I slutningen af marts udkom resultatet af Danmarks Pædagogiske Universitets treårige undersøgelse af folkeskolens specialundervisning. Man har fokuseret på tilgangen til specialundervisningen på 12 pct. af skolernes elever, og atter engang konkluderes det - bl.a. ved hjælp af den altid medgivende og populistiske professor Niels Egelund - at det er lærernes skyld det hele. De er umotiverede, ikke inklusive og møder såmænd ikke til tiden, og problemerne kan i klassisk socialdemokratisk stil løses via forøget efteruddannelse og ifølge Bertel Haarder eventuelt med undervisningsassistenter.
Fra tid til anden argumenteres der i medierne vedrørende den generelle positive betydning af flere kvinder på ledelsesniveau, at det er godt for de bløde værdier, men når vi forholder os til folkeskolen og dens ansatte, er effekten den helt modsatte. Her er der blevet alt for mange kvinder og dermed også bløde værdier.
Langt den største del af lærerne er kvinder, og det har selvfølgelig en konsekvens, men den er svær at diskutere og skabe opmærksomhed omkring.
Jeg går på kursus i specialundervisning for øjeblikket, og af 20 kursister er de 18 kvinder, og blandt de fem undervisere er de fire kvinder, så også her er det kvinder og hermed kvindetanker, der dominerer. Jeg har søgt at ironisere herover via diverse indlæg på kurset, men det er et område, hvor kvinder er helt uden humor og selvironi.
At langt den største del af specialundervisningseleverne er drenge må tages til efterretning, men i en tid præget af socialkonstruktionismens afgørende krav til betydningen af den sociale tilstedeværelse for udviklingen af den reelle og eksakte virkelighed, hører det intet sted hjemme, at det gøres til noget kønsspecifikt. I stedet for burde man se på, hvad der gør drengene til problembørn.
Forældrene, der er børn af 68-generationen, har selvfølgelig et primært ansvar, men der ud over er det inklusionsfænomenet og de mange kvindelige lærere, som er signifikante markører.
Inklusionsfænomenet er en tænkemåde, som i bund og grund opstod af mangel på økonomiske midler, men blev lanceret camoufleret som pædagogisk nytænkning.
Op gennem 1980’erne viste det sig nemlig, at der på verdensplan var en voldsom stigning i udgifterne til specialundervisning. Derfor mødtes repræsentanter fra 92 lande i 1994 i Salamanca i Spanien og proklamerede med den såkaldte ‘Salamanca-erklæring’, at der fremover skulle være inklusiv undervisning til alle, dvs. at alle børn så vidt muligt skulle bevares inden for normalklasserne og undervises der og kun der uanset evt. generelle eller specielle indlæringsvanskeligheder.
Kolde økonomiske fakta blev således med et finger-knips vekslet til salgbar idealistisk omsorgsslogans som ‘plads til alle’ og ‘alle har potentiale’.
Værdsættende pædagogik
I Danmark blev denne besparelsesfidus under skiftende radikale undervisningsministre i 90’erne lanceret som differentieret undervisning og med den borgerlige Bertel Haarder som kravet om rummelighed.
Uden at gå i dybden med den menneskelige evolutionshistorie fra ‘samlere og jæger’-tiden for 5.000 år siden frem til i dag må det vel være almindeligt accepteret - på trods af forrige århundredes kvindeoprør - at det såkaldte omsorgsgen er mest udtryksfuldt hos kvinder. I og med at langt den største del af folkeskolens pædagogiske personale som nævnt er kvinder, og gruppen er støt voksende, har det kvindelige omsorgsgen være kraftigt dagsorden- og trendsættende for udviklingen, og det er det, der har været en afgørende faktor for tilslutningen til og den overdimensionerede udvikling af Salamanca-erklæringens omsorgs- og inklusionsdimension og den dermed afledte tilbagegang for fagligheden. Den tilstedeværende undervisningstid kan jo kun bruges én gang!
Der findes talrige videnskabelige undersøgelser, der viser, at det kønsspecifikke har overordentlig meget at sige vedrørende kulturen og emnevalgene og dermed dagsordnerne på arbejdspladserne. I folkeskolen har det typisk givet sig til udtryk i form af den næsten terrorprægede og omsiggribende såkaldte ‘værdsættende pædagogik’, hvor alle er lige meget værd, og børn og voksne mødes i øjenhøjde.
Når man ser, hvordan denne idealistiske tankegang kommer til udtryk, er der ikke noget at sige til, at der ikke er mange mandlige ansøgere til seminarierne, at sådanne efterhånden må hentes i udlandet, og at uddannede hurtigt forsvinder igen til alternative job som postbude og skraldemænd. I disse job skal der i det mindste ikke ydes omsorg, problematiseres og forhandles hele tiden, men løses konkrete faglige opgaver.
Så er man karriereminded og trendy i folkeskolen, bruges i hvert fald en fjerdedel af hver undervisningstime til afklaring af sociale problemstillinger og forhandlinger med eleverne om evt. undervisningstilbud.
Løft til fagligheden
Når lærerens tilstedeværelsesdel i klasserne, som typisk udgør knap halvdelen af arbejdstiden, er overstået, mødes denne med kolleger og drøfter disse forhold og laver undervisningsplaner, som i langt højere grad drejer sig om organiseringen og inkluderingen af den restgruppe, som aldrig har kunnet og aldrig vil blive indpasset i normalundervisningen, end om det faglige, som man nøgternt set burde synes, skulle være det, det hele går ud på.
Så det, der skulle forestille læringsmæssig og faglig omsorg, er med kvindedominansen blevet vekslet til den tidskrævende menneskelige omsorg, som det skulle være pålagt forældrene at ruste og styrke børnene med i fritiden i familielivet, en fritid mange forældre tilsyneladende hellere vil bruge på egne fritidssysler end varetagelse af forældrerollens mange seriøse og opdragelsesmæssige aspekter.
Skal dette mønster brydes, skal vi have ansvarsbevidste, fagligt mindede og resultatorienterede lærere tilbage og dominere i folkeskolen frem for trendjagende spejderdrenge, omsorgsdominerede kvinder og feminiserede efterdønninger af den såkaldte 68-generation, som bl.a. kan karakteriseres ved mangel på grænsesætning. Man skal kalde en ‘spade for en spade’ og have de tidskrævende elever tilbage til specialklasserne og specialskolerne, hvor de kan undervises og beskyttes og dermed trives bedre på eget niveau.
