Det er en myldrende udstilling at træde ind i. Sjældent har Louisianas underjordiske etager været så fængende arkitektonisk disponeret. Med svalegang og stillads i det høje rum, så man kommer rundt og kikker ned og bliver ført tilbage i den lange krumme tunnel, som er plastret til med store plancher mellem modeller og installationer.
Nu gælder det klimaneutrale bygningsrammer. For to år siden gjaldt det konstruktioner. Museet kører et flerårigt udstillingsprojekt om grænsesprængende arkitektur, og synliggør som oplysningsinstitution forholdet mellem arkitektur og samfund.
Tankegangen er Poul Erik Tøjners, i kataloget, og kan måske som skrevet står medvirke til at bringe arkitekturen hinsides den æstetik, der måske er for indskrænket til at opfange nye felter og grænseområder.
Man bemærker forbeholdene i hovedet på direktøren for det hele. Måske og måske. Et forbehold som også stikker ud af filosof Ole Thyssens katalogartikel om, at naturen er stum og altså ikke noget imperativ. Så hvad skal man egentlig med grøn og bæredygtig arkitektur. Skulle man ikke hellere forbyde reklamer? - spørger CBS-professoren. Næsten.
Åh jo, men det ligger da lige for at prøve at spare på energien, at give stimulerende form til nye rammer, selv om det ikke altid er til at forstå, hvorfor huse skal kombineres med små vindmøller og lokal regnvandsindvinding.
Solceller, indbygget i skodder og tag. De flader er der alligevel. Men meget andet har hidtil kunnet virke molboagtigt, dynen over hovedet, roterende raslen på taget og tung luft i alrummet.
Varmt og koldt
Den nye udstilling, der kører op til topmødet i december, er delt i tre kategorier: By, Klima og Stofskifte. Og til hver kategori hører foruden bygninger og projekter såkaldte laboratorier, hvor (hovedsagelig) erfarne arkitekter er inviteret til at pege drømmens grønne realiteter ud i by- og bygningsmodeller og forskellige mellemting mellem installationskunst og huse.
Ecosistema Urbano for eksempel, med by-akupunktur og ecoboulevarder, lodrette haver og kunstigeklima-rotunder i Madrid. Men også større parkplaner på tværs af Paris’ byområder, som Richard Rogers foreslår det.
Norman Foster og hans partnere (elefanthuset i København, Reichstags-kuplen i Berlin, Agurken i London) lægger i bygningernes udformning vægt på lyset, solen og luftens bevægelser. Og de understreger i et kataloginterview betydningen af fleksible bygninger med lang levetid.
Ikke nogen ny tanke, men åbenbart svær at gennemføre. Måske bliver det alvor nu. 44 procent af verdens energiforbrug går til bygninger, 43 procent til transportt, så infrastruktur og byggeri er to meget vigtige parametre. Men svingende! En borger i København bruger kun en niendedel af den energi, en indbygger i Detroit slipper løs.
Og når det gælder verdens nye storbyer i de varme lande er gadenettets retninger vigtige i forhold til vind og køling, som i Fosters Masdar City, Abu Dhabi.
Vugge til vugge
Sauerbruch Hutton har projekteret et hus på Københavns Langelinie, som tager gavn af vand og klima på stedet. Og i Beijing har et samarbejde mellem kinesiske og italienske arkitekter affødt et hus med solpaneler som markant arkitektonisk lys-afskærmning.
Steven Holl går i Kina lidt tungsindigt til værks med tunge betonkerner og indbyggede termiske vandrør. Mere traditionelt, men i samme tankegang som plasticvandboblerne over Arup og PTW’s olympiske Beijing-svømmestadion.
Landbrugsarealer hævet på søjler og hustage kan erstatte urbaniserede øko-arealer. En af hovedmændene bag tankegangen, William McDonough, besøgte for nylig København for at blive hædret med Rockwool-prisen for sin såkaldte vugge-til-vugge-filosofi(i modsætning til vugge-til-grav-princippet).
Det gælder for ham om at øge genbrug og cirkulation frem for destruktion og forurening. Direkte adspurgt af Information om, hvordan det er lykkedes ham (og ikke så mange danske teknikere) at gennemføre sine øjen-åbnende projekter, svarede McDonough, at det nok har at gøre med, at han hver gang har kunnet dokumentere rentabiliteten over for bygherren.
Det må have været svært med svævende kinesiske marker, men hænger formentlig sammen med muligheden for at indvinde rent rent regnvand i stærkt forurenede områder.
Mindre kan også gøre det. Både franske Lacaton, danske Tanja Jordan og Kirsten Birk bruger glas og grønt som nye facader uden på gamle konstruktioner.
Fisk og farver
Et hus til katastrofeområder bygget af tomme plasticvandflasker står og skinner ud i Louisianas park. Signeret Instant Architects. Og besnærende er naturligvis tanken om at bringe vand frem, tømme de særligt designede flasker og stable dem som hus, eventuelt fyldt med tungere materiale.
Danske 3xN’s interaktive moebius-krøllede Louisiana-skulptur baseret på nye intelligente materialer har vi endnu til gode. Nye molekylære strukturer, lette men stærke eller biologiske, er under udvikling og når frem til græsmanegen ved havet i sommerens løb.
Den samme interesse for naturbaserede, men nedbrydelige materialer er vigtig for R&Sie(n). Det ser temmelig blop-agtigt ud, men udgangspunktet er snarere situationistisk, i alt fald i deres egen katalog-selvforståelse. En slags biologisk situationisme? Hmm! - med fisk i regnvandsbassinet, som skal leve af det langsomt nedbrudte hus og spises af publikum, når prototypen til næste år bliver udbygget som temporær pavillon i Stockholm.
Louisianas mangeårige arkitektkurator Kjeld Kjeldsen har sammen med et større hold sat en udstilling i spil, som er lysende fuld af ideer, overskud, formgivning, teknik, slagord og kompakte tanker.
Helheden er trods enkelte sære new-age vildskud blevet et dementi af huslig økologi som halm i vægge og træsko eller den gamle vittighed om at holde ged i soveværelset:
A: “Jamen hvad så med lugten?” B: “Den må geden sgu finde sig i!”
‘Fremtidens arkitektur er grøn’. Louisiana. Til den 4. oktober. Katalog 144 s. ill.
Kommentarer