Jeg understregede vigtigheden af frie markeder og af liberalisering med ét hårdt slag.
Økonomen Milton Friedman om et af sine besøg i Kina i september 1988, ni måneder før massakren på Den Himmelske Freds Plads
Der blev investeret mange forestillinger om fremskridt, håb og en ny verdensorden i billederne fra studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads, som fyldte verdens fjernsynsskærme for tyve år siden.
Især så man i den vestlige verden en ny tid spire i studenternes oprør, som ganske vist var begyndt som protester mod inflation og dårlig økonomisk politik, men som snart - og ikke mindst i Vestens forståelse - blev til en kamp for demokrati og politisk frihed.
Men de to slags fremskridt - økonomiske og politiske - så man også som omtrent identiske dengang sidst i 1980’erne, hvor rød blok stod til at tabe over hele linjen, og kapitalismens sejr syntes mere og mere uafvendelig. Kom den økonomiske frihed, som hed kapitalisme, skulle den politiske frihed, som hed demokrati, nok følge, mente man. Og startede man omvendt med at indføre demokrati, skulle væksten og de frie markeder også nok følge.
En aktiv rådgiver hos den kommunistiske regering, der stod over for protester af en uhørt størrelse og frimodighed, var Chicago-økonomen Milton Friedman, der gennem firserne flere gange besøgte regeringen i Kina og rådgav den om, hvordan den skulle bremse inflationen og åbne markedet.
Logikken bag at rådgive en totalitær, undertrykkende regering om dens økonomiske politik forklarede Friedman i sin nyklassiker Capitalism and Freedom: Ikke alene var økonomisk frihed ønskelig i sig selv, den økonomiske frihed var også en nødvendig betingelse for at opnå politisk frihed. Friere markeder førte til friere mennesker.
KINA 20 ÅR EFTER er det levende bevis på, at dén sammenhæng var en fantasi. For protesterne blev kvalt, de dialog-orienterede medlemmer udrenset fra det kommunistiske parti, og Vestens - og studenternes - håb om ny politisk frihed i Kina blev kørt ned med store, grå tanks. Men den økonomiske frihed, defineret som gunstig markedsadgang og indtjeningsmuligheder for det private erhvervsliv, voksede og er vokset lige siden.
Kina er blevet pragteksemplet på, at sammenkoblingen mellem økonomisk vækst og politisk frihed i en gensidig, selvkørende synergi er kapitalismeforelsket ønsketænkning. Ikke desto mindre er det en tankegang, der gennemsyrer vestlig udviklingsforståelse - også i dag.
Sammenkoblingen hersker ikke mindst inden for udviklingsbistanden, hvor fattige afrikanske lande har gennemført omfattende politiske reformer og skabt demokrati og retsbeskyttelse efter bogen - uden at den lovede økonomiske gevinst helt har indfundet sig.
Samtidig med at asiatiske lande som Kina og Vietnam, som har givet afkald på Vestens bistand for at bevare planøkonomier og totalitære statsapparater, har taget økonomiske tigerspring, uden at de politiske rettigheder er fulgt efter. Og er blevet belønnet for det af det vestlige erhvervsliv, som i det hele taget aldrig har råbt højt om behovet for demokrati og menneskerettigheder, men tværtimod forståeligt nok er glad for at operere i stater, hvor stabilitet, forudsigelighed og markedsstøtte garanteres af regeringer, der ikke forstyrres utidigt af folkelige debatter eller valg.
KAN MAN I DAG REGNE MED, at hvis man satser hårdt på at skabe økonomisk vækst i et samfund, så følger den politiske frihed efter? Nej.
Man kan satse på at skabe økonomisk vækst, så der er god basis for at gøre forretning på nye markeder. Og man kan håbe lysegrønt på, at der med den økonomiske vækst måske engang vil komme et overskud og en afslapning, der gør det muligt for et regime som det kinesiske at slappe af og løsne op. Gøre domstolene uafhængige, tillade systemkritik, lade folk surfe frit på internettet. Men man ved det ikke.
Måske kan man også sætte barren lavere. Så kan man bare håbe på, at folk bliver så glade for at have flere penge, at de har det OK med at give afkald på deres politiske medbestemmelse. “Jeg fokuserer på at få et godt job, så jeg bruger al min tid på at studere og blive konkurrencedygtig,” forklarer 20-årige Jia Dezhi fra Beijing i dagens avis om, hvorfor han ikke har tid til at koncentrere sig om politik.
Det kinesiske styre har i de sidste tyve år gennemført en ufattelig bedrift ved at løfte 400 millioner mennesker ud af fattigdom.
Det har undervejs opdraget en stor del af sin befolkning til at finde sig i, at det ikke er i folkets interesse at blande sig i, hvordan det styres. Det er en høj pris at betale.
Og verden står tilbage med et dilemma: Når den politiske og den økonomiske frihed ikke går hånd i hånd, skal vi så tvinges til at vælge?
Eller kan vi blive bedre til at arbejde for dem begge?
Kommentarer
Rødt var blodet i Pests gader, rødt på Den himmelske Freds plads, i det hele taget rødt dér, hvor man ikke skelner mellem kommunisme og kommunistisk styre, mellem folkestyre og diktatur. Det var i 30’erne vanskeligt og er stadig vanskeligt at forstå, at diktatur og kapitalisme hører sammen, og svært at indse, at socialisme er demokratisk. Adskillige økonomer her i landet har - ligesom i Kina, Sovjet, Sydafrika, Chile, Argentina o.m.a. - slavisk fulgt Chicago-økonomerne og har koblet kapitalisme til liberalismen og fået en nyliberalistisk filosofi, der også blev politik. Men her i landet manglede vi kickstarten, idet krigserklæringen over for Iraq og efterfølgende terrorpåstande har ikke været til mere end til at følge den seneste den globale krise.
Den kommunistiske topstyring var en nødvendighed i 30’ og 40’erne for at dæmme op for nazismen, blev vores egen redning, men viste sig altså svær at tilbagstille til det fredelige folkestyre. ‘Kommunisme’ og ‘socialisme’ er i vore kapitalistiske forbrugstider blevet en hån mod folket og simpel begrebsforvirring, et kapitalisk blændværk for dække over troen på frihed - hvilken frihed?