Der florerer i den politiske debat i øjeblikket mindst tre sejlivede myter om kommunernes administration af førtidspensionsreglerne. Ingen af dem har imidlertid bund i virkeligheden, og det vil være katastrofalt, hvis der reguleres i førtidspensionsreglerne på baggrund af dem. Jeg skal hermed gøre mit til at aflive dem én for én;

-Myte 1: Aldrig har der været så mange førtidspensionister.

Her kan man bare gå i gang med at tælle. Det har Beskæftigelsesministeriet gjort for nylig, da ministeren skulle svare på, hvor mange førtidspensionister der var i hvert af årene 2005-2008. Ifølge ministeriet viser tal fra Danmarks Statistik, at antallet af førtidspensionister er faldet fra 250.747 i 2005 til 240.974 i 2008. Altså et fald på 9.773 førtidspensionister over fire år. Tal fra Ankestyrelsen viser ligeledes, at der i gennemsnit for de samme fire år er sket et fald på knapt 500 tilkendelser om året. Antallet af førtidspensionister er altså faldet og ikke steget.

Aldrig været sværere

-Myte 2: Mennesker, som kan arbejde, tildeles førtidspension.

Denne myte har sit udspring i højkonjunkturens mistænkeliggørelse af enhver, som ikke er i fuld fart på arbejdsmarkedet. Det har imidlertid aldrig været så svært at få tilkendt førtidspension, som det er nu.

Loven kræver dokumentation for, at ansøgere til førtidspension har varigt nedsat arbejdsevne i et omfang, så det ikke er muligt, heller ikke ved hjælp af behandling, at blive i stand til at arbejde. Siden 2003 har dette skullet dokumenteres i 12 ‘elementer’ i en såkaldt ‘ressourceprofil’, som tager bestik af ansøgerens ressourcer og barrierer inden for alt fra uddannelse og arbejdsmarkedserfaring over interesser og sociale kompetencer til egne præstationsforventninger og helbred. Sidstnævnte vægtes helt bevidst på lige fod med de øvrige 11 elementer for at undgå, at diagnoser i sig selv kan give adgang til pension.

Udfyldelsen af profilen sker ved hjælp af samtaler med ansøgeren, en eller flere arbejdsprøvninger og en række læge- og speciallægeundersøgelser. Dernæst underlægges alle oplysningerne en samlet socialfaglig vurdering og en konklusion på, om kriterierne for at få pension samlet set er til stede. Denne udredning kan være endog meget langvarig, hvilket har fået kritikere til at mene, at socialrådgiverne nærmest driver hetz mod ansøgere til førtidspension. Men det skyldes altså kravet om, at nedsættelsen af arbejdsevnen skal dokumenteres. Når ressourceprofilen er klar, sendes den til kommunens pensionstildelingsudvalg for endelig afgørelse. Skulle udvalget være det mindste i tvivl om pensionsberettigelsen, f.eks. fordi behandlingsmulighederne ikke vurderes udtømte, eller der er uforsøgte arbejdsmuligheder, så sendes sagen retur til yderligere afklaring. Der er nemlig intet incitament hos kommunerne til at tilkende pension til nogen, som kan forsørge sig selv.

Ikke kun diagnosen

-Myte 3: Psykisk syge unge, som tildeles førtidspension, kan helbredes.

Der er flere psykisk syge unge, som får førtidspension. I perioden 2001-2006 skete der et markant fald i nye pensionister med f.eks. hjerte-karsygdomme og kræft, mens antallet, hvor psykiske lidelser angives som hoveddiagnose, er vokset med en tredjedel. 39 procent af dem er under 40 år. Men myten om, at de kan helbredes, holder ikke, for den tager afsæt i en fejlagtig forestilling om, at førtidspension tildeles alene på baggrund af diagnoser.

Som jeg var inde på under myte nr. 2, har man for længst forladt diagnoseadgangen til førtidspension. Det betyder, at når der tildeles førtidspension til psykisk syge, hvis hoveddiagnose isoleret set ville kunne bedres med korrekt og langvarig behandling, så skyldes det, at dette er forsøgt uden held. Der vil således altid være en behandlende psykiater, som vurderer, at muligheden for, at arbejdsevnen kan (gen)skabes, er minimal. Ofte er denne vurdering tilmed testet via en eller flere arbejdsprøvninger, som også er faldet negativt ud. Dertil kommer, at disse ansøgere generelt har alvorlige barrierer i ressourceprofilens andre elementer, bl.a. på grund af den langvarige sygdom. Den samlede vurdering bliver derfor, at behandlingsmulighederne er udtømte, at en bedring ikke er sandsynlig, og at arbejdsevnen er nedsat til det ubetydelige. Ellers er man ganske enkelt ikke berettiget til førtidspension.

Med denne gennemgang kan de sejlivede myter og mistænkeliggørelsen af både kommunerne og alle de førtidspensionister, som er sluppet igennem nåleøjet, begraves. Lad os i stedet bruge kræfterne på at forebygge behovet for førtidspension, for eksempel ved at forbedre behandlingsindsatsen over for psykisk syge børn.

Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening