Det er uforståeligt, at danske studieværter kan nasse så meget på kendiseffekten, som de gør herhjemme. Mange af dem er jævnt hen kedelige og uden personlighed, hvilket ikke burde berettige al den opmærksomhed, de tildeles. Det er muligvis heller ikke en del af jobbeskrivelsen, eftersom danskerne ikke bryder sig om folk med stjernenykker, der sætter sig selv i centrum for fredagsunderholdningen.
Men Danmarks uskyld på det område er brudt med Clement Behrendt Kjersgaards uhæmmede og selvfikserede værtsrolle i efterhånden en lang række talkshows sendt i bedste public service sendetid.
Det seneste er Clement Fredag til fredag, hvor seerne ved selvsyn kan afgøre hele problemstillingen omkring denne nye type studievært; står tv-talentets egomani i vejen for et talkshow, hvor vi rent faktisk bliver både underholdt af værtens vid, veltalenhed og vanvittige kropssprog og får et indblik i gæsternes historier eller falder det sammen, som når man prikker til en oppustet soufflé?
Ikke-pinlig kopi
Det, jeg har set med Clement tidligere, bevirker, at jeg faktisk tændte for fjernsynet den fredag, hvor programmet havde premiere, og det sker - indrømmet - ikke så tit.
Så han var allerede foran på point i fredags, hvor gæsterne var Sofie Carsten Nielsen, EP-spidskandidat for de radikale, popgruppen Sukkerchok og stand-upperen Anders Matthesen.
Programmet indledes med en satirisk ugerevy over de vigtigste nyheder, en form som Clement har hentet inspiration til hos Jon Stewart fra The Daily Show.
Clement er ikke Jon Stewart, men den eneste danske studievært, der har de analytiske evner til ikke at være pinlig, når han kopierer ham. Det slår den klassiske værtshumor ala Reimar Bo med flere længder at appellere til, at danskerne burde overveje, hvad et nej til tronfølgeloven betyder, eftersom monarkiets fald uværgeligt vil føre til, at Ritt Bjerregaard stiller op til posten som præsident.
“Ritt flytter ind på Amalienborg, med mindre selvfølgelig hun vil have noget større.”
Men Clement er så også bedst til politik og samfundsrelaterede emner.
I skrivende stund ved vi, at Sofie Carsten Nielsen blev valgets paradoks; stemt hjem selv om om hun lancerede sig som valgkampens eneste europæer i et felt af nationale skeptikere. Men et godt valg af Clement netop at invitere hende, fordi hun formåede at slå sit navn fast som en ny interessant kandidat med gennemslagskraft.
Clement valgte at sætte kniven i skismaet mellem at få vælgerne i tale med den provinsielle ‘whats in it for me?, som Sofie Carsten Nielsen har gjort i sine valgreklamer, og så samtidig ville iscenesætte sig som den store visionære caffe latte-europæer. Og han fik dermed afsløret, at Sofie Carsten Nielsen kunne en hel del politiske floskler.
Bedst med modspil
Det var ikke Clements skyld, at det blev lidt overfladisk. Forrige uge var tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen gæst, og med hendes faste modspil fungerede det.
Forsvinder tyngden i interviewpersonen, forsvinder også det baggrundstæppe, Clement tager sig bedst ud med.
Popgruppen Sukkerchok kunne nok afsynge deres hits i særdeles popbabe-agtig treklang. Men så havde Clement opbygget en analyse af deres produktion: to nødvendige ben - et pophit - en melodi grand prix-deltagelse - og nu mangler der så en overligger i form af deres tredje udspil. Det var helt ligegyldigt, men Clement holdt kramagtigt fast for at give det lidt form.
Men trods alt er han ikke så pinligt intimiderende over for de kvindelige gæster i sit nye show, som han har været tidligere, hvor han nærmest kunne voldtage deres intimsfære.
Og så lige et break, der skaber dynamik i programmet med en satirisk gennemgang af de mest stillede spørgsmål om EU, besvaret af vores alle sammens elitære orakel, Clement.
Endelig Anden, som er aktuel med en ny film, og der fik vi at vide, at Anders Matthesen faktisk gerne vil moralisere. Bare at ville smadre kollegerne på scenen ved at være en bedre stand-upper og suge på publikums klapsalver er ikke længere nok.
