SKAL TELESELSKABER overvåge, hvad du laver på internettet? Spørgsmålet blev aktualiseret, da Computerworld for at par dage siden kunne berette om hemmelige forhandliger mellem to parter, der i de senere år mest har mødt hinanden i retten: Rettighedshaverne og teleselskaberne.
Hermed åbnes endnu et kapitel i den fortsatte fortælling om den store piratkrig på internettet. Teleselskaberne har været fanget i en kattepine. De er sat i verden for at tjene penge, ikke for at patruljere internettet. Men rettighedshaverne - det vil især sige musik- og filmbranchen - har igen og igen involveret teleskaberne i deres slagsmål med piraterne på internettet - senest i sagen om den svenske hjemme-side The Pirate Bay, som teleselskaberne nu spærrer danskernes adgang til.
MÅLET MED FORHANDLINGERNE er oprettelsen af et piratnævn, som skal fortsætte det arbejde, som Antipiratgruppen gør i dag. Rådet skal være uafhængigt og fungere således, at rettighedshaverne kan skrive til telekunderne om, at der foregår ulovligheder på deres internetforbindelse, men uden at rettighedshaverne selv kender navnene på synderne. Efter tre advarsler kan sagen bliver overdraget til en domstol. Ideen er angiveligt at lancere tiltaget som en service til forbrugerne, så eksempelvis forældre kan reagere, hvis deres børn misbruger internetforbindelsen uden deres vidende. Det lyder uskyldigt, men perspektiverne er ikke desto mindre temmeligt bekymrende.
“DET ER EN ALVORLIG FORRINGELSE af retssikkerheden, når man går efter en løsning, hvor der skal flyde kundeoplysninger fra teleselskabet over i et uvildigt nævn, uden at en domstol er inde over,” sagde Anette Høyrup, jurist i Forbrugerrådet, til Computerworld.
SELV OM DET VILLE VÆRE fint at kunne komme pirateriet til livs uden ligefrem at involvere krigsskibet Absalon, er det i sagens natur noget bekymrende, når folk med store økonomiske interesser i en konkret sag lover at klare problemet uden at forstyrre en dommer.
Det er ikke længere kun musik- og filmselskaberne, der har store økonomiske interesser i sagen. Efterhånden som internettet har nedbrudt en lang række forretningsmodeller, er der flere og flere brancher, der håber, at internetudbyderne kan tilbyde dem en ny.
Den danske musikbranche får en stor sum penge fra TDC, der til gengæld kan tilbyde sine kunder at downloade al den musik, de vil - så længe de er kunder hos TDC. Teleselskabet er således selv blevet rettighedshaver og kunne tænkes at have mindre ædle motiver til at hindre brugernes adgang til dele af internettet. Man kan derfor spørge, om ikke man skulle lade folk, der ikke har så mange interesser i sagen, afgøre, hvad der er ulovligt. Det kunne for eksempel være en dommer.
Kommentarer
Det er ganske enkelt på tide, at debatten bliver mere folkelig. IFPI og venner, har lært lektien fra domstolene. Problematkken er så tæt sammenvævet med teknologisk nørdsprog, at de fleste dommere ikke fatter op og ned. Dette er en fordel, når man så vil påvirke politikere, der fatter endnu mindre nørdsk, og den generelle befolkning, kan blive spist af med, at piraterne lever i sus og dus, på vores regning.
Kampen er kun lige begyndt, og det kommer til at tage lang tid, at overbevise pladeindustrien, at stemmen i hovedet ikker gud, men skyldes en defekt der kan behandler med medicin. Oversat til at pladeindustrien, skal indse at de ikke har ret til at indvadere folks privatliv, bare fordi de ikke evner at anvende de nye medier, og teknologier deres egen fordel.,
legaliser fildeling,og vi får ikke brug for skulle svækket vores retssikkerhed yderligere
Jo Michael, der er en pointe der. Man kunne jo også med betimelighed spørge om, hvorfor juraen skulle være den mest indlysende kompetence på området? Der findes ret beset et hav af andre mulige bud på en fornuftig stillingtagen, der dækker området, hvor territoriale grænser overskrides. F.eks. kulturelle, sociologiske, historiske eller etiske. Men der er mange flere.
Juraen drejer sig om økonomi (her forestillingen om almen-ækvivalenten) og suverænitet (her retskrav), som ønskes udstrakt til en entydig international interventionsform, som ikke tolererer rivaler. Men der ligger ikke på nogen led en nødvendighed i at forbeholde juraen en fortrinsstilling, endnu førend en generel debat, der inkluderer, at andre kompetencer har haft lejlighed til at tage del i anliggendet. Fordi det handler om et globalt anliggende. Hvor de globale interessenter ikke er taget i ed. Og det kniber det gevaldigt med. Så man kan med rette stille spørgsmål til, hvilke interesser, der kan have fordel af at pushe jura med hensyn til de muligheder, Internettet eller anden ny teknologi tilbyder.
Og man kan ikke afskrive jura som selvstændig interessent på området. En art inhabilitet på vilkår af ikke at have inkorporeret mulighed for at anden kompetence kom til orde, før retskrav allerede var stillet. Man kan nemlig anskue jura som administrationsenhed. Men når der ikke ikke er gennemført nogen varieret diskurs på feltet, er der ikke meget mere at administrere end udbredelsen og anvendelsen af de restriktioner, som juraen betjener sig af. Form uden indhold.
Og det er for så vidt en ganske alvorlig sag at starte med voldsmonopolet uden at have andet grundlag end økonomiske sær-interesser. Ikke mindst i retsfilosofisk sammenhæng…
Med venlig hilsen
Man burde vel lige for en orden skyld tilføje, at retsfilosofi under ingen omstændigheder er forbeholdt jurister… Mvh