Private arbejdsløshedskonsulenter er siden 2003 blevet overbetalt med intet mindre end 1.000.000.000 kroner.
Det viser nye beregninger fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Nyheden kommer kun tre uger efter, at Rigsrevisionen kritiserede regeringens 900.000.000 kroner store overbetaling af de private sygehuse.
Ifølge SFI er de private arbejdsløshedskonsulenter ikke beviseligt bedre til at få de ledige i job, men er ved hjælp af statslige tilskud alligevel blevet konkurrencedygtige, selvom de samlet set er dobbelt så dyre som de offentlige. Professor Søren Winter, der står bag rapporten, opfordrer i kølvandet på de to store afsløringer til evalueringer af effekten af udlicitering.
“Man skal jo ikke undlade at evaluere, bare fordi man er overbevist om, at udlicitering fungerer godt. Det er nødt til at stå sin prøve,” siger Søren Winter, der undrer sig over, at en regering, der hele tiden taler om evaluering af det offentlige, næsten ikke har evalueret på udliciteringsområdet. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen fra Aalborg Universitet er enig.
“Der har ikke været megen evaluering, og den, der har været, har ikke fokuseret på hele omkostningssiden og på, om udliciteringen overhovedet kan betale sig, i forhold til hvad det offentlige kan tilbyde,” siger Flemming Larsen.
Lovgivning favoriserer
Det private erhvervslivs konkurrencefordele på arbejdsløshedsområdet bliver ikke mindre med en ny lov.
Loven, der blev vedtaget fredag, siger, at kommunerne i fremtiden vil kunne få refunderet 50 procent af udgifterne, hvis de køber ydelserne fra private firmaer Hvis kommunerne selv tager sig af opgaven, skal de betale det hele selv.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen understreger, at loven er et oplagt eksempel på favorisering af private aktører og dermed en skævvridning af konkurrencen.
“Når man giver 50 procent refusion på private aktører, så betyder det, at der er et enormt økonomisk incitament til at udlicitere i stor stil. Problemet er, at kommunerne dermed kan give de private aktører det dobbelte af kostprisen, og samtidigt tjene penge på det,” siger Flemming Larsen og pointerer, at én ting altid vil veje tungest, når kommunerne skal vælge, hvem der skal udføre opgaven.
“Det kan godt være, at forvaltningen, medarbejderne og politikerne er imod det - men når man begynder at regne, vil økonomien altid være trumf,” siger Flemming Larsen, der ikke er i tvivl om, at der ligger ideologi bag den nye lovgivning.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mener, at pris og kvalitet med tiden er blevet meget bedre hos de private udbydere.
Hun erkender over for Berlingske Tidende, at regeringen ikke “fik nok ud af pengene” i de første år, efter der blev skabt konkurrence på markedet.
Men siden 2007 er ordningen lavet om, så leverandørerne af beskæftigelsesopgaverne aflønnes efter resultater.
“Nu får vi noget for pengene og meget høj kvalitet,” siger Inger Støjberg.
Inden for meget kort tid er regeringen blevet taget i at overbetale private firmaer for ydelser som det offentlige kunne have lavet langt billigere. 8. maj afslørede en lækket version af en beretning fra Rigsrevisionen, at der ikke var blevet taget tilstrækkeligt hensyn til pris og kvalitet, da aftalerne om det frie sygehusvalg blev indgået, og at dette har medført en overbetaling til de private sygehuse.
Rigsrevisionen undersøger fortsat sagen og udkommer med den endelige rapport 9. juni. I går kom det så frem, at arbejdsmarkedskonsulenter har fået en milliard kroner mere, end det offentlige skulle have haft, for bl.a. at udarbejde jobplaner til ledige.
Regeringen er i begge tilfælde blevet beskyldt for at overbetale det private af ideologiske årsager.







Kommentarer
Det er jo lidt underligt Inger Støjberg, når det private er så meget meget bedre end det offentlige, at vi ikke fik noget ud af konkurencen i de første år og at det private skal have særlige fordele for at kunne fungere. Så kan de jo ikke være så meget bedre, nok snarere dårlige ik?. Nå faktum er nok også at det er hamrende ligemeget om det er billigere og bedre bare det er privatiseret, så er Inger Støjberg og hendes proselytter glade og betaler gerne ved kasse 1. Hun får squ nok returkommision!
Nå men det er jo ren ideologi uden noget økonomisk rationale bag. Og hvis virkeligheden ikke passer til Ideologien, så må virkeligheden ændres. Venstre er squ vore dages Marxister.
Men mere end ærgerligt at vi skal spilde vore skatte kroner fordi Inger Støjberg og Co hader den offentlige sektor.
Man kan jo forestille sig hvilket kvalitetsløft det ville have været for offentlige sygehuse, hjemmehjælp og diverse konsulenter, hvis de mange milliarder var blevet brugt dér, i stedet for til tvangsprivatiseringer.
Når pengene, som tilhører landets borgere, ved hjælp af smarte tricks, fiffige finurligheder, kreativ bogføring og benhård ideologisk krigsførsel uretmæssigt havner i lommer, som ikke hertil har gjort sig fortjent eller på anden måde er berettiget hertil, så må det ud fra almindelig sprogbrug betegnes som en form for økonomisk kriminalitet.
Det kan man drages til ansvar for. Ikke??