Sære efternavne rykker

Årets afgangsudstilling på Gl. Strand har sågar et svensk skær over sig udstilling

Rolf Nowotny: -Fragment (consider revising)- (2009).

Gl. Strand

Bedømmelse: 4/6

Det perfekte mord har altid været en suppe med knuste nødder til den allergiske kone. Nu er der kommet et endnu bedre af slagsen: Et besøg på Exit til medlemmet af den liberalistiske tænketank CEPOS. Seks års statsfinansieret uddannelse og en eksamensopgave der består af en bunke grønne mursten, en rækker huller med rawplugs og en kasse briller med bakspejl. Gennemgangen af computerspillet Zack McKracken når de aldrig til, før hjertet sætter ud, og de sidste rester af liv i det i forvejen blodfattige legeme forsvinder.

Og hvis, hvis vi skulle have med et særligt levedygtigt eksemplar at gøre, kunne man begynde med at rose Rolf Nowotnys værk Fragment (consider revising), der overlegent, elegant og humoristisk minder os om, at kunsten ikke er andet end udtryk. De grønne mursten fortæller ikke nogen historie, de passer ikke ind i nogen rebus, de er kun malet i en speciel farve, fordi de så på film vil kunne forsvinde. Og de ligger i hjørnet under de seks mm brede huller, der former billedet af en maske, fordi Rolf Nowotny har en idé om, at der er noget, der rumsterer mellem det at have en idé og det at have udført den i praksis. Noget imellem koncept og produkt. Og fordi han er så talentfuld, som han er, mærker man selv en rumlen, når man kigger.

Den personlige kunst

To tendenser står ganske klart. Maleri virker mere og mere åndssvagt. Og dem med de særeste efternavne er bedst.

Vladimir Tomic har lavet årets værk med en film, hvor han prøver at forstå sig selv som menneske, hvorved vi også kan forstå os selv bedre, altså kunstens ædleste formål. Han finder Lars von Triers 'kvinde' i Bosnien og formidler næsten ondskaben bedre end mesteren selv. Nogen vil sige, at Tomic nu står med samme problem som Knud Romer, at det bliver svært at lave en to'er, når mesterværket er baseret på én selv, men de har ikke ret, den sværeste kunst er den personlige. Når man mestrer den, mestrer man alt.

Helena Hei-Sook Park vasker sine grøntsager ved at sutte på dem, laver æggekage ved at kaste æg ud fra tredje sal og har en pose med glasur og et mikroskopisk hul til at hænge fra loftet, så det drypper med sæd fra en asiatisk hushjælp, der bare skal være glad for, at hun var en af de få, der ramte panden og fik lov at komme nordpå til et liv i sus og dus og klam, klam lykke.

Næsten lige så vellykket er Masar Sohails film, hvor han klæder sig ud som en franciskanermunk og på goyask manér og med et skær af svensk kunstakademi vifter med en ægte pistol i Københavns gader og skriver Fuck kapitalisme med graffiti på byens husmure.

En gæv pige med det kedelige navn Stine Marie Jacobsen har tydeligvis ikke været udsat for noget større identitetsskred i sin barndom og har i stedet bedt sin nabo slå sig ihjel med en plastikkniv. Det er der kommet en video, en piedestal med breve, fotos, navneskilte, tegninger og en kriminovelle, der har været trykt i Hjemmet, ud af. Men hvis noget er mere børnehavekunstsatire, end det er kunst, så er det satire. God kunst er ligesom en Bacardi Breezer, meningsløs, men effektfuld. Stines værk er det præcis modsatte.

Skal man gøre det onde mod Danmark og genoplive tosserne fra CEPOS, kan man på allerøverste etage se, hvordan Lasse Ernlund Lorentzen sammen med et par forskere har udviklet en teknologi, der kombinerer togdrift med lastbiler. Alle ved, at det kun er ganske få af dimittenderne, der rent faktisk ender med at leve af deres kunst, men at give op, allerede inden man er helt færdig på skolen, virker tøset. Så hellere gøre som størstedelen på årets Exit, dø stående.

EXIT 09 på Gl. Strand, Gl. Strand 48, København, til den 5. juli

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu