'Det gale geni' er en utidig romantisering

Det er svært at abstrahere fra ligheden mellem overtossen på fotoet og manden, der taler ved siden af lige nu. Begge har en livslang næsten manisk kunstnerisk produktion bag sig, og begge kigger de skævt ud på verden gennem et fint spindelvæv af hvid-gråt hår.

Vi befinder os på Risskov Psykiatrisk Hospitals kunstmuseum, og portrættet på væggen viser ‘overtossen Ovartaci’, som den sindssyge Louis Marcussen (1894-1985), der var indlagt i en menneskealder, blev kaldt.

Manden, der taler, er digteren Peter Laugesen, og han er til gengæld blevet kaldt “en poesiens posemand, der turer rundt i udkanten af alt trygt og normalt”, af digterkollegaen Lars Bukdahl.

Mange af Laugesens læremestre og inspirationskilder udi i de skønne kunster er nemlig enten rablende sindssyge, fordrukne, voldelige eller fascister, og hans seneste digsamling, Fotorama, som udkom i maj, indledes med et digt af John Berryman, der tog sit eget liv.

Laugesen portrætterer de gale og med stor succes; Fotorama får anmelderroser, Laugesens teaterstykke Ovartaci kørte for udsolgte sale på Entré Scenen i Århus i foråret, og samtidig spillede Laugesen selv med i sin opera EZRA om den amerikanske digter Ezra Pound, der skrev store dele af sit livslange digt Cantos, mens han var spærret inde; først i et stålbur i Italien og siden på et sindssygehospital på grund af sine fascistiske radiotaler.

Fascinationen af de gale kunstnere er ikke til at tage fejl af, men alligevel tøver Laugesen med at omtale deres værker som kunst:

“Ovartacis værker forestiller hans eget liv med alle de reinkarnationer, han mente at have været igennem. I mit stykke accepterer jeg, at han faktisk har oplevet de ting, vi ser her,” siger Peter Laugesen.

Værkerne forestiller drager, alien-agtige kvindeskikkelser og Ovartaci selv i rollen som Ramses II. Der er så mange, at de udgør et helt lille eventyrland.

Tidligere hang billederne og skulpturerne i svært tilgængelige og lidt uhyggelige lokaler oppe under loftet, sammen med den række af torturinstrumenter, der udgør psykiatriens hårrejsende historie.

“Det var nok mere realistisk, for det er nærmest en forringelse eller nedvurdering af Ovartacis værk at udstille det som kunst. Jeg er ikke så optaget af at definere, om noget er kunst eller ej, men det er forkert at kalde Ovartacis billeder det, for sådan er de ikke tænkt. Ovartaci gjorde dét, traditionelle kunstnere ville ønske de kunne. Han producerede af indre nødvendighed. For at overleve.”

Rå kunst

I stedet for selvbevidst kunst, har Ovartacis værker mere til fælles med såkaldt primitive kulturers totemer, altså magiske indianermasker og lignende, der er skabt for at huse helbredende og magiske kræfter.

“Den slags blev samlet og udstillet i Europa i begyndelsen af det 20. århundrede under betegnelsen L’art brut, altså rå kunst,” forklarer Peter Laugesen.

“De såkaldt sindssyges kunst mangler noget, for at man kan kalde det kunst, men til gengæld er de forlenet med en kraft, som kunstnere i traditionel forstand gerne vil, men ikke kan, frembringe. Lidt ligesom man ikke kan tegne som et barn, når man én gang er blevet voksen.”

Alligevel ser Laugesen ikke noget forkert i at låne af deres formsprog til at formidle egne erkendelser: “Nogle gange er man nødt til at sprænge de gængse rammer og former for at sige noget nyt. Form og indhold hænger sammen på den måde, at man ikke kan udtrykke en specifik erkendelse uden en specifik form. Erkendelsen har man gerne i forvejen, og så genkender man den rette form hos de såkaldt sindssyge. Men den bliver altid anderledes, når den optræder i en anden sammenhæng.”

Utidig romantisering

De gales uopnåelige formsprog har gennem tiderne givet anledning til en temmelig malplaceret fetichering.

“Digteren Allen Ginsberg rejste i 60’erne ned til Ezra Pound i buret og satte sig for fødderne af ham, som om han var en kultfigur. Det tror jeg ikke, Pound har syntes om. Det har han nok ærligt talt fundet temmelig mærkeligt,” funderer Peter Laugesen og forklarer videre, hvordan tendensen til at give de gale noget nær gudestatus er udbredt i en traditionel romantisk digtopfattelse:

“1800-tallets romantikere så en direkte forbindelse mellem galskab og kunstnerisk genialitet, og hippierne gentog samme fejl i 60’erne, hvor man havde en forestilling om, at man gennem hash, eller det man kaldte eksperimentel skizofreni, kunne gøre sig de samme erfaringer som de sindslidende. Men man skal have respekt for skizofreni og den slags. Der er nogle få kunstnere, som er blevet ved med at være gode, selv efter de er blevet ‘gale’, men megen genialitet er også bare blevet ædt op indefra. Derfor kalder jeg det aldrig galskab, for det er en utidig romantisering,” siger han.