Så vil de faglige kvaliteter generelt kunne få et voldsomt løft, og udgifterne til undervisning vil kunne falde drastisk, da lærerne vil kunne bruge omkring 2/3 af deres arbejdstid på den egentlige faglige undervisning!
Allerede i 1990’erne blev der rørt ved dette misforhold eksempelvis af forfatteren Bertill Nordahl, som bl.a. i bogen Hankøn i skolen (1994) gjorde opmærksom på betydningen af det kønsspecifikke.
På baggrund af 68-generationen bliver drengene enten til Rambo-typer eller feminiserede svæklinge, som intet kan finde ud af, idet øjeblik deres mandlige kønsidentitet mangler udfordring og udvikling. Det giver problemer senere hen i livet, idet mændene ikke kan fylde pladsen ud i parforholdene, og kvinderne slet ikke kan finde ud af mændene med efterfølgende mange skilsmisser.
Drenge skaber deres kønsidentitet via fysisk prægede udendørs lege som f. eks krigslege, men i det øjeblik børnehaver og fritidshjem er domineret af kvinder, bliver våbnene erstattet af tale og rundkredspædagogik, som drenge har svært ved at forholde sig til og udvikle sig med. Mange af drengene gemmer sig derfor i en efterhånden tilladt tv- og play-stationverden, hvor de kan udfolde deres maskuline lyster - om end på en noget kunstig og indirekte måde, og de kvindelige pædagoger kan få fred.
Det er ikke mærkeligt, at det skaber klienter til specialundervisningen, og at ikke mindre end 85 pct. af de adfærdsvanskelige elever er drenge. Kvinderne ved simpelthen ikke, hvad de skal gøre ved dem!
Så hvis DPU, Niels Egelund, Bertel Haarder m.fl. kunne se bare en lille bitte smule udover det tidstypiske og trendprægede, kunne meget opnås via enkle midler til langt billigere penge. Salamanca-erklæringen er - som så meget andet politisk ‘hokus-pokus’ i tiden - ren økonomisk besparelse og dermed en om’er.
Folkeskolens status kan kun fremmes ved at få mændene tilbage igen om ikke som et flertal så et ligeværdigt antal blandt underviserne, så vil den daglige dagsorden blive en helt anden. Det faglige vil komme til at dominere over det sociale og opførselsmæssige, som primært skal ligge hos forældrene. Det er hjemmene, der skal sørge for, at børnene er undervisningsklare hver morgen og ikke skolerne.
Bent Liholm er overlærer og mag.art. i film- og medievidenskab
Kommentarer
“…af 20 kursister er de 18 kvinder, og blandt de fem undervisere er de fire kvinder, så også her er det kvinder og hermed kvindetanker, der dominerer. Jeg har søgt at ironisere herover via diverse indlæg på kurset, men det er et område, hvor kvinder er helt uden humor og selvironi.”
Magen til misogynistisk mangel på selvindsigt skal man lede længe efter. Det er ganske imponerende i sit totale fravær.
Frej Klem Thomsen
Ja, det er rent ud sagt chokerende. Det er en artikel som kunne trænge til en knap for ”stødende kommentarer”.
Skal jeg tage ud fra en personlig erfaring om lærere, så er der sikkert et par ”skvatmikler” m/k blandt lærerne, som bruger pædagogik. Resten er m/k med både pædagogisk indsigt og ”hår på brystet”.
Hvor er det groft at påstå, at ”det faglige vil komme til at dominere over det sociale og opførselsmæssige”, hvis der kommer flere mandlige lærere i folkeskolen. Selvfølgelig er det af mange årsager bedst, når der er lige mange kvindelige og mandlige lærere. Men drop dog kønsstereotyperne!
Jamen så kom det jo ligesom på plads. Er der mere at sige Kvinder? -
(en kraftig rysten på hovedet herfra)
Nu er der foreløbig kun kommentarer fra kvinder. Derfor vil godt lige som mand gøre opmærksom på, at jeg 100% bakker de kvindelige kommentatorer op. Bent Liholms artikel er noget af det mest reaktionære, jeg har læst længe…
Imponerende nok så farer alle kvinderne nu op af skyttegravene, for at forsvare sig og holde den feministiske fane højt! Jeg synes, det minder om en betænkelig mangel på refleksion over en meget konkret problemstilling.
Jeg husker med al tydelighed den ubegribeligt tåbelige og tidsspildende rundkredspædagogik, som jeg blev opfostret med i folkeskolen op gennem 90’erne. Magen til tidsspilde skal man lede rigtig længe efter! Faglighed var noget, der blev presset ind mellem problematisering og diskussioner.
Hermed ikke sagt ,at det er kvindernes skyld - det vil jeg medgive jer. Men jeg vil vove den påstand, at ‘kvindeligheden’ absolut er medskyldig. Og dermed har alle de mandlige lærere, der følger denne trend, også del i skylden.
Jeg synes det er på tide, som kronikøren antyder, at vi får et opgør med feminiseringen af folkeskolen (og sågar også børnehaver). Eleverne er simpelthen ikke forberedt på den verden de møder, når de efter folkeskolen skal i lære eller videre på en ungdomsuddanelse og evt. universitetet. Det er i hvert fald min erfaring fra min egen tid i fokeskolen, gymnasiet og på universitetet.
Vi må have et opgør med den positive særbehandling kvindeligheden har fået. Og især skal vi have et opgør med den tabuisering, som emnet har fået! Ligestilling er en af de vigtigste problemstillingerne i det moderne Danmark, men husk: det går begge veje. Og er der ét sted, hvor mænd og kvinder ikke er ligestillede, så er det i folkeskolen. Lad os nu få en saglig og åben diskussion omkring det. Der er intet misogynisk over at tage en diskussion omkring kvindelighed og værdisæt op.
Debatregel nr. 2)
Lad være med tage problemstilling og argumenter personligt. Tag den saglige diskussion.
Der er allerede mange specialklasser på skolerne. Jeg ser ingen ide i at presse yderligere elever ud af klasserne.
Man skulle hellere højne lærernes uddannelsesniveau, som man gør i Finland.
Så ville der blive mindre udenomssnak og mere faglighed.
Det ville helt sikkert bedre trivslen - ikke mindst hos drengene!
@ Inger Sundsvald:
Er du sød at sige, hvad du mener, samt at argumentere derfor, i stedet for blot at komme med spydige, småfornærmede og sarkastiske bemærkninger?
