“Vi har nået smertegrænsen i udgifterne til specialundervisning.”
Daværende formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, Bjørn Dahl (V), borgmester i Roskilde til Information i 2002
Forældre vil gerne have velfungerende og glade børn. Skolen vil gerne have undervisningsparate elever, og samfundet i sidste ende vil gerne modtage en arbejdskraft, der kan matche videnssamfundets udfordringer. Hvordan får alle tre parter deres ønsker og behov opfyldt? Jo, vil stiller en diagnose.
Diagnosen er blevet en del af det strategiske spil i kampen om ressourcerne i folkeskolen. Hvis Jens eller Alberte kan få en diagnose, er de sikret en særlig personlig specialundervisning resten af deres skolegang. Diagnosen giver forældrene tryghed; nu får deres barn den særlige opmærksomhed, som han eller hun har brug for for at klare sin skolegang, og den fratager samtidig til en vis grad forældrene for skyld og ansvar.
Barnet får en plads i fællesskabet i klassen. Læreren får ekstra ressourcer til pædagogisk og socialt at rumme det diagnosticerede barn og samtidig honorere kravet om, at alle eleverne i klassen lærer noget.
Som lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Søren Lanager, har påvist på baggrund af sin forskning i inkluderende pædagogik, så var diagnosen tidligere noget, man forsøgte at gå uden om for ikke at fælde dom over barnet, mens den i dag er forbundet med en række fordele.
Alle har et eller andet, de kan diagnosticeres for, og grænsen for hvem, der skal og kan diagnosticeres, rykker sig.
Det skaber et pres på udgifterne til specialundervisning, hvilket i de sidste mange år har været de økonomiske forvaltere i kommunernes hovedpine.
I takt med at man op gennem 1990’erne forsøgte at gøre folkeskolen mere rummelig, så en bredere gruppe af elever kunne indpasses i ‘normalklasserne’ og dermed overflødiggøre specialundervisningen, er udgifterne til området paradoksalt nok steget og steget. Og det til trods for at kommunerne længe med alle midler har forsøgt at slå hælene i jævnfør ovenstående citat fra Bjørn Dahl, tidligere formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening. I 2002, hvor kommunerne således forsøgte at smække kassen i, var deres udgifter til specialundervisning eksploderet med 150 pct. siden 1990.
Ifølge de nyeste tal får knap hver sjette dreng i dag specialundervisning, og 20 pct. af samtlige udgifter i folkeskolen går i dag til området. I kroner og ører er udgifterne til det mest specialiserede område steget med 23 procent fra 3,7 milliarder kroner i 2006 til 4,5 milliarder kroner i 2009.
Samtidig er antallet af klagesager til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning steget, efter at kommunerne har overtaget ansvaret, viser en ny redegørelse om specialundervisning. Det hænger dog også sammen med en stigning i antallet af klageberettigede, der er blevet fordoblet i forbindelse med kommunalreformen.
Forældrene er blevet brugere af folkeskolen. Får de ikke det tilbud, som de mener, de har krav på, klager de, og loven giver børn med en diagnose eller en henvisning i hånden krav på specialundervisning. Et krav som kommunerne i stort omgang forsøger at omgå ved at begå direkte lovbrud. Økonomien må ikke spille ind når, der skal træffes afgørelse om børn med særlige behov, men det gør den, mener 92 procent af de adspurgte skolepsykologer i en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut.
Og der er ikke noget at gøre for ministeren:
“Det er meget vigtigt, at alle børn får den specialundervisning, de har brug for. Heldigvis får flere børn i dag hjælp, og der er aldrig brugt så mange penge på området som nu,” siger Bertel Haarder (V) i en kommentar til undersøgelsen.
Når man medtager folkeskolens skærpede krav til eleverne om øget selvforvaltning, kreativitet, samarbejdsevne og ændringer fra traditionel klasseundervisning til mere individualiseret og løst struktureret undervisning, er det også i samfundets interesse at få pillet de børn ud, der ikke kan klare presset. Og samtidig give dem nogle ressourcer, så de får en chance for at komme med på vognen.