Jeg synes ikke, at selvpromoverende værter og public service er modsætninger, og det er fedt at se en mand, der så åbenlyst får gengældt sin kærlighed til kameraet - jeg har hørt, at Clement faktisk er ret genert - men det er vel for pokker det, det handler om, når man bygger et program op omkring én person. Clement iscenesætter sig som Guds gave til os, menneskeheden, og viger ikke tilbage for at promovere sin overlegenhed. Men det udfordrer også den danske fjensynsprovinsialisme og fungerer med de bedste interviewpersoner, mens det stivner i krukkethed, når gæsterne ikke er interessante nok til at kæmpe med Clement om opmærksomheden.
DR har gennemgået store strukturelle forandringer og er i færd med at tilpasse sig en ny medievirksomhed. Hvad de enkelte programmer angår, er et af kodeordene strammere konceptstyring.
Men er det godt for kvaliteten? Er selvkommercialiseringen i DR taget til? Er der noget, der er vigtigere end seertal? Vi vil i den kommende tid underkaste DR et serviceeftersyn og anmelde en lang række af DR’s aktualitets- og underholdningsudsendelser.
Kommentarer
Clement er tydeligvis genert og det klæder ham at han aldrig helt kan dække over dette med sin selvoptagede stil. Men han kunne også lære noget af David Letterman, i retning af ikke at lade de kunstneriske (musikalske) indslag få alt for meget plads i programmet. For det er helt rigtigt som Mette-Line Thorup skriver at Clement er bedst til det politiske. Hvilket ikke er det samme som at han er dårlig til det kunstneriske. Men som de siger i Danske Bank: Gør det du er best til.
Clement er så fantastisik krukket og selvcentreret at vi må melde hjus forbi i huset her— vi zapper forbi !
Clement er bestemt ikke vores Jon Stewart.
Langtfra.
Jon Stewart forrygende speciale er demonstrere politikernes manglende troværdighed og udstille deres selvmodsigelser.
Det sker ganske enkelt, men uhyre stærkt ved at han viser interviews/taler, hvor politikerne konstant siger det modsatte af, hvad vedkommende har sagt om den samme sag i tidligere interviews og taler.
Bagefter ser man typisk Jon Stewart sidde forstenet/forbavset tilbage. Efter 5 - 10 lange sekunder udbryder han : WHAT, og gentager den dokumentrede selvmodsigelse med skarpe kommentarer: Didn’t he just say…….
Enormt manipulerende, enormt stærkt.
Fedt sjov
Clement havde et bedre program med “Autograf”, hvor en enkelt gæst fik længere tid, og derved fik programmet en dybde, der gjorde det virkeligt interessant. Her var Clement også både sjovere og skarpere efter min mening.
Han er ingen Jon Stewart, han når ham slet ikke til sokkerne, men det er der næppe mange, der gør. Jon har en guddommelig timing, en fantastisk mimik og et sindsygt godt team, der sørger for alle de gode klip osv.
Clement burde nok droppe de letteste gæster, for det er nok ikke DR2 seere, der gider se og høre Mike Tramp og Sukkerpigerne, eller hvad de hedder ;)… så vil det måske løfte sig lidt!
Clement er ved at blive gammel. Eller også har hans stil overlevet sig selv. Allerede. Det var synd.
Fin artikel, men artiklen peger jo også på, at vi i lille Danmark ikke har interessante mennesker nok til et show hver uge, hver 14. dag vil række.
@Sabine Behrmann
“Clement er ved at blive gammel. Eller også har hans stil overlevet sig selv. Allerede. Det var synd.”
Okay, der fik vi så folkets dom. Clement må krympe sig. Han var et frisk pust, men nyhedens interesse har fortaget sig og han må gå. Jeg må indrømme, at jeg ikke fik nået, at se så meget af ham, men jeg kan vel fange ham på dvd, på et eller andet tidspunkt.
Jeg fatter ikke logikken med at Clement inviterer gæster i studiet for at stille dem spørgmål for så at afbryde dem igen og igen, når de forsøger at svare.
“What the fuck”, som Jon Stewart ville ha´ sagt!
Ja, ikke lige frem Jon Stewart. Jon er meget selv ironisk og prøver aldrig at fremlægge sig selv som en journalist osv.