Universiteter skal levere gratis tv til DR2

DR2 vil stille kanalens tomme dagstimer til rådighed for universiteterne. Medieforsker kalder ideen god, men frygter for kvaliteten og underholdningsværdien. Det er nemlig universiteterne selv, der skal lave og betale for programproduktionen

En god forelæsning er ikke nødvendigvis godt tv, lyder kritkken af DR-s plan om at lade universiteterne om at fylde dele af sendefladen ud - uden at sende ressourcer med. Her er det astrofysikeren Jens Martin Knudsen, der forelæser på KU

Ulrik Jantzen

'Danskernes akademi' hedder konceptet til et nyt program, der skal erstatte pauseskærmen på DR2 i dagstimerne fra kl. 8-16 og gøre Danmark klogere.

Programmet skal bestå af forelæsninger, konferencer, studieture og den nyeste forskning fra universiteterne direkte til borgerne.

"DR Oplysning har altid ligget i hjertet af public service," skriver de i et brev til universiteterne, og oplysningen regner DR2 med at få - kvit og frit - fra universiteterne. Til gengæld for den gratis sendetid, skal universiteterne betale for produktionen af programmerne og for medietræningen af deres professorer hos DR.

Det ligner en rigtig god forretning for DR2 - gratis produktion af tv, opfyldelse af public service-kravet og kroner i kassen ved at lære forskere studieværtstricks.

Udviklingsredaktør i DR Carl Otto Dethlefsen mener, at det er en rimelig fordeling:

"Vi har nogle ydelser, som vi giver universiteterne, og de har nogle ydelser, som de giver os."

Kommunikationschef på Københavns Universitet (KU), Jasper Steen Winkel, er glad for, at DR2 vil formidle forskningen, men tvivler på økonomien i det:

"Jeg ved ikke præcis, hvad DR har forestillet sig, men KU kan ikke afsætte store ressourcer til tv-produktion - det er dyrt og rammer med stor sandsynlighed ikke særligt godt den unge målgruppe, hvor vi ønsker at skabe en særlig interesse for vores uddannelser," siger Jasper Steen Winkel og understreger, at meget forskning i forvejen er eksponeret i de elektroniske medier i bedste sendetid.

Kommunikationschef på IT-Universitetet (ITU) Katja Marcuslund mener ikke, at det behøver være den store udgift at lave tv:

"Det vil være en god måde at fortælle om vores forskning og generelt om ITU på, selvfølgelig er det vigtigt at have gode journalistiske historier, men vi vil også gerne reklamere for forskningen."

Gratis reklame

At universiteterne gerne vil reklamere for sig selv i den gratis sendetid, er der ikke tvivl om, mener professor i journalistik på Roskilde Universitetscenter, Jørgen Poulsen.

"Det er åbenlys reklame for universiteterne, men så længe det er angivet, hvem der har lavet programmerne, synes jeg ikke, det er et prob-lem," siger Jørgen Poulsen og forklarer, at udenlandske public service-kanaler som britiske BBC har en lang tradition for at lade samfund og borgere formidle deres egen virkelighed.

Men Danskernes Akademi bliver ikke en omgang reklame - hverken åbenlys eller skjult, forsikrer Carl Otto Dethlefsen fra DR.

"Det er fra forsker til folket," som han udtrykker det, og hvis der er et strejf af reklame, vil det blive redigeret ud, for DR skal stadig være redaktionelt filter, og universiteterne skal overholde både DR's reklame- og sponsoreringsregler.

Der er lagt op til, at universiteternes podcasting af forelæsninger og konferencer skal bruges på den nye akademiske sendeflade, og flere universiteter laver allerede optagelser af forelæsninger og konferencer.

Kedeligt tv

KU's-kommunikationschef, Jasper Steen Winkel, tvivler på, at de optagelser kan blive til godt tv:

"Meget af det, vi optager, er uredigeret og ikke henvendt til et bredere publikum. Hvis det skal være godt tv, skal det tænkes ind i et tv-koncept, og så skal vi afsætte ekstra ressourcer."

Jørgen Poulsen kan godt frygte for kvaliteten, når han hører om forelæsninger på tv:

"Det er noget af det sidste, man skal gøre. Det bliver meget nemt kedeligt, fordi forelæsninger bygger på nærvær i lokalet. Dem, der sidder til en forelæsning, er tunet ind på et bestemt stofområde og har læst op på stoffet, for resten af seerne er det simpelthen ikke interessant."

Carl Otto Dethlefsen fra DR er dog overbevist om, at danskerne er parat til akademiske forelæsninger på tv:

"Nogle af de amerikanske universiteters podcastings af forelæsninger er ekstremt spændende."

Jørgen Poulsen mener, at der skal reelle indslag og interviews om forskning til, før det kommer til at fungere på tv:

"Det kræver, at universiteterne formår at finde nogle historier, der interesserer seerne ligeså meget, som de interesserer universiteterne. Man kan håbe på, at universiteterne gør sig nogle tanker om, hvem der er egnet til at lave tv eller lægger det ud til eksterne, hvis de altså har råd til det," siger Jørgen Poulsen.

Professoren i journalistik mener dog, at DR2 kan have en anden god grund til at lægge gratis sendetid til rådighed:

"Det er et problem for DR2, at der er så mange timer, der er uudnyttede, derfor kan det her være en offensiv for, at de ikke mister deres 24-timers kanal. Hvis jeg var mediepolitiker, ville jeg da overveje, om den sendetid ikke kunne sælges til andre," siger Jørgen Poulsen.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu