Slyngelstater’ var tidligere præsident Bushs samlebetegnelse for Iran og Nordkorea. Alligevel er reaktionerne fra det internationale samfund vidt forskellige, når de to lande eksperimenter med atomkraft.

Iran har efter alt at dømme ingen atomvåben, landet har efter eget udsagn ingen planer om at udvikle det, og de internationale inspektører aflægger regelmæssige besøg. Alligevel bliver Iran med jævne mellemrum truet med militær invasion og strengere sanktioner for at stoppe sit atomkraftprogram.

Nordkorea har efter alt at dømme atomvåben, landet har efter eget udsagn planer om at videreudvikle dem, og de internationale inspektører er blevet forment adgang. Dertil lufter Nordkorea åbent sine våben med missilaffyringer og atomprøvesprængninger. Men Nordkorea bliver højest truet med strengere sanktioner og nye forhandlinger.

De forskellige reaktioner er påfaldende forskellige, alt efter hvilken region, atombombetruslen kommer fra, forklarer Cindy Vestergaard, der forsker i ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Man kan også spørge, hvad forskellen er på Nordkorea og Indien, som de gjorde, da jeg var i Kina for nyligt. Forskellen ligger i de forskellige regioners tilgang. Det er også derfor, man taler om, at den atomare ikke-spredningstraktat er i krise,” forklarer Cindy Vestergaard.

Ingen kan invadere

Hun mener ikke, de forskellige tilgange skyldes, at verdenssamfundet frygter de nordkoreanske bomber mindre, men alligevel har en atombombe i Mellemøsten større vægt.

Den store forskel i forhold til Iran er, at det ligger tæt på Israel, og derfor betyder det mere for USA og for Europa. Jeg vil ikke sige, at USA er mere interesseret i Iran, men strategisk set er Mellemøsten en krudttønde, og derfor er USA stærkere involveret i hele området,” siger Cindy Vestergaard.

Derfor er det heller ikke en reel mulighed at invadere Nordkorea for at afvæbne landet, som USA ellers gjorde i Irak alene på mistanken om masseødelæggelsesvåben.

Jeg ved ikke, hvilken stat der har muligheden eller den politiske vilje til det. USA kan ikke. Sydkorea vil helt sikkert ikke. Japan er slet ikke en mulighed. Der er ikke en regional vilje til at invadere,” siger Cindy Vestergaard.

Hvis Iran gjorde noget lignende, ville forskellen være, at Israel nok ville have den regionale vilje til at bruge magt. Selv om det også er usikkert,” fortsætter hun.

På Forsvarsakademiet er specialkonsulent med ansvar for Nordkorea, Peter Laustsen, af samme opfattelse. Han fortæller, at USA i 1990’erne skrinlagde planer om militære nålestiksoperationer til fordel for forhandlingsvejen.

I dag er militærmuligheden næsten ikke-eksisterende. Meget tyder på, at Nordkorea har atomvåben, og der ligger nogle bombemål så tæt på i form af amerikanske baser og amerikanske allierede som Sydkorea og Japan, så en invasion er ikke en gangbar vej,” siger Peter Laustsen.

Han mener ikke, man kan sige, at nogle atomvåben er farligere end andre, og slet ikke i tilfældet Nordkorea, hvor man kan sætte spørgsmål ved regimets rationelle adfærd. Alligevel får både Iran og Nordkorea lang snor af Rusland og Kina, siger han.

Flere atomvåben er måske ikke fordelagtigt for nogen, men det er ikke noget, der umiddelbart virker truende på Rusland og Kina. Måske derfor lader man i højere grad USA bruge deres diplomatiske kræfter på de udfordringer,” siger Peter Laustsen.

Nordkoreas trusler handler ikke om at skaffe sig større magt på den globale scene. De handler om at sikre det nordkoreanske styres overlevelse. Og det er den store forskel på Nordkorea og verdens øvrige atommagter, forklarer Cindy Vestergaard.

Udfordringen med Nordkorea er, at landet er en nuklear gøgeunge, der bruger sine atomprøvesprængninger som et forhandlingsredskab. Hvis Kim Jong-il tror, at hans regime er truet, så vil atomprogrammet fortsætte,” siger Cindy Vestergaard.