Lønforskellene mellem kvinder og mænd er enorme og urimelige såvel i Danmark som i andre EU-lande. Vi taler om et løngab på helt op til 30 pct. i f.eks. i Estland. Selvi større vesteuropæiske lande som Tyskland, Storbritannien og Holland er lønforskellene på mere end 20 pct. Ifølge EU-Kommissionens statistik ligger Italien ganske vist i “den gode ende” med en lønforskel på kun 4,4 pct.
Men er dette tal mon særligt troværdigt? Derfor forstår vi ikke, at flere af de kvindelige kandidater er så begejstrede for EU’s ligestillingspolitik. Ganske vist har der med ligelønsdirektivet siden 1975 og ligebehandlingsdirektivet fra 1976 officielt været ligeløn, ligestilling og ligebehandling i Danmark såvel som i EU. Men lovgivningen virker åbenbart ikke.
I Danmark har vi fra 2000 til 2005 kunnet konstatere, at løngabet er blevet stadigt større fra 15 pct. til 17,7 pct. - kun lidt over EU-gennemsnittet.
Hvorfor lønnes ringere?
At utrolig mange kvinder ansat i den offentlige sektor får alt for lidt i løn, var jo netop det, som sidste års strejker handlede om: De stillede krav om et betragteligt lønløft og om ligeløn. Begge dele handler om retfærdighed: Vores samfund bryster sig af at være et retfærdigt samfund, der behandler sine borgere ens: Hvorfor er kvinder mindre værd end mænd? Og hvorfor skal kvinder, der slider og slæber for det danske velfærdssystem, lønnes ringere end mange andre?
Det synes vi, der skulle mere fokus på i EU-valgkampen. Dette handler vel ligesom folketingsvalg om folks hverdag - også kvindernes. Og eftersom omkring 80 pct. af lovgivningen i Danmark kommer direkte fra EU, er det jo ikke uden betydning hvem vi stemmer på.
Hvorfor er det svært med ligelønnen? Hvorfor er det så svært med ligelønnen? Det er der naturligvis mange årsager til: Lige fra traditionelle tankegange og magtforhold til det faktum, at kvinder stadig tager sig mest af børn og ældre og dermed anbringes i en situation, hvor de betragtes som mindre værd på arbejdsmarkedet.
Men især har den økonomiske politik der føres, en stor indflydelse på lønforhold, arbejdsmarkedsfor-hold, ligeløn og ligestilling. Det er der mange kandidater, der undgår at omtale, fordi de ukritisk accepterer denne økonomiske politik - hvad enten det drejer sig om den tidligere Fogh-regering eller den nuværende Lars Løkke-regerings stramme politik i forhold til den offentlige sektor eller disses privatiseringspolitik på sundhedsområdet.
EU’s økonomiske politik
Kandidaterne undgår især at omtale EU’s økonomiske politik som videreføres i Lissabon-traktaten. Den søges nu gennemtrumfet i EU trods det irske nej. EU’s økonomiske og sociale politik er fuldstændig den samme som den danske borgerlige regerings, blot i en endnu mere ekstrem form i Lissabon-traktaten, der har som mål at skabe mer ‘frit marked’ og privatisering.
Hvad mener EU-kandidaterne om denne politik og dens konsekvenser, som er at skabe et første og andenklasses samfund, hvor de der kan betale får den bedste velfærd, og andre en ringere eller ingen.
Det siger sig selv, at en økonomisk politik, der styrker privatisering og konkurrence - også mellem arbejdstagerne (f.eks. med individuel løndannelse) - og forringer velfærden er med til også at underminere ligestilling og ligeløn. Derfor ville det være dejligt at høre og se, at kvinder som stiller op til EU-parlamentsvalget klart og tydeligt siger fra, hvad angår EU’s økonomiske og sociale politik.
Krisen og det frie marked
Den økonomiske krise har fået socialdemokrater, SF’ere og andre til at sige nej til mere privatisering fra den danske borgerlige regering.
De er klar over, at det frie markeds politik har været med til at skabe krisen, og at det er absurd og ødelæggende for samfund og økonomi at fortsætte i dette spor. Men Lars Løkke-regeringens økonomiske og sociale politik er reelt den samme som den, der anbefales i EU.
Selv om EU-valget nu er om fire dage, er der desværre ingen - fra Dansk Folkeparti og til og med SF - der overhovedet nævner EU’s økonomiske politik som et problem. Krisen betyder, at der er kritisk fokus på EU’s markedsrelaterede politik i EU-valgkampen i andre EU-lande. Ikke mindst på venstrefløjen. Det kan undre, at ingen synes denne debat er vigtig her.
