Måske gik regeringen og troede, at den nye madordning, der skal træde i kraft fra nytår, er en ren vindersag: folkesundheden kan forbedres; uligheden mindskes når alle børn i landets daginstitutioner - uanset forældrenes prioriteringer - får et ernæringsrigtigt måltid mad om dagen, og mor og far kan slippe for madpakken i de hæslige morgentimer, hvor alt er kaos i familien. Men både forældre og kommuner er i oprør.

Dagbladet Politiken kører kampagne mod ordningen, og den er en blevet en synlig knast i forhandlingerne om næste års kommuneøkonomi mellem finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og kommunerne, der vil have mere tid og flere penge til ordningen.

I et velhavende samfund som det danske kan det være svært at indføre et fælles velfærdstilbud, som skal erstatte den sidste rest af indflydelse, forældrene har på deres børns hverdag i daginstitutionerne. Man så det med debatten om de uhumske skoletoiletter. På den ene side forældre, børneorganisationer og opposition, der mente, at vi ikke kunne være det bekendt, og på den anden velfærdsøkonomer, der påpegede, at vi ikke nødvendigvis har råd til at renovere folkeskolens toiletter, fordi dem hjemme i privaten er blevet til wellnessbaderum.

Når staten gør sig til spiller på den bane, der hedder kost, er det klart, at den også vil blive mødt med skuffede forventninger.

Forældrene får serveret jordbær-rucolasalat og muslingesuppe i deres kantineordning. Hvorfor skal børnene så spises af med et ikke-økologisk måltid fra et storkøkken på et plejecenter, som der er lagt op til i flere af landets kommuner?

Men det er ærgerligt, hvis den individuelle tilgang til maden ‘som vor mor lavede den’ skal spænde ben for en rigtig kollektiv bestræbelse på at give alle børn et godt og nærende madtilbud, udformet som et fælles dannelsesprojekt og tilberedt med et pædagogiske sigte.

Når man i en dansk storbyinstitution i dag kan diskutere, hvorvidt maden skal være økologisk eller fair trade eller insisterer på at få sin veganerdiæt tilgodeset, er man kommet derud, hvor maden som et individuelt identitetsprojekt forhindrer, at man kollektivt løfter en relevant samfundsopgave. Selvfølgelig skal børnenes madpakke ikke erstattes af opvarmet bakkemad. Der må kommunerne til lommerne og diske op med en ernæringsrigtig og indbydende menu. Det kan lade sig gøre i for eksempel Albertslund og Roskilde og i en lang række daginstitutioner, som selv har valgt at prioritere maden, uden at lille, kræsne Peter eller jødiske Anna af den grund går sultne hjem fra børnehave.

En fælles ordning har selvfølgelig sine begrænsninger i forhold til, hvor ekstravagant tilbuddet bliver. Men den bør kunne få et pædagogisk indhold og en kvalitet, som endegyldigt sender den pludseligt så populære madpakke uden for døren.