“Freud er død,” siger den kvindelige hovedperson i Lars von Triers Antichrist som en affærdigelse af de ‘mærkelige drømme’, hendes mand har drømt om natten. Men hele filmen består naturligvis af lutter mærkelige drømmebilleder, der gør Freud så levende, som han nogensinde har været.
Filmen kan ses som én lang udfoldelse af det, Freud kaldte ‘urscenen’: Det lille barns forestilling om forældrenes samleje, hvad enten den er ren fantasi eller bygger på en overværelse af dette samleje. En forestilling, der i billeder søger svar på oprindelsens gåde: Hvor kommer jeg fra? Af hvilket begær blev jeg født?
Urscenen velsignet
Antichrist åbner med en regelret urscene: Forældrene har sex i badeværelset, den lille dreng vågner, lister ud af sin seng og ser dem. Men hvilken urscene! Hvilke billeder! I slow motion og underskønne, sort-hvide close ups fremstilles elskovsakten så erotisk, at selv det indklippede ‘meat shot’ bliver et smukt, smukt billede, akkompagneret af Händel’sk englelyd. Og da den lille dreng vender sig fra synet, ser han lykkelig, befriet, nærmest velsignet ud og vandrer målrettet hen mod det åbne vindue, hvor han kaster sig ud i den snefyldte nat som en fredfyldt engel.
Drengens fald klippes sammen med forældrenes seksuelle fryd: drengen svajer sig som moderen og krummer sig som faderen; hans billede gøres ét med deres, så hans blide snefnug-polstrede fald mod døden løber sammen med forældrenes fald mod orgasmen.
Det er urscenen som frelse, urscenen som velsignelse, barnets mareridt forvandlet til de smukkeste drømmebilleder, det er Bergmans tematik i Tarkovskijs billeder. Det er genialt.
Urscenen som mareridt
Det, resten af filmen handler om, er at give os den grumme version af urscenen, nu med tilskueren i rollen som det lille barn. Fra sorg gennem angst til fortvivlelse, som er titlerne på filmens tre kapitler, arbejder vi os frem mod det sammenfald af sex og mord, som er det lille barns fantasi om den voksne seksualitet. Tilskueren befinder sig i samme position som barnet, der overværer forældrenes samleje: udsat for gådefulde billeder af mandens og kvindens kroppe, der omgås brutalt med hinanden; blottet for den erotik, der kan give kroppenes kamp mening og skønhed.
Denne urscene er ikke bare Freuds urscene, men selve filmkunstens urscene. At være tilskuer til en film er at være passivt udsat for billeder, som man ikke selv har bedt om at få smidt i hovedet. Glem alt om feministiske filmteorier, der udnævner tilskuerens blik til at være det beherskende, falliske blik. Er man tilskuer til Triers Antichrist, er man ikke fallisk beherskende, men afmægtigt udsat for billeder af det skønneste skønne og det grummeste grumme. Glem derfor også, måske ikke alt, men det meste om feministisk kritik af von Triers kvindebilleder. Right, filmen fremstiller på sin vis kvindens begær som roden til alt ondt, og Charlotte Gainsbourgs kvindeskikkelse gennemspiller stereotyperne fra hysteriker til heks. Men Willem Defoes mandeskikkelse, svævende mellem Kristus og Antikrist, mellem sadist og offer for den kvindelige seksualitet, er langt fra heroisk. Og begge er de drømmebilleder, som tilskueren udsættes for og (trods stor allegorisk distance) glimtvis kan identificere sig med, som barnet i faldet identificerer sig snart med morens svajning, snart med faderens krumning.
Den faldne natur
“Han kan filme kærlighed som mord og mord som kærlighed,” sagde Truffaut om Hitchcock. Og pegede hermed ikke bare præcist på et særtræk ved Hitchcock, men noget essentielt ved filmkunsten overhovedet. Nemlig at dens urscene er den samme som den freudianske. At være passivt udsat for billeder, som tilskueren i den mørke biografsal er, svarer til at være udsat for billeder af voksen seksualitet, der for det lille barn ser mere ud som mord end som kærlighed.