Peter Laugesen undgår helst at kalde ‘det’ noget som helst, for så snart man gør det, har man rubriceret noget, vi egentlig ikke har dækkende definitioner for:

“Hvis jeg endelig skal sige noget, så kalder jeg det sindslidelse. For der er vel tale om en slags lidelse i eller fra sindet. Men jeg ville aldrig sige sindssyg uden at sætte ‘såkaldt’ foran.”

Ligesom antipsykiatristerne, en bevægelse, der havde sin storhedstid i 60’erne og 70’erne, er Peter Laugesen kritisk indstillet over for stemplingen af visse individer som sindssyge. ‘Sindssyg’ er nemlig magtens og den snævre norms delegitimerende stempel på de tanker og billeder, der forstyrrer den herskende orden.

Antipsykiatrien er følgelig meget kritisk indstillet over for brugen af medikamenter, men vil hellere fokusere på, hvilke elementer i familien eller samfundet der får den ‘syge’ til at reagere.

“Antipsykiatrien mener, at folk, der for eksempel hallucinerer, ikke er syge, men befinder sig i en slags parallel verden. I stedet for at fjerne deres indre liv med elektrochok eller medicin vil antipsykiatrien finde en måde at kommunikere deres verden ud på. I England oprettede man alternative behandlingssteder, eksempelvis Kingsley Hall, hvor folk med alle mulige forskellige verdener levede sammen.”

Kinesisk poesi

Disse initiativer blev senere anset for at være mere eller mindre mislykkede, men Peter Laugesen holder fast i ideen om, at normerne og videnskaben til dels fortrænger vigtig viden om tilværelsen.

For eksempel viser han i stykket EZRA, hvordan Ezra Pound udviklede en glimrende poetik på baggrund af dét, etymologer har kaldt en fejl, men som poeter har kaldt fantastisk.

“Ezra Pound vidste ikke så meget om kinesiske skrifttegn, men han mente, at de var bedre til at skabe poetiske billeder med end det engelske sprog og latinske alfabet. Fordelen ved de kinesiske skrifttegn er, ifølge Pound, at de ligner dét, de betyder. Hvor man på engelsk er nødt til at skrive en masse bi- og fyldord for at skabe betydning, kan man altså lynhurtigt opnå en meget høj poetisk koncentration med de kinesiske skrifttegn,” siger Peter Laugesen.

“Skrifttegnene kan også læses i flere retninger, hvilket ophober endnu flere betydninger. Pound lavede på den baggrund nogle oversættelser af kinesiske digte, som ifølge etymologer er forkerte. De påpeger, at det ene eller andet tegn ikke betyder præcis det, Pound har oversat dem med. Men de kinesiske digtere kan godt acceptere oversættelserne, for Pound har blot valgt nogle ud af flere mulige betydninger og har oversat digtene, så de stadig fungerer på engelsk.”

Laugesens egne stykker bliver på den måde en kritisk kommentar til reglernes og normernes overherredømme. I hvert fald fremstilles videnskabens stringens som mangelfuld, idet den logiske tænkning til tider har den bivirkning, at den overser det, man kan kalde ‘sanseindlysende’ sandheder.

Modviljen mod henholdsvis logisk overherredømme og udsyret beundring er kortest opsummeret i den manifestagtige afslutningsreplik i Ovartaci til “Mine herrer overlæger på galeanstalterne”: “Vi kan ikke tillade, at I hæmmer den frie udfoldelse af et delirium, der er nøjagtig lige så legitimt, lige så logisk som enhver anden kæde af menneskelige ideer eller handlinger. De gale behøver ikke være geniale. Deres verdener er lige så virkelige som vores, og det ønsker vi ikke, at I tager fra dem.”

Replikken stammer fra en tekst af den franske digter og teatermand, Antonin Artaud, en af antipsykiatriens totemfigurer, som Laugesen tidligere har oversat til dansk.

Ville du selv modsætte dig en indlæggelse her på Psykiatrisk Hospital?

“Ja,” siger Peter Laugesen fast. Så kort kan det åbenbart siges.

Men hvad nu, hvis du fik det rigtig skidt?

“Så ville jeg skrive. Jeg har da haft det, hvad skal man sige - dårligere, end jeg har det nu, og der skrev jeg. Så hvis der er en sammenhæng mellem mine og Ovartacis arbejdsmetoder, så skal den nok findes her. Altså i det, at vi producerer af nødvendighed.”

“Men hvor han fik det der fra - ” siger Peter Laugesen og gør et kast med hovedet mod det overjordiske fantasilandskab omkring os - det ved jeg ikke.”