Med den økonomiske krise bliver det ikke lettere for kvinder at kæmpe for ligeløn og ligestilling. Mens det p.t. især er mandefag, der rammes af arbejdsløshed, er det meget sandsynligt, at det på længere sigt især er kvinder, der fyres først, fordi de vil stå svagt på arbejdsmarkedet. Dette skyldes ikke mindst, at deregulering af arbejdsmarkedet med en stigning af deltidsansættelser og korttidsansættelser gør arbejdstagerne - som oftest kvinder - i disse jobs lettere at fyre. I Danmark er denne type jobs endnu ikke så udbredt som i mange andre EU-lande, men udbredelsen af sådanne job - og større usikkerhed på arbejdsmarkedet i det hele taget - er også en følge af en EU-anbefalet nyliberalistisk politik (Lissabon -strategien fra 2000)
EU’s ulige jobmarked
Lønforskelle handler også om andelen af kvinder på arbejdsmarkedet, og hvor kvinderne er ansat.
Danmark ligger helt i top hvad angår andelen af kvinder på arbejdsmarkedet, hele 73,4 pct. af danske kvinder har lønarbejde, hvorimod kun ca. 45 pct. af de italienske kvinder har lønarbejde. I Danmark har vi på grund af vores velfærdssystem en stor offentlig sektor, hvor en stor andel af kvinder er ansat. Når regeringen søger at holde udgifterne nede i forhold til den offentlige sektor, som følge af den nyliberalistiske økonomiske politik, går det derfor også ud over de mange kvindelige ansattes løn.
I EU lande med en anden arbejdsmarkeds struktur er tendensen, at kvinder ansættes på deltid, midlertidige kontrakter og korttidsansættelser - det der kaldes det usikre arbejdsmarked og som er et stort problem for kvinder især i de sydeuropæiske lande.
Indsatsen for ligestilling
At kvinder ofte er ansat i deltidsjob bevirker at ligelønnen ikke er inden for rækkevidde. 32,9 pct. af de europæiske kvinder er ansat i deltidsjob, hvorimod det kun er 7,7 pct. af europæiske mænd. Og et deltidsjob giver jo ikke en indkomst, der er til at leve af. Hermed bliver kvinder ikke økonomisk uafhængige, men bliver afhængige af enten en mand eller familien.
Vi er glade for, at flere kandidater har fokuseret på den danske Fogh-regerings manglende opfyldelse af EU’s regler om ligestilling, især hvad angår spørgsmålet om at have en uafhængig institution til fremme af ligestilling (bl.a. som følge af regeringens nedlæggelse af Videnscentret).
Der er utallige tilfælde af manglende opfyldelse af EU-reglerne på ligestillingsområdet i de enkelte EU-lande. Der er heller ingen tvivl om, at Fogh-regeringen har betydet et stort tilbageslag for ligestillingskampen i Danmark.
Men da dette er en valgkamp op til EU-parlamentsvalget, synes vi, at der er en række spørgsmål vedrørende EU’s rolle i arbejdet for ligestilling og ligeløn, som i langt højere grad burde inddrages i debatten. Der er ingen tvivl om, at EU f.eks. har haft en positiv rolle for kvinder i Irland og mange af de sydeuropæiske lande, hvad angår øgede muligheder for barselsorlov.
Manglende ligeløn og ligestilling viser, at lovgivning ikke er nok.
Hvad med de EU-politikker, som bør ændres på grund af deres negative følger for ligestillingen? Vi har søgt at fokusere på EU’s økonomiske og sociale politik. Men der er også EU’s anvendelse af mainstreaming, der betyder, at ligestilling skal tænkes ind i alle nye love.
Et tiltag som heller ikke fungerer, f.eks. er kommunalreformen ikke blevet mainstreamet mod mere ligestilling, selv om den burde have været det. EU’s famøse servicedirektiv fra 2006 er heller ikke mainstreamet i EU.
Det er et led i gennemførelsen af det indre marked for tjenesteydelser og som sådan med til at privatisere og forvandle offentlige velfærdsydelser til varer. EU’s nye sundhedsdirektiv skal bl.a. ses på denne baggrund.
Inger. V. Johansen, cand.mag. Ph.d, skribent, medlem af Enhedslistens kvindeudvalgGitte Pedersen, mag.art. & cand.mag. forfatter og underviser, medlem af Enhedslistens kvindeudvalg
Kommentarer