AHMED YUSUF, politisk chefrådgiver for Hamas-ledelsen i Gaza, kaldte spontant Barack Obamas tale i Kairo for ‘historisk’ og sammenlignede den med Martin Luther Kings ‘I have a Dream’-tale i Washington i august 1963. Han henviste naturligvis til det afsnit af den timelange forelæsning - for det var, hvad Obama gav det indbudte publikum i Kairo Universitets festsal - der skitserede USA’s kommende politik i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Og det var klar tale: Obama accepterer intet mindre end en løsning, der garanterer palæstinenserne, at de kan gå ned efter morgenbrød i tryghed og ad egne trapper.

Alligevel var det store ord fra en Hamas-leder om en amerikansk præsident, også selv om Yusuf er kendt som en moderat Hamas-stemme - for selv om han havde reservationer omkring Obamas krav om fuld arabisk anerkendelse af Israel, er det åbenbart, at den islamiske modstandsbevægelse har valgt at nedtone det aspekt for i stedet at spille bolden over i Benjamin Netanyahus hjørne.

De første reaktioner fra Israel tyder da også på, at Netanyahu nu forudser problemer. Efter adskillige tilløb har Obama med talen i Kairo bundet sig endegyldigt op på at presse israelerne på to af de tre hovedspørgsmål (det tredje er flygtningene), nemlig en deling af Jerusalem og en to statsløsning - begge dele kernepunkter i den israelske premierministers valgkamp for få måneder siden.

På den led var Obamas tale en direkte konfrontation med den israelske leder, og det blev bemærket blandt Obamas arabiske tilhørere, at han fik indflettet henvisninger til slaveriet i Amerika og apartheidregimet i Sydafrika i samme kontekst, som hans ord om, at palæstinensernes daglige tilværelse er ‘utålelig’.

MEN RET beset sagde Obama faktisk ikke meget nyt i forhold til den sidste periode af Bush-æraen, hvor hans forgænger forsøgte at få den såkaldte ‘køreplan for fred’ tilbage på sporet. Selv da Bill Clinton for 11 år siden holdt sin store tale i Gaza, var melodien omtrent den samme, om end han fik hjælp af konen, nu Obamas udenrigsminister, der kort forinden ‘kom til’ at ytre, at palæstinenserne burde have deres egen stat, hvilket vakte voldsomt furore. Det var dengang.

Nu om dage er det den gældende latin, ligesom det nu om dage ikke kun drejer sig om, hvad der bliver sagt, men hvordan det siges - og i den disciplin er Obama en ren Muhammed Ali i dennes velmagtsdage.

Han talte ikke som en hvid amerikansk præsident til den muslimske verden, han talte med sit mellemnavn - Hussein - som undertekst og fra en ‘farvet’ - og dermed genkendelig - platform. Og han belagde sine ord så begavet, at de ikke kan afvises som tom politisk retorik - han var i de centrale afsnit om udsoning med islam og den palæstinensisk-israelske konflikt meget bevidst. Med sine hyppige henvisninger til skriftsteder i Koranen. Bibelen og Torah’en, henvendte han sig ikke til den arabiske elite, men til ‘den arabiske gade’, der specielt i Egypten er blevet stedse mere religiøs de seneste 20-30 år. Han undgik helt ordet ‘terrorisme’, men omtalte meget bevidst ‘Palæstina’ i stedet for ‘den fremtidige palæstinensiske stat’.

Henvisningen til de egyptiske kristne, kopterne, i afsnittet om minoriteter, var et vink med en vognstang til præsident Hosni Mubarak om at gøre noget for demokratiske reformer, og selv om Mubarak ikke var blandt tilhørerne på Kairo Universitetet - i øvrigt et arnested for den politiske vækkelse i den arabiske verden i begyndelsen af det forrige århundrede - så han helt sikkert fjernsyn.

De libanesere, der sad limet til tv-skærmene i går, undrede sig over, at Obama også medtog maronitterne, Libanons største kristne sekt, som ‘minoritet’, for sådan ser de ikke sig selv. Selv om der kun er mellem 1,2 og 1,6 mio. kristne af Libanon 5-6 mio. indbyggere, har de halvdelen af parlamentets 128 pladser og forfatningsgivet monopol på præsidentembedet.

MARONIT-FINTEN havde måske til formål at advare Hizbollah-leder Hassan Nasrallah mod at ignorere de kristne libanesere, der ikke som maronitten Michel Aoun er allieret med ham, dersom den shiamuslimske koalition skulle gå hen og danne regering efter på søndag, hvad nogle har spået. Og i afsnittet om Irak, hvor Obama ganske vist fik sagt, at invasionen i 2003 var en kapitalbrøler, åbnede han også en mulighed for, at USA forbliver i Irak efter 2012 på den ene eller den anden måde.

Alt i alt må man dog give Ahmed Yusuf ret i, at talen vil indgå i de historiske annaler - om dens egentlige hensigt, nemlig at demontere de radikale islamisters - al-Qaedas - diskurs, gik hjem, er for tidligt at sige. Som en ung muslim sagde til al-Jazeera, da skærmen var gået i sort, så er det ikke tale, men handling, der ændrer holdninger.

Luther Kings tale i 1963 bevirkede, at USA fremskyndede lovgivningen for de sortes borgerrettigheder, der i november 2008 medførte valg af USA’s første sorte præsident. Taler kan altså virke.