst din henvisning til Agambens differentiering af ”livets to kapaciteter” i tråden ”En formiddag i ingenmandsland”
( http://www.information.dk/187819):
’Zoe’: det biologiske liv og ’Bios’: det politiske liv og så ’Homo Sacer’ som ’skismaet’ mellem disse to ’kapaciteter’, som det kommer til udtryk med f.eks. de ’ikke-borgere’, der opholder sig her i nationalstaten Danmark ’på tålt ophold’.
Kunne man sige at disse ’Homo Sacer’-mennesker, som millioner af andre flygtninge, ’virtuelt’ befinder sig i det fremtidige planetariske økologi-integrerede samfund, hvor ’kapacitets-skismaet’ nødvendigvis må ophæves, så der sker et sammenfald mellem ’Zoe’ og ’Bios’?
Også med venlig hilsen
Er der overhoved nogen der har en definination af ‘økonomisk vækst’?
Er det bare at vi skal spise mere og mere, eller mener de at der bliver flere og flere penge? Flere penge er jo bare mindre værd. Og er menneskelig vækst en antagonist til økonomisk vækst.
I naturen vokser alting jo så det kan vil ikke være væksten i sig selv der er noget galt med. Vi vokser også som børn, men vi ved jo godt at at efter 20 år er det skadeligt at vokse mere. Så vækst til en grænse?
Er økonomisk vækst i familie med vækkelse?
http://borsen.dk/?treeid=2510&threadid=7513&res_pr…