Hvis der efter barnets død er en person, der bærer barnets perspektiv videre - det perspektiv, som også er tilskuerens, er det manden (Willem Dafoe). Eller man skal måske sige det sådan: Det skrækindjagende syn, som barnet ifølge den konventionelle urscene burde have haft (men som forunderligt forvandles til et befriende syn), præsenterer sig i det følgende dels for tilskueren, dels for manden. Da han og konen efter barnets død tager ud til deres hytte i den hæslige, gudsforladte natur (ironisk kaldet ‘Eden’, selve paradisets have), åbenbarer sig ét efter ét tre dyr for ham: en hind med et dødfødt kid dinglende ud af underlivet, en ræv, der har bidt et stort åbent sår i sig selv, en sort og skrigende ravn. Alle tre ‘åbenbaringer’ fremstilles med pludselighedens chokeffekt og kan betragtes som den rå, blodige, hæslige dimension ved urscenen, som er helt udeladt i indledningens ‘skønne’ version.
De tre dyr bliver genkommende motiver i filmen og svæver et eller andet helt sindssygt og fuldstændig genialt sted mellem uhyggelige, allegoriske billeder og søde Disney-figurer. Der indlægges en henvisning til, at de står for sorg, angst og fortvivlelse, og at deres samtidige tilsynekomst står for død - så da de træder ind i hytten, ved vi godt, hvad klokken er slået (nemlig: urscenens fuldbyrdelse i drab), samtidig med at vi et øjeblik kan tro, vi er til julebal hos Snehvide. Aldrig har jeg set noget lignende.
Den afmægtigt udsatte position (barnets, tilskuerens, mandens) bliver i filmen også en Kristus-position. Willem Dafoe bliver både stigmatiseret (af igler), mere eller mindre korsfæstet (af kvinden) og herefter anbragt i en (ræve-) grav, hvor en stor sten med al tydelig symbolik rulles for indgangen. Antikristisk vrangvendt bliver myten, da Charlotte Gainsbourg ikke kan finde den mand, hun har korsfæstet, og som en grotesk Maria Magdalena går rundt og skriger: “Hvor er du? Hvor er du?” indtil hun bevæbnet med spade (som hin gartner, der så den genopstandne Jesus?) giver sig til at grave ham ud af graven.
At det ikke er den frelste, men den faldne natur, vi befinder os i, bekræftes af de agern, der bliver ved med at falde og falde mod hyttens tag, i uhyggelig, enerverende monotoni. Med den faldne naturs motiv bliver det faldende barn i starten næsten en styrtende lysengel, en Lucifer.
Kastrationen
Skulle man, trods hele filmens urscene-karakter, stadig tro, at Freud er død, bliver det virkelig svært, da urscenen fuldbyrdes ikke alene i drab, men også kastration. Mandens og kvindens gensidige kastration har vi kendt i hvert fald siden Strindberg, men von Trier nøjes naturligvis ikke med at lade den udspille sig verbalt, den skal realiseres i kød og blod og inkluderer et billede af en penis, der græder blodtårer (og endelig får mig til at forstå, hvorfor Mads Mikkelsen som skurken skulle græde blod i Casino Royal).
Her indskriver filmen sig i hele den passion for det reelle, som kendetegner kunsten (og i bredere forstand kulturen) i dag: Vi vil have ‘the real thing’, det rå kød, ind under huden. ‘A bite of the real’ som en klog amerikansk dame har kaldt det i sin analyse af den nyeste version af Cape Fear, hvor den psykopatiske voldsforbryder (Robert De Niro) rent faktisk tager en ordentlig bid af sit offers kind, så det blodige ansigtskød blottes. I Antichrist’s kastrationsscene, som er den, der har givet garvede filmanmeldere kvalme, lukkede jeg øjnene og savnede Strindberg.
Filminstruktøren Christian Braad Thomsen ynder at fortælle, at han, da han havde set von Triers Idioterne, ikke kunne blive enig med sig selv, om den var et makværk eller et mesterværk, men bestemte sig for, at den var et mesterværk.
Jeg gør det samme med Antichrist. Dens billeder har et insisterende efterliv i den afmægtige tilskuers bevidsthed og synes at bæres af en nødvendighed, som er større end plottets.
En insisterende nødvendighed, der snarere ligner drømmens. Som skærer ind til benet af det, der både er filmens og subjektets urscene.
Kommentarer
Fin læsning! Men hvem er denne kloge, amerikanske dame?
