Forskere arbejder 47 timer om ugen

Den gennemsnitlige universitetsansatte forsker har en arbejdsuge på 47 timer - det viser en undersøgelse, som analysebureauet Synovate har lavet blandt mere end 1.100 universitetsansatte for bladet Forskerforum.

Tallet er højt, men ikke overraskende, mener formand for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage:

“Der er ikke noget, der hedder merarbejde for en universitetsansat. Det betyder, at man bare kan lægge nye opgaver oven i dem, man har i forvejen,” siger Ingrid Stage, som blandt andet peger på, at forskere i dag skal bruge mere tid på at søge penge og formidle forskning end tidligere.

Med de nye opgaver og de klassiske forpligtelser til især at undervise er arbejdsugen på 37 timer ved at være brugt for mange ansatte, mener formand undervisnings- og forskningsudvalget i DJØF og redaktør på Forsker-forum, Mogens Ove Madsen:

“Opgaver som undervisning og eksamener er jo skemalagte. Derfor bliver forskningen altid anden prioritet. Hvis man vil have tid til forskning, bliver det ofte i weekenden og i de såkaldte ferieperioder,” siger han.

Og netop muligheden for at kunne forske frit er altafgørende for mange af de universitetsansatte, understreger Ingrid Stage:

“Den væsentligste grund til, at dygtige mennesker vælger at være ansat på et universitet, er muligheden for at forske frit. Virkeligheden er bare, at der ofte ikke er tid tilbage til forskning, og så bliver det ud over de 37 timer. Så alle de rammer, der er lagt ned over universiteterne, er med til at skrue arbejdstiden op,” siger hun.

Af samme grund er afspadsering heller ikke et begreb, der er specielt udbredt i universitetsverdenen, mener Mogens Ove Madsen

“Det bliver aldrig til noget med den afspadsering. Man bliver ved med at arbejde 47 timer om ugen, og i de perioder, hvor man har tid til at afspadsere, eksempelvis i januar, plejer folk at forske - for der kan man få tid til sammenhængende forskning.”

Frihed

Universitetsansatte har generelt været åbne over for at arbejde meget for så til gengæld at have stor frihed og medindflydelse på deres arbejde. Men den holdning kan meget vel være ved at ændre sig, mener Ingrid Stage:

“Muligheden for selv at tilrettelægge sit arbejde og forske frit har altid været det attraktive ved et universitetsjob. Det har betydet, at man accepterede en lav løn og lange arbejdsuger. Men de seneste år er der lagt så voldsomme rammer ned over de universitetsansatte, at friheden er ved at være en saga blot.”

Og derfor er de universitetsansattes villighed til at arbejde meget på retur, mener Ingrid Stage:

“Viljen til at være large er bestemt blevet mindre. Når man fjerner medbestemmelsen og friheden, så vil der brede sig en lønmodtagerkultur på universiteterne. Og det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt for et universitet.”