Det danner i hvert fald et langt bedre grundlag for en konstruktiv diskussion. Men det er måske slet ikke i din interesse?
Rune
Der er forskellige former for kvindelighed, forskellige kulturer, man kan dyrke. Hvis en negativ kultur dominerer, må man påvise de negative træk og finde en anden vej.
Jeg mener at problemerne i folkeskolen forstærkes af, at der ødsles med lærerressourcerne sådan at der fx kan være to lærere om en undervisningstime eller man blander klasser sammen og eksperimenterer på forskellig vis, hvilket indebærer oceaner af møder og snak.
Jeg mener at klasseundervisning med fokus på det faglige bedre fanger alles opmærksomhed frem for at eleverne sidder og arbejder individuelt, hvor lærerens funktion alene er at overvåge og hjælpe her og der.
Det var interessant at læse om hvordan du oplever tingene!
Rune Damgaard, det er nu en almindelig erfaring, der i dag offentligt underbygges, at debat om væsentlige emner øger læsefærdighed og forståelse.
@ Nanna:
Jeg er helt enig med dig.
Selvfølgelig er det flere former for kvindelighed, og jeg er på ingen måde tilhænger af, at der skal diskrimineres mod nogen af dem. Vi skal have en folkeskole med høj diversitet. Men netop af den grund, er det vigtigt også have tilgode se de maskuline værdisæt, som jeg formoder ligger mere op ad “de andre” former for kvindelighed, som du omtaler.
Min hovedanke mod den ‘kvindelighed’, som jeg oplevede, er, at særlige interesser og fagområder blev forfordelt. Og med en lærerstab på ~80% kvinder, så bliver der en uheldig skævvridning i fagligheden.
Ydermere, blev der i for høj grad taget hånd om de ‘svage’ elever, og ikke om de stærke og sågar tiltider også gennemsnitseleven. De to sidstnævnte blev overladt til dem selv (ofte i grupperarbejdssituationer), hvor de havde behov for såvel motivation og udfordinger på samme niveau, som de ‘svage’ havde behov for hjælp og støtte.
Disse to hovedpunkter synes jeg svækkede fagligheden i den folkeskole, jeg kender.
Hvis man skal følge det rationale, der angiveligt danner baggrund for artiklen, må vi da endelig heller ikke glemme at bekymre os om den store overrepræsentation af kvinder på alle de andre videregående uddannelser.
Vil kvindelige chefkirurger hellere tale om de såkaldte “bløde værdier”, lægge make-up og fortælle om deres børns grimme tegninger - midt under operationen - i stedet for at passe deres arbejde eller hvad?
Svaret er, ikke overraskende, meget enkelt: Selvfølgelig er de professionelle mennesker, der har gennemgået præcis samme uddannelsesforløb, som deres mandlige kolleger.
Når vi nu alligevel har debatten - og Gud ved for hvilken gang - vidner det blot om, at lærerprofessionen har et enormt imageproblem. Vi er efterhånden blevet så uvidende om folkeskolen, at vi simpelthen ikke længere tror på, at læreren er professionel.
Problemer er, Kaj, at lærer- og pædagogfaget i langt højere grad har en opdragende og prægende rolle end eksempelvis en kirurg.
Jeg tvivler ikke på lærernes professionalisme, men der er tydeligvis stor forskal på, hvordan denne proffesionalisme udmønter sig, og hvordan det præger eleverne.
Du kan ikke negligere, at en store dele af den ungdomsårgang, som jeg er en del af, er frustreret over i den grad at være blevet uligeværdigt behandlet gennem store dele af vores opvækst, af den ene grund, at det med ganske få undtagelser udelukkende var folk med ‘kvindelige’ værdier, der passede og underviste os.
Jeg argumenterer ikke for, at slåskamp skal på skemaet, men jeg ønsker virkelig for de kommende årgange, at diversiteten kan komme tilbage i klasseværelset. Både hvad angår faglige emnevalg og fokus, men også hvad angår den pædagogik og opdragelse, der lægges for, når det ikke lige er udervisningen, der er i fokus.
Selvfølgelig har pædagogikken en opdragende funktion, Rune. Det er jo hele idéen med den videnskab, Men det er jo netop en videnskab, hvorfor jeg ikke helt forstår din argumentation omkring mænd og kvinders forskellige praksis inden for professionen. Jeg har også selv gået i skole i 80’erne og 90’erne, hvor flere lærere praktiserede en emancipatisk, men forfejlet pædagogik i folkeskolen. Jeg tror bare, vi begår en fejl, når vi projicerer det over i en debat omkring køn. Mine mange kvindelige medstuderende læser den samme faglitteratur som jeg gør - og jeg har meget svært ved at få øje på deres særlige “bløde” og anderledes tilgang til den.
Eksempelvis er måden drenge og piger løser konflikter og problemer på meget forskellig. Og i min skoletid var det kun plads til én løsningsmodel. Du kan selv gætte hvilken…
For selvfølgelig har du ret, pædagogikens essens er opdragelsen. Men synes du overser en noget, du argumenterer for, at mænd og kvinder har samme tilgang til opdragelse (uanset om de så er pædogoger eller ej). Og idet at faget i den grad er domineret af kvinder, så mener jeg, at udfaldet bliver skævt. Der mangler diversitet.
Det er præcis samme argumentation, der bruges, der skal slås et slag for, at der skal flere kvinder ind i bestyrelser og ledelsesteams. Forskellighed og mangfoldighed medfører en mere åben og mindre ensidig tilgang til problemstillinger.
Problemet er måske ikke manglende professionalsme hos lærerne men at der har været alt for lidt focus på at optimal indlæringen hos drenge og piger ikke altid og i alle sammenhænge er det samme, at der er kønsforskelle. F.eks. problemet med de ‘urolige drenge’ der ikke kan sidde pænt og være opmærksomme i en hel skoletime - det er der også pige der er men drengen er statistisk overrepresenteret. Man kan mene at de skal ‘bankes på plads’ eller at man gå ind for at man laver en undervisning der tager hensyn til det
I øjeblikket er situationen at de ikke kun ødelægger det for sig selv men også for deres klassekammerater
Alene det forhold, at begrebet kvindelighed i relation til undervisning i folkeskolen opfattes som en uangribelig størrelse er for mig en bekræftelse af, at emnet bør undersøges nøjere.
