Uret tikker for Europa-kommissionens formand, José Manuel Barroso. EU’s gasforbrug stiger, egenproduktionen falder, og finder man ikke nye importmuligheder, vil EU i 2025 mangle gas svarende til en fjerdedel af det samlede forbrug. Da al erfaring samtidig viser, at det tager omkring 14 år at forhandle aftaler på plads, udvinde nye gaskilder og lægge rørledninger til dem, snerper regnestykket til for Barroso.
Med den vished i baghovedet forsøgte han på sidste uges topmøde i Khabarovsk at presse Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, til at underskrive en ny energitraktat, der blandt andet skal sikre nye investeringer i de store russiske gasfelter.
Men både Barroso og Medvedev kunne have sparet sig selv den lange tur til den russiske østkyst, for topmødet endte forudsigeligt med pæne ord om at fortsætte arbejdet “inden for rammerne af revisionsprocessen” af traktaten. Og intet resultat.
Energitraktaten er et forsøg på et næsten umuligt kompromis mellem EU og Rusland, forklarer seniorforsker Christian Egenhofer, der er chef for energi- og klimaforskning ved den europæiske tænketank CEPS.
“EU vil have de russiske naturressourcer under en international aftale, og det har Rusland ikke interesse i. Hvorfor skulle de det? De har større indflydelse, når de selv kontrollerer gasmarkedet,” siger Christian Egenhofer.
Statskontrol
Siden Putin kom til magten i 1999, er Ruslands energisektor i stadigt stigende grad kommet tilbage på statens hænder.
Det statskontrollerede Gazprom er ikke alene verdens største gas- og olieselskab med eneret til at eksportere russisk naturgas, selskabet har nu også taget kontrol med nettet af russiske rørledninger.
Renationaliseringen har gjort det vanskeligt for udenlandske firmaer at investere i de russiske ressourcer, forklarer Christian Egenhofer.
“Gazprom udnytter deres monopol fuldt ud. Selv hvis det lykkes udenlandske investorer at handle med uafhængige gasproducenter, så kan Gazprom stadig snyde dem med pludseligt høje priser og bureaukratiske forhindringer undervejs, fordi de sidder på fordelingsnettet,” siger Christian Egenhofer.
Samtidig forsømmer de statsejede selskaber deres eget produktionsapparat i en grad, så man nu frygter, at den russiske gasproduktion skrumper de næste år.
Med en international energitraktat vil EU sikre fri konkurrence på det russiske marked og dermed også nye investeringer og fornyet gasproduktion. Rusland på sin side vil hellere aftale spillereglerne bilateralt med de enkelte lande, der køber gas, da man på den måde sikrer sig størst indflydelse og størst indtægt, i hvert fald på kort sigt.
Uundgåelige kriser
Konsekvensen er, at Ukraine og Rusland højst sandsynligt ender i en ny strid om prisen på gas, som den der udspillede sig i januar i år, siger Christian Egenhofer. Et problem, som præsident Medvedev også påpegede på topmødet.
Ukraine er i store finansielle problemer og er ikke i stand til at betale den nuværende gaspris, og når der stadig er tvivl om de grundlæggende spilleregler for energihandel, er vejen banet for et nyt stop for gassen til Ukraine og de EU-medlemmer, der er afhængige af den ukrainske transitgas.
Problemet er klassisk for de hyppige gasstridigheder, forklarer professor Paul Stevens, der har forsket i transitproblemer for den britiske tænketank Chatham House.
“I stedet for at bygge transitaftalerne på objektive fair regler bliver prisforhandlingerne et resultat af landenes respektive styrkeforhold. Men når styrkeforholdet så ændrer sig på grund af for eksempel svingende gaspriser, så er en konflikt uundgåelig,” siger Paul Stevens. Selv om politiske spørgsmål ofte spiller en rolle, drejer striden sig i bund og grund om penge, forklarer han.
Den samme konklusion er Christian Egenhofer nået frem til efter at have fulgt det skrøbelige energiforhold mellem EU og Rusland i mange år.
“Min erfaring er, at alle disse store stridigheder om ressourcer og selskabsopkøb ultimativt er drevet af penge. Selvfølgelig handler det også om politisk indflydelse, men i sidste ende drejer det sig om profit,” siger Christian Egenhofer.
EU’s energiforbrug ventes at stige 15 pct. fra 2000 til 2030. I samme periode forventer Europa-kommissionen, at EU’s egenproduktion af gas falder 59 pct.
I 2030 skal EU importere 80 pct. af gasforbruget. Kommissionen forventer, at 60 pct. af importen vil være russisk gas, men det afhænger stærkt af, at den russiske gasindustri investerer i nye kilder.
Kommentarer
Interessant. Man får trang til at citere Troels R. Larsens speciale ” Energipolitikkens betydning for USA`s udenrigspolitik efter den kolde krig (1990-2005)”, hvor han citerer den amerikanske historiker David Painter, der forklarede forholdet mellem de private firmaer og den amerikanske stat således: ”Even though private interests rather than govermment agencies were given primary responsibility for implementing U.S. foreign oil policy, the U.S. goverment was nonetheless deeply involved in maintaining an international enviroment in which private companies could operate with securuty and profit, assuring the security and stability of the Middle East, containing economic nationalisme, and sanctioning and supporting private control of the world`s oil”. TRL dokumenterer i sit speciale, at det også gælder fra 1990-2005.
Medvedev sagde i Khabarovsk, at Ukraine måske ikke havde økonomisk mulighed for at leve op til sine forpligtelser, men hvad gør man så? Rusland tilbød at hjælpe økonomisk, hvis EU også gik ind og støttede økonomisk, men det har EU foreløbig afslået. Så i første runde handler det om økonomi, men man så under sidste krise de ukrainske ledere pendle mellem Kiev og USA. Rusland hævdede(med rette) at USA var dybt involveret. Her kommer det geopolitiske spil ind. Så splid i EU og knytte Ukraine til NATO. Desuden har vi et kommende valg i Ukraine, en pipeline gennem Afghanistan og Pakistan(gennem det olie og gasrige Baluchistan ned til havnen i Gwadar ved det vigtige stræde ved Hormuz), det er vel en væsentlig grund til destabiliseringen af Pakistan. Et Rusland og et Kina der ønsker at stoppe Vestens fremtrængen i Centralasien. Der er meget mere end økonomi på spil.
The Best of
Pepe Escobar
http://www.atimes.com/atimes/others/Escobar.html
Klimakatastrofe, peak oil og ressourcekrige: The perfect storm.