“Pragmatisk udnyttelse” kalder russerne det selv i den nye Nationale Sikkerhedsstrategi, som præsident Dmitrij Medvedev præsenterede 12. maj. Begrebet dækker over den måde, Rusland aktivt har brugt verdens største gasreserver til at skaffe sig udenrigspolitisk indflydelse og genrejse russisk økonomi.
Men nu risikerer Ruslands vigtigste våben at ramme sin egen ejer. Kunstigt lave priser på det russiske marked, et dyrt gasindtog i Centralasien og en faldende markedspris på gas gør alvorlige indhug i de indtægter, der udgør omkring 20 pct. af Ruslands bruttonationalprodukt.
Samtidig er Rusland bundet af, at der reelt ikke er et alternativ til de europæiske kunder, hvis der skulle opstå en konflikt, siger Pierre Noël, der er energianalytiker for tænketanken European Council on Foreign Relations.
“Rusland spiller det retoriske kort, at hvis I ikke opfører jer ordentligt og indfrier vores visioner, så sælger vi til Kina. Men det er ikke en troværdig trussel,” siger Pierre Noël.
Den gule fare
Ruslands Nationale Sikkerhedsstrategi understreger netop behovet for at sprede eksportmulighederne til flere markeder, men efter mere end fem års ‘strategisk samarbejde’ med Kina, har Gazprom endnu ikke solgt en eneste kubikmeter gas til naboen i øst.
En forklaring er, at den aktive gasproduktion geografisk ligger tættere på Europa, og at det er teknisk besværligt at bygge rørledninger til Kina.
Men der er også en politisk forklaring, mener Flemming Splidsboel, der beskæftiger sig med det russisk-kinesiske forhold ved Forsvarsakademiet.
Gazprom oplyser selv til Information, at man ikke har råd til at ignorere Kina og det asiatiske marked, men ifølge Flemming Splidsboel har Rusland ved flere lejligheder afslået kinesiske tilbud om at betale russiske rørledninger til Kina.
“Rusland er forbeholden over for at levere gas til Kina, for de frygter, hvad kineserne vil bruge den ekstra vækst til. At Kina får større kapaciteter,” siger Flemming Splidsboel.
En tredje forklaring er den rent kommercielle. Asien er ikke lige så økonomisk attraktiv som Europa, da man ikke kan få samme pris for gassen, og Gazprom ender nemt som lillebror i forholdet til den folkerige kunde, forklarer Jakub Godzimirski, der er seniorforsker i russisk energi ved Norsk Udenrigspolitiske Institut.
“Kina har flere forsyningsmuligheder, så Rusland vil have svært ved at dominere det asiatiske marked og diktere betingelserne, som de kan i Europa,” siger Jakub Godzimirski.
Prisfælde
I stedet har Gazprom koncentreret sig om at kontrollere det europæiske marked, blandt andet ved at opkøbe gas hos de potentielle konkurrenter i de centralasiatiske lande. Men Gazprom indgik de langvarige kontrakter, inden den økonomiske krise fejede over verden, og derfor er Gazprom nu fanget af dyre opkøb og billig videresalg.
Ifølge det russiske statsnyhedsbureau RIA løber de centralasiatiske kontrakter indtil 2028 og til en gennemsnitspris på 340 dollar per tusind kubikmeter gas i 2009. Europa betaler i gennemsnit 280 dollar for den samme gas i 2009, og på det russiske hjemmemarked er prisen endnu lavere, da den bliver holdt kunstigt nede.
Når man samtidigt tager i betragtning, at Europa står for 85 pct. af Gazproms eksportindtægter, står det klart, at det statsejede selskab er dybt afhængig af, at der ikke opstår problemer med de europæiske kunder nu, siger Jakub Godzimirski.
“Rusland er meget afhængig af Europa. Russisk gas står for seks pct. af det europæiske energiforbrug, så det kan godt være, Europa får problemer med energimangel, hvis det kommer til konflikt, men Rusland får store indkomstproblemer,” siger Jakub Godzimirski.
