Staten går glip af milliarder i Danske Bank

Af frygt for ikke at falde igennem isen tør kun de færreste spå om kursudviklingen på aktier i den forkætrede finansielle sektor. Ingen kan med en rimelig grad af sikkerhed sige, om den nuværende kurs på Danske Banks aktier vil stige yderligere eller falde igen.

Men som situationen er nu, har den danske stat på et par uger både gødet jorden for, at bankaktien kan stige og ved samme lejlighed sagt farvel til en mulig fortjeneste på flere milliarder kroner i forbindelse med lånet til Danske Bank på ikke mindre end 22 milliarder kroner. Et lån staten ikke aner, hvornår den ser igen.

Lige nu ser det hele på overfladen umiddelbart dystert ud for nationens store bank. Faktisk skal vi tilbage til midten af 90’erne for at se analytikere, journalister med flere, der tør skyde så skarpt mod den finansielle sektor. Dengang havde der også været gang i et finansielt supermarked med alskens produkter og lån til højre og venstre. Men efter nogle år, hvor sektoren er blevet dyrket som en anden gud, og den ene mere rosenrøde portrætbog af dens ledere efter den anden er blevet sendt på gaden, er det helt andre bogstaver, der bliver sat på tryk.

Den danske syge

Steen Rosenbak er erhvervsredaktør på Jyllands-Posten. Han har et langvarigt og indgående kendskab til de finansielle institutioner. Mandag den 11. maj havde han i en kommentar grovfilen fremme og tillod sig det, som ellers har været næsten forbudt blandt landets såkaldte finansjournalister: At sætte spørgsmålstegn ved selveste kronjuvelen - Danske Bank - hvor landets største koncern, Mærsk, ejer 20 procent.

“Krisen har efter alt at dømme været så alvorlig, at den skabte berettiget tvivl om Danske Banks fortsatte eksistens,” konstaterede erhvervsredaktøren og fortsatte: “Danske Bank handlede i strid med samtlige egne leveregler i finanskrisens optakt. Det er ikke samfundets skyld.”

‘Danske Syge’ blev kommentaren kaldt.

Nok ser det mildest talt ikke for godt ud i Danske Bank, hvor ledelsen som så mange andre steder fortæller, at den heller ikke så finanskrisen komme anstigende.

Men ingen siger lige nu højt, at brancheforeningen Finansrådet sammen med sit største medlem formentlig har fået det absolut mest optimale ud af forløbet, uagtet at afgrunden formentlig har været tættere på end som så. Det viser en gennemgang af det politiske forløb op til vedtagelsen af Bankpakke II.

Regeringens oplæg

I starten af januar kom et regeringsoplæg med titlen ‘Model for statslige kapitaltilskud’. I det står, at hjælpen til pengeinstitutterne - kaldet hybrid egenkapital - skal kunne konverteres til aktier, når finanskrisen er overstået. Herved kunne staten få del i en såkaldt ‘upside’.

“Staten skal som udgangspunkt have upside, når situationen på de finansielle markeder vender, i de institutter, hvor dette umiddelbart er muligt. Det vil sige i børsnoterede banker, som der er ca. 40 af, og som står for knap 3/4 af den danske pengeinstitutsektors arbejdende kapital.”

På et møde torsdag den 8. januar i Økonomi- og Erhvervsministeriet deltog en bred kreds af forhandlere fra regeringen, Socialdemokraterne, SF og Liberal Alliance. Forud for det følgende møde fire dage senere kom der svar fra ministeren på et par og 30 spørgsmål. I spørgsmål nummer 24 fra Socialdemokraterne blev det vurderet, hvilken fordel, der var ved, at kapitalen skulle være lånekapital frem for aktiekapital.

Det blev slået fast, at de “hidtidige tilkendegivelser fra kreditinstitutterne tyder således på en præference for indskud i form af ansvarlig lånekapital. Det gælder tillige, at staten med det foreslåede omfang af kapitaltilførsel i en længere periode ville blive en stor og ofte dominerende aktionær (med ejerandel på op mod 40 pct. i en del pengeinstitutter og endnu højere i nogle få). En sådan de facto nationalisering af en betydelig del af kreditinstitutterne vurderes ikke nødvendigvis hensigtsmæssig og forklarer formentlig sektorens modvilje mod en model for kapitaltilførsel baseret udelukkende på aktiekapital.”

