I krudttønden Kaukasus kan spillet om gassen puste nyt liv i gamle gløder. For nyligt indgik EU en politisk aftale med Tyrkiet, Georgien og det gasrige Aserbajdsjan om den nye gasledning Nabucco for at sikre nye forsyninger uden om Rusland.

Rusland har allerede skarpt kritiseret EU’s nye østpartnerskabsaftale med de seks tidligere sovjetrepublikker, Hviderusland, Ukraine, Moldova, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Set med russiske øjne er østpartnerskabet og gasledningen et klart forsøg på at fortrænge den russiske indflydelse i disse lande, siger Marko Papic, der indgående har fulgt rørledningen som Eurasien-analytiker for det førende globale efterretningsfirma Stratfor.

Risikoen for en politisk konflikt i Kaukasus er meget stor. Om det udvikler sig til en decideret væbnet konflikt, er endnu usikkert,” siger Marko Papic.

Frossen konflikt

I kulissen spøger en frossen konflikt om den aserbajdsjanske region Nagorno-Karabakh, som siden 1994 har været kontrolleret af nabolandet og arvefjenden Armenien.

Siden Georgien-krigen i august har Aserbajdsjan været meget forsigtig med ikke at træde Rusland over tæerne af frygt for at miste Nagorno-Karabakh permanent, som det skete for Georgien med udbryderrepublikkerne Sydossetien og Abkhasien, siger Marko Papic.

Rusland har mange former for indflydelse i Aserbajdsjan, der er både mange russiske penge og arbejdere i landet, og endelig er der Nagorno-Karabakh. Hvis Rusland føler, at Tyrkiet rykker for hurtigt ind i Kaukasus, har de flere knapper på begge sider af konflikten, de kan trykke på for at sikre russisk indflydelse i regionen siger,” siger Marko Papic.

Derfor tøver Aserbajdsjan med at indgå det faktiske samarbejde om at bygge rørledningen.

Aserbajdsjan er et nøgleland for EU’s nye gasnet uden om Rusland, dels fordi landet selv har store gasdepoter, dels fordi det er bindeleddet til de endnu større gasdepoter i Centralasien. De centralasiatiske lande har dog allerede takket nej til EU for ikke at skade det gode energisamarbejde med Rusland. Det ville også være det nemme valg for Aserbajdsjan, men omvendt ser aserbajdsjanerne en mulighed for at bruge Nabucco som løftestang til et tættere samarbejde med det økonomisk attraktive EU, forklarer Marko Papic.

Problemet for Aserbajdsjan er, at de ikke ved, om projektet bliver til noget. De vil ikke sætte forholdet til Rusland over styr for en tvivlsom succes,” siger Marko Papic.