Det frie markeds usynlige, men saliggørende håndspålæggelse må være noget, der i disse krisetider giver anledning til mange dilemmaer i medieverdenen. De fleste lederskribenter plejer i fredstid at hylde det frie marked i deres kommentarer om samfundets indretning og statens relation til privat foretagsomhed.
Når de i ny og næ kommenterer fra ‘vor egen verden’, går de normalt let hen over statslige indgreb i bladdriften med konkurrenceforvridende ting som distributionsstøtte og momsfritagelse. Aktuelt har branchens folk imidlertid vældig travlt i korridorerne på Slotsholmen, nu hvor hele mediestøttesystemet er til hovedeftersyn. Undskyld! - det var blot lidt indledende drilleri som optakt til en mere alvorlig sag.
For markedskræfternes regulerende virkning eller utilstrækkelighed drejer sig om andet og mere end blot et større eller mindre behov for at blive eller komme på støtten fra statskassen. I de senere år er nye præferencer og ændret adfærd blandt kunderne (aviskøbere, seere, lyttere og netbrugere) kommet i fokus som noget, der på sigt kan underminere hidtidige forretningsmodeller og skabe vilkår for helt nye.
Journalister for dyre
Men markedskræfterne rækker endnu videre: For nyligt har Robert Picard, der er professor og leder af Media Management and Transformation Centre ved Jönköping International Business School, i The Christian Science Monitor stukket pennen i en hvepserede med et udsagn om, at journalisterne ikke længere er deres løn værd. For at udtrykke det kortfattet, bidrager de ikke længere med tilstrækkelig merværdi i nyhedsproduktionen, nu hvor meget af den foregår på internettet (omtalt af Ida Jeng på Politiken.dk, der også bringer et link til Pichards artikel).
Et grundlæggende element i markedsstyringen er, at hvert led i en produktionskæde skal bibringe produktet en merværdi, som næste led er villig til at betale for. Hvis man kan få noget tilsvarende eller bedre til en lavere pris hos andre udbydere, vil kunderne gå derhen. Det er det, der er ved at ske i nyhedsproduktionen. Før bladverdenen gik af lave, bidrog journalisterne med en unik merværdi. De havde en særlig, nærmest monopolagtig adgang til kilder, de var i stand til at sortere og finde frem til det væsentlige og interessante, og de kunne præsentere det på en forståelig og attraktiv måde.
Denne særlige position i nyhedsproduktionen er blevet undergravet af nettet og af den uniformering, standardisering og duplikering, der præger moderne massemedier.
Hvorfor betale for en avis med nyheder, man kunne finde på internettet i går, eller som blot er copy and paste fra andre aviser i papirkurven? - for nu at bøje problemstillingen i neon.
Skal professionel journalistik igen skabe en særlig merværdi, må den være i stand til at tilføre nyhedsstrømmen noget særligt og eksklusivt. Det betyder - som det flere gange har været omtalt i denne spalte - bl.a. mindre bredde, mere niche og faglig dybde skræddersyet efter forskellige læsergruppers behov og præferencer.
Sats på nichen
Det vil stille nogle nye krav til journalistikkens udøvere. For at kunne bidrage med merværdi må journalisterne genopdage og videreudvikle deres klassiske styrkepositioner: De skal kunne bringe viden frem fra kilder, som ikke alle og enhver har adgang til. De skal kunne vurdere og sortere information og viden bedre, end en stadig mere veluddannet læserskare kan, og de skal endelig kunne præsentere resultatet på en mere brugbar og attraktiv måde, end det er vi mere dødeliges lod at kunne. Det er en kæmpe udfordring for faget, som ikke giver megen plads for generalister og almindelig brødjournalistik. Dybtgående faglig viden, som meget få kan have uden for relativt begrænsede områder, og enestående formidlings- og formuleringsevner er, hvad der er brug for. Og for nu at spænde tommelskruerne endnu hårdere, så peger Pichard også på, at journalisterne må ud af den lidt distante, (selv-)kritiske tilskuerrolle, der præger standen. Det er ikke længere nok at forholde sig afventende og skeptisk over for, hvad man nu kan finde på i direktionskontorerne.
Journalisterne må påtage sig rollen som entreprenører og udviklere af deres egen profession.
De, som ikke kan leve op til sådanne krav, er ikke deres løn værd, siger Pichard, hvis artikel bærer overskriften “Hvorfor journalister fortjener en lav løn”. Det mener han i øvrigt, at de allerede får, så det er næppe de danske journalistlønninger, han tænker på. Det er muligt, de danske journalister vil opleve en vis opbremsning i lønstigningerne. Men i det kollektive lønsystem virker markedskræfterne kun opad. Mere sandsynligt er det, at der vil ske en større lønspredning, hvor de journalister, som kan bibringe en reel journalistisk merværdi, kan tage en højere pris for deres arbejde og talent, mens resten stagnerer sammen med de aviser, som ikke i tide kan skabe rum for en nyudvikling af journalistikken.