Statens andel af kagen

Uagtet at finanssektoren befandt sig i en nærmest håbløs situation og gerne ville have statskassen til at være den store hjælpende hånd, så stod det at få selvsamme som ejer ikke højt på ønskelisten. Men det lå på daværende tidspunkt fast, at staten som mod-ydelse fortsat skulle have sin del af kagen, og at det var staten, som bestemte hvornår:

“Det skal dog bemærkes, at staten i kraft af den mekanisme, der vil sikre staten en del af upside - konverteringsret eller tegningsrettigheder - på et tidspunkt kan blive en betydende aktionær i visse kreditinstitutter. Det er imidlertid forventningen, at f.eks. en konvertering til aktier vil ske med henblik på at afhænde statens aktiepost inden for en forholdsvis kort tidshorisont.”

I et andet svar blev det forklaret, at hele øvelsen med, at staten skulle udskrive checken, var, at “kreditinstitutterne har svært ved at rejse den nødvendige ansvarlige kapital fra private investorer. Det gælder i det nuværende finansielle klima også for sunde kreditinstitutter.”

At balancegangen ikke var nem og, at en del parter skulle nå til enighed, informerede erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K) om:

“Regeringen har i lyset af de generelle meldinger fra de politiske partier, Finansrådet og udenlandske erfaringer forsøgt at finde en model for et statsligt kapitalindskud, som imødekommer flest mulige ønsker og samtidig er tilstrækkelig acceptabel for kreditinstitutterne. Det er som allerede annonceret hensigten at drøfte modellen med de relevante brancheorganisationer, inden de politiske forhandlinger afsluttes.”

Lønloft for direktører

To dage efter - den 14. januar - var der møde igen, og nu kom der et krav på bordet, som flittigt blev debatteret i pressen. Socialdemokraternes partiformand, Helle Thorning Schmidt, fandt det nødvendigt med et lønloft.

“Hvis vi skal ind og bruge skatteborgernes penge på en bankpakke, er det nødvendigt, at vi får stoppet lønfesten i bankerne. Så skal der være et loft over bankdirektørernes løn, og det er inklusive bonusordninger, optioner og andre variabler,” sagde hun.

S-formanden gjorde klart, at den maksimale årsløn for en bankdirektør burde være 2,5 millioner kroner. Ikke overraskende kom den i medierne flittigt citerede erhvervsmand Asger Aamund lynsnart på banen og gjorde klart, at de ville være et selvmål af dimensioner. Så ville de dygtigste danske bankfolk befinde sig alle andre steder i Europa end på dansk grund. Den borgerlige kommentator Claes Kastholm var langt fra enig med Aamund. Han mente modsat, at det gav god fornuft.

Med lønningernes himmelflugt i den finansielle sektor i de seneste år har mundvigene givet vendt nedad hos bankdirektørerne, der risikerede halveringer eller det, der var langt værre.

Ved siden af aktieoptionerne fik eksempelvis direktør for den konkursramte Roskilde Bank, Niels Valentin Hansen, fire en halv million kroner om året. På Holmens Kanal, hvor Danske Bank og førstemand Peter Straarup har til huse, viser regnskabet for 2004, at de to direktører i direktionen i løn og tilhørende bonus delte ni millioner kroner. Siden er man gået over til detaljeret at beskrive, hvad hver enkelt direktør får i løn. I 2007 modtog Peter Straarup alene 12,6 mio. kr. i løn, hvilket dog blev reguleret til 8,6 mio. kr. i katastrofeåret 2008.

Ingen embedsmænd

Da forligskredsen mødtes fredag den 16. januar, var partiernes hovedforhandlere tilstede, oplyser en kilde, der også siger, at der ikke var embedsmænd med. En politiker siger, at det gik meget stærkt - masser af spørgsmål og svar.

“Vi blev præsenteret for de to modeller. Køb af aktier og indskud af hybrid kernekapital. Så viste det sig med ét, at alene den sidste model kunne bruges. Det var et svært utilfredsstillende forløb.”

Udadtil i pressen var det stadig forventningen, at staten skulle have sin ‘upside’ og ikke blot påtage sig risiko omend mod en årlig forretning. I Politiken blev det om lørdagen udlagt som om, at “Staten skal for at sikre en god forrentning af de op mod 100 milliarder kroner, den ventes at stille til rådighed, have ret til at købe aktier i bankerne til den nuværende lave kurs, når krisen er overstået, for siden at kunne sælge til en forventeligt højere kurs.”