,, Du slidse i det hvide kød;/
som livet mig som bød,/
så rosa som et morgenskær,/
men mere våd og mere nær,/
end nogen dugfrisk morgens fred:
Mirakel.
(lat. Miraculum genstand for undren)
Lysten og seksualiteten er mirakler.
Forplantningen og forelskelsen er mirakler,
kærtegnet og Orgasmen er mirakler,
huden og kønnet er mirakler,
Kærligheden er et mirakel,
Verden.
Om det er en ny udgave af Kusse Uhyre Syndromet manden lider af ved jeg ikke, men det lyder sådan,
Dianose kusse pisket.
Mænd lidende af det, har den ydmyende tro at maskulitet er naturens måde at sige : du er et røvhul.
Manden med K.U.S.:
under intens stress prøver han at feminisere
og omlægge sig selv — lidende af en udpræget forringelse
af alle logiske tanke proccesser.
Han forestiller ofte sig selv fortabt i en række af kamosin røde huler med kødligende vægge dækket af sædvæske, mos jordnæddesmør og glidecreme.
som livet mig som søster bød. yndskyld søster, et Freud slip.
Det er det værste selvhøjtidelige vrøvl jeg har læst i lang tid.
Hvad skal man blive udsat for? Hvornår begynder man at se på Lars von Trier som den syge, tossede og uharmoniske person han er? Istedet for at løfte ham op til en genial kunstner fyldt med syge fantasifostre som de fleste mennesker kun ryster på hovedet af ?Og hvor selvhøjtidelig kan man være. Som psykolog og psykoterapeut gennem 30 år kan jeg overhoved ikke genkende dette - og Freud er heldigvis død.
Hvornår begynder bedrevidende og selvhøjtidelige filmfolk og kunstnere at blive mere jordnære og realistiske??
Kære Lilian,
tak for et gennemarbejdet og skarpt bud på en vej gennem denne kæmpe allegoriske labyrint. Med dig som rejsefører, synes turen nærmest velkendt. Stor anerkendelse herfra.
Nu vi er ved det: hvad med slutscenen? ..
@ Helge
Åhh ja - jeg længes også efter en verden der kun producerer det vi allesammen forventer, en verden uden overraskelser.
Det lyder som om du har givet op og ønsker at alle mennesker burde begynde at tage lykkepiller med det samme.
Gab!
Kære Uggi
Nej, jeg ved jo der er mange skøre ting her i tilværelsen (jeg har talt med pædofile, mordere, misbrugere, stofmisbrugere, schizofrene, borderline, mennesker der har pint dyr, sig selv og andre, voldtaget små piger, sat ild til huse, banket sin kæreste og misbrugt sine børn - you name it…), det har jeg jo arbejdet med i 30 år. Men at hylde Lars von Trier som et geni det er bare for meget. Det afvigende og destruktive bliver ophøjet og gjort til noget særlig (godt??), og det synes jeg ikke om.
Hvorfor skal de sunde være kedeligt og det afvigende og destruktive spændende - det sunde og gode er jo det mest livsgivende, vidunderlige, spændende og fantastiske som findes - det bliver man virkelig høj af - meget bedre, meningsfuldt og stimulerende end heroin, kokain, meningsløs tilfældig sex eller hvad anden man nu giver sig i kast med….
Det var bare det jeg sådan ville give udtryk for …..
Kære Lillian
Tak for en fremragende artilkel, men det er ikke bare Händel - det er “lascia ch’io pianga” (lad mig græde) fra Händels opera “Rinaldo”.
Arien blev i 1700-tallet regnet for kastratsangeren Farinellis (Carlos Broschí’s) absolutte glansnummer.
Her et link til en udgave med vor tids største nulevende kontratenor, Phillippe Jaroussky (nyd den og sæt alt andet på stand by i fem minutter).
http://www.youtube.com/watch?v=C4sQlOHcvjI&feature…
Tekst:
Lascia Ch’io Pianga
Lascia ch’io pianga la cruda sorte,
E che sospiri la libertà!
E che sospiri, e che sospiri la libertà!
Lascia ch’io pianga la cruda sorte,
E che sospiri la libertà!
Lascia ch’io pianga la cruda sorte,
E che sospiri la libertà!
E che sospiri, e che sospiri la libertà!
Lascia ch’io pianga la cruda sorte,
E che sospiri la libertà!