Sådanne barske udsigter ligger langt fra de publicistiske principper og kulturpolitiske værdier, som heldigvis også hører til i god journalistik. De er ikke desto mindre en uadskillelig del af vilkårene i det omtalte frie marked - også i det hjørne af markedet, hvor aviser lever og dør.
Kommentarer
Man kan tilføje en ikke uvæsentlig vinkel på journalisternes høje løn:
Den politiske holdning flyttes vel også fra venstre mod højre proportionalt med lønnens størrelse.
Dvs. incitamentet til at udøve kritisk journalistik over for magthaverne falder vel også en del.
Det er ihvertfald påfaldende så lidt der er boret i konsekvenserne af Løkkes kommunalreform.
Det er påfaldende så lidt der er skrevet om risikoen for at blive virkelig fattig i dagens Danmark pga. at velfærdssikkerhedsnettets huller er blevet større under den siddende regering.
Det er påfaldende så lidt der er skrevet om de uheldige konsekvenser af de private sygeforsikringer.
Det tog påfaldende lang tid at afsløre Bagger og Roskilde Bank.
etc. etc.
“Journalistisk merværdi” skriver Chr. S. Nissen. Den kan ikke vurderes objektivt. Den politiske synsvinkel vil altid være med og påvirke valget af emner og vinkler på stoffet.
Christian S. Nissen:
”Skal professionel journalistik igen skabe en særlig merværdi, må den tilføre nyhedsstrømmen noget særligt og eksklusivt. bl.a. mindre bredde, mere niche og faglig dybde skræddersyet efter forskellige læsergruppers behov og præferencer”
Det er noget selvhøjtideligt sludder, at det skulle være journalistikkens opgave at ”skabe en særlig merværdi”. Journalisterne løser den opgave, der bliver bedt om at løse af deres arbejdsgivere i lighed med alle andre lønmodtagere, og så er den i øvrigt ikke længere.
Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands Posten bliver eksempelvis ejet af den samme multinationale mediegigant og formålet med medierne er først og fremmest at udbrede en liberalistisk og konservativ ideologi og at beskytte markedsøkonomien. Det er journalisternes primære opgave først og fremmest at beskrive virkeligheden på en måde, der bekræfter deres arbejdsgivers verdensbillede. Det er en opgave som journalisterne i USA’s og Vesteuropa løser til magthavernes fulde tilfredsstillelse.
Især lande som Italien er på forkant med udviklingen og viser vejen frem. Her kan man iagttage, hvordan der gradvist er ved at ske en sammensmeltning mellem pressen, erhvervslivet og staten repræsenteret ved Silvio Berlusconi…
Det er en mærkværdig samling banaliteter Nissen fremfører med en ’frisk’ sprogbrug. Han skriver bl.a.: ’ Hvorfor betale for en avis med nyheder, man kunne finde på internettet i går, eller som blot er copy and paste fra andre aviser i papirkurven? - for nu at bøje problemstillingen i neon’ og ’for nu at spænde tommelskruerne endnu hårdere’,
Og han skriver: ’For at kunne bidrage med merværdi må journalisterne genopdage og videreudvikle deres klassiske styrkepositioner: De skal kunne bringe viden frem fra kilder, som ikke alle og enhver har adgang til. De skal kunne vurdere og sortere information og viden bedre, end en stadig mere veluddannet læserskare kan, og de skal endelig kunne præsentere resultatet på en mere brugbar og attraktiv måde, end det er vi mere dødeliges lod at kunne’.
Det er jo nøjagtig den fælde, han selv falder i. Ingen selvstændig mening eller nyhedsværdi. Han rapporter blot Ida Jeng, politiken.dk, der omtaler Robert Picard, der har skrevet en artikel i The Christian Science Monitor. Og så gengiver han Picards mening hæftet op med lidt ’for at udtrykke det kortfattet’; ’for at bøje det i neon’; ’fra før bladverden gik af lave’ etc.
Det går igen hele vejen i – lad os venligt kalde det Nissens synspunkter – at journalisterne i dag ikke kan finde frem til det væsentlige og interessante og præsentere det på en forståelige og attraktiv måde og journalistikken ikke tilfører en merværdi – hvordan det så end skal forstås. Det er en temmelig uhørt generalisering. Nogle kan ikke, andre – heldigvis en hel del – kan i høj grad. Journalister adskiller sig ikke fra andre fag. Der er varierende faglige kvalifikationer. Lige som for fx administrerende direktører.
