Med de seneste missiltests og atomprøvesprængning har Kim Jong Il placeret Nordkorea øverst på stormagternes to-do liste. Lørdag udtalte den amerikanske forsvarsminister, at USA’s tålmodighed med styret i Pyongyang var opbrugt, Washington var træt af at ‘købe den samme hest to gange’, sagde Gates, der opfordrede de andre asiatiske lande til at skrue op for sanktionerne. Også fra Rusland og Japan var det stærke reaktioner. De to lande udsendte i weekenden en fælles udtalelse. Det er stadig uvist, hvor Kina står, men ellers er billedet klart: Der er internationalt blevet skruet op for den skrappe tone, og midlet til at sætte Nordkorea på plads er yderligere sanktioner oven i dem, som blev indført i oktober 2006. Med sanktioner håber man, at økonomisk pres kan få en stat til at ændre adfærd, uden at man bruger vold.
Ineffektive
Sådan går det desværre uhyre sjældent, advarer Robert A. Pape, professor på University of Chicago. “Det er nærliggende at tro, at man med sanktionerne forsøger at undgå krig, men i virkeligheden vil risikoen for væbnet konflikt ofte stige, når man indfører sanktioner,” siger sikkerhedseksperten.
Op gennem 60’erne og 70’erne blev sanktioner generelt set som et dårligt og ineffektivt politisk værktøj, men i 80’erne begyndte den opfattelse at ændre sig. Og da Clinton-administrationen overtog det Hvide Hus i 1993, steg brugen af økonomiske sanktioner for alvor. Den intellektuelle retfærdiggørelse for brugen af sanktionerne var en undersøgelse fra 1990, der konkluderede, at økonomiske sanktioner gav det ønskede resultat i en tredjedel af tilfældene. Her havde man altså et politisk middel med betydelig færre bivirkninger end krig og med en rimelig god chance for succes.
“Det gjorde mig interesseret i de data, der lå til grund for undersøgelsen. Og det viste sig, at man fejlagtigt havde regnet sanktioner som en succes i en lang række tilfælde, hvor det i virkeligheden var en efterfølgende krig, der havde afgjort konflikten,” forklarer Robert A. Pape. “I min undersøgelse af de 115 konflikter fra 1914 til 1990, hvor sanktioner blev brugt, var det kun i fem tilfælde, fem tilfælde, man kunne sige, at sanktionerne var en succes. Og i de tilfælde, hvor sanktionerne virker, er der oftest tale om mindre enkeltsager, som for eksempel udlevering af gidsler. Til at nå store udenrigspolitiske mål er sanktioner et svagt middel,” siger Robert A. Pape.
Nyt Pearl Harbor
Og ud over at være ineffektive fører sanktioner altså ofte til optrapning af en konflikt.
“Tag eksemplet Japan i 1941. USA indførte olie-sanktioner mod Japan. Gjorde det dem mere passive? Nej, de vidste, at de kun kunne klare sig i en begrænset periode under sanktionerne, så de var nødt til at skaffe sig adgang til forsyninger. Og siden har det vist sig, at sanktionerne spillede en betydelig rolle i deres beslutning om at angribe Pearl Harbor,” siger Robert A. Pape.
- Og parallellen til Nord-korea i dag?
“Der er i forvejen næsten ingen handel med Nordkorea. Så hvad kan man ramme dem på? Tage leverancer af olie og ris fra en i forvejen underernæret befolkning? Det er ikke klogt at presse dem yderligere. Hverken regeringen eller befolkningen. Siden atomprøvespræningen har vi truet med at beslaglægge deres skibe. Det førte til test af missiler. Nordkorea har en svag regering, en befolkning på randen af hungersnød. Presser vi dem yderligere, kan de handle desperat, eller måske ser vi et nordkoreansk sammenbrud. Og så har vi virkelig problemet. For hvad sker der så med det fossile materiale, spørger Robert A. Pape retorisk. “Så selvom håbet med sanktioner kan være at undgå krig kan resultatet være det stik modsatte. Og det vil være naivt at tro, at sanktioner kan føre til folkelig modstand mod styret i Pyongyang,” mener Pape.
