Hvad vil det egentlig sige at hjælpe et andet menneske? Hvad vil det egentlig sige at yde bistand til et andet land? Information har på det seneste haft en lang række artikler om Danmarks engagement i ulandene, særligt Afrika. Avisen har leveret en kritisk vurdering af Afrika-kommissionens arbejde, og senest tegnet et billede af det interne samarbejdsklima hos Danida, der umiddelbart virker noget krysteragtigt og navlebeskuende, hvor folk går mere op i deres personlige karriere og anseelse end i at samarbejde på trods af de meningsforskelligheder, der naturligvis er på enhver arbejdsplads.
Jeg er ikke i tvivl om, at de mennesker, der arbejder for Afrika-kommissionen, og Danida gør hvad de kan, de er ikke ude på at fornærme hverken Informations læsere, skatteborgerne, afrikanerne eller hinanden. De har blot glemt at forholde sig til det helt grundlæggende spørgsmål, der trænger sig mere og mere på i disse år, hvor så mange ting forandrer sig så hurtigt: Hvad vil det egentlig sige at hjælpe et andet menneske? Der kan nok gives mange svar på dette spørgsmål, men som udgangspunkt må man have en eller anden erfaring med, at mennesker godt kan have brug for hjælp uden af den grund at være hjælpeløse. Det har vi haft ord for hertillands i hvert fald siden Søren Kierkegaard: “Når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man passe på at finde ham, der hvor han er og begynde dér.”
Essensen af denne filosofi kan koges ned til begrebet accept. Man må acceptere den anden sådan som han eller hun er, hvis vedkommende skal få en chance for at forandre sig. Det kan jo være en udfordring, især når den anden er lidt af en bølle og opfører sig aldeles udemokratisk. Men gennem accept får man mulighed for at se gennem andre menneskers mindre pæne sider, ind til de potentialer, drømme og længsler som de også rummer, og så kan man begynde at give næring til dem, hvis man altså stadig føler et behov for at hjælpe og yde bistand.
‘Remittances’
Som studerende på kurset ‘u-landslære’ ved Århus Universitet, er jeg blevet gjort opmærksom på et fænomen, som uden tvivl vil komme til at påvirke den måde vi tænker udviklingshjælp og mellemfolkeligt samarbejde på i de kommende år. Det drejer sig om remittances - de beløb som indvandrere i Vesten sender til deres familier i hjemlandene. Der er tale om ganske små beløb, typisk 100-200 dollar om måneden, men sammenlagt udgør disse midler mere end tre gange så meget som hele den globale udviklingsbistand tilsammen. I 2006 strømmede således godt og vel 300 milliarder dollar fra rige lande til u-lande i form af remittances.
Nu er udvikling jo et mangetydigt begreb, der ikke kan måles ud fra hvor mange penge, man spenderer på foretagendet. Den prisbelønnede økonom Amartya Sen foreslår, at vi opfatter udvikling som “en forøgelse af mulighederne for at leve et liv man har grund til at værdsætte”. Det er ganske klart, at vi lever i en meget sammensat verden, hvor forskellige mennesker værdsætter forskellige måder at leve på, så udvikling handler om at opretholde og skabe en fleksibilitet i samfundslivet. Ikke bare økonomisk, men også socialt, kulturelt, seksuelt og spirituelt.
Vi skal selv have bistand
Og i virkeligheden er det jo godt, at der er mange måder at leve et godt menneskeliv på, at der ikke bare er én måde. Den internationale udviklingshjælp synes ofte at operere ud fra en mere eller mindre uklar forestilling om, at alle mennesker ønsker at leve sådan som vi gør i vesten. At alle ville ønske sig en fladskærm og et samtalekøkken, hvis de fik tilbuddet. Det er muligvis rigtig nok, men alligevel er det helt afgørende, at vi holder op med at tænke sådan, ikke fordi der er noget i vejen med vores måde, men fordi mangfoldighed er bedre end ensretning. Ved at foretage den radikale skelnen mellem udviklede lande og udviklingslande, har vi filtret os ind i selvmodsigelser. Vi er nemlig også et udviklingsland her i Danmark. Der er masser af ting, der kan blive bedre, sundere og mere livsbekræftende. Efter min mening overlader vi mange mennesker til en tilværelse på et åndeligt eksistensminimum, og mon ikke den mest udbredte dødsårsag hertillands er kedsomhed og ensomhed. Her kunne vi måske have gavn af lidt bistand udefra?
Denne bistand findes i stigende omfang lige omkring hvor vi bor i skikkelse af mennesker fra andre lande. Hvis vi vil bidrage til en bedre fordeling af verdens materielle goder, kunne vi passende begynde med at skabe et arbejdsmarked og et samfundsliv herhjemme, hvor indvandrere kan tjene gode penge og sende dem til deres familier, hvis de ønsker det.
Martin Reiter Edelberg er studerende i antropologi og etnografi ved Aarhus Universitet
Kommentarer
Det er ledt svært at se hvad det er Martin Reiter Edelberg i dette noget rodet indlæg. Nødhjælps arbejde handler ikke om fladskærme, eller nedladende holdninger overfor modtagerlandet. I akutte situationer hvor millioner, af mennesker skal reddes fra sultedøden eller krig, da er det ikke den slags refleksioner nødhjælpsarbejderen beskæftiger sig med. Vi der arbejder med langsigtede bistands arbejde, har også sult, fattigdom og sociale katastrofer inde på livet. I sådanne situationer er der ikke meget plads, til metafysiske overvejelser eller samfundsfilosofiske spekulationer. Handling og praktisk overblik – det er hvad der er brug for. Angående Martin Reiter Edelberg tese om ”remittances” så glem det – hvis ikke vi skal have en endnu skævere udvikling. I det system vil de svageste grupper ikke overleve i mange dage!
Jeg vil også bede om lidt klarhed ift. artiklens formål.
Ja, man kan hjælpe mennesker der ikke er hjælpeløse. f.eks. findes er empowerment, facilitering, mentor, choaching osv, der netop tager udgangspunkt i det handlekraftige menneske, blot skal hjælpes til at handle. Det kan ganske kort formuleres således.
klienten faciliteres til at få magten til at få “magten over” eget liv. At man godt akn svane den tankegang i den internationale formynderiske udvilingsbistand, er noget helt andet.
i artiklen fremstilles Danmark som et diffust underudviklet land, dog uden at pege på hvad der underudviklet ved eller i Danmark, og samtidig udpeges løsningsmuligheder i form at tilflyttede mennesker, med en anden geografisk oprindelse, dog uden at problemet, eller løsninger er konkretiseret. - Det minder om den romatiske drøm om de ædle vilde, og deres paradiske sameksistens med naturen og hinanden.
Som vi siger i JFI, lade være med finde løsninger, der hvor der ikke er problemer. Men fokusere på målet.
Pengene skal direkte ned til de mennesker der har behov for hjælpen. Så få mellemled som overhovedet muligt.
Det er ikke godt nok! Problematikken i forhold til bistandsindsatsen handler ikke om omdefinering, der angår pengestrømmen på privat niveau. Den foregår også til ferieområderne i Spanien. Den handler om, hvad der over finansloven er betimeligt eller ej. Ud af teorien, unge mand - og ind i realiteterne! Men vi hører da gerne fra dig igen, hvis du over studiet får fat i, at en fejlslagen bistandsindsats er ringere end ingen indsats.
Med venlig hilsen, en erfaren social-antropolog…
Realiteten er, Hugo Ba rlach, at bevidstløs ulandsbistand aldrig har hjulpet. Hvad er det egentlig du snakker om, når du siger at fejlslagen bistandsindsats er bedre end ingen indsats. Har du overvejet, at der er utroligt mange mennesker i denne verden der privat yder bistand. Personligt yder jeg også selv bistand, det er endnu ikke så meget da jeg stadig, som du påpeger, dog kun kort tid endnu, er studerende.
Du skulle tage at opgive din nedladende tone. Det klæder dig ikke. Det er så let at udtale sig om alt og alle når man sidder hjemme i den dyre sofagruppe og hævder men qua sin uddannelse har den rette opskrift til gode bistandsindsats.
Det er så let at være solidarisk for andres penge. Men når det kommer til egne penge, dem man har til rådighed efter at skatten er betalt, så er det lige pludseligt meget sværere at få dem op af lommen, så kniber det med solidariteten.
@Thomas Ole Brask Jørgensen. Du siger at:” Pengene skal direkte ned til de mennesker der har behov for hjælpen. Så få mellemled som overhovedet muligt.” Og det lyder både rigtigt og ligetil, men for det første; hvem skal afgøre hvem der har mest brug for hjælpen? Skal den lokale elite? Så kan du være sikker på at pengene bliver skævt fordelt! Det fornuftigste er, at overlade en sådan vurdering, til donorlandets egne eksperter på området, (ngoérne) og så har vi allerede et mellemled!
At undlade dette mellemled, er hjerteskærende naivt, og faktisk lige det udenrigsministeriet pønser på i disse år. Ligeledes har man i EU ligeledes kommet frem til, at man vil lade bistandsmidlerne blive administreret af den lokale elite. Baggrunden for denne katastrofale antagelse er en forkert analyse, at modtager gruppernes situation, og en manglende erkendelse af deres forskellighed. En model der tog udgangspunkt, i interesse forskellene mellem forskelligt socialt positionerede individer vil øjeblikkeligt afsløre det umulige i at lade ulven vogte får. Omvendt er den model man bruger håbløs dum, idet man omtaler og forstiller sig grupper, nationer og samfund som ensartede og harmoniske. Først SKAL man forstå, at modtager gruppen kan være sammensat og ikke deler alle interesser. Dernæst er det vigtigt at forstå at der er fremkommet en globaliserede elite i modtagerlandene, som har sig selv og sine egne behov som sit mål, og endelig så er denne elite sjældent repræsentativ, idet den som regel er selvudpeget. Denne elite udgør, et langt være mellemled end donorlandenes egne ngo´er. Fordi pengene sjælden eller aldrig kommer længere. Den franske økonom Alain Lipietz der beskæftiger sig med denne problematik har påvist de strukturelle forskelle mellem de kapitalistiske landes metropoler og periferien angående den globale fordelingen af økonomiske, militære og kulturelle resurser. Han opdagede at den strukturelle situation havde skabt en elite i periferien som på deres landsmænds bekostning berigede sig selv. Det er denne forbandelse som er bistandens største udfordring og problem, ligesom det er udviklingslandenes største problem!
For interspersed se: Alan Lipietz.: ” Mirages and Miracles: The Crises of Global Fordism”. Verso 1987.
@Claus Oreskov
Nu formoder jeg, at du har kendskab til MYC4. Se venligst http://www.information.dk/187828 hvor jeg henviser til og diskuterer organisationen. Som du kan se bryder
Jeg er ikke fuldstændig uenig i dine antagelser mht ngo’er.
“At undlade dette mellemled, er hjerteskærende naivt, og faktisk lige det udenrigsministeriet pønser på i disse år. Ligeledes har man i EU ligeledes kommet frem til, at man vil lade bistandsmidlerne blive administreret af den lokale elite.”
Men når det er sagt kan man sige, at ngo’ernes frygt for at de ikke bliver inddraget er bundet op på at de ville miste deres eksistensberettigelse.
“Omvendt er den model man bruger håbløs dum, idet man omtaler og forstiller sig grupper, nationer og samfund som ensartede og harmoniske. Først SKAL man forstå, at modtager gruppen kan være sammensat og ikke deler alle interesser. Dernæst er det vigtigt at forstå at der er fremkommet en globaliserede elite i modtagerlandene, som har sig selv og sine egne behov som sit mål, og endelig så er denne elite sjældent repræsentativ, idet den som regel er selvudpeget.”
Det er jeg helt og aldeles enig i. Det er netop en af de mange årsager som gør, at landene ikke udvikler sig.
Tilføjelse til første afsnit:
“Som du kan se, er der en hel del kommentarer som udelukkende fokuserer på at statslig udviklingsbistand bare er det bedste.”
Thomas Ole Brask Jørgensen
“Hvad er det egentlig du snakker om, når du siger at fejlslagen bistandsindsats er bedre end ingen indsats.”
Er du venlig at citere korrekt?
Med hensyn til tonen er du osse’ på vildspor. Det er vel dit opus om sofagruppen, der er det mest nedladende i debatten…
Såe: hus forbi.
Hugo Barlach
Jeg undskylder for den forkerte citering. Det er også det eneste jeg kan beklage.
@Thomas Ole Brask Jørgensen.
Du skriver meget rigtigt: ” Men når det er sagt kan man sige, at ngo’ernes frygt for at de ikke bliver inddraget er bundet op på at de ville miste deres eksistensberettigelse.”. På den anden side er det noget af en forbandelse, at man som ngo, altid kan blive udsat for denne beskyldning. Jeg har selv oplevet det masser af gange. Man må nok se på hvad en ngo egentlig er - idealt set!
For mig består en ngo af både frivillige og fastansatte, dertil kommer et bagland bestående, af mennesker der sympatisere med den sag, som ngo´en arbejder for. Hertil kommer en bestyrelse, som også er engagerede og frivillige. Nogle ngo´er, er optaget af ngo arbejdet i døgndrift fordi de problemstillinger, som er relateret til arbejdet samtidig er vigtigt for personerne selv – moralsk set. Hvor mange kan adskille arbejde og fritid, er der mange ngo´er der ikke kan. Er der tale om en rigtig god ngo, vil flere af medlemmerne være eksperter, på de områder som foreningen arbejder med. Udgangspunkter for at beskæftige sig med ngo arbejde eller, at danne en ngo, er altid en politisk eller social indignation, og et moralsk imperativ. Vi må formode at det er dette engagement der driver ngo´erne, og ikke de stillinger som de kan få i forbindelse med ngo arbejdet.
Desværre sker det alt for ofte, at en ngo (eller en hver anden forening eller bevægelse) stivner og bliver sin egen modsætning. Denne proces er mesterligt analyseret, af Jean-Paul Sartre i ” Kritik af den dialektiske fornuft”. Ngo´erne må derfor, til stædighed forny sig, gennem kritiske dialoger og evalueringer! At dette sker, er den enkelte ngo´s eget ansvar.
Jeg er ikke uenig, Claus.
Hej Folkens
Tak for jeres reaktioner på artiklen, de er lærerige for mig at læse. Hvad jeg forsøger at skubbe til med artiklen er den himmelråbende idiotiske idé at penge (bistand) har nogen som helst værdi i sig selv. Penge har kun værdi indenfor et menneskeligt fællesskab og de kan hældes ud i kloaken og ødes bort på misbrug og konsum eller de kan bruges til at udvide mulighederne for menneskelig udvikling. Det kræver menneskeforstand og energibevidsthed at skelne mellem skidt og kanel i den her branche. Jeg vil ikke påstå at al international udviklingsbistand er penge ud af vinduet, men man skal bare gøre sig klart at sandsynligheden for at man laver rod i andres sager ved at blande sig, er langt større end sandsynligheden for at egentlig at hjælpe. Antropologer vil vide at der findes ikke ‘gratis gaver’. Enhver gave rummer en forventning om en modydelse og at nægte modtageren af en gave muligheden for at give noget tilbage er ødelæggende for selvopfattelsen. Mennesker har behov for visse ting, vi har blandt andet et helt fundamentalt behov for at give. Den jævnbyrdige og ligeværdige udveksling mellem mennesker på tværs af kulturer har trange kår, så længe vi bilder os ind at penge er det eneste mennesker er interesserede i. Med fare for endnu engang at blive kritiseret for at være en sværmerisk grønskolling vil jeg slutte med et citat jeg selv har fundet på: Livet er ikke til for at tjene penge, penge er til for at tjene livet.
Martin Agurk
Sådan Martin.
Vi hører gerne fra dig igen, som sagt. Den offentlige vridemaskine er jo ikke sådan bare lige at håndtere; men rummer også mulighed for input. Håber du har fat i, at man skal presses et par tænder, hvis man skal flyttes videre, osse på antropologien…
Med venlig hilsen