Alle pladser er ved at være besat ved de grønne lamper på Det Kongelige Biblioteks gamle læsesal her før kl. 10. At tænde computeren eller bladre i en avis larmer voldsomt i det musestille lokale, hvor eksamenslæsning og opgaveskrivning er i fuld gang.
Stine Gregersen er på vej ind i læsesalen med sin bærbare computer, men støder på Karen Kondrup, der er gået ud for at tale i telefon. De to 27-årige studerende er ved at lægge sidste hånd på specialet. Stine i pædagogik og socialvidenskab og Karen i kommunikation og virksomhedsstudier. Selv om de begge har været i praktik og har bevæget sig relativt hurtigt igennem studierne, så skræmmer den stigende arbejdsløshed dem. Blandt nyuddannede akademikere er antallet af arbejdsløse steget med 40 procent siden sidste år, viser de nyeste tal fra Akademikernes Central-organisation.
“Jeg har masser af bekymringer omkring det. Jeg har studenterjob i en forening af personalechefer fra større danske virksomheder, og der kan jeg godt høre, hvordan det kradser,” siger Karen Kondrup,
Stine Gregersen er gravid, derfor stresser hun ikke så meget over udsigten til at skulle søge arbejde:
“Det er lidt af en lettelse ikke at skulle ud på arbejdsmarkedet lige nu, så jeg håber bare på, at det har ændret sig til det bedre, når jeg har været på barsel.”
Brobygger
Selv med et godt studiejob i baghånden tror Karen Kon-drup, at konkurrencen bliver hård:
“Problemet er jo, at vi nyuddannede uden job skal ud og konkurrere med dem, der er blevet fyret, og som nok har en del mere på cv’et.”
Stine Gregersen kommenterer:
“Men det er dobbelt, for da det var nemt at få arbejde, var man næsten en fiasko, hvis man var arbejdsløs.”
“Ja, det er rigtigt. Man kan nok tage det lidt mindre personligt nu, hvis man ikke får noget arbejde,” siger Karen Kondrup med et grin.
Ingen af dem har dog overvejet at forlænge studietiden yderligere for at få bedre tid til at få noget mere på cv’et. Til gengæld er Karen allerede for et par måneder siden begyndt at søge job.
“Jeg har mest gjort det for at bygge bro, så afgrunden ikke kommer til at virke helt så dyb, når man står der og har afleveret sit speciale, og tænker: ‘Puha, så skal jeg til det’. Ved at begynde at søge jobs begynder jeg også at lære at formulere, hvad jeg kan, og hvis det ikke lykkes, så skal jeg nok finde på noget at lave, enten som frivillig eller ved at arbejde med noget helt andet,” siger Karen Kondrup.
Selvstændig
I en solstribe ved de stationære computere tjekker Annemarie Munck Birch sin mail. Hun skal først aflevere speciale på antropologi i januar, men er alligevel forberedt på, at der måske ikke er et job til hende, når hun er færdig.
“Krisen skaber ikke kun problemer, den skaber også potentiale for fornyelse og forbedring. Selv hvis der ikke er så mange job, er der rigtig mange udfordringer, som vi akademikere kan være med til at løse. Derfor er jeg gået i gang med at lave min egen virksomhed med fokus på udviklingen af innovationsredskaber i forhold til social og miljømæssig bæredygtighed. Det bliver en del af specialet at lave en hjemmeside til det,” siger Annemarie Munck Birch.
Som 31-årig med barn har hun bare lyst til at blive færdig og komme ud og prøve det, hun har lært af i virkeligheden.
“Jeg arbejder som kunstner, så jeg er vant til selv at sætte ting i gang, derfor føler jeg mig heller ikke vildt truet af den stigende arbejdsløshed Hvis der ikke er et job til mig, så skaber jeg selv et,” siger Annemarie Munck Birch.
Statskundskabsstuderende Stine Strandkjær, der sidder på den anden side af gangen, er knap så rolig. Mest fordi hun skal aflevere sit speciale om fire dage, og om tre uger er hun sat til at føde. Arbejdsløsheden har hun ikke nået at tænke så meget over.
“Men hvis jeg skulle ud og søge arbejde nu, så ville jeg nok være lidt mere bekymret. Jeg er mest interesseret i internationale job, og de er svære at få. Til gengæld tror jeg ikke, at de ministerier og internationale organisationer, hvor jeg kunne tænke mig at arbejde, er så hårdt ramt af finanskrisen,” siger Stine Strandkjær.
Den samlede akademikerledighed er steget fra 4.437 i april 2008 til 5.853 i april 2009 svarende til en stigning på 31,9 pct. på et år. Dimittendledigheden er i samme periode steget med 42,1 pct.
Der er dog store forskelle mellem faggrupperne: Arkitekters ledighed er mere end fordoblet. Psykologer og biologer har et fald i ledigheden sammenlignet med sidste år.
Akademikerledigheden stiger mest i Syddanmark med 50,1 pct. efterfulgt af Midtjylland med 38,2 pct. Sjælland & Hovedstaden har oplevet en stigning i akademikerledigheden på 29,2 pct., mens Nordjylland har haft den mindste stigning på 12,1 pct.
Kilde: www.ac.dk/437/1/1/1067







Kommentarer
For nu at sige noget upopulært:
Man kan stadigvæk få jobs med at flippe burgere hos McD.
Jeg under akademikerne en mulighed for at arbejde indenfor fag de har dygtiggjort sig i, men de får ikke svært ved at forsørge sig selv. Den skal lige med.
Og hvis der ikke lige står et job og venter efter eksamen kan man jo altid få dimittendsatsen, hvis man har husket at melde sig ind i en A-kasse - så vidt jeg ved, for det er længe siden jeg selv dumpede og gik glip af den mulighed og måtte ud at gå med post.
Akademikerne må jo kunne få arbejde da de radikale jo siger at der er stor mangle på højt uddannet arbejdskraft .
Vi håndværker derimod har et lidt støre problem som hedder løn dumpning og som praktiseres i stor udstrækning af vores allesammens fantastiske EU .
At akademikerne nu hyler ser jeg kun som yderest ynkeligt da det virkeligt ikke kan passe at heller ikke højtuddannet i dag kan få arbejde .
PS.
McD har ansættelse stop efter de mange håndværker nu også her har besat de ledige jobs .
Jeg er selv humanistisk studerende og bliver færdig næste sommer. Så selvom man nok altid gør sig tanker om fremtiden, er det ikke jobsøgning der optager mig mest.
Men jeg kan sagtens forstå, hvis nogle er bekymrede! Uanset om man er svejser eller sociolog, har man lov til at blive lidt nervøs i krisetider. De studerende i artiklen her lader dog til at bevare fatningen og troen på fremtiden, hvilket også er hovedpointen med historien. Så jeg kan ikke helt forstå hvorfor Kristian Rasmussen, i en kommentar herover, skriver som han gør:
“At akademikerne nu hyler ser jeg kun som yderest ynkeligt”