For mig er der ingen tvivl om, at mere kvindelighed - hvis man overhovedet kan bruge det begreb meningsfuldt i denne debat - har været afgørende for, at vores samfund har udviklet sig til det bedre.
Derfor kan det heller ikke undre mig, at der på visse områder i visse tilfælde kan opstå situationer, hvor mere kvindelighed isoleret set ikke automatisk er af det gode.
Rune Damgaard
For jeg ved ikke hvilken gang skal jeg lige gentage:
Overrepræsentation af kvinder er reel i folkeskolen – det står mænd frit for at lave om på det. Tvang er ikke rigtig en mulighed, ifølge alle vedtagne pædagogiske regler. Måske vil lønløft hjælpe?
Overrepræsentation af ”kvindelige værdier” er en påstand uden påviseligt hold i virkeligheden. Men der har i mange år været forældre, som søger at påvirke lærerne til fordel for deres eget barn.
Påstanden fra forskellig side om henholdsvis at svigte de stærke/svage elever popper ustandselig op. Det er rent ud sagt utroligt at de forskellige elever klarer sig alligevel for størstedelens vedkommende. Dem som ikke gør, er der ikke noget bevis for, at det ikke ville have været nøjagtig det samme for dem - uanset ”metode”.
Mærkeligt er det også, at overvægt af mænd ikke anses for at være et problem, ikke før bøtten vender. ”Beviset” for at alt ville være bedre i folkeskolen hvis der var flere mænd mangler.
Jeg er altså stadig ikke helt sikker på, at jeg er helt med, Rune. Du har helt ret i, at mænd og kvinder af kulturelle årsager ikke er opdraget ens, men for nu at tage fat i dit eksempel om konfliktløsning mellem henholdvis drenge og piger, så har jeg meget svært ved at forestille mig, at din lærer i sin tid fejlede på grund af sit “forkerte” køn. Hvis hun gentagne gange oplevede problemer af den art, må dette problem bunde i en manglende pædagogisk indsigt, og den indsigt kommer man ikke automatisk i besidelse af, blot fordi man er mand
Inger: Jeg mener også at det primært er et pædagogisk problem.
Der har altid være urolige drenge i skolen. Dengang da jeg gik i skole i 60’erne og 70’erne var der kontant afregning ved kasse 1.De røg ud af skolen efter 7’erne eller kom i ‘almen’ (for de udprægede praktisk begavede d.v.s.de ‘dumme’) og kom i lære og nogle af dem klarede sig faktisk helt fint senere. Men tiden er en anden idag. Mulighederne for at klare sig trods dårlige skolepapirer er meget ringere end dengang så man kan ikke bare ignorer problemet. Det er vel ikke skolens opgave at uddanne sociale tabere?
@ Inger:
“Påstanden fra forskellig side om henholdsvis at svigte de stærke/svage elever popper ustandselig op. Det er rent ud sagt utroligt at de forskellige elever klarer sig alligevel for størstedelens vedkommende. Dem som ikke gør, er der ikke noget bevis for, at det ikke ville have været nøjagtig det samme for dem - uanset ”metode”.”
—> Ja, de klarer sig. Men lever de op til potentialet? Det er det, der er spørgsmålet.
“Mærkeligt er det også, at overvægt af mænd ikke anses for at være et problem, ikke før bøtten vender. ”Beviset” for at alt ville være bedre i folkeskolen hvis der var flere mænd mangler.”
—> Det gør det efter min mening også i høj grad. Hvordan forklarer du ellers argumentationen for kønskvoteringer i bestyrelser, offentlig råd og nævn, og alle kampagnerne for flere kvinder i toplederstillinger?
Ole Falstoft
Så må man jo først have defineret ”problemet” og dets omfang. Her er det så ”det kvindelige” der er i skudlinien. Min påstand er, at der altid har været ”sociale tabere”, også i min skoletid i 50’erne, både drenge piger. Netop det ”sociale”, kan man dårligt bebrejde kvinderne.
Rune Damgaard
Jeg orker ikke at debattere med dig, men du kan læse her:
Særbehandling af mænd:
http://www.information.dk/148669
Inger: Hvis forfatterens påstand om at 85% af de elever der modtager særundervisning er drenge så er der vel et problem hvis vi ønsker en skole der skal være for alle - og ikke kun for de pæne piger?
Der er jo ikke kun tale om ‘sociale tabere’ (forøvrigt et forfærdeligt udtryk) men om børn fra forskellig social baggrund. Der er jo tale om et ressourcespild - mange af de drenge kunne garanteret spille en meget mere positiv rolle i skolen end de gør hvis de blot fik chancen
Og nu vil jeg så gerne tillade mig at være provokerende: At dømme efter længden på og indholdet af denne debat, ser det i den grad ud til, at Bent Liholm har ret. Diskursen er præget af diplomatiske kompromiser og forståelse for alle parter. I stedet for at anerkende en reel problematik og diskutere den på dens præmisser (eller decideret tage action på den – om man kunne) forplummes diskussionen ved fragmenteret petitesse-gennemgang af ord og vendinger, i stedet for at tage et skridt tilbage og se overordnet på problemstillingen, før man fokuserer på personlige holdninger til delemner.
Og lad mig så selv ty til kompromiset :-)
Jeg kan nikke genkendende til Bent Liholms oplæg. Problematikken er reel. Og den smitter af på mange planer og har en reel konsekvens rent samfundsmæssigt. Også i de professionelle rækker, hvor der ofte er mangel på ægte lederskab – hvor der skæres igennem og træffes beslutninger, hvor ærlige og reelle problemstillinger og konflikter i stedet pakkes ind i HR-pædagogik og søges skjult i stedet for at anerkende medarbejdere som ligestillede, stærke individer, der kan tåle at få sandheden, ærligt, uden omsvøb og uden skjulte agendaer.
Og jeg mener i den grad også at forældre bør stramme op. Folkeskolen tager altid det drøje hug, fordi vi alle efterhånden er vant til at overlade ansvaret på andres skuldre. Og det er hér jeg synes Bent Liholm rammer plet. Det er på tide vi tager ansvar for hvor vi ønsker vores børn og unge skal hen – forældre og lærere tilsammen. Og her mener jeg ikke et 100% liberalt ansvar i den forstand, at alt overlades til den enkelte. Ej heller, at man ikke kan tage en reel diskussion og opnå et godt kompromis. Men essensen må være, at der findes en slags samfundsmæssig og individmæssig skævvridning - ikke udelukkende af negativ karaktér, men af en karaktér, der kunne trænge til lidt modvægt på mange planer, og som vi alle må bakke op om, ikke mindst vores politikere. Og så er den vel ikke længere?
Jeg er meget enig med dig, Massimo. Velformuleret.
Jeg tror selvfølgelig heller ikke at det skyldes at der er for mange kvinder i folkeskolen, snart også i gymnasieskolen etc. at drenge har det svært. Men ét er sikkert og måleligt, det er altså drengene der fylder specialklasser og får læsehjælp, det er drengene der er nutidens tabere uden uddannelse og derfor også truet i det moderne samfund og det er da vist et problem. Det kunne jo godt være at skolen som sådan ikke sagde en masse drenge ret meget. Med eller uden kvinder.
Hvad skal der så gøres ?? Ja der skal i alle tilfælde gøres op med at alle skal have det samme, som den inkluderende skole faktisk forsøger. Altså ,må der laves noget alternativt til de drenge, der ikke laver andet end lort fra morgen til aften. Praktikklasser, produktionsskoler og lign. længere ned i systemet kunne måske være en mulighed. Som det er nu går for mange til spilde.
Bent Liholm starter kronikken med mange fine intentioner og forklaringer, bl.a.:
”hører det intet sted hjemme, at det gøres til noget kønsspecifikt”
og
”I stedet for burde man se på, hvad der gør drengene til problembørn”
SÅ LANGT SÅ GODT.
Men så fortsætter det ellers med det ”kønsspecifikke” og med nedladende og infamerende retorik:
”med et finger-knips vekslet til salgbar idealistisk omsorgsslogans som ‘plads til alle’ og ‘alle har potentiale’”
Og så skal vi lige have de ”talrige videnskabelige undersøgelser” med:
”der viser, at det kønsspecifikke har overordentlig meget at sige vedrørende kulturen og emnevalgene og dermed dagsordnerne på arbejdspladserne”
For ikke at sige ordskvalder som:
”men i en tid præget af socialkonstruktionismens afgørende krav til betydningen af den sociale tilstedeværelse for udviklingen af den reelle og eksakte virkelighed”
”Så det, der skulle forestille læringsmæssig og faglig omsorg, er med kvindedominansen blevet vekslet til den tidskrævende menneskelige omsorg”
DESUDEN:
”trendjagende spejderdrenge”
”omsorgsdominerede kvinder og feminiserede efterdønninger af den såkaldte 68-generation”
”feminiserede svæklinge”
Krigslege og våben i børnehaver og fritidshjem, som bliver erstattet af
”tale og rundkredspædagogik”
….
Med den slags mænd som talerør for at få løst problemerne, er det da lige til at producere feminister en masse. Jeg håber ikke de lader det gå ud over drengene. Men læs dog selv artiklen.
Hvis Information ønsker ”krig på kniven”, så skal man da bare blive ved med at bringe den slags unuancerede selvmodsigelser som ikke har ét eneste ordentligt bud på løsning af problemet, bortset fra at give kvinder skylden – måske endog for at mænd ikke i tilstrækkeligt omfang søger ind på uddannelserne til børnehaver og skoler.
Og så fra en ”overlærer og mag.art”.
”Magen til misogynistisk mangel på selvindsigt skal man lede længe efter”. (Citat fra første indlæg af Frej Klem Thomsen).
….
Ups! Så blev jeg alligevel provokeret ;-).
Bent Liholms kronik er noget værre rod, og den stritter i alle retninger og forplumrer adskillige diskussioner.
Som mor til en datter, der har gået i specialklasse i 9 år, må jeg sige at jeg håber at Bent Lihom aldrig bliver specialklasselærer.
Jeg læser i hans kronik ikke nogen saglige bud på hvordan specialklasseundervisningen kan forbedres.
Jeg må også gøre opmærksom på, at specialklasserne ikke er oprettet til børn med adfærdsvanskeligheder, men til børn med indlæringsvanskeligheder. De underliggende årsager til indlæringsvanskeligheder kan være mangeartede, f.eks. ADHD, autisme, asperger’s, dysleksi, dyskalkuli, dårlig korttidshukommelse og ofte flere tilstande i kombination. Somme tider er der bare ingen diagnose, og det er blandt andet én af lærernes opgave at finde årsagen til vanskelighederne og forsøge at møde eleven dér hvor han/hun er.
Jeg har oplevet den enorme lettelse og tilfredsstillelse det er for lærere der har arbejdet med mit barn i flere år, for endelig i 12-årsalderen at konstatere:”Hun har brudt læsekoden!”.
Den slags sejre kræver uendelig tålmodighed og et udvalg af forskellige metoder, der må prøves systematisk af.
At reducere det hele til en diskussion om dominerende kvindelighed og manglende forældreansvarlighed er simpelthen for useriøst og dækker åbenbart over manglende faglige kvalifikationer.
Sagen er jo, at vi her på debatten kan sidde og kloge os på årsager og virkninger, alt efter graden af følelsen af at være forbigået i vores egen skoletid eller evt. politisk overbevisning el.a.
Hvilken kasse skal man putte et barn i der er ordblind, men ikke har problemer med matematik? Den adfærdsvanskelige kasse?
I de gode gamle patriarkalske dage var der et ordsprog som sagde: ”Hvis man ikke vil høre, må man føle”. Gaia bevar mig vel for at dette skal blive genindført med modsat fortegn.
Gamle hanelefanter og barnenumser, som tror de har løsningen på alverdens problemer kan få mit ”blod” i kog. De kan kloge sig på alverdens ting, og begrunde hvad som helst i ”biologi” eller kvindernes ”overmagtdømme”. De generer sig ikke for lusede bagholdsangreb, under dække af alt, fra videnskab og egne erfaringer. Gensidig respekt og samarbejde er slet ikke på tapetet.
Riv dog den mur ned!
Hvad er det for et omsorgsgen Bent Liholm taler om?
Jeg er meget forvirret. Har han kortlagt hvor det er i genomet? Ved han om der er tale om et gen eller flere? Er det på x-kromosomet, for så har mænd det også. Måske er det bare ikke aktivt hos mænd… Jeg undres….
Lærke Holm
Du er ikke alene ;-)
“Vi skal have ansvarsbevidste, fagligt indstillede og resultatorienterede lærere tilbage og dominere i folkeskolen frem for trendjagende spejderdrenge, omsorgsdominerede kvinder og feminiserede efterdønninger af den såkaldte 68-generation”
Jeg havde da nær fået kaffen galt i halsen, da jeg læste ovenstående i oplægget fra Liholm, og som lærer måtte jeg selvfølgelig læse resten.
Puha… jeg er kvinde og dermed har jeg ikke begreb om fagligheden, er ikke resultatorienteret og heller ikke ansvarsbevidst!
Tak spids! Hvad i alverden er det så jeg går og laver?
Når jeg lægger årsplaner for mine udskudte elever (der ikke er plads til i folkeskolen), når jeg nørder bekendtgørelser og netop som jeg har lært dem at kende kan konstatere, at de bliver ændret, når jeg skal lære mine elever at læse Holberg, Oehlenschläger og Kristensen på et enkelt skoleår inden de skal til afgangsprøve, så er jeg da ikke overhovedet ansvarsbevidst, resultatorienteret eller fagligt indstillet. Så er jeg da optaget af de bløde værdier og vil tale rundbordspædagogik, det er da klart. (Advarsel: Ironi!)
Hvis vi nu i stedet skal forholde os til problemerne, at mange ikke kan rummes i folkeskolen, at undervisningen nødvendigvis må målrettes prøveformerne (især læsning og retskrivning) og det imageproblem folkeskolen lider under i dag, så meget få mænd søger studiet, så har vi at gøre med forskellige problemstillinger, der har forskellige løsninger.
Vi kan ikke bruge vores egen skolegang til ret meget, når vi skal se på dagens skole. Der er i dag mange urolige elever, heraf mange drenge, som måske skyldes en blanding af manglende opdragelse (hvad synes du selv - pædagogik), højere faglige krav, som gør det svært for især drenge, fordi det kræver endnu mere stillesiddende arbejde, og måske en tendens til meget bløde mandlige lærere. Det sidste tror jeg ikke er afgørende, men det ser ud som om, det især er de lidt blødere mænd, der bliver tiltrukket af lærerfaget.
Se nu generaliserede jeg jo også lidt, og det gør jeg kun på baggrund af mine egne erfaringer. Det er muligt, at det samlede billede er anderledes. Men på min arbejdsplads siger vi spøgefuldt, at når vi har brug for et mandfolk, så skal vi lede blandt kvinderne!
jeg vil gerne have store stærke mandfolk på jobbet, men det er ikke fordi de medbringer mere faglighed, ansvarsbevidsthed og resultater… det er noget simpelthen vrøvl.
Angående specialundervisning så er det jo et særligt felt, hvor jeg har en anke; jeg oplever, at elever der har modtaget specialundervisning i længere tid helt har mistet evnen til at arbejde selvstændigt. De kan kun lave noget, hvis der sidder en lærer ved siden af, ellers er de ofte helt passive. Det nytter ikke meget, når man skal ud i det virkelige liv bagefter!
;o)Rettelse: “det er noget simpelthen vrøvl” skal være “det er simpelthen noget vrøvl”
Jeg er træt, har arbejdet hårdt i denne eksamenstid… nåh nej, jeg har selvfølgelig kun pustet på knæ og været omsorgsfuld!
Faldt lige over det her indlæg, og kunne ikke være mere enig med overskriften. Med to eksamener tilbage er jeg så småt ved at afslutte min tid i folkeskolen. Jeg har gået i den samme klasse i 10 år, og har haft mange flere kvindelige lærere, end mandlige. Derfor kan jeg tydeligt huske, hvordan hele atmosfæren i klassen ændrede sig til det bedre, hver gang vi havde en mandlig lærer.
Det er virkelig rigtigt; de ‘urolige’ drenge udviste stor respekt, og deltog rent faktisk i timerne - til gavn for os, klassekammeraterne, der gerne ville have noget ud af undervisningen. Derfor er det så ufatteligt ærgerligt, at vi for det meste havde mandlige lærere i fag som sløjd, svømning, idræt og musik - fag, hvor drenge i forvejen har deres ‘fordele’ (i forhold til de mere ‘pigede’ fag som håndarbejde og hjemkundskab).
Når vi havde en kvindelig vikar, var det altid som om der var en eller anden ‘connection’ mellem os piger og hende. Vikaren spurgte pigerne til råds om dit og dat.. Hvad må drengene ikke have tænkt og følt..
Jeg ville ønske at min klasse havde haft flere mandlige lærere. Deres evne til at ‘favne’ drengene - være et forbillede for dem, deres evne til at skære igennem, og i det hele taget bare deres tilstedeværelse…
Jeg synes ikke det handler om, hvem der er bedst til at undervise - og synes da slet ikke det handler om, hvorvidt kvinder er dårligere til at “holde sig til det faglige” end mænd er.
Min holdning er, at folkeskolen har brug for flere mænd, for mænd har fra naturens side hår på brystet.
Louise P. peger på et ganske alvorligt problem: at drenge åbenbart ikke længere accepterer deres rolle som elever, når de har kvindelige lærere! Det kræver virkelig indgriben. Det er ikke en køns-, men derimod en voksen-problematik.
Man tager drenges øjensynlige ‘fysiske rastløshed’ alt for alvorligt, det er tværtimod skolens opgave at tæmme den, så der kan blive voksne, lystudsættende individer ud af skolebørnene.
Louise Petersen
Det der er galt med artiklen er den massive generalisering, som du også selv benytter dig af. Alle har vist oplevet mindre kompetente lærere, men det er et stort problem, at der er så lidt respekt for kvinder, både fra drenge, og åbenbart også fra piger.
Personlige oplevelser har det med at skygge for helhedsvurderingen. Jeg har f.eks. hørt om hvordan mandlige lærere ikke har kunnet stå for de kønneste af pigerne og har favoriseret dem, til stor irritation for de mindre kønne piger og drengene.
Skulle det så få mig til at sige, at sådan er mænd?
Når du skriver:
”deres evne til at skære igennem, og i det hele taget bare deres tilstedeværelse..”
… så kan jeg blive helt bekymret for dig og din dømmekraft, for det kan simpelthen ikke passe, at dette er hvad du har oplevet fra alle lærere i hele din skoletid.
Sundsvald skrev:
”…. er den massive generalisering, som du også selv benytter dig af”.
”… så kan jeg blive helt bekymret for dig og din dømmekraft …”
Sundsvald´s nedladende og grove affærdigelse af en ung skolepige, som drister sig ind i en voksendebat for uden gustent overlæg at redegøre for sine oplevelser, er afskyvækkende. Jeg er overbevist om, at Louise´s helt aktuelle og tidssvarende erfaringer og indtryk er mere dækkende end den aldersbestegne Sundsvald.
Når vi drøfter folkeskolen, burde synspunkter fra Louise´s generation om deres oplevelse og udbytte af folkeskolen da være velkomne. Det er da den generation, der er selve folkeskolens formål.
Jeg kan da oplyse, at min viden stammer fra en højest nutidig, netop udsprunget studenterklasse, hvor både drenge og piger var af den opfattelse.
Afskyvækkende er det sandelig med aldersfascisme.
At læse kommentarerne til dette debatoplæg er som at se en flok strudse stikke hovedet ned i jorden og sige, “hvilket problem??? Jeg kan da ikke se der skulle være noget problem!!”
Enhver med et blot perifert kendskab til hvordan livet leves i en børnehave eller folkeskole vil kunne nikke genkendende til debatoplæggerens pointe, nemlig at det er gennemsyret af kvindelige synspunkter samt en udpræget kvindelig tilgang til tilværelsen.
Man skal med andre ord ha en IQ på størrelse med sit skonummer hvis ikke man kan se at der er et problem når 85% af alle elever i specialklasser er drenge samt at der er en voldsom overrepræsentation af kvinder i såvel børnehaver som skoler.
De samme som ikke kan se at det skulle være et problem er de samme som synes det er et problem at 80% af alle bestyrelsesmedlemmer i DK er mænd!!!
Tør man foreslå at udvide sin mentale horisont bare en lille smule??
Børn af begge køn har godt af at blive præsenteret for hvad både kvinder og mænd kan.
Det kan sikkert i vidt omfang det samme men ikke hélt og selvom det kan det samme så løser de opgaverne på deres egen måde.
Børnene har nemlig godt af at se at der også er en mandlig tilgang til tilværelsen.
At foregøjle sig selv at det kun er kvinderne der har sandheden, hvad den så iøvrigt er, er noget sludder fra enden til anden.
Jeg har selv prøvet adskillige gange at stå i en lærer situation og selvom det ikke er nemt så er der éen ting som skal være på plads nemlig respekt fra elevernes side.
Det er der mange kvinder som iikke sørger for og så ligger de som de har redt.
Det er ikke alting som løses med rundbordspædagogik og samtale, der skal skæres igennem og vises lederskab og dét er ikke hvad jeg ser i de skoler jeg har min gang i, tværtimod så løber man så stærkt man kan væk fra problemerne istedet for at konfrontere dem og løse dem, hér og nu.
Og rigtig gættet, de skoler er også, hovedsaglig, befolket af kvinder.
Jeg turde mene at en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder er det bedste.
Kvinder er nu engang bedst til at være kvinder og mænd bedst til at være mænd. At bytte rolle kan i allebedste fald kun udgøre en halvgod erstatning.
Nå nu må jeg alligevel tilføje noget… jeg havde ellers indset, at debatten nærmest er nyttesløs eftersom de fleste virker til at have tunnelsyn.
Nu arbejder jeg med de unge (7-9 kl), som ikke kan rummes eller klare skærene i folkeskolen, så jeg har et vist førstehåndskendskab til denne gruppe.
Der er mange forskellige grunde til, at de ikke kunne blive. Jeg kan ikke se at årsagen alene skulle være manglende mandlige lærere, men den kan være det i nogle få tilfælde.
Der er en del tosprogede, som har haft en svær skolegang. De mangler typisk alle de færdigheder vi andre tager for givet. De har aldrig fået læst højt hjemme, deres ordforråd er meget ringe og deres forståelse af begreber er ligeledes mangelfuld. I nogle tilfælde har de lagt benene på bordet allerede i 3.klasse og har givet op overfor de stigende krav i skolen. Her har læreren måske ikke kunnet få dem tilbage på sporet, fordi det ikke er hjælper at skælde ud, opstille flere krav og konsekvenser. Samtidig har eleven ikke forældre, der kan støtte op om skolegangen og ofte ser vi, at de unge nærmere er opdraget på gaden fremfor hjemmefra. På gaden har de lært, at det giver respekt at have hårde attituder og slå først. drengene har i mange tilfælde fået lov at gøre som de har lyst til, så skal en lærer da ikke komme og stille krav.
Andre af eleverne har været vant til hjemmefra, at alt er til debat og de stiller selvfølgelig spørgsmålstegn ved alt i skolen lige fra nødvendigheden af at skulle lave divisionsstykker til at læse en bestemt tekst. Her er kuren, at læreren sætter sig igennem og forklarer eleven, hvem det lige er, der er lærer og har ledelsen. Samme elev har ofte en mig-først indstilling… eller rettere mig-alene. De er superegoister og tager aldrig hensyn til andre.
Så er der de elever, som simpelthen har så tung og belastet en opvækst, at det næsten er et sundhedstegn, at de ikke fungerer i skolen.
For ikke at nævne diagnosebørnene… ADHD, Aspergers og hvad har vi…
Jeg gætter på, at det er svært for en lærer i folkeskolen at have 25 elever i relativt få timer om ugen, og så samtidig nå både de svage, mellemgruppen og de dygtige.
Charlotte Harder
”Tunnelsyn” er vist meget velvalgt. At have sin gang på skoler, garanterer jo ikke at man overhovedet selv forstår en tekst eller bare har et skonummer som er store nok til fødderne.
Jeg sætter stor pris på dine indlæg, som viser en udpræget faglighed. Tak for dem ;-)
Der er så mange fnidder-plapre-detaljer at det er svært at følge med i denne debat som dog er væsentlig. Jeg mener Louise rammer mere rigtigt end de fleste: Det er ingen katastrofe at så mange lærere er kvinder men det ville være en fordel hvis der var flere mandlige lærere. Der jo intet mærkeligt i at en mand og en dreng visse gange kommunikerer bedre sammen uden ord, ligesom kvinde-pige gør det. Forfatteren er lige lovlig firkantet og påståelig til min smag men det betyder jo ikke at han ikke har en pointe. Hvad angår respekt for læreren så gælder der det samme som i alle livets forhold (jfr dig selv i.f.t. din chef): Respekt er ikke noget man tager , har eller kræver. det er noget man gør sig fortjent til. Drenge har ikke en indbygget respektløshed overfor kvinder men måske gør kvinder sig ikke i lige så høj grad fortjent til respekt. Uden at mine skoleoplevelser i 70 erne og 80 erne skal gøres til en videnskabelig konklusion så oplevede jeg måske op imod ti kvindelige lærere som var direkte ondskabsfulde overfor specielt drengene men kun een mandlig lærer (der var ondskabsfuld overfor alle). Jeg mener sammenfatningsvis overhovedet ikke at kvindelige lærere på nogen måde er ringere end mandlige. Skolen ville dog kun blive beriget hvis der var lidt flere mænd. I Børnehaverne efterlyser man det ligefrem m.h.p. at drengene også har nogen de kan spejle sig i og kommunikere anderledes med. Det er her debatten løber af sporet, da det ikke er undervisningens kvalitet der er problemer med, men selve det med en repræsentativ fordeling af kvinder og mænd (og etniske lærere m.v. for den sags skyld).
