‘Visionsløs’ stod der på gårsdagens forside om kulturminister Carina Christensen (K). Et enstemmigt kor af kulturordførere fra begge de politiske fløje og fremtrædende kulturpersoner fra fortrinsvis den borgerlige lejr mener, at den nuværende kulturminister er alt for passiv.
Efter godt og vel et halvt år på posten har hun ikke på mindste måde formået at sætte sig på den kulturpolitiske dagsorden. Kritikken lyder, at hun som minister er for meget embedsmand og tænker for få selvstændige tanker. Hun er god til at administrere, men man hører aldrig en markant eller kontroversiel udmelding fra hende, lyder det eksempelvis fra DF’s Pia Kjærsgaard.
Nu er det ikke så overraskende, at Pia Kjærsgaard mener, kulturpolitikken er et vigtigt led i værdikampen og derfor ønsker sig en markant minister på posten. Ligesom det heller ikke ville være overraskende, hvis hun indtog det modsatte synspunkt over for en kulturminister, der var udpeget af den modsatte politiske fløj.
Det er ikke noget taknemmeligt job at være kulturminister. Man skal administrere et stort og kompliceret lovområde.
Og man står over for en engageret kultur- og kunstverden, som er klar til at råbe højt og velformuleret, hvis de er utilfredse. Dertil kommer en mere eller mindre latent arrogance hos det dannede kulturelle borgerskab over for typer som Brian Mikkelsen (K) og Carina Christensen. Hvad ved de om kunst? Hvad ved de om kultur? Man ynder at gøre sig lystig over, at den forrige minister hed Brian og den nuværende Carina. Som om deres navne siger alt. Deri ligger en kolossal arrogance og social stigmatisering, som er uværdig for en kulturdebat.
Det har aldrig været meningen, at kulturlivet skulle elske deres minister. For at være en god kulturminister behøver man ikke kunne tale med om den seneste udvikling inden for alle kunstområder. Ligesom man heller ikke, som det var tilfældet med Brian Mikkelsen, behøver at have et klart politisk-ideologisk sigte med sin kulturpolitik og gøre den til led i en større værdikamp.
Forudsætning for at være en god kulturminister er imidlertid, at man træder i karakter og leverer nogle klare holdninger til, hvad man ønsker sig for området. Og det har Carina Christensen ikke gjort.
I en lang række sager undlader hun ganske enkelt at handle. Eksempelvis er debatten om TV3 symptomatisk. Ifølge eksperter kan den kommercielle tv-station, der sender dansk fjernsyn fra London, underlægges dansk reklamelovgivning, som er mere restriktiv end den britiske.
Men Carina Christensen afviser at gå ind i sagen. Hun lader en kontorchef i Kulturministeriet udtale til medierne, at det er svært at føre det nødvendige bevis for, at tv-stationen alene er placeret i England for at omgå reklamereglerne i de lande, den sender til.
Fra Socialdemokraterne lyder svaret, at man i det mindste bør ændre betingelserne for støtte fra public-service-puljen, så kun medier, der overholder dansk lovgivning, kan få del i støtten. Den danske stat tildeler nemlig TV3 ganske mange millioner om året.
Men den diskussion vil Carina Christensen heller ikke forholde sig til. “Puljen er en del af medieforliget, og jeg ser ingen grund til, at vi her og nu går ind og ændrer reglerne,” siger hun.
På samme måde undlader ministeren at træde i karakter, når det kommer til kulturdebatten. For nylig blussede diskussionen om Statens Kunstfond op igen.
Kritikere mente, at støtteordningen sætter markedskræfterne ud af spil og etablerer et lukket system, der reproducerer den samme kedelige kunst år efter år. Tilhængere indvendte, at mangfoldigheden går tabt, hvis markedskræfterne får lov at bestemme. Men Carina Christensen hørte man intet til, selvom det havde været en oplagt mulighed for at levere nogle relevante holdninger, da diskussionen netop sætter fokus på krydsfeltet mellem stat og kulturliv.