For oftest har de den stik modsatte effekt. Selv i de svageste stater har eksternt pres det med at øge styrets legitimitet, for med sanktionerne øger man befolkningens afhængighed af styret .
Ikke tøsedrange
- Hvad tænker befolkningen I Nordkorea? Hvem tager mad og varme fra dem?
“Det gør Vesten,” siger Pape. Og heri ligger der ifølge professoren et andet og væsentligt problem med sanktioner. At de opfattes som blødere måde at nå sine mål end rå magtanvendelse, men samtidig signalerer de handlekraft. Den tankegang kunne i denne uge aflæses hos New York Times’ lederskribenter, der slog fast, at man er nødt til at gøre noget ved Nordkorea, og at sanktioner børe være dette ‘noget’. Avisen foreslår netop, at Kina kan presse Nordkorea på mad og olie-leverancerne. Helt misforstået, mener Pape. “Velmenende liberale vil ikke ses som tøsedrenge, men forstår ikke fuldstændig konsekvenserne af sanktioner. Ud over at det kan eskalere konflikten, så se også på konsekvenserne af sanktioner for befolkningen. At sætte en udsultet befolkning under yderligere pres er ikke udtryk for liberal tankegang. Tag Irak. Sanktionerne i 90’erne forårsagede flere hundrede tusinder børns død på grund af fejlernæring. Så sanktioner er ikke en blødere måde at få sin vilje på,” siger Pape.
Opbakningen til sanktioner mod Nordkorea synes ellers at være bred. Fra stormagt til stormagt, fra venstre- til højrefløj. For hvad hvis Nordkorea bare slipper af sted med atomprøvesprængningen uden konsekvenser? Er det ikke et farligt signal at sende til slyngelstater, at de frit kan trodse det internationale samfund?
Igen bruger Pape Irak som eksempel. “Hvilket resultat bragte sanktionerne mod Irak? At den muslimske verden skælvede af skræk? Nej, de bragte vrede over, at USA dræbte menige irakere gennem sanktioner. Og derfor var sanktionerne et af Bin Ladens argumenter i hans fatwa fra 1998, der opfordrede til drab på alle amerikanere. Sanktionerne blev brugt af USA’s fjender til at generere vrede og modstand mod USA.”
Men hvis sanktioner er en dårlig løsning og en invasion af Nordkorea ikke er en realistisk mulighed, hvad er der så tilbage af muligheder?
“Engagement, engagement og engagement,” siger Pape. “Nordkorea er Kina i 70’erne om igen. Det er let i dag at undervurdere, hvordan man så på Kina, men her havde man et kæmpe land, som var isoleret fra resten af verden, havde været på den anden side af USA i to krige og besejret de demokratiske kræfter internt i landet. De var værre end Nordkorea i dag,” sige Pape, der opfordrer til en genoptagelse af ‘Solskinspolitikken’, der blev formuleret i slutningen af 90’erne af Sydkoreas daværende præsident, Kim Dae Jung, og som førte til en midlertidig optøning af forholdet mellem Nord- og Sydkorea.
“Men hverken Clinton- eller Bush-regeringen bakkede tilstrækkeligt op om solskinspolitikken, for de var ikke for alvor interesserede i engagement med Nordkorea. Rent politisk er det en upopulær strategi, og den er meget langsigtet, ” siger Pape, der mener at det er afgørende, at Nordkorea gives incitament til at åbne op og modtage udenlandske investeringer. “Der skal skabes områder med økonomisk vitalitet, som styrker interessegrupper, hvis ressourcer så også giver dem intern magt i Nordkorea. Det er en normal strategi for engagement, det er den strategi, vi valgte med Kina. Det tager tid, men alternativet er mere negativt pres, som vi ikke kommer nogen vegne med. Vi risikerer at starte hungersnød, som i sidste ende kan føre til Nordkoreas kollaps.
Kommentarer