Til Bent Liholm (og andre).
Ja, børn er lige meget værd som voksne. Et voksent menneske er lige meget værd som et barn eller et ungt menneske. FN’s komvention om børns rettigheder fastslår faktisk dette ‘børn har ret til at blive hørt’.
Er børn og voksne så jævnbyrdige…dvs. på samme udviklingstrin? Nej. Men jeg kan som lærer altså lære lige så meget af mine elever som af andre voksne…
Og at blive hørt betyder altså ikke, at børnene får ret; at blive hørt betyder at børn har ret til deres egen mening om tingene, til at sige den højt og tiol at udtrykke sig - præcis som de voksne.
Bent Liholms forslag til redning af folkeskolen er, at man skal have fagligheden tilbage igen i form af fagligt indstillede og resultat-orientede lærere. Dette er dybt interessant, og bringer mindelser frem om dengang lærergerningen var at overbringe (tør og) faglig information til eleverne - som man så kunne teste…
ang. konflikt-løsning:
Jeg mener bestemt ikke at drenges traditionelle, eller måske klassisk-konservative løsning med at slå på tæven er nogen farbar vej i det 21.århundrede. Ikke-voldelig kommunikation er langt mere farbar end både hvad man måske kunne kalde for omsorgs-pædagogik eller synd-for-pædagogik eller det at slå.
Anerkendende pædagogik handler ikke om at undgå konflikter, selvom nogle gerne vil have at det ser sådan ud.
Det her afsnit syntes jeg siger mere om forfatteren’s egne lyster end om det problem han opsætter:
“Drenge skaber deres kønsidentitet via fysisk prægede udendørs lege som f. eks krigslege, men i det øjeblik børnehaver og fritidshjem er domineret af kvinder, bliver våbnene erstattet af tale og rundkredspædagogik, som drenge har svært ved at forholde sig til og udvikle sig med.”
Ja, drenge kan være meget mere fysisk orienteret end piger, men det behøver ikke at manifestere sig i krigslege og våbentræning. Sparta ligger i ruiner, ingen grund til at genoprette det.
Inger Sundsvald
Ja det er desværre for mange kun et spørgsmål om køn, og det jeg ser til daglig har så lidt med kønnet at gøre, at det knapt er værd at nævne.
Jeg tror, vi hjælper for sent. Jeg tror vi skal lægge mere energi i forebyggelse. Der er brug for målrettet indsats, men før den kan sættes ind må man jo identificere problemerne præcist i stedet for at slå på køn eller give skolen skyld for alle ulykker.
Jeg er sikker på, at langt de fleste i folkeskolen gør alt de kan for at tackle problemerne, men det kan man ikke indenfor den ramme, der er udstukket i dag.
Karsten Aaen
Tak… det var virkeligt et præcist og godt indlæg.
Louise Petersen
Hvis du læser med endnu.
Jeg er ret sikker på, at du en dag må revidere din opfattelse i en lidt mere helhedsorienteret retning, men du er jo heller ikke så gammel endnu ;-).
Ingen beklager mere end jeg, at livet skal være så svært at forstå og begå sig i for både mænd og kvinder.
Skulle du en dag stå i en situation, hvor du føler på egen krop, at kvinder bliver nedvurderet og ikke respekteret, håber jeg du kan finde dine ”muskler” og imaginære ”hår på brystet” frem, og at du vil finde støtte hos andre kvinder til at bevare dit selvværd.
Støtte fra denne verdens misogynis skal du ikke regne med, med mindre du livet igennem vælger at agere indsmigrende og underdanigt beundrende undermenneske, som falder eget køn i ryggen. Det er ikke muntre udsigter, for det betyder at du må affinde dig med det underordnede, i bedste fald.
Forestiller man sig, at piger til eksamen klæder sig som en ”bimbo” og drenge som ”Rambo”, for at forsøge at påvirke censorerne – som man jo har hørt om – så er slaget tabt, for så bliver vi ved med at hænge fast i de gamle kønsrollemønstre, hvor ”den bedst egnede” bliver valgt på et falsk grundlag.
Valget er dit, Louise. Jeg håber dine sidste eksamener går godt ;-)
De bedste ønsker for en ligeværdig fremtid
Inger Sundsvald
Bare et par strøtanker…
Jeg har i dag været på en stor folkeskole for at aflevere karakterlister, og da jeg ikke lige kunne finde kontoret, endte jeg med at gå ad endeløse gange til den modsatte side.
Det var vist i det store frikvarter, for næsten alle elever var ude, og heldigvis for det. Der var ingen ilt overhovedet, luften var så tung og stillestående, at man knapt kunne tænke en tanke. Der var enkelte gangvagter, som naturligt nok så temmeligt trætte ud.
Kontoret var et yderst neutralt og ikke særligt venligt sted, og jeg gik derfra jublende glad for, at jeg arbejder på en skæv skole med sjove positive mennesker, med luft og højt til loftet og ikke mindst en varm administration, hvor alle altid er velkomne.
Pyh ha, hvordan kan de overhovedet lære noget i det miljø?
Inger: Jeg synes du blander tingene sammen.
Kønsforskelle og ligeværd har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Det er jo ikke spørgsmålet om hvilket køn der er ‘det bedste’ - det er jo en absurd diskussion.
Fordi man mener at der er medfødte forskelle på drenge og pige er man ikke derfor nødvendigvis en ‘mandschauvenist’ (og hvad skulle de kvinde der også mener det så kaldes?).
Man skal ikke bøje sig for kønsforskelle som for naturlove - det er hos selv der vælge hvordan vi vil takle dem - men det er tåbeligt at ignorere dem