Om sommeren fyldes de danske dagblade med Onkel Rejsende Mac-reportager, der fortæller hvilke fine vine man skal hjembringe for at imponere stammemedlemmerne ved de kultiske sensommerarragementer omkring vor tids totempæle, det vi kalder vejfest ved webergrillen. Her på Alt Over Sytten vil vi meget nødigt stå tilbage fra alle de velrenommerede vinanmeldere som har næse for den fine lille souvenir fra ferierejsen, der som vore dages pendant til FM-radio i Cortinaen eller havemøbler i Mahogni kan sætte venner og naboer i en let misundelig forlegenhed, og stadfæste ens ry som en ægte conniseur. Og nu hvor det at rejse til andre kontinenter snart både bliver uoverstigeligt dyrt og ensbetydende med flere års dårlig samvittighed og gæld til energi-banken, har vi skyndt os at tage den ublu sommerferie, mens tid er, og er fløjet til Amerika!

Dollarkursen er lav og kvaliteten er høj, så slå et smut forbi den lokale liquor store, og find en flaske af den mest ærkeamerikanske af alle brændevine, majswhiskyen bourbon. Den er produceret i Kentucky, en stat der derudover denne er mest kendt for fuldblodsheste og fjerkræjagt, og er, bortset fra få meget store producenter, forholdsvis ukendt i Europa. Der er hundredevis af lokale distillererier og mange af dem har produceret i flere hundrede år, og er kendt og elsket tværs over USA. Vi har udvalgt et par stykker som kan findes, også selvom man skulle være så uheldig at komme til den forkerte ende af landet; eller såmænd bare have en rig onkel der vil have en gave med til Europe.

Fuldmoden

Black Maple Hill er navnet på whiskyen fra Kentuckys største traditionelle familieejede distilleri. Den er lagret I omtrent otte år - det afhænger af årgangen, og hvad der findes passende for den enkelte bryg - og er, trods sin ret høje alkoholprocent en ualmindelig blød og venlig whiskey. Som med alle bourbons er aromaen tydeligt karameliseret, og har klare nuancer af valnød og sirup. Smagen er fuldmoden, rund og fed, men ikke mere kompleks end at selv folk uden noget foregående kendsab til genren kan nyde den. Der er nuancer af egetræ og græs, men selvom den er meget sød og ikke særlig frugtet, er den stadig ikke fad, og er lidt af en sommersjus. Den vil være ganske god som en positiv overraskelse til de, som ikke normalt drikker whiskey. Eftersmagen er lang og meget varm, og er man så heldig at have en vestvendt terrase eller altan, er denne i sit rette element til en solnedgang i sensommmeren. Men pas på med mængden, for den kan godt være lidt søvndyssende.

Fra flaske til flaske

I en helt anden boldgade finder vi Eagle Rare Single Barrel. Den kommer, som de mere skarpsindige kan have gættet, fra individuelle tønder, og er derfor en form for pendant til skotske single malts, skønt det her er lagringen og ikke malten, der holdes adksilt. Derved opnår man små nuanceforskellen i hver enkelt flaske, til stor glæde for de der drikker overordentlig meget bourbon. For de af os som nyder denne drik i mere moderat mængde, er der dog rigeligt at glædes over. Den har en fuldvoksen og skarp aroma, hvor tjære, portvin og blomme træder frem og blander sig til en hæs og bitter lød, der minder mere om en blød skotsk whisky end en bourbon. Smagen er derimod helt Frankfort thouroughbred, og er, i modsætning til den Black Maple Hill, rigelig faceteret. Den har en mørk overtone, som en baryton af solbær og bitre mandler, men denne er afstemt af en bred og omfavnende krop. Tøndens smag af egetræ går igen, denne gang tjæret og kulsveden, hvilket man bør smage, for at vide at det er ment ubetinget positivt. Eftersmagen er lang som Randersvej i modvind, men fuld af kraft og giver nye, tørrere nuancer til det samlede indtryk. Dette er en stout karl,som gør sig fremragende i lommelærken på fisketur, eller som smøremiddel til højtlæsning af Faulkner. Indtrykket bliver ikke mindre storladent af at flasken er pryddet af en jagende fiskeørn - Go fish!

5/6 Black Maple Hill, 47,5 procent, 70 cl. 43 dollar

5/6 Eagle Rare Single Barrel 10 years, 45 procent, 37,5 cl. 17,50 dollar

Begge er købt i Tower Wine I Atlanta, men kan findes overalt i USA