Men på daværende tidspunkt var muligheden for at købe aktier allerede forsvundet. Efter sidste forhandlingsmøde søndag kom den obligatoriske pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet om det brede forlig, der skal modvirke, at “virksomheder og borgere havner i en såkaldt kreditklemme, hvor de ikke kan låne i penge- og realkreditinstitutterne til sunde projekter.”

Og så ville det ikke koste borgerne noget at låne de muligvis op imod 100 milliarder ud trods risikoen for, at endnu en bank i rækken nu som fremover kan knække halsen.

“Det er også vigtigt at understrege, at der ikke går penge fra velfærd eller andre offentlige investeringer med denne aftale. Den statslige kapitaltilførsel har karakter af et lån med et markedsmæssigt afkast. Det er ikke en statslig udgift, og de statslige kapitalindskud forventes derfor ikke i sig selv at påvirke den finanspolitiske holdbarhed,” understregede Lene Espersen og den daværende finansminister, Lars Løkke Rasmussen. Hun fortsatte i den trykte udgave af Berlingske Tidende dagen efter:

“Staten vil tage sig pænt betalt for at investere i bank- og realkreditsektoren. Det, som staten skal have ud af det, er et afkast på 10 pct. årligt.”

Høj prise for pengelån

Bankernes brancheorganisation, Finansrådet, har efterfølgende ikke ønsket at kommentere, hvornår de blev kontaktet, eller om de selv tog kontakt til regeringen, men at der er blevet lobbyet, er store dele af opposition ikke et sekund i tvivl om.

I avisen sagde formanden for Finansrådet og koncerndirektør i landets næststørste Nordea, Peter Schütze, at man finder prisen for at låne pengene høj. Men overordnet set var han dog tilfreds.

“Hovedparten af de danske pengeinstitutter vil tage imod tilbuddet i pakken med tak. Alt det, som vi bad om i december, har vi fået.”

Den 5. maj om formiddagen kom låneaftalerne mellem den danske stat og Danske Bank for dagens lys. Udlånet er på 23.991.500.000 kroner, eller som der står: “Danish kroner twenty three billion nine hundred ninety one million and five hundred thousand”.

Samme dag blev regnskabet for bankens første kvartal offentliggjort. Sammen med et overraskende overskud på 1,6 mia. kr. og et finansielt beredskab langt bedre end dagen før, steg den fladtrykte aktie fra kurs 70 til seks dage senere at være i kurs 90 for nu at være i kurs 85.

Nok kunne de ikke sælges over natten, men havde staten i stedet købt aktier i Danske Bank for så svimlende et beløb, ville aktierne nu have været fem milliarder kroner mere værd.

Skatteydere snydes

Politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) ryster på hovedet, og siger:

“Der er tale om, at skatteyderne går glip af en potentiel kæmpemæssig fortjeneste, hvis vi var flere, der ville være med til at købe aktier. Vi ville have taget risikoen, men også haft del i den ‘upside’, der kunne komme. Nu er der risikoen på lånene og rentebetalingen.”

Fhv. bankdirektør Jørn Astrup Hansen har mange års erfaring fra sektoren og et kritisk blik på den. I 1992 og frem havde han ansvar for rekonstruktionen af færøsk bankvæsen. Han mener, at der mere er brug for en “rationalisering” af bankerne end en “nationalisering”. Det kan blot forlænge pinen. Og med de tiltag, der nu er gjort, er indsigten i bestyrelseslokalerne for lille.

“Det er åbenbart, at staten har overtaget en betydelig risiko for banksektoren. Bankpakke II forudsætter en konkret ansøgning og en bevilling i hvert enkelt tilfælde. Men det havde ikke været unaturligt, om staten havde betinget sig en mulighed for, på nærmere vilkår, helt eller delvis at konvertere engagementet til aktiekapital. Staten er, givetvis mod sin vilje, i færd med på sigt at påtage sig rollen som aktionær i en stribe af banker. Hvorfor har staten ikke betinget sig en mulighed for medindflydelse. Over det seneste års tid eller mere har vi set adskillige eksempler på bankbestyrelser, der nok kunne have brug for en hjælpende hånd. ”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lene Espersen.