Vores generation er blevet snydt

Generation Me. Homo Zappiens. Generation Y. Reklameverdenen har mange ord for den generation af unge, der blev født i 80’erne og voksede op i 90’erne. Skal man tro medier og trendanalytikere, er der tale om en generation af kyniske, lystbetonede, individualistiske og socialt kompetente forbrugere, der plukker fra samfundets hylder, som var det et supermarked.

Større billede

Men det er langtfra hele sandheden, mener den 26-årige svenske forfatter Gustav Fridolin. I sin nye bog Blåsta - nedskärningsåren som formada en generation forsøger han med tørre tal og statistikker at befri sin egen generation fra myterne om den. Ifølge ham har 80’er-generationen betalt den højeste pris for den økonomiske krise, der ramte Sverige i begyndelsen af 1990’erne. En krise, der resulterede i store spareprogrammer og tårnhøj arbejdsløshed og kom til at forme en hel generation af unge svenskere. På bare ti år forsvandt 330.000 job fra den offentlige sektor, skolerne fik færre lærere og større klasser, der blev færre socialrådgivere og ungdomstilbud, alt imens kriminaliteten og antallet af psykisk syge steg dramatisk. Det er en historie, som ikke bliver fortalt, når medierne og reklameverdenen fører ordet. Derfor tager Gustav Fridolin nu selv bladet fra munden

“Vores generation er blevet snydt. Vi var ganske sikre på, at de nedskæringer, der fandt sted under 90’ernes ‘skitår’, var midlertidige. At det var en nødvendig manøvre for at adressere krisen her og nu, men at man bagefter ville rette op på det forsømte. Men nu, hvor vi er på vej ind i endnu en økonomisk krise, har vi stadig ikke løst de problemer, den sidste krise førte med sig. Der arbejder stadig 100.000 færre mennesker inden for skole- og sundhedsvæsnet end dengang,” siger han.

I Gustav Fridolins terminologi repræsenterer hans egen generation ikke så meget en zappergeneration som en nedskæringsgeneration. En generation, der blev født med troen på, at samfundet ville udvikle sig til det bedre. Men som i mødet med skolen, sundhedssystemet og arbejdsmarkedet blev overbevist om noget andet.

“For at få et fuldstændigt billede af min generation er man nødt til at medregne, hvad der skete i de år, da vi voksede op, for de præger os stadig. Voksendommen er defineret ved, at man har et arbejde, man tjener sin egen løn, man har sit eget hus, og man kan træffe sine egne beslutninger. Men det er ikke længere givet for unge svenskere i dag. I de store byer i Sverige bor en tredjedel af unge i 30’erne stadig hjemme hos deres forældre,” siger han.

Kortlagt som konsumenter

Jeg møder Gustav Fridolin i hans hjemby Hässleholm, en mindre by på størrelse med Slagelse, godt en halv times kørsel fra Malmö. Gustav Fridolins forældre bor her stadig, men selv er han flyttet til Stockholm. I Hässleholm er der nemlig ikke længere arbejde at få. Her er ungdomsarbejdsløsheden oppe på 30 procent, mens den på landsplan nærmer sig de 25. Den historie figurerer imidlertid ikke i reklamebureauernes og mediernes fremstilling af 80’er-generationens unge, som i stedet fortaber sig i beskrivelsen af den privilegerede halvdel. Den halvdel, der kan kortlægges som købekraftige konsumenter.

“I dag er der 90.000 unge, som hverken er registrerede hos arbejdsformidlingen, har job eller studerer. I et samfund som Sverige, hvor vi har statistik og tal på stort set alting, ved vi utroligt meget om unge mennesker som forbrugere. Men der er en stor gruppe mennesker i den yngre generation, som vi kun ved ganske lidt om,” siger han.

“Siden de tidlige 90’ere har vi set en markant stigning i antallet af unge med psykiske problemer og angstanfald. Det er blevet udlagt som et resultat af den postmoderne virkelighed med alt for mange valgmuligheder. Det er sikkert også én af årsagerne. Men når du spørger unge om, hvad deres angst går ud på, så svarer de først og fremmest, at de er bange for, at de ikke kan få et arbejde og tjene penge nok til at forsørge deres familie. Det svar bliver glemt, fordi vi kun fokuserer på de mennesker i samfundet, der har muligheder og penge.”

- Mener du, at tiden har været hårdere ved din generation end ved generationen fra 1960’erne og 1940’ere?

“Jeg vil ikke sige, at tiden har været hårdere. Men der er forskel på, om du tilhører en generation, hvor man kan se, at tingene hele tiden bliver bedre. Hvor man ved, at ens børn får bedre vilkår end én selv. Min generation er vokset op og har måttet konstatere, at tingene går den forkerte vej. Tingene bliver ikke bedre, men værre, og den erfaring er med til at præge en hel generations mentalitet.”

- Men din generation har jo samtidig haft en masse muligheder, som tidligere generationer ikke har haft?

“Et af problemerne ved beskrivelsen af vores generation er, at man siger: ‘I har så mange muligheder, som vi andre ikke havde’. Det er også sandt, men det er ikke hele sandheden. For mange mennesker i min generation har ikke forudsætningerne for at realisere de mange muligheder.”

