GRØN VAR VÅRENS hæk - nu er farven væk. Sådan kan man få lyst til at bryde ud i vemodig fædrelandssang. Anledningen er tre nyheder fra de seneste dage.
Nyhed nr. 1 blev bragt i Berlingske onsdag og lyder: De danske naturtyper, som er beskyttede af loven - heriblandt enge, moser og overdrev - forsvinder eller mister deres rigdom af dyre- og plantearter. To tredjedele af de områder, der i 1990’erne blev registreret som beskyttede, har sidenhen fået det værre. Årsagerne er: Afvanding (som typisk har noget med landbrugets dræning at gøre), tilgroning (som skyldes ændring i landbrugsdrift samt forurening med gødningsstoffer) og ammoniak-belastning (som kommer fra landbrugets gylledampe).
Danmark, vi har et miljøproblem: Det hedder landbruget. Det har vi vidst i mere end 20 år. Så gamle er de handlingsplaner, som Folketinget har vedtaget mod svineri med sprøjtegift og gødning. Planerne har bare aldrig rigtigt virket, fordi landbrugets organisationer har forhindret, at de fik effektive virkemidler.
MEN HURRA! Erklærede regeringen, da den for en måned siden i en sky af skamros til sig selv fremlagde en handlingsplan ‘Grøn vækst’. Ifølge ministrene en plan, “hvor et højt niveau af miljø-, klima og naturbeskyttelse går hånd i hånd med en moderne og konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion”.
Det fører til nedslående nyhed nr. 2: I gårsdagens Information afslører de officielle vismænd i Det Miljøøkonomiske Råd, at den plan nok er til fordel for landbruget. Men at den slet ikke er det for miljøet. Mange af de opreklamerede miljøtiltag kommer nemlig fra allerede gældende planer. Og andre er så luftige, at ingen kan gennemskue, om de vil virke. Og man kan stille spørgsmål ved, om Danmark overhovedet kan opfylde sine forpligtelser efter EU’s natur- og miljøregler.
Muuh! Dér står de brægende ministre tilbage som en flok kvæg - holdt som tremmekalve af landbrugets organisationer.
VÆRRE BLIVER det af, at regeringen allerede nu har jaget oppositionen ud af forhandlingerne om ‘Grøn vækst’. Tilbage ved bordet sidder kun Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som begge på forhånd har forlangt, at planen skal gøres endnu mere erhvervsvenlig over for landbruget. Det offer vil Venstre næppe have svært ved at bringe.
Skræknyhed nr. 3 leverede Ritzau i onsdags: På Dansk Landbrugs ekstraordinære landsdelegeretmøde i Vejle er det besluttet at slå Dansk Landbrug, Danske Slagterier, Landbrugsraadet, Mejeriforeningen og Dansk Svineproduktion sammen i én fælles slagkraftig organisation ‘Landbrug & Fødevarer’: 150.000 beskæftigede, samlet eksport på mere end 100 milliarder kr. årligt, lyder det selvbevidste trut.
Nu skal der landbrugslobbyes. For alvor. Selv om situationen i det åbne land allerede kan siges at være alvorlig nok.








Kommentarer