Problemet er, at ingen ved, hvad Carina Christensen egentlig mener om for eksempel TV3 og Statens Kunstfond. Det er ikke alene kritisabelt ud fra et demokratisk perspektiv, at en politiker ikke bekender kulør. Det er også pokkers ærgerligt, for som kulturminister har man en helt unik mulighed for at sætte gang i den diskussion, der bevæger dansk kulturliv fremad.
Den egentlige skandale ligger i, at regeringen som led i en ministerrokade, der skulle gå op, har udpeget en minister som så åbenlyst ikke interesserer sig for sit område.
Det er en hån mod hele Kulturministeriet som institution og mod hele det kulturelle Danmark. Under Brian Mikkelsen blev kulturministeriet brugt til også at føre kultur- og værdikamp. Nu har man åbenbart syntes, at der skulle ro på.
I stedet er det blevet en farce.
Kommentarer
Når kulturen nu ér forvandlet til farce, og der ikke er noget at komme efter, hvad skal folkeviddet så gøre andet end at lave grin med hvad man kan finde?
Det er da en trøst at også ’Brian’ er kommet i maskinen. Det plejer at være forbeholdt kvinder at blive beskrevet ud fra deres tasker og tøjvalg, uanset hvad de ellers kan have af fornuftig politik.
Nå, så faldt Peter Nielsen og Anton Geist endelig lidt ned på jorden i deres kritik af ministerens person. Nu er det så blevet konkretiseret til hendes manglende indgriben overfor TV3 og at hun ikke har proklameret noget nyt om Statens Kunstfond.
Begge dele vil jeg betegne som fornuft. For hvorfor smide en masse skattekroner i en retssag mod TV3, som vi risikerer at tabe? Det kan da ikke være en kerneopgave for kulturministeriet. Vi er mange, som gudske tak og lov slet ikke kan modtage denne kanal.
Og hvad Statens Kunstfond angår, så er loven lige blevet revideret. Og hvad mere kan man så forlange? Der har været forsøg på angreb på de livsvarige ydelser, men det fik Brian Mikkelsen heldigvis afværget. Heldigvis følger Carina Christensen samme spor her.
Kære Nanna,
Som vi skriver, er sagen og TV3 og debatten om Statens Kunstfond blot symptomatiske eksempler på Carina Christensens passivitet. I forsidehistorien, som vi bragte dagen før, var der flere eksempler, som vi også kunne have nævnt.
Det er ikke vores pointe, at hun nødvendigvis skulle være skredet ind over for TV3 eller have ændret mediestøtten, eller at hun skulle have angrebet Statens Kunstfond. Vores pointe er, at hun bør markere sin holdning til sådanne diskussioner. Det er en forpligtigelse for en politiker, demokratisk betragtet, og det kan være med til at sætte gang i interessante diskussioner, der bevæger kulturlivet fremad.
Alt godt! Anton
Information har bragt et par indlæg om den “visionsløse” eller “passive” kulturminister. Ingen steder i indlæggene er nævnt sprogpolitikken:
http://www.kum.dk/sw83891.asp/
Interesserer Information sig ikke for sprogpolitik?
Jørgen Christian Wind Nielsen
Nanna Gersov misforstår også en ting, når hun udtrykker, at staten ikke skal bruge penge på en retssag, som den måske taber.. Men jo! Det er jo netop til afklaring af tvivl om fortolkning af love, at retsvæsenet spiller sin fornemste rolle i demokratiet.
Peter
Beskyld mig nu ikke for at misforstå blot fordi jeg har en anden vurdering end du selv. Og hvad skal ordet “også” gøre godt for? Var der andet, du mener jeg “misforstår”, så sig frem.
Om regeringen vil prøve forskellige spørgsmål ved domstolene, er noget den selv afgør. Hvis du mener denne sag er vigtig at få belyst ved domstolene, så begrund hvorfor. Så kan vi jo som borgere opfordre politikerne til det.
Hvem har interesse i en sådan retssag? Hvis det er konkurrerende tv-kanaler, kunne de måske selv anlægge sagen? Og skal skatteyderpenge gå til fremme af deres kommercielle interesser?