Opslag til denne artikel

Emneord:prostitution, trafficking
Steder:Cambodja, USA

Cambodja var i 2007 på den amerikanske regerings liste over lande, som man truede med sanktioner, fordi de ikke havde gjort nok for at bekæmpe trafficking. Året efter var Cambodja væk fra listen. I mellemtiden havde landet vedtaget en ny lov, der skulle gøre noget ved sagen.

Det er i sig selv godt, at USA bruger sin magt til at bekæmpe trafficking. Men når man truer med sanktioner - der er tilrettelagt, så de helt personligt rammer regeringsmedlemmer og embedsmænd - så handler det ikke så meget om, hvor meget trafficking der er, men om det bliver bekæmpet på den rigtige måde. Den rigtige måde er - ifølge USA - at gøre sexarbejde kriminelt. Det var også, hvad Cambodja gjorde.

Uærlig kampagne

USA’s politik på området er præget af stærke kristne og feministiske kræfter. Det handler om familieværdier og seksualmoral. Det er kræfter, der har mange penge og en stærk vilje, og som spiller på alle tangenter, blandt andet skrækkampagner og så altså pression over for fattige lande.

I Cambodja har det fået tragiske konsekvenser. Inden sexarbejde blev kriminaliseret, havde man kørt stærke kampagner for, at sexarbejdere altid skulle bruge kondom. I dag bliver det i mange politikredse brugt som bevis mod sexarbejderen, hvis hun har et kondom på sig. Hun bliver arresteret, og sexarbejdere i landet protesterer over, at de bliver voldtaget og frarøvet værdier, når de er i politiets varetægt. De institutioner, hvor sexarbejdere bliver sendt hen for at få hjælp og uddannelse, er reelt fængsler.

Det er også i det lys, at man skal se Somaly Mams beretning her i avisen den 25. maj. Hendes historie om, hvordan hun blev holdt fanget i et bordel fra hun var blot 16 år, er forfærdelig. Det er høj grad prisværdigt, at hun hjælper børn og ofre for trafficking.

Men hun er også en del af en kampagne, der har forfærdelige konsekvenser for mange - også i hendes hjemland. Det er en kampagne, der er lige så uærlig, som vi kender den herhjemme. Det er for eksempel tilfældet, når hun foregiver overraskelse over, at vi kalder os sexarbejdere. Det udtryk er kendt i hele verden, også i Cambodja.

Alle organisationer for sexarbejdere i verden støtter kampen mod trafficking. Det gælder også den i Cambodja. Den støtter for eksempel de gode sider af loven af den nye lov. Det står på ingen måde i modsætning til hinanden at være for rettigheder til sexarbejdere og imod trafficking - tværtimod.