Opslag til denne artikel

Personer:Erik Fabrin, Helle Thorning-Schmidt, Martin Ågerup
Organisationer:CEPOS, Cevea, Kommunernes Landsforening

Så var de der igen, CEPOS. I denne uge var det P1 tirsdag morgen, der bed på.

Debatten handlede om de nedslidte skoler. De fleste kan være enige om, at utidssvarende bygninger simpelthen ikke er godt nok til vores børn. Til gengæld kan man være uenig om, hvordan regningen skal betales, og det var den vinkel, som P1 morgen havde valgt.

Erik Fabrin, formand for Kommunernes Landsforening, argumenterede for, at der ikke var penge i kommunekasserne til opgaven. Martin Ågerup, direktør for CEPOS, mente, at kommunerne måtte ligge, som de havde redt. På overfladen en hel reel og klassisk radiodebat, hvor to vinkler af en sag bliver belyst. Men alligevel et lidt pudsigt valg af kilder. For hvorfor skal formanden for kommunerne diskutere med en mand, der er ansat af en tænketank til at påvirke den offentlige debat med liberalistiske synspunkter?

Det er ikke så meget det, at CEPOS er der. Det er mere måden, de er der på. Tænketanke er vigtige i et moderne demokrati, men de er altså lige nøjagtigt dét: tænketanke. Professionelle meningsmaskiner, der lever af at påvirke offentligheden med en bestemt ideologi. De er ikke uvildige kilder, de er ikke eksperter, ikke frit-tænkende debattører, og de laver ikke videnskab. Når CEPOS deltager i debatten om nedslidte folkeskoler, er de hverken beslutningstagere, partskilder eller uvildige kilder, men et neo-liberalt reklamebureau, der bruger en aktuel historie som anledning til at påvirke den offentlige debat med deres synspunkter.

CEPOS’ succes

Der er mindst tre gode grunde til, at CEPOS har så stor succes. Lad os begynde med det uproblematiske. CEPOS er simpelthen godt gammeldags dygtige til det, de er sat i verden for. De forstår at prime, spinne og frame historier, så stort set alle notater fra tænketanken ryger direkte ind på mediedagsordenen. Det er ikke kun dygtigt. Det er også sundt for demokratiet og for den offentlige debat, at det ikke kun er de traditionelle magthavere som politikere og interesseorganisationer - eller for den sags skyld pressen selv - der er med til at sætte dagsordenen.

For det andet har CEPOS succes, fordi de opererer i en medieverden, der bliver stadig mere presset på økonomien. CEPOS har lært, at alle pressemeddelelser, der begynder med “Ny meningsmåling viser - ” med stor sandsynlighed ryger direkte i mediemøllen. Og hvorfor ikke. Der er ofte tale om ‘undersøgelser’, der kommer fra et ‘Center for Politiske studier’ med ‘associerede forskere’, så det lyder næsten som om, der er tale om objektiv videnskab. CEPOS leverer historierne på et sølvfad - lige til at spise for den travle redaktion. Det er en gave i en tid, hvor der bliver færre journalister og mindre tid til lave selvstændig research og til at faktatjekke og perspektivere de historier, der bliver leveret af professionelle kilder.

En tredje grund er, at der ikke er nogen modpol til CEPOS. En tilsvarende tænketank, der også er sat i verden for at påvirke vores mening, men bare i den anden ekstreme retning. Og dog. I efteråret så CEVEA dagens lys. For de, der skulle tro, at det var navnet på en schweizisk helse-müsli, kan det oplyses, at det er en forholdsvis ny ‘centrum-venstre’-tænketank. CEVEAs intentioner er gode, og idéen er ikke dårlig, men nogle gange er det et simpelt spørgsmål om matematik, hvem der sætter sig på mediedagsordenen.

CEVEA har så vidt vides en enkelt direktør ansat og derudover kun mailadresser på en række fremtrædende personer, der støtter op om initiativet. CEPOS har ifølge deres hjemmeside 20 medarbejdere, der er ansat til at påvirke meningsdannelsen i retning af ‘frimarkedstænkning’. Når ressourcerne er så forskellige, er der ikke tale om en kamp mellem ligebyrdige modstandere eller om et reelt alternativ for den travle journalist - men kun en ensidig meningspåvirkning fra en superstærk professionel kilde.

CEPOS-lektion

Du har ikke forstået, hvad det kommunale selvstyre handler om”, er en rimelig hård udmelding, når den kommer fra formanden for KL og er rettet mod en liberalistisk meningsmager. Paradoksalt kan man dog argumentere for, at det gavner det liberalistiske projekt, at venstremanden Fabrin på den måde irettesatte CEPOS.

CEPOS’s egentlige genistreg består nemlig ikke i at være dygtige til at komme i medierne. Genistregen består i, at så længe CEPOS missionerer fra en meget yderlig højrefløj, og medierne giver dem taletid som ekspertkilder, så fremstår regeringens liberalistiske projekt som en pragmatisk blød midterpolitik. Hvis et SR-alternativ med Helle Thorning-Schmidt i spidsen skal have en chance for at sætte sig på fremtidens mediedagsorden, kan de lære meget af CEPOS.

Det handler om hurtigst muligt at oprette en kvasi-marxistisk tænketank med 20 fuldtidsansatte, der står til rådighed for pressen 24 timer i døgnet med alverdens ultra-socialistiske analyser og meninger. På den måde ville en SR-regering kunne fremstå som den rene, fornuftige borgerlighed.