[English oversættelse:]
Let me weep over my cruel fate
And that I long for freedom!
And that I long, and that I long for freedom!
Let me weep over my cruel fate
And that I long for freedom!
Let me weep over my cruel fate
And that I long for freedom!
And that I long, and that I long for freedom!
Let me weep over my cruel fate
And that I long for freedom!
I Gérad Corbiaus noget oversete film “Farinelli - Il castrato fra” 1994 synges arierne dog ikke af Jaroussky (der formentlig har været for ung og ukendt dengang), men er et miks af Derek Rogin og Ewa Mallas stemmer.
–
Jeg har ikke set Antichrist endnu, men valget af Lascia ch’io pianga er næppe tilfældigt. Det er en vidundelig arie, hviket i sig selv kunne være grund nok til at vælge den, men i lyset af din analyse åbner valget af arien og handlingen i Rinaldo og Farinellis liv og skæbne for yderliger motiver og felter i din retning.
I Corbiaus film er temaet iøvrigt netop “det tabte barn”.
@ Helge
Uanset om man kan lide hans film eller hans kompromisløshed, så er det vel ret uomtvisteligt at manden er et af de største talenter inden for dansk film nogensinde.
Alene det at han har fået dig til tasterne, for at skrive om en film du ikke har set endnu, i en genre der slet ikke er din kop te er sku da en bedrift.
Uden selv at have set filmen bliver jeg mere og mere overbevist om at manden er et geni!
Efter denne strålende analyse - tak for den, Lilian Munk Rösing - kommer der nok til at gå et par år, før jeg får mod til at se filmen. Det gjorde der også med flere af de foregående film. Jeg fortrød det ikke, da jeg endelig fik mig taget sammen, men denne film er vist for stærk kost for mig lige p.t. Nogle ting må man hærde sig til at modtage. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Lars von Trier er genial.
@uggi kaldan
“Åhh ja - jeg længes også efter en verden der kun producerer det vi allesammen forventer, en verden uden overraskelser.”
Det er jo spørgsmålet hvor mange overraskelser Von Trier byder på. Man kan sikkert godt som Lillian Munk Rösing udmærket gør, se det som en form for udforskning af en freudiansk urscene, men det virker som om det sker på bagrund af god gammeldags kristen syndsbevidsthed. Gud var åbenbart Von Triers medinstruktør og derfor bliver naturen, satans kirke, civiisationen er en tynd fernis o.s.v. Det virker mere eller mindre, som om det er Von Trier på automatpilot, hvor han mere befæster nogle freudianske og kristne kulturelle myter, fremfor at udfrordre dem og vi bliver allesammen visuelt spanket for vores synder, ligesom man har på fornemmelsen, at Von Trier får nydelse af, at blive spanket verbalt på Cannes-festivalen. Det er sikkert guf for freudianere og kristne. Sammen med Mel Gibsons “The Passion Of Christ” bliver “Antichrist” sikkert en af Ruth Evers yndlingsfilm, eller hun vil sikkert føle sig underligt draget af den, på grund af al den fede exorcisme den åbenbart indeholder.
Hvor mange andre end en lille håndfuld litterater tror stadig på Freud, som om han var en religiøs visionær, der havde skuet den dybeste sandhed om “mennesket”?
Jeg er enig med Søren Rehhoff - det er på tide, at vi får udfordret vores kulturelle myter, fremfor endnu engang at blive spanket med dem til udmattelses- og brækpunktet. Så kan det være at den visionære filmkunst for alvor kan blive visionær igen og film- og litteraturanmeldelerne kan blive relevante og interessante at beskæftige sig med for andre end den lillebitte Freud-kult, nogle af dem selv tilhører.
Vibeke Nielsen
Freud bliver jo vedvarende nytolket. Det skulle ikke undre mig, hvis filmen viser sig at kunne tolkes helt anderledes end på den ’gammeldags’ måde, som artiklen giver udtryk for.
Bortset fra det, så er jeg enig i, at myterne ikke skal få lov til at leve i fred.
@ Søren
Nu har jeg jo faktisk indtil videre slet ikke forholdt mig til indholdet - og det vil jeg stadig afholde mig fra eftersom jeg stadig ikke har set filmen.
At man på en filmfestival som Cannes, der ellers er vant lidt lidt af hvert, og i år 2009 hvor mange dogmer ellers er blevet udfordret, stadig formår at vække opsigt, det taler vel for sig selv.
