Obama har taget et stort skridt i forhold til sine forgængere ved at indlede sin præsidentperiode med Mellemøstkonflikten. Både Bill Clinton og George W. Bush vovede ikke at engagere sig i den Mellemøstlige ‘fredsproces’ før til allersidst, for som alle amerikanske præsidenter ved, er risikoen for fiasko langt større end chancen for succes. Det gælder ikke mindst i øjeblikket, hvor Mellemøstens sikkerhedspolitiske klima er i opbrud, det palæstinensiske lederskab delt i to eller ligfrem tre fraktioner, og Israel ledes af en ny Netanyahu-regering, der foreløbig har afsværget en to-statsløsning, såvel som tidligere fredsudspil i form af ‘Køreplanen for Fred’ og Annapolis forhandlingerne fra 2007-2008.
Obama-administrationen har ikke bare taget hul på Mellemøstkonflikten tidligt, den nye administration har også en hel anden strategisk opfattelse af konflikten end Bush administrationen havde. For Obama er en fredsløsning nøglen til regionens sikkerhedsproblemer. En omfattende israelsk-arabisk fredsaftale er nødvendig for at svække rekrutteringen til al-Qaeda-inspireret terrorisme, for at fastholde en arabisk alliance mod Iran og for at forbedre USA’s image i den muslimske verden. I mange år mente Bush-administrationen lige det modsatte. George W. Bush skubbede en Israelsk-arabisk fredsløsning langt ned af sin dagsorden og satte i stedet demokrati og alliancen med Israel i højsædet.
Obama-administrationen indvarsler også en ny æra, når det gælder Israel. Der er ingen tvivl om, at Israel vil bevare sin særlige status og alliance med USA, men Obama administrationen har allerede signaleret, at USA nu prioriterer den muslimske verden højt og muligvis vil være villig til at sætte tommeskruerne på, når det gælder Israel. Obama fastholder en to-statsløsning og en fastfrysning af bosættelserne, mens Netanyahu afviser begge dele. I Washington tales der forsigtigt om, at USA har ‘visse økonomiske og politiske midler til rådighed overfor Israel’: læs er villig til at bruge sin enorme bistand til Israel som pressionsmiddel, hvis Israel ikke viser vilje til fred.
‘Normalisering’
Meget tyder også på, at Obama vil tage udgangspunkt i det såkaldte Arabiske Fredsinitiativ fra 2002. Her lovede de arabiske regeringer for første gang, at de ville anerkende Israel til gengæld for en tilbagetrækning til 1967-grænserne. Præsident Bush ignorerede i sin tid det arabiske fredsudspil, men Obama vil sandsynligvis bruge initiativet som en løftestang for en ny samlet arabisk-israelsk fredsplan i form af en slags regional køreplan for fred. I første omgang skal de arabiske regeringer vise deres gode intentioner og vilje til ‘normalisering’ med Israel, f.eks. ved at give lov til civile israelske overflyvninger over arabisk territorium, mens Israel til gengæld skal fastfryse bosættelserne og give større bevægelighed for palæstinenserne på Vestbredden.
Obama bryder altså på flere punkter afgørende med Bush’ linje, og slår helt nye positive toner an i Mellemøsten. Men disse positive skridt kan ikke kompensere for den altoverskyggende forhindring for en israelsk-palæstinensisk fredsløsning: Nemlig splittelsen mellem palæstinenserne selv og den fortsatte internationale isolering af Hamas i Gaza.
Obama følger Bush
Obama-regeringen har efter nogen tøven og pres fra Kongressen understreget, at USA ikke vil engagere sig med en mulig Hamas/Fatah enhedsregering, der ikke til punkt og prikke anerkender de tre såkaldte ‘kvartetskrav’. Men Obama har behændigt undgået at svare på, hvordan der kan afholdes troværdige fredsforhandlinger mellem Israel og Abbas på Vestbredden udenom Palæstinenserne og Hamas i Gaza. Kort sagt, hvordan kan Israel og Abbas skabe fred, når der ikke findes én samlet palæstinensisk ledelse, der kan bakke en aftale op give den legitimitet og i sidste instans implementere den på jorden? Og hvordan skal USA kunne få Israel til at trække sig tilbage fra Vestbredden uden sikkerhedsgarantier fra Hamas i Gaza?
Indtil nu tyder alt på, at Obama vil følge Bush forfejlede strategi. Strategien gik uofficielt under navnet ‘Vestbredden først’ og gik ud på, at USA og Israel forsøgte at styrke Abbas på Vestbredden økonomisk og militært, i håbet om at det ville svække - og måske til sidst knække - Hamas i Gaza.
En marionet
Fredsforhandlingerne mellem den tidligere israelske premierminister Olmert og Abbas var også et led i denne Vestbredden først strategi. Det amerikanske rationale var, at disse forhandlinger skulle vise palæstinenserne, at alene Abbas kunne levere fred, mens Gazas fortsatte international isolation skulle vise palæstinenserne at Hamas kun bragte armod og ekstremisme med sig. Men som bekendt slog strategien fejl. Abbas kunne ikke fremvise synlige resultater af sit samarbejde med Israel og USA. Bosættelserne fortsatte, og Abbas kom til at ligne USA’s og Israels marionet i mange palæstinenseres øjne. Med Gazakrigen blev Fatah og Abbas yderligere svækket, hvorimod Hamas popularitet og forhandlingsposition blev styrket.
Det er en del af baggrunden for, at Fatah og Hamas har forhandlet om en samlingsregering i Kairo siden afslutningen af Gazakrigen. De to parter har dog mere end svært ved at blive enige om en politisk platform, ikke mindst på grund af de tre Kvartetskrav. Alt i mens fortsætter isoleringen af Gaza og volden eskalerer mellem Israel og Hamas. Flere europæiske lande - med Frankrig i spidsen - taler om at bløde op på kvartetskravene. For uden en eller anden form for inddragelse af Hamas kan Gaza ikke genopbygges og reelle fredsforhandlinger med Israel kan ikke indledes. ‘Vestbredden først’ blev forsøgt uden held. Nu er det tid til en ny strategi. Skal forandringen komme fra Obama?
Helle Malmvig er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
Kommentarer