Sin unge alder til trods har Gustav Fridolin ikke personligt haft problemer med at realisere sig selv. Allerede som 19-årig blev han som den yngste politiker nogensinde valgt ind i den svenske rigsdag for Miljøpartiet. Efter valget i 2006 forlod han dog parlamentet for i stedet at hellige sig et arbejde som højskolelærer på deltid ved siden af en tjans som gravende journalist på TV4’s dybdeborende program Kalla fakta. Alligevel er også han præget af sin generations mange prøvelser, mener han.

“Mange af os, der har arbejde og lejlighed, nærer stadig en lille frygt for at ende som en af samfundets mange outsidere. For vi ved alle, at der er en risiko for, at vi i det her samfund kan ende på gaden, og det er med til at påvirke vores mentalitet.”

- Er det ikke lidt af en overdrivelse at tro, I vil ende på gaden? Vi taler trods alt om Sverige, et af de mest moderne velfærdssamfund i hele verden.

“Velkommen til Hässleholm,” siger Fridolin og slår ud med armene.

“Prøv at gå ned gennem gaderne her i byen kl. 4 om morgenen. Så vil du se, at folk bor på gaden - også i Sverige. Ifølge de lokale myndigheder bor omkring 100 mennesker under åben himmel her i Hässleholm, og det er altså en by på blot 20.000 indbyggere. Så det er en reel risiko. Det vil ikke ske for de fleste af os, men alene det at vide, det kan ske, er med til at påvirke ens handlinger.”

Den svenske drøm

Ifølge Gustav Fridolin har den nuværende sociale og økonomiske situation i Sverige skabt et hidtil uset behov for moderne myter om hurtig succes. Unge, smukke mennesker toner hver uge frem på skærmen i talentkonkurrencer som American Idols, der fodrer forestillingen om, at alle kan lykkes. Men det er blot et symptom på, at det er blevet stadig sværere for unge at lykkes i virkelighedens Sverige, mener han.

Det er således ingen tilfældighed, at fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic er blevet 80’er-generationens mest feterede ikon, for han inkarnerer den moderne myte om succes: en ung mand, tilmed indvandrer, der har taget springet fra den fattige opvækst i Rosengård til en tilværelse som hovedrig fodboldspiller i Milano.

“Vi har selvfølgelig altid haft fodboldstjerner i Sverige, og da jeg var lille, var det Thomas Brolin. Men det interessante ved Brolin er, at der aldrig blev skrevet en eneste artikel om ham, der fokuserede på, hvad han gjorde med alle de penge, han tjente. Eller en artikel, der handlede om, hvilken familie og baggrund han kom fra. Det ved jeg, for jeg har tjekket det. Men vi ved alt om Zlatan. Vi ved, hvad han drømte om, da han var barn, vi ved, hvilken blok i Rosengård han voksede op i, og vi ved, at han har brugt sine penge på at købe et flot hus til sin mor. Forskellen er, at i et samfund, hvor alle føler, de får det lidt bedre år for år, har man ikke i samme grad behov for den type historier. Men i et samfund, hvor man som ung ikke kan være sikker på selv at få et arbejde og en lejlighed, når man vokser op, spejler man sig i dem, der har drevet det til noget. Det er den amerikanske drøm, importeret til Sverige.”

Alligevel beskrives 80’er-generationen fortsat af medierne som en særligt krævende, troløs og zappende generation. “80-talister kräsna och krävande”, har det lydt i Svenska Dagbladet, mens Aftonbladet på lederplads har kvitteret med ordene: “Bortskämda ungar. Väx upp”. Men ifølge Gustav Fridolin rummer forestillingen om den kræsne ungdom en række blinde vinkler.

“I et spørgeskema, som en svensk fagforening stod bag for nogle år tilbage, blev unge spurgt om, hvorvidt de troede, de ville have skiftet job inden for et par år. Det svarede et stort flertal ja til, og svaret blev tolket som et udtryk for, at mange unge mennesker er illoyale over for deres arbejdsgivere og zapper rundt efter forgodtbefindende. Men realiteten er, at de fleste unge mennesker ikke har mulighed for at blive i et job i længere tid ad gangen, fordi de kun bliver tilbudt projektansættelser og ikke faste job,” siger han.

- Men skal man ligefrem have ondt af din generation, synes du?

“Nej, det skal man ikke. Man skal have ondt af en person, der har været uheldig. Men det her er ikke resultatet af uheld, det er resultatet af politiske beslutninger,” siger Gustav Fridolin, der understreger, at formålet med hans bog hverken er at angle efter medlidenhed eller blæse til kamp mod tidligere generationer. Det er derimod et forsøg på, at få de folkevalgte til at lære af fortiden.

“Formålet er at få politikerne til at forstå, at hvad vi gør under den nye krise, som Sverige nu befinder sig i, vil påvirke samfundet i mange år frem. Hvis vi fyrer endnu flere lærere og laver endnu flere nedskæringer, vil det påvirke den generation, der vokser op i dag. Så simpelt er det. Men siden vi ikke forstod det i 90’erne, er der behov for at gentage budskabet.”