Hvornår var du sidst ved tasterne for at analysere en film som jeg formoder du heller ikke har set endnu?
Jeg tror ikke (men kan ikke vide det) von Trier får speciel nydelse ud af at blive spanket, men jeg tror heller ikke han forsøger at undgå det.
Hvis jeg skal definere en kunster, så er det nok nærmere en der ikke kan lade være med at lave det han laver, ikke en der vælger krydsilden, og hvis det var så nemt at lave det han laver… eller autopilot som du kalder det, hvorfor er der så ikke flere der tør? Jeg tror de fleste filminstruktører drømmer om den opmærksomhed han får, hvis det bare var autopilot så fandtes der vel ikke andet end film der skabte opmærksomhed - hvorfor er det kun så få der gør?
Det er for billigt at analysere sig frem til at det er nemt, bare fordi man synes man kan gennemskue recepten!
Rösing lukker af for værkets budskab:
Oh kvinde: “Hellere mere pik end redde sit barn fra døds-fald.” : von Trier
Indtil videre vidner nogle af kommentarene blot som sure danske smålige opstød vor alt det der falder uden for normen, udfordre sindet eller det der er bedre, skal pensles ned.
Det kunsten Skal og Kan -
1. Få os til at Føle, uden ansvar for om følelsen er god, dårlig, kvalmene, vidunderlig, etc. Få os revet ud af den daglige rutine af gråt intethed. Det hjælper mennesket - til tider meget.
2. Være i ét med nuet - mange taler om det, få kan. Ægte kunst nedbryder alle de tvangstanker,rutiner og ligegyldige observationer/meninger, fremtidige gøremål og irrelevante fortids handlinger - vores systemopdraget hjerne konstant producere.
I stedet - Er Vi er forbindelsen mellem værket og værket er det eneste vi Kan forholde os til og kommunikere med, tid/rum eksistere ikke i dette moment - Vi kalder det øjeblikke.
Præcis disse to elementer har Jeg oplevet med de fleste af Triers film, på linje med, Dreyer, Bergman, Haneke, Godard m.fl.
Og med KUNSTVærker inden for litteratur, poesi, maleri, musik - You name it - I sucked it, Swallowed it And will spit It out again - Ten times Harder / Filthier .
Come On - Danske kaffeslugere og middelmålsterrorister
Lets go were Eagles dare.
Vh. Og Godmorgen
Stødende kommentar ? - Ja tak Trier - Mere fra Dig
Vel sagt, Mathias Andersen.
Forhåbentlig er ‘Antichrist’, ligesom von Triers øvrige værker, langt mere end en psykoanalytisk kryds og tværs. Dén sport har kedet mig siden slutfirserne: “Ih, en ødipal trekant”, “næeh, en urscene, der iværksætter en kastrationsangst i barnet”. Og?
Tilsvarende er det da muligt, at jeg som tilskuer ubevidst begærer lærredets symbolske moderbryst, finder lyst ved den voyeuristiske handling og/eller det at genfinde mit indre spejlstadiebarn (der jublende samler den fragmentariske strøm af indstillinger til en narrativ krop). Men hvor længe kan man fascineres over dét?
Denne form for psykoanalytiske tilgange kan da være interessante en overgang, men de får nemt karakter af en slags cirkelslutningsgymnastik, hvis rigide bøj-og-strækøvelser producerer genkendelig tryghed snarere end stimulerer og udfordrer.
Effektjageri er ikke stor kunst. Så simpelt er det. Enhver vil kunne lave en film, sågar en hjemmevideo, der er oprivende og giver kvalme. Det er ikke deri kunsten består. Kunsten består i at udfordre bevdstheden og befordre erkendelser og indsigter, som man ikke vil kunne få på anden vis.
Hvis denne film kun udfordrer til kvalme, visuel fascination på grund af de dyre billeder og rituelle Freudianske bøj-og-stræk-øvelser, så gør den ikke mere for hverken dig eller mig end en ganske almindelig dyrt produceret gyser, der lirer en stribe Freudianske klichéer af. .
Først og fremmest tak til Lilian Rösing for analysen.
Til de der er bange for at Von Trier bare hiver de samme kendte myter frem, og viser at han kan sin Freud- og Bibellæsning, vil jeg berolige.
Noget af det jeg finder fremragende ved Antichrist er netop at den ikke er formyndende eller overfladisk, men formår at problematisere Kvinden som begreb. Der bliver ikke taget stilling, men man presser ad forskellige veje tilskueren til at tænke.
Jeg synes at filmen fungerer virkeligt godt, og jeg forstår ikke de anmeldere der har afvist filmen som en joke eller et makværk. Det er Antichrist langt fra. Den er i mine øjne både vedkommende og vigtig.
Kan ikke helt lade være med at tænke på, om en del af begejstringen over ‘Antichrist’ skyldes, at den lanceres som en art-film overfor et “respektabelt” publikum, som ikke er vant til at se syrede splatterfilm? Eksplicitte kastraktionsscener er jo ikke noget nyt i film, men i Cannes er det måske nok.
Hvis den er lige så dunkel som von Triers øvrige film, så venter jeg altså til den kommer på tv. Jeg hader at gå alt for forvirret ud af en biograf.
Jeg har altid haft respekt for Lilian Munk Rösing og det er da også velskrevet, men jeg støtter mig helt til @Anders Mortensen, der spørger klogt, om ikke denne film måske mere er en artfilm og skal betragtes som sådan…?
Jeg har set filmen og jeg kom desværre ikke med på den vogn der græmmes eller falder ned af stolen. Jeg synes Trier driller os og hopper vi på, så får vi en rutschetur, men virker pillen ikke på os andre, så spørger man: Hvornår begynder det sjove? Jeg føler mig lidt snydt på den måde. Så meget større er min undren, fordi jeg ud fra et filmisk spørgsmål tænker, om denne film ikke er vel underfortalt (eller…?) og om vi ikke også kan tillade os at spørge til de filmiske greb og virkemidler reelt set virker?
Der er som om at vi skal væbne os med stor tålmodighed og så bære over med ‘de skjulte budskaber’, når vi ikke lige fatter pointen og dybest set selv frit kan tolke hvad der foregår.
Filmen Hunger som også er anmeldt i Information, er en debutfilm og den bruger de samme virkemidler som Trier gør. Men her blev jeg grebet, fordi han benytter en velkendt grammatik (læs: et velkendt filmsprog) til at fortælle os en grufuld beretning. Og instruktøren er helt nede på jorden og gør sig umage for at fortælle hvad der foregår, uden at slippe sin kunstneriske kompromisløshed. Det er da noget. Han kan netop det vi forventer og forlanger af stor kunst: nemlig forførelsen. Og det er vel kunsten fineste opgave?
Jeg er usikker på om den altfor kloge analyse, ikke bare skyder sig selv i skoen i denne sammenhæng? Måske skulle vi bede Lilian Munk Rösing om den samme analyse på en Anja og Viktor film, sådan bare for eksperimentets skyld og for at drille lidt igen, nu hvor der er så meget snak, uden reelle modbilleder?
Det bliver lidt for klogt, når der er ligeså åbenlyse filmiske problemer som ikke bliver debateret i Antichrist.
-øhm-
Nu har jeg af gode grunde slet ikke set filmen endnu, men bare hørt om den sådan hid og did i pressen og i tv, i aviserne mm.
Og på mig virker Lars von Trier altså som et stort 5-årig barn, der viser os sin tissemand for 4. eller 6.gang og tror han kan provokere borgerskabet endnu en gang…
Filmens plot (hvis man skal kalde det for det) er egentlig ganske vedkommende; en kvinde mister sit barn pga. hun dyrker for meget hed sex med sin mand. Filmen udforsker så hendes følelser i den forbindelse, også de mere dybereliggende følelser, som ligger begravet under overfladen… iIstedet for med ord gør den det i symbolske billdder, knyttet til underbevidstheden. Og den bringer billedet af skoven tilbage til middelalderen (eller før roman-tikken i hvert fald), for filmen ser skoven som et ondt og farefuldt sted, præcis som de dybe skove var i middelalderens univers…
Anti-Christ (eller satan?) knyttes i filmen til kvinden og til naturen, altså kan filmen kun tolkes derhen at kvinden og naturen er satan (eller anti-christ) - måske mere som symbol på det onde ? i os allesammen….