Men selv om Rusland ikke har andre end Europa at vende sig til med sine store gasreserver, mener Flemming Splidsboel ikke, man helt skal afskrive det russiske gasvåben.
“Den gensidige afhængighed, som man taler om, er en lille smule skævvredet. For Rusland kan nemmere stoppe gassen til os, end vi kan stoppe betalingen til dem. Men det er rigtigt. De har brug for os,” siger Flemming Splidsboel.
Europæiske ledere beskyldes ofte for at danse efter gasmastodonten Ruslands pibe. Men i hvor høj grad truer Rusland den europæiske energisikkerhed? Og hvor villige er de europæiske lande reelt til at gøre sig uafhængige af russisk gas? Information kortlægger den svære balance til den store nabo.
Kommentarer
Som det står skrevet er Rusland dybt afhængig af sin gaseksport. At tale om “gasvåben” er derfor en omgang koldkrigssnak.
Problemet er at leverencerne næsten udelukkende går gennem ukraine, der lukrerer på ledninger opført i Sovjettiden. Ukraine har store problemer med at betale den gas de får leveret— selom de får 20 % rabat.
Rusland kan ikke bare lukke ledningen til Ukraine, hvis Ukraine ikke betaler deres regning— idet Ukraine så lukker for hele systemet, som det skete i vinters.
Det hele er måske lidt mere kompliceret end som så:
Pipelineistan goes Iran-Pak
By Pepe Escobar
http://www.atimes.com/atimes/South_Asia/KE29Df02.html (The Best of Pepe Escobar: http://www.atimes.com/atimes/others/Escobar.html )
Nu har man fået mingeleret den centralasiatiske gas uden om Europa (og måske til Kina), så Ruslands monopolstatus i Europas gasimport begynder at blive udtalt.
Det er uhyggeligt spændende hvordan stormagterne fremover får balanceret deres interesser uden at komme i krig.
Fik jeg sagt, at Peak Natural Gas vil indfinde sig i løbet af et par år?
Hvornår har Rusland øvet pression og over for hvilket land i Europa ?
Rusland har haft bøvl med Ukraine fordi Ukraine udnytter at Ruslands gas går gennem Ukraine til at fremskaffe rabatter og og ekstra uofficielle kreditter til landet.
Det der sker og som også fremgår af artiklen er snarere : Landenes jagt på de resourcer der er i verden.
I den forbindelse er Rusland og USA og ”
“vesten” konkurenter.
At fremstille Rusland som om de er farlige og vil bruge “gasvåbnet” er en omgang sluddersladder.
Danmark har i den forbindelse ikke noget i klemme, da vi indtil videre har gas nok.
Vort selskab Dong har endda indgået aftale med Gasprom om at aftage russisk gas— men først når ledningene gennem nordsøen— uden om Ukraine- er færdigbygget.
Der er mere i denne sag end bare naturgas. Det handler også om at Ukraine er en integreret del i den russiske nationale identitet. Det hænger sammen med landenes gensidige udvikling siden middelalderen. Det er en rigtig spændende men meget lang forklaring på det anspændte forhold mellem parterne.
Niels-Holger Nielsen:
“Fik jeg sagt, at Peak Natural Gas vil indfinde sig i løbet af et par år?”
Peaket sker vel per lokation? Og hvis det globale peak indtræffer om få år, må mange lokale peaks allerede være indtruffet?
Har du nogle kilder om peak natural gas?
Meget interessant artikel af Asia Times. Og tankevækkende.
I Ukraine bor der omkring 8-9 millioner etniske russere— visse områder i øst har russisk flertal— således halvøen Krim, hvor der kun bor 25 % ukrainere. 58 % russere. 12 % krimtatater— dertil en række andre folkeslag.
For mig ser Ukraine ud til at være et land i splid med sig selv, der trækkes i det fra øst og vest.
Ved skæbnens gunst har Ukraine overtaget gasledningerne der blev opført under Sovjetstyret og står s¨åledes i en gusnstig situation mht russisk gas.
Russerne har planer om sammen med andre lande at bygge ledninger “Southstream og Northstream” uden om Ukraine.
Men krisen kradser også i øst og realisationen af planerne trækker ud.