Men den største fejlslutning i forsøget på at se markedsmæssigt på journalistikken begår Nissen, når han taler om, at den skal være særlig og eksklusiv, have mindre bredde, mere niche og skræddersyet faglig dybde. Ja, det er der nogle medier, der skal have – og mange, der allerede har. Der er mange fremragende fagblade, både danske og udenlandske. Men nyhedsjournalistikken skal bevare bredden, således at læserne, borgerne, samfundet kan blive opmærksomme på emner, de måske ellers ikke ville få viden om, emner de måske kan se er vigtige for dem og hænger sammen på hidtil upåagtede måder.
Hvis anvisningerne om nicher, som mennesker som Nissen mener, repræsenterer stor ledelsesmæssig indsigt, bliver fulgt, bliver vi til et samfund af myreløvelaver, som ligger nede i hver sin lille tragt i sandet uden kontakt med hinanden og med en yderst begrænset horisont. Der er stadig brug for det, som Nissen nedladende kalder ’brødjournalistik’. Der er brug for generalister, der kan se nogle sammenhænge og være nysgerrige på en anden måde end specialister. Og nogle gange vil det være i tilskuerens rolle og andre gange personligt engageret. Det håndteres da meget godt i dag i ledere og interviews og reportager.
Igennem hele den danske journalistiks historie har der været glimrende eksempler på entreprenørskab og udvikling. Der kan altid ske forbedringer, men dette unuancerede angreb – inspireret af en artikel fra Christian Science Monitor – virker ejendommeligt og som om det udspringer af en skjult dagsorden.
Med venlig hilsen
Paul Hegedahl
I gamle dage var journalisterne demokratiets vogtere.
I dag må man konstatere at journalistikken er blever et ganske almindeligt job, der især indenfor TV er alt alt for højt lønet.
Den oprigtige interesse, der drev journalisterne tidligere, bevirkede at nyhedsdækningen blev nærværende.
Nu skifter i hvert fald TV-journalisterne fagområde som vi andre skifter underbukser. Indslag uden glød, gjest og interesse.
Prøv en gang at høre f.eks. TV-sporten. Ingen kærlighed til sporten, kun en statisk og kunstig oplæsning fra et manuskript.
Eller hvad med den kritiske journalistik, der kunne have belyst den økonomiske udvikling i 2007-2008 ?
Stort set ingen kritiske spørgsmål til politikere, banker og ejendomsmæglere. Dette på trods af at selv journalister må ha’ lært om kildekritik. Næh, de sædvanlige “eksperter” fik lov til at boltre sig frit uden modspil i den bedste sendetid.
Journalist Rasmus Tantholdt og TV2s Nyheder har atter engang vist at grænsen mellem journalistisk og den rene og skære prostitution kan være hårfin.
I TV2s nyheder klokken 19.00 kunne man iagttage hvordan en skræmt Rasmus Tantholdt rejste rundt med fire bevæbnede livvagter og viste tv-seerne at Irak er blevet et sikkert land, og hvor han fortalte, at de irakere han havde talt med, synes at flygtningene i Danmark er nogle kyllinger.
Det er absolut ingen tvivl om at Peter Skaarup og VKO har et solidt greb om de licensfinansierede massemedier. Den statskontrollerede presse i Østeuropa havde sandsynligvis større journalistisk frihed end den ditto danske.
PS.
Og for så lige at sætte trumf på, sluttede TV2s nyheder så af med et indslag, hvor Morten Messerschmidt blev regulært lobhudlet…
@ Paul Hegedahl:
Hvis du ikke havde været her først, så havde jeg sagt noget lidt ligesom nedestående:
Ingen selvstændig mening eller nyhedsværdi. Han rapporter blot Ida Jeng, politiken.dk, der omtaler Robert Picard, der har skrevet en artikel i The Christian Science Monitor. Og så gengiver han Picards mening hæftet op med lidt ’for at udtrykke det kortfattet’; ’for at bøje det i neon’; ’fra før bladverden gik af lave’ etc.
Nissen bedriver ikke journalistik. Han oversætter og opsummerer, og det er der ikke særlig meget merværdi i.
Her er både Christian S. Nissen og kommentatorerne unødigt hårde mod den høje journalistiske standard i Dronningeriget. Se fx denne lokale historie, fyldt med både nationalt og internationalt merværdi:
“… Dalai Lama tog to stykker kage, da han for en uge siden mødtes med Per Stig Møller på Ninas Naturcafé ved Allerød. Det fortalte Danmarks udenrigsminister, da han fredag holdt Grundlovstale på Vestre Hus i Allerød. …”
Politikens lokalaviser 05. Juni 2009
Ja, man skyder da heste…vi burde måske sigte lidt højere og skyde på cheferne - follow the money, folks.
Journalister er vel stadig vidende og veluddannede, men de er jo også ansatte, på kontrakter der kan ophæves fra dag til dag. Det lægger måske en dæmper på spørgsmålene..