Og det er vist efterhånden gået op for os allesammen, at mennesket både indeholder godt og ondt, dyriske såvel som engleagtige drifter…
Og det er altså en historie, den med kvinden, barnet og manden, som godt kan fortælles uden billeder af blodige peniser, der sprøjter blod mm.
Det virker mere som om at Lars von Trier har taget alle de drømmebilleder, han har haft i sit hoved i 1½ år og sat dem sammen, uden nogen nævneværdig reflektion over, hvorfor eller hvor de lige passer ind i filmens univers…
En god film indeholder mindst tre lag:
1. Filmen må ikke være for mærkelig.
2. Filmen skal have noget på hjerte.
3. Filmen skal være håndværksmæssigt i orden.
Jeg synes von Triers film generelt halter på punkt 1. og jeg er bange for at det også er tilfældet denne gang, men jeg skal nok se den. Det lover jeg.
@ Simon Bang og alle andre
så kommer dit reelle modbillede lige her når du mindst havde regnet det for noget!!!!!
Du har vel ret, for det er da morsomt at ‘åbenlyse filmiske problemer’ ikke bliver debateret, men alle og mig herinde er vel bestemt lidt unormale.
Denne film kan på ingen måder trækkes i dette land ved at starte eller slutte med disse ‘problemer’, til dét formål er den fandme for vild. Den pointe skal ikke malkes mere.
Jeg mener du har valgt at se filmen gennem mors teaterkikkert vigtigst fordi du havde ‘forventninger til stor kunst som ikke blev indfriet’ fordi plottet viste sig ikke at have en skid med filmen at gøre.
Hvis man ser den som symfonisk film fremfor en film betinget af sit plot vel at mærke.
Eller et klaverstykke betinget af den næste tangent.
Og heri ligger det smukkeste i filmen, for den er ikke et plot. Händel er også for rock’n’roll til et genuine plot i øvrigt.
Jeg ser og oplevede den som symfoniske sammenhænge of forførelser, udelukkende.
Og indsigter.
Maurice Ravel’s musik besidder den fuldstændig samme plotløshed. Og giver så meget. Desuden.
I sammenhæng med dette forstår jeg gudhjælpemig heller ikke hvorfor du havde ‘væbnet dig med tålmodighed’ før filmen, sikke en dårlig idé.
Og at ‘det bliver for klogt’ er fuldstændig det samme som at det ‘bliver for teknisk, for flyvsk osv’, for Antichrist appelerer til rodløsheden i mennesket, ligemeget hvad.
Altså den rykker op ved planet jorden’s nok så tilfældige rode. Men oppefra og ned, ellers ville suppedasen være umuligt tilgængelig.
Med sin film har Lars Trier netop gjort alt det umulige tilgængeligt for os. Og med hvilket trip!
Aldrig har jeg tænkt så meget over en film de efterfølgende tre dage hvor nye sammenhænge konstant dukkede op.
I at betragte filmen som en pille, og i dit tilfælde én af dem du ikke kan få ned, ville en pille på natbordet du under alle omstændigheder kan smadre til alle tider være en bedre metafor.
Hvad skulle du dog få ud af dette?
….
Personligt havde jeg det fint med ræven der spiser sig selv, blod-ejakulation, og C. Gainsbourg der klipper sin klitoris i stykker selvom jeg havde forventet et surt opstød, og sådan bliver naboen pludselig ens nye mand i byen.
Lad os hellere debatere noget af det du søger.
- Herinde sagde en Benjamin et-eller-andet noget om at filmen problematiserer kvinden som begreb.
Jeg er enig men er for ulogisk i hvorfor.
- Jeg finder epilogen hvor han går med kæppen som støtte, sætter sig ned for at æde nogle bær, kigger et stykke tid, et af filmes smukkere øjeblikke.
Man kunne mærke hans dyriske ånde helt nede på 23. række venstre side.
Hvilken forbindelse har dette, og da ‘afsløringen’ (nu må jeg hellere forfølge anti-plot opfattelsen) af kvinden der ser sit barn spinge i døden under hendes mand midt i akten?
(Og nok om den freudianske ur-scene medmindre der er nyt og spædende at tilføje)
Hvorfor siger hun:
‘En grædende kvinde er en beregnende kvinde?’
Siden der ikke er noget plot som sådan, er det klart noget andet end afsløringen af at have taget røven på ham filmen igennem.
Jeg er her for at lære!