Med andre ord kan man sige, at vi har de børn og den folkeskole, vi har bedt om. Og at folkeskolen i øvrigt koster det, den skal, uagtet at kommunerne vånder sig.
Danmark er et højt specialiseret samfund, der har normaliseret diagnosen, fordi det er i alles interessere.
Problemet er bare, at bliver diagnosen en rettighed, som flere og flere kan tilkæmpe sig, er der mindre til dem, der ikke kender deres rettigheder og ikke ved hvilke kanaler, de skal bruge, for at få (normal)behandling.
Kommentarer
Kom herhen lille Peter, så skal jeg forære dig en rigtig kindhest!
Mig bekendt, har vi de børn, vi selv har sat i verden plus et par asylbørn. Men de satans unger slægter åbenbart ikke de pæne, ordentlige forældre på. Eller de vil ikke og gør skammeligt oprør - i klassen og på gaden, og vi bliver forargede og stiller diagnoser, for åbenbart synes vi ikke, at alle børn normale, og Bertel Haarder og Bjørn Dahl må vånde sig over overflødige udgifter til specialundervisning. Og på gaden vånder justitsministeren sig over spilte politimillioner til jagt på børn og unge gennem det indre København. Var det i solidaritet med soldaterne i krig eller var det den moderlige omsorg, der fik de tre koner - Hanne, Ruth og Ritt - til at stå sammen om at tage al legetøjet og at præstere alle tiders endefuld, hvor striberne endnu står tilbage? I hvert fald genindførelsen af hine slagkraftige opdragelsesmetoder. Denne 69-dag fungerede et sjældent eksemplarisk samarbejde mellem politi, religion og borgmester. Nu véd de unge, hvor magten sidder, så de husker det den dag, de bliver voksne. Mon de har lært opskriften på at modellere samfundet om, så de også lukker baggården ind i skoleklassen og i de kloges begreber om normalitet?
Det er da ellers lidt af en påstand, at “alle har et eller andet, de kan diagnosticeres for” - ihvertfald hvis vi taler om børnepsykiatriske diagnoser, som kan give anledning til specialundervisning. Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at sådanne diagnoser er mere end “en del i det strategiske spil i kampen om ressourcerne i folkeskolen” og “en rettighed, som flere og flere kan tilkæmpe sig”. Diagnoser kan faktisk være meget nyttige og nødvendige redskaber i.f.t. at støtte et barn med funktionsnedsættelser og give det succés-oplevelser fremfor nederlags-oplevelser. Har dit barn f.eks. vanskeligheder i retning af autismespektrumforstyrrelser, adhd, ordblindhed, talblindhed osv. osv., er det altså vigtigt at vide det, så du og dit barns lærere/pædagoger kan støtte dit barn på bedste måde.
Jeg kan godt forstå både Diepgen og Barnkob. Den første har givetvis noget ret i at diagnosticeringen af børn og unge er løbet helt løbsk, den anden ret i at børn og unge med mentale handicaps ikke skal stilles ringere end børn, som (tilsyneladende) er normalt fungerende. Det er måske en balance mellem rummelighed og støtte for skolebørnene generelt og for den enkelte i særdeleshed.
Tænk, hvis de kommunale skoler kunne tilbyde klassestørrelser, som tillod almindelige lærere med et almindeligt energi-niveau at give forskellig opmærksomhed til eleverne - i tidssvarende lokaler, hvor eleverne kunne få fysisk plads til deres forskelligheder. Så kunne det tænkes, at rummeligheden var stor nok til mange af de elever, som kun i nogen grad belastes af de diagnoser, som de i dag er nødt til at have papir på for at få de ekstra ressourcer, de behøver. Tilmed kunne det tænkes, at der blev flere ressourcer til de elever, som til overmål opfylder diagnosekriterierne og behøver særlig ressourcekrævende foranstaltninger.